Samme tid næste år

32-årig stjal fra sin familie og sin arbejdsplads – til sidst var der ikke én, han kunne ringe til

I årevis levede Nikolaj Adamsen af at spille poker, indtil det pludselig gik galt, og han endte i stor gæld. Snart mistede han også familie og venner.

Det var en tirsdag formiddag i februar 2016. Nikolaj Adamsen sad i sofaen i sine forældres sommerhus på Lolland. Udenfor var der råkoldt, og himlen lænede sig blygrå ind mod de sprossede vinduer.

Nikolaj skuttede sig. I hans venstre hånd lå en større bunke hvide og blå piller klar, og i højre hånd holdt han et indrammet foto af sin datter, Caroline, som spæd. Hun havde en hvid kyse på, og ansigtet var flækket i et stort grin med tungen halvt ude af munden. Med en lille hånd krammede hun blødt det yderste led af hans langfinger.

Hvad ville hun være bedst tjent med? At vokse op med en far, der var spilafhængig og dybt forgældet? Eller at vokse op helt uden en far? En far, der havde taget sit eget liv.

Han vejede for og imod, mens han stirrede tomt frem for sig.

Forud for Nikolaj Adamsens nedtur var gået årevis med poker- og oddsetspil, der i begyndelsen gav ham et luksusliv med millioner på kontoen, og sidenhen eskalerede til ludomani og bedrageri, indtil det endte med en kæmpegæld. Til sidst mistede han også alle sine relationer.

I en alder af 31 år måtte han nu træffe et afgørende valg: Ville han dø i ensomhed eller tage kampen op mod sin spilafhængighed – for sin datters og sin egen skyld?

Se videoklip med Nikolaj Adamsen fra 'Samme tid næste år' øverst.

Hasardspiller fra en tidlig alder

Et medfødt konkurrence-gen satte gang i Nikolaj Adamsens spillelyst, allerede da han var dreng.

Det begyndte med ludo hjemme hos familien i Helsingør. Hvis Nikolaj tabte et spil, blev han så sur, at han ikke kunne noget resten af dagen. I 3.-4. klasse spillede han blackjack med kammeraterne om kantinepengene, og i 8. klasse brugte han størstedelen af sine konfirmationspenge på oddset-spil i kiosken.

I handelsskolen fortsatte hasardspillet, nu med backgammon. Indsatsen var 50 eller 100 kroner per brik, og man kom hurtigt til at skylde en 'tusse'. Nikolaj husker, at han blandt andet tabte de 1200 kroner, han havde fået af sine forældre til introturen, på spil.

Jeg fandt ud af, at poker var et vidensspil, og at man kunne læse sig til at blive en bedre spiller

Nikolaj Adamsen, spilafhængig

I starten af 00’erne skyllede pokerbølgen ind over landet, og den nu 17-årige Helsingør-knægt var selvfølgelig klar til at hoppe med på den. Så han oprettede en pokerkonto på nettet.

– De første 500 kroner, jeg satte ind på kontoen, tabte jeg, så jeg satte mig for at undersøge, hvad der skulle til, for at jeg kunne vinde. Jeg fandt ud af, at poker var et vidensspil, og at man kunne læse sig til at blive en bedre spiller. Så jeg gik i gang med at læse en helvedes masse bøger og se videoer. Jeg brugte en måneds tid på det og lavede kun lektierne løst ved siden af, fortæller han.

Næste gang Nikolaj spillede, satte han 1000 kroner ind på pokerkontoen og vandt.

I de følgende fem-seks år gik det kun én vej, og det var op. Han behøvede ikke længere at sætte penge ind på kontoen. Beløbet voksede helt af sig selv.

Rejser til Las Vegas, strippere og V.I.P.-fester

På tredje år af handelsskolen tjente Nikolaj så godt som pokerspiller, at han kunne hæve store beløb til sig selv fra sine udenlandske konti. Det var ikke unormalt, at han i perioder hævede 6000-10.000 kroner til sig selv, når han gik i byen.

