Han kørte mod hoppet med stil og sikkerhed, men 15-årig rejste sig ikke igen
En skitur i 2016 vendte helt op og ned på den sportsaktive Buster Antonsens liv. Fra det ene sekund til det næste var han dømt til et liv i kørestol.
Buster Antonsen fra Hellerup har løbet på ski, så længe han kan huske. Fra han var fem år gammel, har han været på skiferier hvert år. Nogle år endda to gange på en sæson.
Så han følte sig hjemmevant, da han i februar 2016 tog på en skitur til Livigno i Italien sammen med sin gode kammerat Thomas, dennes far og nogle af deres venner.
Det gik da også strygende som altid for den dengang 15-årige Buster, lige indtil han på feriens sidste dag ville prøve at lave et hop på en af skiresortets trick-baner.
- Det var lidt for sjov, at jeg ville udfordre mig selv. Jeg havde set banen fra liften, og deroppefra så den ret flad ud. Men det viste sig, at den var megastejl, fortæller Buster Antonsen til TV 2.
Se videoklip med Buster Antonsen i 'Samme tid næste år' øverst.
Fik overbalance og faldt bagover
Mens kammeraten Thomas filmede, gjorde Buster sig klar til at tage turen på ski ned ad bakken til det mellemsvære trick-hop.
Men selv om han følte sig fuldstændig sikker på skiene, kom det bag på ham, at den forholdsvist korte rampe buede så stejlt op i enden, og han havde ikke fart nok på til at udføre hoppet korrekt.
- Der var ligesom en kant øverst, som gjorde, at jeg fik overbalance og faldt bagover. Så jeg hang i luften i nogle sekunder og landede baglæns ned på ryggen, husker Buster Antonsen.
I nogle meget lange minutter derefter lå han på den stejle bakke med hovedet nedad og gispede efter vejret.
- Jeg tænkte ikke rigtig på noget, andet end at jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg tror, det gjorde så ondt, at det ikke gjorde ondt, hvis du forstår, hvad jeg mener, og derfor lå jeg helt stille for ikke at gøre smerterne værre.
Nogle opsynsfolk havde fra afstand set, at noget var gået galt under hoppet, så de var fremme kort tid efter og kom ham til hjælp.
Derefter gik det slag i slag. Båre. Helikopter. Flyvetur. Hospital.
Se videoklippet med det fatale skihop her nedenfor.
Busters far og mor blev underrettet
Kort efter at Buster Antonsen var ankommet til et lokalt hospital, blev han lagt i narkose. For man ville sikre sig, at han lå helt stille, indtil man fik tilkaldt en dygtig, schweizisk kirurg, der skulle operere ham i ryggen.
I mellemtiden blev der givet besked til Busters far, Henrik, som befandt sig på det nærliggende skisportssted Canazei sammen med Busters ét år yngre bror, Pontus. Og til Busters mor, Sissi, som var på ferie i Barcelona med sin kæreste.
- Da jeg blev ringet op af min eksmand, Henrik, kunne jeg høre, at han var helt slået ud. Han sagde, at Buster ikke kunne mærke sine ben, og at den var rigtig gal, siger Sissi Antonsen til TV 2 og fortsætter.
- Men jeg havde svært ved at tro på, at det var så alvorligt. For jeg vidste, at Buster var sikkerheden selv, og at han altid sørgede for at tage rygskjold og hjelm på, hver gang han løb på ski. Så jeg tænkte: "Ro på, han har nok bare brækket begge ben".
Men efterhånden som situationens alvor gik op for Busters mor, fik hun og kæresten hurtigt pakket deres kufferter og begav sig nordpå mod Italien.
Sissi Antonsen havde dog ikke tålmodighed til at vente helt, til hun var fremme, på at blive orienteret om Busters tilstand. Så hun ringede til den schweiziske kirurg, der havde udført operationen, for at høre, hvordan udsigterne var for hendes søns førlighed.
Kirurgen kunne ikke tale engelsk, så dialogen foregik ved, at Sissi stillede spørgsmål, som han be- eller afkræftede med enstavelses svar.
- Jeg begyndte med at spørge, om der var 50 procents chance for, at Buster ville komme til at gå igen? Hvortil han svarede nej. Så gik jeg gradvist nedad: 40 procent? 30 procent? 20 procent? Han blev ved med at svare nej. Indtil jeg var nede på 5 procent. Så sagde han: "Hmmm, ja. Mellem 0 og 5 procent". Tak for lort, tænkte jeg.
10 dage, der føltes som en evighed
Med den katastrofale viden i bagagen ankom Busters mor til hospitalet, hvor hendes søn lå halvt bedøvet af smertestillende medicin.
Ved operationen havde han fået indsat en metalplade, der skulle stabilisere ryggen og kompensere for af de store led i den nedre del af rygsøjlen, L1, som var blevet knust ved faldet.
