Som 24-årig blev han lam fra brystet og ned: Nu vil han gå til toppen af Rundetårn
Smældet i gymnastiksalen lød som et træ, der knækker i en storm. Men lyden kom fra Michael Jodehls nakke.
- Du skal nok regne med at sidde i kørestol resten af dit liv.
Overlægens ord faldt tungt på genoptræningscenteret i Hornbæk. 24-årige Michael Jodehl kiggede frustreret rundt i lokalet på fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker - og på sin mor og far.
- Det vil jeg ikke høre på, fremstammede han så, inden stemmen knækkede i afmagt over at være lammet fra brystet og ned.
Han kunne ikke tage ordene ind og forlod lokalet i kørestolen.
- Det skal de aldrig nogensinde sige til mig igen, tænkte Michael Jodehl og slog blikket ned på sine ben.
Han kiggede en ekstra gang. Nu bevægede den ene fod sig pludselig en smule.
Et liv i kørestol
Michael Jodehls historie er på flere måder usædvanlig.
Den handler om en mand med en vilje så stærk, at den skulle vise sig at knuse lægernes dom. Ikke bare én gang, men flere gange.
I TV 2-programmet 'Samme tid næste år' har han nu sat sig et nyt mål: Han vil gå til toppen af Rundetårn - selvom han i hverdagen stadig er dybt afhængig af sin kørestol.
For at forstå hvordan Michael Jodehls skæbne formede sig, skal vi dog først tilbage til den 12. marts 2001.
Den dag ændrede hans liv sig radikalt i en gymnastiksal.
Blackout i luften
Den dengang 24-årige Michael Jodehl var i topform, da han sidst på dagen løb ned langs måtten i den store hal.
Han spillede på det tidspunkt både fodbold, håndbold, badminton, stod på vandski i fritiden og dyrkede gymnastik. Helst to-tre sportsgrene på samme dag ved siden af arbejdet som VVS-montør.
Den dag i hallen var der et gymnastikspring, der ikke sad i skabet, og derfor ville han lige afslutte dagen med en sidste forlæns saltomortale.
Han løb hen langs måtten, som han havde gjort utallige gange. Men da han satte af, gik noget helt galt. Det sortnede for hans øjne, og da han åbnede dem igen, lå han på ryggen.
- Fuck, fuck, fuck, råbte Michael Jodehl ud i salen.
Han har fået fortalt, at smældet, der lød, da han ramte gulvet, var øredøvende. Som et træ, der knækker i en storm. Derefter blev der helt stille i hallen.
- Tag mine arme og ben ned, så jeg kan få luft. De hænger oppe i luften, råbte Michael Jodehl til de andre gymnaster.
Men hans ben lå allerede helt fladt på gulvet. Tøj og tasker blev lagt omkring ham som støtte, og han registrerede, at der blevet ringet 112.
Alligevel var det først, da en gymnast nev ham i storetåen, at det gik op for Michael Jodehl, hvor katastrofalt blackoutet i luften var endt. Han kunne intet mærke.
Ville tilbage og springe
Ambulancen havde politieskorte, da den med fuld udrykning hastede mod Rigshospitalet.
Her viste MR-scanneren, at Michael Jodehl havde brækket halsen. Femte nakkehvirvel var blevet knust, og det havde givet en fuldstændig lammelse fra halsen og ned.
På operationsbordet fik Michael Jodehl indsat en titanium-plade, og der blev sat skruer i fjerde, femte og sjette nakkehvirvel.
Da han ikke kunne bevæge sine arme, måtte hans bror, mor og far i en lang periode give ham mad.
- Det er det liv, der er dit nu, sagde lægerne.
Men indeni holdt Michael Jodehl fast i én tanke.
- Jeg skal ned og springe videre, og jeg skal springe til gallaopvisningen om 14 dage.
To uger senere var han rigtig nok tilbage i hallen til gallaopvisningen, men lænket til en kørestol. Det var her, alvoren gik op for ham, da han kiggede ud på de andre gymnaster.
- Der er noget helt galt. Jeg kan ikke bevæge mine ben og arme. Men jeg skal tilbage. Jeg skal vise dem, at jeg godt kan, sagde Michael Jodehl for sig selv.
Kort tid derefter blev han indkaldt til det møde med overlægen, der med Michael Jodehls egne ord “næsten fik filmen til at knække”.
Skulle han aldrig komme til at gå igen?
Én lille bevægelse
24-årige Michael Jodehl kunne ikke tage overlægens ord ind eller forholde sig til de specialister, der talte om plejehjem. I stedet hæftede han sig ved den lille bevægelse i foden, der var et glimt af håb.
Han besluttede sig for igen at tage fat i fysioterapeuten for at få lagt et genoptræningsprogram. Få måneder efter nåede han den første milepæl: Han kom op at stå på sine egne ben.
Det var kun 10 minutter, for derefter mistede han blodet fra hovedet og blev svimmel. Men det var både stort og mærkeligt på samme tid at stå op igen.