Nikolaj Adamsen sammen med kæresten Clara, som han mødte lige efter Handelsskolen. De to fik senere datteren Caroline sammen.

– Folk kunne se, at det gik rigtig godt for mig. Det var jo penge, jeg selv havde tjent, så det gav respekt og status, siger Nikolaj Adamsen.

Efter handelsskolen fik han job på et fritidshjem, og kort efter mødte han sin kæreste Clara. Hun måtte vænne sig til, at en stor del af Nikolajs tid var reserveret til pokerspillet, og at timerne foran computerskærmen blev flere og flere.

Sammen med en bekendt, der var dealer på Casino Marienlyst, dannede Nikolaj Adamsen poker-teamet The 2 Jets, og planen var, at de sammen skulle rejse ud til de store turneringer.

Nikolaj Adamsen er i gang med en pokerturnering på et casino. Det var før, han indgik et team-samarbejde med en kammerat som 'The 2 Jets'.

– Der skulle være stil over os, så vi fik lavet nogle skræddersyede jakkesæt med vores team-navn og oprettede et firma med årsregnskab og det hele, siger han.

Parret startede med at satse 1000 dollar, det vil sige 5-6000 kroner, på en spilkonto, og i løbet af et halvt år var de ynglet til 500.000 kroner. Efterhånden som formuen voksede, droppede Nikolaj jobbet på fritidshjemmet, og fra 2006 levede han udelukkende af pokerspillet.

– Vi vandt altid, når vi var til turneringer ude i verden. På et tidspunkt vandt vi en rejse til Caribien med alt betalt. Men vi havde aldrig rigtig tid til at nyde det, fordi alt handlede om at spille og vinde flere penge.

Når The 2 Jets deltog i de store pokerturneringer, blev de altid inviteret til V.I.P.-festerne, og de blev tilbudt show med strippere, limousiner og luksussuiter på hotellerne. Til det årlige poker-VM i Las Vegas delte de bord med Hollywood-skuespillere og tidligere præsidenter.

– Min kæreste begyndte at brokke sig over, at jeg var så meget sammen med min pokermakker. Hun mente, at det var en form for utroskab. Ikke fysisk, men mentalt. Når hun var utilfreds, gav jeg hende bare et kreditkort og sagde, at hun kunne tage en veninde med på shoppingtur til London, siger Nikolaj Adamsen og tilføjer:

– De gange, hun besøgte mig under turneringer i Las Vegas, blev hun hentet i limousine, og der var strøet rosenblade over sengen på hotellet. Det var det vilde luksusliv, og det nød hun selvfølgelig.

Mistede kontrollen og brød reglerne

I 2008 var der millioner på kontoen, og alt kørte fortsat på skinner for The 2 Jets.

Men uanset hvor dygtige de var, og hvor mange penge de vandt, var der indimellem dage, hvor det gik knap så godt. Og det var på de dage, at Nikolaj begyndte at blive overmodig.

– Jeg gik gang på gang ud over vores fælles grænser. Så min team-makker indførte nogle faste regler, der kostede en bødestraf på 1000 dollar til den anden, hver gang de blev overtrådt. Det betød, at Martin hurtigt blev en rig mand på at give mig bøder, konstaterer han.

Langsomt, men sikkert mistede Nikolaj kontrollen. Pokerspillet fik overtaget. Det fyldte hele hans liv, fra tidlig morgen til sen aften – ja, selv i drømmene om natten. Det var spillet, der var selve meningen med hans liv. Pengene var bare et redskab til at kunne spille mere.

Nikolaj Adamsens makker i 'The 2 Jets' er her i gang med at gøre en indsats i et pokerspil. Han er anonymisereret her, da Nikolaj og han ikke længere er i kontakt.

– I min verden var pokerspil en god investering, mens det for eksempel var et risikofyldt sats at købe en lejlighed. Så selv om jeg havde mindst fem millioner på kontoen, da jeg havde flest penge, ville jeg højst investere 700.000 kroner i en lejlighed, for ellers var der ikke nok at spille for. Derfor boede min kæreste og jeg altid i lejelejlighed, forklarer han.

