Hvad mener du? Må man fodre en slange med kattekillinger?
Hvor går grænsen for, hvad man må fodre sine dyr med? Er nogle dyr simpelthen for søde til at blive brugt som mad?
Jesper fra Brønshøj er den lykkelige ejer af, hvad han selv beskriver som ”den rareste kongepython” på 2,5 meter, men han har et dilemma. Han vil gerne fodre den med noget, de fleste danskere anser som et nuttet lille kæledyr, og derfor har han skrevet til programmet ’Spørg Charlie’.
- Jeg ved godt, at mange vil stejle, men tænk på de mange danske kattehjem, der bugner med kattekillinger. De kunne ende i en varm mave på en slange.
Kattens værn: Ikke noget galt i det
Det er ikke ulovligt at fordre sin slange med humant aflivede katte, men det er ikke en forespørgsel, de er vant til at få hos Kattens Værn, hvor man hver dag håndterer massevis af katte. Det fortæller direktøren hos Kattens Værn, Therese Servé Wilbert.
- Jeg har aldrig hørt om det, men jeg tænker faktisk ikke, det er anderledes at fodre slanger med kaniner fremfor kattekillinger, siger hun.
Hun mener altså ikke, der er noget galt i at fodre sin slange med kattekillinger, så længe de er humant aflivet. En kat er kun humant aflivet, hvis den er medicinsk aflivet af en dyrlæge eller skudt af en jæger. Dog skal man være opmærksom på, om slangen kan blive påvirket af medicinen.
Du kan høre 'Spørg Charlie' på podcast her
Therese Servé Wilbert tilføjer dog, at mange nok vil have svært ved at forlige sig med tanken om, at Jesper fodrer sin slange med små bløde killinger.
- Det er et kontroversielt emne at tale om kæledyr. Allerede når du taler om kaniner, er det følsomt, men for mange er hund og kat en liga endnu længere oppe på skalaen.
"Vi er kommet langt væk fra landbruget"
I 'Spørg Charlie' afføder spørgsmålet i første omgang løftede øjenbryn hos Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, der sidder med i panelet, men faktisk er hun ikke modstander af ”kattekillingefoder”. Hun mener nemlig, at danskerne af og til glemmer, hvordan vi egentlig bruger dyr.
- Jeg synes, man skal behandle dyr ordentligt, når de er i live, men når de er døde, går jeg ikke så meget op i det. Man kan godt mærke, at vi er kommet langt væk fra landbruget i det her land. Og måske også lidt langt væk fra, at det at have dyr i vores land også handler om, at vi vil have noget fra dem, når de er i live, og også når de er døde, siger hun.
Hun bakkes op af resten af panelet, der består af komikerne Niels Hausgaard, Frank Hvam og entertainer Jacob Haugaard.