- Der er godt nok langt ned til tæerne, sagde Michael Jodehl og grinede.
Derfra begyndte kampen for at genvinde førligheden for alvor. Han trænede hver dag, men de synlige fremskridt udeblev, og i 2003 opsøgte han en ny fysioterapeut.
Det blev et valg, der ændrede hans liv. Og da TV 2 møder den i dag 39-årige Michael Jodehl, er det på det center, hvor tingene tog en drejning.
15 år efter ulykken
Formiddagssolen stråler gennem ruderne hos A-Fys i Solrød, hvor Michael Jodehl næsten er færdig med dagens træning.
Han er iført en blå t-shirt, sorte shorts og et par Asics-løbesko, der tramper afsted på træningsmaskinen. Benene under ham ryster, mens de føres frem og tilbage i takt med armene. Hans blik er fokuseret.
- Jeg har lige sat tempoet op, så nu kramper mine ben, siger Michael Jodehl og træder med forsigtige skridt ned fra maskinen.
Det var her i lokalet, at han to år efter ulykken kom op at gå første gang med hjælp fra fysioterapeuten Mark Abildhauge og hans medarbejdere.
- Lad os prøve at gå op på et løbebånd og se, hvad der sker. Vi kan jo bare trykke stop, husker Michael Jodehl, at fysioterapeuten foreslog.
De var to personer til at holde ham i begyndelsen, men det lykkedes, og derfra var der kun en vej: Fremad.
- Hvis jeg ikke kunne få fødderne fremad, satte Mark sine fødder under mine og skubbede dem frem. På den måde fik jeg flyttet grænser, forklarer Michael Jodehl.
Det røde hår
Få meter fra træningsmaskinen står kørestolen. Michael Jodehl støtter sig til et gelænder for at holde balancen på vejen derhen, og da han sætter sig ned, falder benene til ro.
- Det betyder så meget at kunne gå, fordi jeg ikke kommer til at ligne den person, der falder sammen og opgiver det hele. Jeg vil videre, siger Michael Jodehl med et fast blik.
Spørger man, hvor den stædighed og vilje kommer fra, trækker han på smilebåndet. Måske er det det røde hår på toppen af hovedet. Måske er det det indre konkurrencemenneske fra gymnastikken, der vil se resultater, forklarer han.
I 2016 satte Michael Jodehl et nyt mål, der i manges øjne nærmest ikke kunne blive mere urealistisk. Han ville gå hele vejen til toppen af Rundetårn - uden hjælp.
Målet om Rundetårn
Derfor tilmeldte han sig TV 2-programmet ’Samme tid næste år’, hvor man følger en gruppe danskeres kamp for at nå deres individuelle mål på et år.
- Jeg sagde til mig selv, at det ville blive meget, meget svært. Men også, at jeg skulle bevise, at det kunne lade sig gøre, fortæller Michael Jodehl.
Han husker, at det var med forsigtige skridt, at han bevægede sig mod toppen 12. maj 2017. Gulvet var ujævnt, og der var intet gelænder i siderne, så fødderne skulle placeres nøje for at holde balancen.
Men det lykkedes.
Efter 34,8 meter i udelukkende opadgående stigning trådte han ud på toppen. Familie og venner jublede og flagede, og Michael Jodehl glemmer aldrig følelsen, da han kiggede ud over København.
- Jeg var deroppe for mange år siden med min farmor og farfar, men at se den forandring, der er sket i København på alle de år - det var helt vildt, fortæller han.
Se hele Michael Jodehls tur op igennem Rundetårn i videoen her:
Mine børn skal ikke tænke på min ulykke
Michael Jodehl er ikke tvivl om, at han er kommet langt, siden overlægen sagde til ham, at han aldrig ville komme til at gå igen.
- Nu har jeg så meget muskelstyrke, at jeg kan holde mig oppe uden hjælp. Fysioterapeuterne siger, at mine lægmuskler er som en professionel idrætsudøvers, siger Michael Jodehl.
Han bor i dag sammen med sin kæreste og deres to fælles børn på tre og seks år. De har begge fået lov til at gå til gymnastik på trods af deres fars forhistorie.
- De skal ikke tænke over min ulykke. Det kan ske for hvem som helst. Man kan falde over kantstenen, man kan blive kørt ned – det kan ske hvor som helst. De skal dyrke den sport, de gerne vil dyrke, og det bakker jeg op om, siger Michael Jodehl.
Drømmen om ironman
Selv er han på mange måder kommet tættere på sit gamle, aktive liv med sportsgrene som kørestolsrugby, hockey og ridning. Hans drøm er på et tidspunkt at kunne løbe - måske endda gennemføre en halv ironman. Og så vil han gerne op og stå på vandski igen.
Men skaden fylder stadig en del, og han har stadig brug for kørestolen til at restituere i, når han ikke træner.
