Trænede hårdt i et år før sit bryllup – sådan så han ud på den store dag

31-årige Kenneth Stigers satte sig det mål, at han ville "stå knivskarpt til sit bryllup for at matche sin smukke kæreste". Se her, hvordan det gik.

- Det er uden sammenligning det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv!

Sådan sagde Kenneth Stigers fra Aarhus til vært Cecilie Frøkjær, da han efter et års intensiv træning og diæt vendte tilbage i studiet til 'Samme tid næste år' i juni 2017.

Den 31-årige folkeskolelærer havde gennemgået en kæmpestor forvandling på det ene år: 23 kilo lettere og med en hel del mere muskelmasse havde han totalt ændret udseende.

- Jamen, jeg kan jo slet ikke kende dig!, udbrød Cecilie Frøkjær, der modtog sin gæst med vidt opspærrede øjne og åben mund.

Videoklippet øverst viser Kenneths store forvandling i 'Samme tid næste år'.

Nedenfor kan du se privatvideoer fra brylluppet og forberedelserne til det.

En knivskarp brudgom

Der var da også en vigtig grund til, at den tidligere så "bamsede" Kenneth Stigers ønskede at frembringe en mere trimmet udgave af sig selv.

- Jeg har altid været klassens tykke dreng. Så når folk har set mig sammen med min smukke kæreste, har de sagt: "Hold da kæft, mand! Hvordan har du scoret hende?". Det ville jeg gerne lave om på før vores bryllup, siger Kenneth Stigers til TV 2.

Lørdag den 12. august blev han så gift med sin kæreste gennem otte år, Anne Sofie, og set ud fra en objektiv betragtning lykkedes det ham at "stå knivskarpt til sit bryllup", præcist som han drømte om.

Se billeder og videoer fra brylluppet nedenfor.

31-årige Kenneth Stigers havde altid været "klassens tykke dreng". Men han drømte om at kunne matche sin smukke kæreste, når de skulle giftes. Så han meldte sig til 'Samme tid næste år' og gennemgik et hårdt træningsprogram. Video: Susanne Nielsen

En meget vellykket dag

På trods af et insisterende regnvejr i forbindelse med ceremonien i kirken gik alt, ifølge Kenneth Stigers, efter planen på hans og Anne Sofies store dag.

Vielsen fandt sted i Lading Kirke, der ligger i brudens barndomskvarter, og traditionen tro var det en benovet brudgom, der tog imod sin elskede ved alteret.

- Jeg blev blæst helt bagover, da Anne Sofie kom ind ad døren. For det var et helt guddommeligt syn og meget smukkere, end jeg havde forestillet mig, siger den nu 32-årige Kenneth og fortsætter.

- Alle folk kom også hen til mig bagefter og sagde, at jeg så ud som om, jeg havde set noget helt uvirkeligt. Men derudover var jeg bare meget glad og smilede rigtig meget.

Den efterfølgende bryllupsfest for 80 inviterede gæster blev afholdt i et festlokale på en stor gård uden for Skanderborg.

Under selve festen var der flere rørende indslag. Deriblandt da Kenneths best man, vennen Ulrik, optrådte med en sang, han selv havde skrevet til brudeparret. Men også da brudgommens personlige træner, Steven, holdt en særlig tale til ham.

- Jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre, da Steven talte om træningsforløbet. Fordi det netop havde været så hårdt et år.

- På et tidspunkt i foråret var jeg faktisk ved at give op, da det begyndte at påvirke mig psykisk. Så vi måtte tage en alvorlig snak i hans bil om det. I talen sagde han, at det havde betydet meget for ham, at jeg åbnede op på den måde, og det rørte mig rigtig meget, siger Kenneth Stigers.

I videoklippet nedenfor er parret ude for at kigge på lokation til bryllupsfesten. 

Kenneth Stigers fra 'Samme tid næste år' er sammen med sin kommende hustru taget ud for at finde den helt rigtige lokation til at holde bryllupsfesten i. Video: Susanne Nielsen

Her kigger parret på vielsesringe under en bytur til Aarhus. 

Kenneth Stigers er ude i byen med sin kæreste gennem otte år - og kommende hustru - Anne Sofie for at vælge vielsesringe. Men hun har en ret kostbar smag. Video: Susanne Nielsen

Vil bygge flere muskler på

Selv om Kenneth Stigers oprindelige målsætning var, at han kun skulle træne op til brylluppet, fortsætter han nu med at opsøge træningscentret fire gange om ugen. 

- Min plan er, at jeg vil opbygge større muskler, og det betyder, at jeg skal tage på hen over vinteren. Til foråret skal jeg så begynde at tabe mig igen, for at jeg kan stå endnu skarpere til sommer, fortæller Kenneth Stigers.

Hans iver efter at træne skyldes dog ikke, at han har udviklet en form for  afhængighed af de fysiske anstrengelser. Nærmest tværtimod.

- Jeg har aldrig kunnet lide at træne, og det kan jeg stadig ikke. Jeg synes overhovedet ikke, det er fedt. Men jeg er typen, der godt kan lide at give mig selv en udfordring. Så nu vil jeg bevise over for mig selv og andre, at jeg nok skal holde ved og endda komme til at stå endnu skarpere, konstaterer den viljestærke østjyde.

Du kan se Kenneth Stigers' store forvandling ved at klikke på pilen og trække musen hen over før- og efter-fotoet nedenfor.

Kenneth 2016
Kenneth i 2017.

Gik du glip af mandagens andet afsnit af 'Samme tid næste år', kan du se det lige nu på TV 2 Play, hvor der også er snigpremiere på afsnit tre.