Nikolaj blev imidlertid ved med at bryde reglerne, og efterhånden mistede hans makker troen på, at samarbejdet kunne fortsætte.

– En dag kom Martin grædende ind i lejligheden og sagde: ”Vi splitter alt op!” Og jeg tænkte bare, at det måtte han da selv om, for jeg kunne sagtens klare mig uden ham.

Det gik da også godt i de første måneder efter bruddet. Nikolaj fortsatte med at vinde flere og flere penge, og han og Clara flyttede i stadig større lejligheder.

Satsede alt på én weekend

I 2009 startede nedturen, da Nikolaj droppede pokerspillet og gik over til at sportsbette på nettet.

Det begyndte ellers godt. Med en gevinst på én million kroner, hvilket gav Nikolaj blod på tanden til at fortsætte. Han opfattede sportsbetting som en smutvej til at tjene penge på en nemmere måde, fordi det ikke var nær så tidskrævende som poker.

– Jeg skulle kun bruge cirka 20 minutter til analyse, før jeg kunne place bettet, slukke computeren og gå ind og være sammen med kæresten, siger han og fortsætter:

– Da jeg spillede poker, var jeg jo nødt til at sidde minimum 8 til 10 timer foran skærmen, når der var turnering, og jeg skulle være på hele tiden.

Men i forhold til poker, som har en indbygget matematisk logik, er sportsbetting langt hen ad vejen baseret på tilfældigheder. En detalje, som Nikolaj glemte at tage højde for.

En weekend besluttede han sig for at spille en '3 ud af 4'-kupon, og det betød, at han skulle gætte resultatet på tre ud af fire kampe for at vinde. Han satsede et skyhøjt beløb med halvanden million kroner på denne ene betting-kupon.

Hvis den ene af de to kampe gik hjem, havde jeg vundet fire-fem millioner kroner. Hvis de begge var gået hjem, ville det være 10-15 millioner

Nikolaj Adamsen, spilafhængig

De to første kampe, som var traditionelle fodboldkampe, blev afviklet søndag eftermiddag og gik begge hjem med det ønskede resultat. De to øvrige kampe, som var spået som de ”sikre”, var henholdsvis et opgør i amerikansk fodbold og en basketballkamp, som skulle spilles søndag aften.

– Hvis den ene af de to kampe gik hjem, havde jeg vundet fire-fem millioner kroner. Hvis de begge var gået hjem, ville det være 10-15 millioner. Så det var helt vanvittige beløb, der var på spil, fortæller han.

Her samler Nikolaj Adamsen de jetoner, han har vundet på et pokerspil

Umiddelbart så det ud til, at Nikolaj havde heldet med sig. For i basketballkampen førte hans hold med 12 point, da der var to minutter tilbage. Og det samme var tilfældet i den amerikanske fodboldkamp, hvor der var en føring på tre-fire scoringer med nogle få minutter tilbage.

Men begge hold endte alligevel med at tabe. Så to af de vildeste comebacks i årevis lige netop indenfor de to sportsgrene skete altså uheldigvis på samme aften.

Det betød, at Nikolaj havde tabt de sidste penge, han havde på kontoen. Hele formuen var røget på én gang. Alt var væk.

Nedturen begyndte for alvor

Da Nikolaj vågnede dagen efter, mandag morgen, var det med bevidstheden om, at han ikke kunne betale huslejen, som skulle falde om tre dage.

Hans stolthed var for stor til, at han ville acceptere nederlaget. Så han tog telefonen og ringede rundt til nogle af dem, han kendte i pokermiljøet. Han forsøgte at få dem til at sætte penge ind på hans pokerkonti.

– Jeg var jo blevet et godt navn, og folk tænkte, at det ville være sikkert at låne mig penge. Flere af dem satte 10.000 dollar ind og regnede med, at jeg kunne betale tilbage i de næste uger.

På trods af at Nikolaj havde skaffet penge til at spille for, gik det den forkerte vej. Han tabte igen og havde nu en gæld på en halv million kroner. Dét afholdt ham dog ikke fra fortsat at låne penge af folk, for han regnede jo med, at han sagtens kunne vinde dem tilbage.

