Kan du slå Steffen og de andre landmænd? Tag den store landmandsquiz

Hvis du får pladen fuld, har du flere rigtige svar end de populære landmænd fra 'Landmand søger kærlighed'.

- Det er pisseirriterende. Det er så træls, for det gik ellers så godt, og det er en, man burde kunne svare på, siger Steffen Christiansen.

Han griner dog højlydt i telefonen, imens han ærgrer sig, og han lader ikke til at være nogen dårlig taber.

Alligvel ville han gerne lige have gjort rent bord i den store quiz for landmænd, og det gik da også godt, indtil han skulle svare på, hvor meget af jorden i Danmark der dyrkes landbrug på.

Det samme spørgsmål fik Morten Nielsen også fejl i. Og det må de næsten havde hørt på nabogården, da han udbrød et højlydt "nej", idet han fik at vide, at svaret var forkert. 

Men han var nu alligevel godt tilfreds med sit resultat og mente, at både han og Steffen måtte være nogle meget kloge fyre.

Den store landmandsquiz

En anden landmand, der også var ganske tilfreds med sit resultat i quizzen, det var Danni Nielsen. 

Han havde også en enkelt fejl, men det var på spørgsmålet om, hvor meget antibiotikaforbruget i landbruget er faldet de sidste 20 år.

Nichlas Villadsen svarede også forkert på dette spørgsmål som det eneste, men var som alle de andre fint tilfreds.

- Jeg havde da håbet på nul fejl. Men nu hvor de tre andre havde én fejl, føler jeg mig rimelig glad over ikke at have fået flere, siger han.

Generelt er det meget svært at slå de humørfyldte landmænd ud af fatning, selvom ingen af dem havde nul fejl i quizzen.

Brian Vestergaard var den af landmændene, der havde færrest rigtige svar, men elleve rigtige er nu også noget af en præstation, det mener landmanden i hvert fald selv.

- Det kan jeg sagtens leve med. Jeg synes, min præstation er rimelig god, siger han med et stort grin.