Skiulykken havde ført til, at Buster nu var lam fra navlen og nedefter.
For at skåne ham for de barske realiteter fik han ikke besked om sin situation, mens han opholdt sig i Italien.
- Da jeg lå i hospitalssengen, troede jeg, at jeg stadig havde skistøvlerne på. For sådan føltes det. Men da jeg fandt ud af, at jeg ikke havde skitøjet på mere, kunne jeg regne ud, at noget var galt, siger Buster Antonsen.
Uvisheden og sprogvanskelighederne over for personalet på det italienske hospital gjorde opholdet ulideligt langt. "Det var 10 dage, der føltes som en evighed", som Buster siger.
Også for Busters forældre og lillebror var det naturligvis meget svært at være vidner til hans hjælpeløse situation uden at kunne stille ret meget op eller tale med ham om det.
- Før Buster tog afsted på skiferie, havde han lige lært at stå på hænder. Så da han sagde til mig på sygehuset, at det var ærgerligt, at han nu måtte starte forfra med at øve det, når han kom hjem, var det næsten ikke til at bære. For jeg kunne jo ikke fortælle ham, at han højest sandsynligt ikke ville komme til at gå igen, siger Busters mor.
Glimt af håb på Riget
Ved hjemkomsten til Danmark blev Buster Antonsen indlagt på Rigshospitalet, hvor han gennemgik endnu en operation i ryggen.
Ifølge lægerne på Riget havde kollegerne på det italienske hospital gjort et godt stykke arbejde, og desuden var det positivt, at "spinalvæsken" (rygmarvsvæske, der beskytter centralnervesystemet mod skader) var intakt.
Det betød nemlig, at der var en teoretisk chance for, at Buster med tiden kunne gøre fremskridt med sin bevægelighed, hvis blokeringen i rygsøjlen gradvist blev løsnet op, så spinalvæsken kunne flyde frit ned til underkroppen igen.
Under den efterfølgende genoptræning oplevede Buster da også et glimt af håb, da han i et kort øjeblik fornemmede, at der var forbindelse mellem hans hjerne og benene.
- På Riget begyndte jeg lige så langsomt at kunne mærke noget igen, siger han og tilføjer med begejstring i stemmen:
- En enkelt gang, hvor jeg støttede på armene, kunne jeg trække benene lidt op under mig. Det var kun én gang, det skete. Men det var ret vildt.
Blandt andet har denne oplevelse givet Buster håb om, at han ved hjælp af intens træning og en stærk vilje vil kunne genvinde en del af - eller måske hele - sin førlighed.
Buster vil gå igen
Godt fire måneder efter den tragiske ulykke deltog Buster Antonsen i de indledende optagelser til tv-programmet 'Samme tid næste år' i juni 2016.
Med publikum i studiet som vidner sagde han, at hans mål for det kommende år var, at han ville gå igen.
- Jeg skal træne en hel del og bare gøre, så meget jeg kan, for at få gang i benene igen. Og så bare være glad for, at jeg stadig er i live, lød den positive melding fra Buster Antonsen.
Forude ventede der Buster hundredevis af træningstimer hos fysioterapeuter, med hjælp fra sin personlige træner eller i selskab med sin mor og forskellige kammerater.
Undervejs skulle Buster også igennem et fire måneder langt ophold på Rigshospitalets Neurocenter for rygmarvsskadede i Hornbæk, hvor han blandt andet skulle lære selv at gå på toilettet og andre praktiske ting.
- Træningsmæssigt skete der ikke så meget, mens jeg var i Hornbæk. Der var kun én fysioterapeut, så på det område gik det lidt i stå, siger Buster Antonsen, som var lykkelig for, at han via sin computer kunne holde kontakten til sine venner.
Et år efter: - Den vildeste oplevelse at kunne gå
Da Buster et år senere, i juni 2017, vendte tilbage til studiet i 'Samme tid næste år', var det stadig siddende i en kørestol.
På trods af fremgang med at opbygge muskler i lårene og især i det venstre ben, som han kunne løfte lidt, var det ikke lykkedes ham at genvinde så meget funktion i benene, at han kunne støtte på dem.
Til gengæld havde han gennemført sin målsætning om at kunne gå igen.
Buster havde nemlig fået lov til at afprøve et såkaldt "exoskelet" - et robotstyret, leddelt element, der monteres uden på kroppen og gør det muligt for en lam person at gå oprejst.
- Det var den vildeste oplevelse at kunne gå i øjenhøjde med andre mennesker igen. Det er klart det fedeste, jeg har prøvet, siden jeg kom til skade, lød det fra en oplivet Buster Antonsen.
Han har nu ansøgt kommunen om at få sit eget exoskelet.
Mød Buster Antonsen og en række andre danskere, der vil realisere deres største ønske, i 'Samme tid næste år' mandag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.