Det skete ikke. Nedturen var en realitet. Bunden var nået.

Den tidligere pokerspiller Nikolaj Adamsen har pådraget sig en kæmpegæld på grund af sin spilafhængighed. Nu modtager han trusler fra nogle af sine over 60 kreditorer.

– Da jeg gik ind og vækkede kæresten for at fortælle, hvordan tingene forholdt sig, reagerede hun med et "YES!" For hun tænkte, at nu kunne vi endelig få en normal tilværelse, hvor mit spil ikke fyldte det hele.

Fra det øjeblik, hvor Nikolaj ikke længere havde et rådighedsbeløb at spille for, var han tvunget til at gå ud og søge almindeligt arbejde. Blandt andet fik han job som omsorgsmedarbejder og handicaphjælper, og ved siden af arbejdede han i perioder som tennistræner.

I de første fire-fem måneder gik det ret godt med hans forsøg på at blive spilfri. Men de gode intentioner om at spare penge op gled efterhånden i baggrunden.

Nikolaj levede et dobbeltliv, hvor han konstant var på udkig efter nye muligheder for at komme til at spille og tjene hurtige penge igen.

Én lang lort

De efterfølgende år var – med Nikolajs egne ord – ”én lang lort”. Det var her, ludomanien for alvor viste sit grimme og egoistiske fjæs.

Nikolajs relationer til andre mennesker handlede kun om penge. Jo tættere en relation, han havde til folk, des bedre var det, for så var der større sandsynlighed for, at han kunne lokke eller låne penge fra dem. Og hvis det ikke lykkedes, måtte han benytte sig af andre metoder.

– Når jeg kunne komme til det, stjal jeg kreditkort fra mine forældre og fra min kæreste. Jeg lavede også flere indbrud i mine forældres hus og tømte deres pengeskab – endda på trods af, at de havde taget lån i huset på en kvart million kroner udelukkende for at hjælpe mig med at betale min gæld, erkender han.

Nikolaj var godt på vej til at smadre sit forhold til både familie og venner. Uden at være bevidst om det.

– Jeg havde aldrig ro på, og hvis der endelig kom en smule ro på, så tabte jeg sutten på en eller anden måde.

Hans adfærd kulminerede i foråret 2013, hvor Clara var højgravid, og der pludselig opstod komplikationer kort før terminen. Det viste sig, at barnet, som var en dreng, ikke ville overleve, men at fødslen alligevel skulle foregå på normal vis.

Mens Nikolajs kæreste lå på fødegangen og kæmpede en svær kamp under de tragiske omstændigheder, benyttede Nikolaj sig af situationen til at snuppe hendes kreditkort og hæve 25.000 kroner til spil.

– Jeg tabte pengene, og det betød, at da vi kom hjem, havde vi heller ingen penge, konstaterer han tørt.

Nikolaj blev far – men idyllen krakelerede

Der skulle dog mere til for at skræmme Clara væk, og snart efter blev hun gravid igen. Denne gang med en pige, som hun fødte den 14. april 2014.

Nikolaj sammen med kæresten Clara og datteren Caroline, mens alt endnu var godt i den lille familie.

Nu hvor Nikolaj var blevet far til en lille datter, betød det ekstra meget for ham at få sit liv på rette kurs. Det lykkedes ham at holde sig spilfri i en lang periode i 2014, hvor han også fik fuldtidsjob i Øresund Tennisklub.

– Alt var godt. Barnedåben for Caroline gik fint. Jeg var engageret i jobbet som tennistræner, og jeg tænkte, at der nu endelig var håb for, at jeg kunne få en normal tilværelse, siger Nikolaj.

Men bedst som han troede, at alt var fryd og gammen, fik han i foråret 2015 en skræmmende hilsen fra fortiden.

En gammel bekendt fra pokermiljøet ringede ham op og sagde: ”Du kan godt huske, at du skylder mig 50.000, ikk’?”