- Når døren er lukket, og jeg sidder i badet, tænker jeg nogle gange: "Hvis nu jeg bare havde… så var det ikke sket." Den tanke strejfer mig, og så dukker billederne fra ulykken op, siger Michael Jodehl og holder en pause.
Hans erfaring er, at man kommer længst ved at vende de negative tanker til noget positivt, men også at man kan bruge modgang til noget konstruktivt.
- Jeg er aldrig blevet gode venner med kørestolen. Men jeg har et håb om – med al den teknologi og udvikling, der sker de næste mange år – at jeg en dag kan slippe den. Det håber jeg virkelig på.
'Samme tid næste år' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 PLAY.
Michael Jodehls kamp
2001
Ulykken i gymnastikhallen
24-årige Michael Jodehl havde denne dag lejet en hal på en efterskole sammen med sit gymnastikhold. Kort før klokken 19.00 råbte han til de andre, at det var tid til at pakke sammen, og at han lige ville springe et allersidste spring: En forlæns saltomortale. Men da han satte af på måtten, fik han blackout i luften.
Det næste øjeblik lå han på ryggen og kunne ikke bevæge sig.
Scanningen viste fatale skader
Først blev Michael Jodehl transporteret til Faxe Sygehus, der sendte ham videre til Rigshospitalet. Her viste en scanning, at femte nakkehvirvel var smuldret helt. Han kom derfor på operationsbordet, hvor han fik sat en titaniumplade ind samt skruer i fjerde, den nye femte, og sjette nakkehvirvel.
Følelsen i arme og ben var på det tidspunkt stadig væk, og hans storebror og forældre måtte give ham mad.
Første genoptræning
Efter fire uger på Rigshospitalet kom Michael Jodehl på et genoptræningscenter i Hornbæk i 14 måneder. Han havde på det tidspunkt ingen følelse fra brystet og ned, men kunne godt bevæge sine arme.
Mødet med specialisterne
Et halvt år efter ulykken blev Michael Jodehl indkaldt til et møde med ergoterapeuter, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og sin mor og far. Her fortalte overlægen ham, at han ”nok skulle regne med at sidde i kørestol resten af sit liv og muligvis have en hjælper på”. Det ville Michael Jodehl dog ikke tro på – og håbet om at komme til at gå igen kom tilbage, da hans fod pludselig bevægede sig en smule.
2002
Ti minutter på egne ben
Michael Jodehl fik efter mødet lagt et træningsprogram sammen med sin fysioterapeut, men i en lang periode følte han, at det ikke rykkede. 25 år gammel fik han et tilbud fra kommunen om at komme på plejehjem, men afslog. Kun få gange mærkede han reelle fremskridt – blandt andet da han en dag kortvarigt var oppe at stå på egne ben i ti minutter.
2003
Ny fysioterapeut - og nye mål
Nu skulle der ske noget, og derfor opsøgte Michael Jodehl fysioterapeuten Mark Abildhauge og hans træningscenter A-Fys. Han fik på det tidspunkt samtidig sin første servicehund - og med professionel støtte begyndte Michael Jodehl at træne fire-fem gange om ugen på løbebånd og andre træningsmaskiner.
Det resulterede et halvt år senere i, at Michael Jodehl kom op at gå på egne ben med støtte fra to fysioterapeuter.
2004
Små mirakler
Michael Jodehls træning blev derfra fokuseret mod at komme op at gå uden at holde i noget. I starten gik det langsomt, men med en kombination af stædighed og styrketræning begyndte der at ske små mirakler – først på fladt terræn og senere på trapper. Han begyndte samtidig at gå til ridning for at styrke sin muskulatur.
Siden da har Michael Jodehl trænet tusindvis af timer for at nå sine mål, og det har bragt ham fremad.
Under træningen hos A-fys har han også mødt sin nuværende kæreste, som han i dag bor sammen med og har to børn med.
2015
Stevns Klint
Efter adskillige år med intensiv træning nåede Michael Jodehl i 2015 en milepæl, som mange på forhånd ville have sagt var helt urealistisk. Han satte et mål om at gå ned til Stevns Klint, hvor han som barn havde leget – og det lykkedes ham.
2016
’Samme tid – næste år’
Et år senere satte Michael Jodehl sig et nyt mål. Han ville gå op igennem Rundetårn – uden hjælp. Derfor tilmeldte han sig TV 2-programmet ’Samme tid – næste år’, hvor man følger en gruppe danskeres kamp for at nå deres individuelle mål på et år.
2017
Ny milepæl
Efter 34,8 meter i udelukkende opadgående stigning nåede Michael Jodehl 12. maj 2017 toppen af Rundetårn, hvor han kunne se ud over København, og hvor familie og venner jublede og flagede. Hvad, man ikke ser i tv-programmet, er, at han også gik hele vejen ned igen.
Næste mål har Michael Jodehl i dag ikke sat endnu. Men han drømmer blandt andet om at gå ned til Møns Klint eller gennemføre en ironman.
