Kronprinsens løbeevent har fået efterlønner op af sofaen
'Royal Run' har inspireret mænd i Esbjerg til at starte en royal træningsklub. Succeskriteriet er at løbe en royal mil med Kronprinsen.
Esbjerg har fået en royal træningsklub, og her træner Poul Svendborg Sørensen sammen med 20 andre mænd ihærdigt på at blive klar til 21. maj næste år.
Det er dagen, hvor kronprins Frederik i anledningen af sin 50-årsfødselsdag har inviteret danskerne med på ’Royal Run’ i fem forskellige byer.
Og den invitation har Poul Svendborg Sørensen grebet, selvom han aldrig før i sit liv har dyrket nogen form for motion.
Tid til forandring
Sidste år gik Poul Svendborg Sørensen på efterløn, og selvom han havde mange planer for alt det, han skulle have styr på, gik der blot én uge, før han begyndte at bruge sine dage foran fjernsynet.
Han besluttede derfor hurtigt, at han skulle finde nogen at lave aktiviteter sammen med, og første projekt blev en klub for mænd, der gerne ville blive bedre til at lave mad.
Men med sine 138 kilo ville han også gerne have nogen at røre sig sammen med. Og en dag hvor han sad foran fjernsynet, tonede Kronprinsen frem på skærmen.
- Her finder jeg ud af, at han vil løbe sammen med os. Det var jo oplagt. Det var som at få en appelsin i turbanen, siger han i ’Go’ morgen Danmark’.
Vil veje under 0,1 ton
Det blev begyndelsen på Den Royale Træningsklub, og Poul Svendborg Sørensen har sat sig et mål. Han vil smide så mange af sine 138 kilo, at han kommer til at veje ”under 0,1 ton”, som han siger.
Derudover skal han og klubben løbe mindst en ’Royal Mile’ med kronprins Frederik. Det er løbets betegnelse for distancen på 1,6 kilometer.
- Kan vi nappe de 10 kilometer, er det bare fedt. Men vi laver en fest ud af det, hvor den royale mil er succeskriteriet, siger han.
100.000 løbere kan deltage i Kronprinsens løb, der har fået titlen 'Royal Run’. Billetsalget er åbnet i dag, og indtil videre har 4953 tilmeldt sig. Tilmeldingen til 'Royal Run' sker på www.royalrun.dk.
TV 2 er mediepartner på Royal Run.