Umiddelbart var Nikolaj helt uforstående, men kunne så regne ud, at fyren åbenbart på et tidspunkt for fem-seks år siden havde satset 10.000 dollar på, at han ville vinde et pokerspil, som han så endte med at tabe. Det vil sige, at indsatsen dermed også var tabt.

Ifølge de officielle regler var det fyren selv, der var ansvarlig for tabet. Ligesom når man spiller på en væddeløbshest. Men det ville fyren, ifølge Nikolaj, tydeligvis ikke acceptere. Han var røget ud i noget ballade og skulle bruge pengene nu!

– Jeg prøvede at forklare ham, at reglerne var meget simple på det område, og at jeg ikke hæftede for hans indsats. Da jeg ikke hørte fra ham igen, regnede jeg med, at alt var ok, siger Nikolaj.

Skumle fyre

En aften ved 21-tiden, da Nikolaj var færdig med trænerjobbet og kom ud på parkeringspladsen foran Øresund Tennisklub, blev han stoppet af en fyr, han ikke havde set før.

– Jeg skal hente de 50.000, sagde han kort og godt.

Så var Nikolaj helt med. Der måtte være tale om en inkasso-gut, som var sendt ud for at opkræve beløbet for ham pokerfyren.

– Der er tale om en misforståelse, skyndte Nikolaj sig at sige. – Jeg har en mail, der beviser, at jeg ikke er ansvarlig for de tabte penge. Den kan jeg printe ud.

Inkasso-gutten gik igen, men vendte noget tid efter tilbage til tennisklubben, ledsaget af to pumpede og skaldede polakker. Han kom i samme ærinde som sidst.

Nikolaj viste dem et udskrift af den omtalte mail, som dokumenterede, at han ikke hæftede for tabet og rent juridisk ikke kunne afkræves noget.

– Nu har vi spildt vores tid i dag, så vi kommer tilbage og henter pengene om en uge, bjæffede inkasso-gutten bare, hvorefter en af polakkerne diskret åbnede en springkniv.

Nikolaj Adamsen har været udsat for adskillige trusler i forbindelse med spillegæld. Han er blandt andet blevet truet med, at hans lille datter, Caroline, ville lide overlast.

Nikolaj indså, at han ikke ville slippe af med dem, før de fik nogle kontanter. Så han tog hjem og hævede lidt feriepenge, han havde stående på en konto, og supplerede dem med et beløb, som hans kæreste havde fået fra sin far til at købe en børnecykel til Caroline for.

Næste gang fyrene dukkede op, havde Nikolaj 10.000 kroner til dem. Så han tænkte, at nu måtte den sag da være ude af verden.

Men uanset hvad, så havde sagen allerede kostet Nikolaj dyrt: Hans kæreste havde fået nok og var flyttet fra ham sammen med deres datter.

Bedrageriet

Et par måneder senere stod de tre opkræverfyre pludselig foran tennisklubben igen.

– Det er ikke så godt, min ven. Vi kan ikke få fat i ham der, som du skyldte pengene. Han er nok gået under jorden. Nu er gælden overgået til os.

Endnu engang havde Nikolajs protester ingen effekt. Springkniven kom frem igen, og denne gang blev den sat for struben af Nikolaj.

Jeg fortalte politiet, hvordan de her fyre så ud, hvilken bil de kørte i, hvornår de kom, og hvad der skete

Nikolaj Adamsen, spilafhængig

I den efterfølgende periode vendte mændene tilbage adskillige gange og fremførte forskellige trusler. Blandt andet truede de med at bortføre Nikolajs datter, smadre hans ekskæreste og chikanere begge deres familier. De havde også optaget en video af, at Caroline blev hentet af sin mor i institutionen, og sagde, at de ville hente hende næste gang.

Nikolaj følte sig i dén grad presset, og han havde ikke nogen penge, så han besluttede sig for at kontakte politiet.

– Jeg fortalte politiet, hvordan de her fyre så ud, hvilken bil de kørte i, hvornår de kom, og hvad der skete. Men jeg fik at vide, at der ikke var ressourcer til at sende en mand ud og overvåge mig, og at jeg måtte komme tilbage, når der engang skete noget, konstaterer han opgivende.

