Landmand søger kærlighed

Derfor valgte deltager at forlade 'Landmand søger kærlighed' før tid

Det var en mavefornemmelse, der fik Mie overbevist om, at hun ikke længere skulle date landmanden Nichlas.

Det var ellers meningen, at 28-årige Nichlas Villadsen selv skulle vælge, hvilken af de to resterende kvinder i programmet ’Landmand søger kærlighed’, han ville blive ved med at date.

Men før han fik muligheden, havde 27-årige Mie fra København allerede truffet beslutningen for ham.

I programmet forklarer hun Nichlas, at hun er begyndt at tænke over, hvordan afstanden imellem dem og deres familier er et problem, og det tolker hun som et tegn på, at følelserne ikke er der.

- Ellers ville det jo ikke være noget problem, så ville jeg sige, at det er lige meget, vi løser det, siger hun til ham i programmet, da de sidder og nyder solskinnet og en kop kaffe.

Men der var mere bag Mies beslutning, for det var ikke kun afstanden, der var et problem, det fortæller hun til TV 2.

Ikke fair at holde det kørende

Mie var i tvivl om, hvordan hun havde det med Nichlas, og hun havde efter grundig overvejelse besluttet sig for at mærke rigtig godt efter, næste gang hun var alene med Nichlas.

Da det skete, gik det endeligt op for hende, at det ikke skulle være de to. I stedet for at vente på Nichlas’ beslutning, traf hun den for ham og kørte hjem til København samme dag.

- Jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at han gik ind til programmet for at finde sit livs kærlighed, og det ville ikke være fair overfor ham at holde det kørende, når jeg kunne mærke, at vi i bund og grund ikke matchede.

- Det var en mavefornemmelse. Vi er meget forskellige, men jeg synes, han er vildt sød, han har en godt hjerte og nogle fornuftige prioriteter i livet, men han er for stille og rolig til mig. I det lange løb har jeg nok brug for, at der er mere fart over feltet, siger Mie.

Selvom hun var sikker på sin beslutning, var det ikke nogen nem sag at skulle afvise landmanden, forklarer Mie.

- Jeg var jo nervøs for, om han ville blive ked af det, men da jeg fik det sagt, virkede det faktisk som om, han havde det på samme måde, og det gjorde mig lettet.

- Det var et nervøst øjeblik, og jeg tror, han tog min hånd for at bekræfte, at min beslutning var okay, siger Mie.

Ærgerlig over Mies beslutning

Selvom at Nichlas ganske rigtigt sagde til Mie i programmet, at han ikke kunne have sagt det bedre selv, og at han var enig i hendes beslutning, så ærgrer Mies beslutning ham alligevel, da TV 2 fanger ham på telefonen.

- Det var jeg da ikke glad for. Jeg blev faktisk lidt ked af det, for det var ikke noget, jeg havde set komme, da jeg havde lidt svært ved at læse hende. Det er træls at blive afvist og få sådan noget at vide, for jeg havde jo håbet på, at hun ville blive.

- Jeg havde da fået lidt følelser for hende, selvom det ikke var helt vildt voldsomt, men jeg ville gerne selv have truffet beslutningen. Vi var enige om tingene, så det var kun det rigtige at gøre, og jeg ville have sendt Mie hjem under alle omstændigheder, siger Nichlas Villadsen.

Beslutningen om at forlade programmet, har Mie ikke fortrudt, hverken lige bagefter eller siden.

- Jeg var ret sikker på, at det var den rigtige beslutning, og jeg har overhovedet ikke fortrudt det på nogen måde, men det er altid ubehageligt at skulle sige til folk, at man ikke vil ses med dem mere, siger Mie.

Siden programmet blev optaget, har Mie ikke haft tid til at date videre, da hun er ved at færdiggøre sit speciale i veterinærmedicin.

Mie har af personlige årsager ønsket, at hendes efternavn blev udeladt i denne artikel.

Du kan se 'Landmand søger kærlighed' hver tirsdag aften klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.