Der var kun én mulighed tilbage, tænkte Nikolaj. Han måtte skaffe nogle flere penge, koste hvad det ville.

Nikolaj Adamsen levede i årevis af at spille poker, indtil han til sidst endte med en kæmpegæld. Hans spilafhængighed har blandt andet fået ham til at begå bedrageri mod sin arbejdsplads. Det blev omtalt i avisen.

I ren desperation kom han på den idé at arrangere en fiktiv rejse for medlemmerne af tennisklubben, som så skulle indbetale beløbet på hans private konto.

Nikolaj havde tidligere skaffet penge til spil ved at lave forskellige fiksfakserier i de tennisklubber, han arbejdede i. Blandt andet fandt han engang på en klippekortsordning, hvor folk betalte forud for 10 træningslektioner hos ham. På den måde sikrede han sig nogle store beløb til online-spil, uden at gøre noget decideret ulovligt. Den ordning var dog ikke populær hos klubbens bestyrelse.

Til gengæld var der mere held med hans opdigtede Tyrkiet-rejse.

Otte medlemmer meldte sig til tennisturen og indbetalte tilsammen over 62.000 kroner til Nikolaj. Så det burde være rigeligt til at slippe af med plageånderne. Som sædvanlig kunne Nikolaj dog ikke holde sig fra spil, og det endte med, at han spillede næsten 40.000 op og havde 25.000 tilbage til gangster-typerne.

Svindelsagen fra tennisklubben er på forsiden af Helsingør Dagblad.

Han tog sig nogle forholdsregler denne gang og fik opbakning fra en tidligere kollega med kontakter i bandemiljøet. De hjalp Nikolaj med at forhandle en deal på plads, så han slap for yderligere hetz, når pengene først var overdraget.

Overleveringen fandt sted i februar 2016 under et set-up, der var så råt og dramafyldt, at det overgik Nikolajs vildeste fantasier om den kriminelle underverden.

(Nikolaj Adamsen ønsker ikke scenariet beskrevet i detaljer, da han frygter, at det vil vække genkendelse i bandemiljøet).

Alene i verden

På trods af at Nikolaj nu burde være ude af gangsternes søgelys, vidste han, at der stadig var én fra miljøet, der havde et horn i siden på ham og ønskede at hævne sig.

Frygten for pludselig at blive opsøgt – og måske miste livet – påvirkede Nikolaj meget, og han følte sig mere presset end nogensinde før.

Da han vågnede en morgen kort efter den dramatiske episode, indså han, at han var helt alene i verden. Der var ikke én tilbage i hans omgangskreds, som ville tage telefonen, hvis han ringede.

Forholdet til ekskæresten var slut. Han så stort set aldrig sin datter. Familien havde cuttet forbindelsen. Vennerne gad ham ikke længere. Han havde ikke noget job. Ikke noget sted at bo.

Her er Nikolaj Adamsen på vej til sine forældres sommerhus ved Nakskov på Lolland. Den røde kuffert indeholder alt, hvad han ejer (rekonstrueret billede).

Indtil for nylig havde Nikolaj boet i tennisklubben, men efter at bedrageriet var blevet afsløret, havde han konstant måttet jagte andre overnatningsmuligheder.

Med sin røde kuffert, som indeholdt alt, hvad han ejede, tog han toget sydpå til sine forældres sommerhus i Nakskov på Lolland. Det var en frysende kold februaraften. Fra stationen gik han de otte kilometer ud til sommerhuset, hvor han tidligere havde opholdt sig i krisetider. Han havde ikke fået lov, men vidste, hvor der lå en reservenøgle.

Den lettere jordslåede og hengemte lugt, der slog ham i møde, da han gik ind i den velkendte stue, forstærkede bare ensomhedsfølelsen. Var der overhovedet nogen grund til, at han var her længere? Ville nogen savne ham, hvis han var væk?

De depressive tanker havde tynget Nikolaj i noget tid, og han havde forberedt sig. I kufferten lå der en større mængde smertestillende piller. Han vidste, at der var nok til at gøre en ende på det hele.

Lige nu var han dog alt for træt til at træffe en beslutning. Det var sen aften, og han gik hurtigt død på sofaen.

Næste dag, som var en tirsdag, vågnede han først langt ud på formiddagen.

Så snart han slog øjnene op, gik den indre dialog i gang igen, og han fortsatte sine for- og imod-samtaler fra aftenen før. Skulle han tage sit eget liv? Ja, det ville nok være bedst for alle! Men hvad med Caroline? Ville det være bedre for hende at vokse op med en far, der var misbruger og måske sad i fængsel, end én, der tog sit eget liv?

Nikolaj blandede en pille-cocktail, som han vidste ville række. Så satte han sig med pillerne i den ene hånd og et indrammet fotografi af Caroline i den anden. På bordet stod en flaske Faxe Kondi klar til at skylle ned med.

Dette billede af datteren Caroline holdt Nikolaj Adamsen i hånden, da han under sin værste nedtur overvejede at tage sit eget liv.

Så tog han en hurtig beslutning og kastede pillerne ind i sin åbne mund. Han greb ud efter flasken, tog en ordentlig slurk sodavand og skulle lige til at synke, da han i samme sekund fortrød og – ”PUFFF!” – spyttede pillerne ud på gulvet.

Bagefter brød han sammen i gråd, væltede om på sofaen og sov 16 timer i træk.

– Det var tanken om Caroline, der standsede mig. Hun skulle hellere vokse op med en far, der var syg i hovedet, end en far, der var død, og hvor kammeraterne ville sige: ”Se, det er hende, hvis far begik selvmord”, lyder det fra Nikolaj.

Forsorgshjemmet

Onsdag morgen pakkede Nikolaj sin røde kuffert, gik de otte kilometer tilbage til stationen i Nakskov og tog toget retur til København.

Han gik direkte hen til et center for ludomani, hvor han to gange tidligere havde været i behandling for sin spilafhængighed. Den ene gang frivilligt, den anden gang, fordi han blev tvunget til det af en arbejdsgiver.

Nu ville han dog for alvor stoppe sit misbrug, og han var overbevist om, at hjælpen ville være parat, når han viste sine gode intentioner.

– Det er meget fint, Nikolaj. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. Men hvornår havde du tænkt?, spurgte en medarbejder, som han ikke genkendte fra tidligere.

– Jamen, nu!, lød det lettere vantro fra Nikolaj.

– Det kan vi ikke. Du skal først finde et sted at bo, så det helt basale er i orden. Der er 50 forsorgshjem her i København, så du skal bare banke på døren og sige, at du ikke har noget sted at bo, og at du lige har været ved at tage dit eget liv, rådede medarbejderen.

Nikolaj var skuffet og forlod stedet i vrede. Nu havde han prøvet at gøre de rigtige ting, men hverken politi eller misbrugscentre ville hjælpe ham.

Den nat sov han i et busstoppested i otte graders frost, for han ”skulle fan’me ikke bo på et forsorgshjem i København”.

Næste dag bed han stoltheden i sig og tog nordpå til Skansegården i Hillerød. Det var samtidig tættere på hans hjemby, Helsingør.

Her blev Nikolaj straks budt velkommen, og han skulle bare underskrive et par papirer, så fik han et værelse med seng og radiator. Okay, det kunne man altså også i Danmark, tænkte han.

Da stedet primært var målrettet alkoholikere og andre stofmisbrugere, blev Nikolaj efter en kortere periode sendt videre til et forsorgshjem i Helsinge, 23 kilometer derfra.

Her kom han til at bo de næste tre-fire måneder.

Det nye liv

I april 2016 så Nikolaj Adamsen tilfældigt, at TV 2 søgte deltagere til programmet ’Samme tid næste år’, der gik ud på at virkeliggøre en personlig målsætning på ét år. Han tænkte straks, at det lige ville passe ind i hans bestræbelser på at vende sit liv om og starte forfra.

Uden at fortælle det til nogen meldte han sig til, og et par måneder senere sad han i studiet over for værten Cecilie Frøkjær og sagde sin målsætning højt: ”Samme tid næste år vil jeg være fri af min spilafhængighed og være en bedre far for min datter”.

Et mål, han godt var klar over, var lidt urealistisk, da han på det tidspunkt kun så sin datter højst et par timer hver 14. dag under tilsyn, når hun var på besøg hjemme hos hans forældre. Men nu var han i gang.

Nikolaj Adamsen melder sig til 'Samme tid næste år' for at ændre sit liv. Her ses han sammen med vært Cecilie Frøkjær.

For at hans drøm kunne gå i opfyldelse, skulle han først og fremmest have sin egen base og ikke bo på et forsorgshjem. Men det var nemmere sagt end gjort, når han ikke havde nogen penge, som han kunne lægge i indskud til et værelse eller en lejlighed.

I oktober 2016 lykkedes det imidlertid Nikolaj at leje et værelse i den lille nordsjællandske by Saunte tæt ved Hornbæk. Med en husleje på 3300 kroner inklusiv alt var det realistisk, at han kunne klare det på kontanthjælp og med et særdeles beskedent rådighedsbeløb.

I de kommende måneder kæmpede han for at holde sig på rette kurs, hvad angik hans spilletrang. Det var nødvendigt, at han sørgede for at passe sine daglige rutiner med blandt andet at læse selvhjælpsbøger om ludomani og deltage i behandlingen mod sin spilafhængighed. Psykologhjælp var også en del af programmet.

Undervejs fik han et enkelt tilbagefald, hvor han brugte de penge, der var øremærket til huslejen, på oddset-kuponer. Men ved at være åben omkring problemet over for sine udlejere, løste det sig alligevel at få henstand.

Nikolaj venter her udenfor retslokalet i Helsingør, hvor han skal have sin strafudmåling for bedrageriet i tennisklubben.

I november 2016 fik Nikolaj sin strafudmåling i Retten i Helsingør for bedrageriet i tennisklubben: Fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste. Det betød, at hans store ønske om at se Caroline meget mere, nu pludselig var inde for rækkevidde, da han slap for at skulle i fængsel.

I januar 2017 fik Nikolaj en kæreste, og snart blev forholdet til hans ekskæreste også bedre. Fremover måtte han se Caroline hver anden uge fra torsdag til søndag samt hver uge fra tirsdag til onsdag.

– Det er en helt vild udvikling, der er sket, siden jeg besluttede at lave om på mit liv. Når man tænker på, at jeg næsten slet ikke så Caroline for et år siden, synes jeg, det er meget stort, mener Nikolaj Adamsen, som også har fået genoprettet relationen til sine forældre og sin øvrige familie.

I dag, i november 2017, ser Nikolajs tilværelse fortsat lys ud. Trods sin store gæld, som er fordelt på over 60 kreditorer, er han i åben dialog med dem og håber stadig, at han på et tidspunkt vil kunne betale alle de skyldige beløb tilbage – store som små.

Han er nu nået dertil, hvor han godt kunne tænke sig snart at komme i arbejde igen. Så længe det ikke bliver et job, som på den ene eller anden måde fremprovokerer hans konkurrence-gen. Som for eksempel et sælgerjob.

– Jeg skal hele tiden kæmpe for ikke at falde tilbage i mit misbrug. For ligegyldigt hvor længe jeg lader være med at gamble – om det er 1 år, 5 år eller 10 år – skal jeg bare gøre det én gang til, før det er lige så slemt igen, og jeg er lige så langt ude, som jeg var før, konstaterer den nu snart 33-årige Nikolaj Adamsen.

Billedet af den spæde Caroline med kysen og det flækkede grin hænger nu på døren ind til hans 15 kvadratmeter store værelse i Saunte. Det minder ham om, hvad der er på spil. Hver dag.

Mød Nikolaj Adamsen og en række andre danskere, der ønsker at gennemføre en målsætning på ét år i 'Samme tid næste år' mandag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.

­­­­