Sagde farvel til nære venner og lejlighed - nu gør de det, mange danskere kun drømmer om
Pernille og Hans Peter fik en tanke, som de kunne have pakket væk i et travlt og trygt storbyliv. Men de valgte at realisere den.
Farverne på de kalkede husfacader varierede i røde, hvide og gule nuancer. Langs vejen ved byens gadekær stod der stokroser og bregner. Trafik var der stort set ikke, og forbipasserende hilste venligt.
Det var det syn, der mødte Pernille og Hans Peter Rønn Bolding, da de gik i land med en drøm på Ærø i sommeren 2016.
De kom fra Nørrebro i København. Fra byen med en 7-Eleven på nærmest hvert et gadehjørne, busser, der kørte på alle tider af døgnet, og hvor man altid kunne gemme sig i mængden.
- Vi var glade for København, brugte kulturlivet meget og havde sindssygt gode venner. Men vi savnede nærheden og det, at man siger hej og smiler til hinanden på gaden, siger Pernille Rønn Bolding.
Drømmen om at blive øboere
Derfor havde parret i noget tid gået med en drøm. De ville bytte det udfarende storbyliv ud med en mere rolig tilværelse som øboere, og de satte det derfor som mål i TV 2-programmet 'Samme tid næste år'.
Men kunne de sige farvel til deres nære venner og deres andelslejlighed efter 10 år i København og lægge planer for et helt nyt liv?
- Jeg er klar til det geografiske ryk, men jeg ved ikke, om jeg er klar til det sociale, sagde Hans Peter Rønn Bolding i tv-programmet.
Parret er ikke alene med drømmen om at tage springet og flytte væk fra storbyen. Faktisk har hver femte byboer planer om at bo på landet eller i yderområderne af Danmark.
Det viser en undersøgelse, som Bolius - Boligejernes Videnscenter står bag.
For Pernille og Hans Peter Rønn Bolding blev det endelige skridt taget i sommeren 2016.
Overspringshandling forvandlede alt
Som en overspringshandling i sin specialeskrivning kiggede Pernille Rønn Bolding på jobannoncer på nettet.
Parret havde talt om, at det kunne være svært at finde to stillinger til akademikere på så lille en ø. Pernille Bolding læste sociologi på Københavns Universitet, mens hendes mand et år forinden var blevet uddannet i kommunikation og arbejdsstudier.
Pludselig dukkede der dog en stilling som sundhedskonsulent på Ærø op. Hun søgte den, og den samme dag, som hun fik besked om, at hun havde fået den, blev hendes mand også kaldt til samtale på en stilling som job- og virksomhedskonsulent på jobcentret, som han også fik.
Nu var der ingen undskyldning for ikke at udleve drømmen.
- Vi startede med at leje. De kloge siger, man lige skal have oplevet en vinter, før man køber, siger Pernille Rønn Bolding.
Men hvad kan Ærø egentlig?
Ærø skuffede dog ikke. Tværtimod fandt parret lige det, de havde håbet på: Natur, nærhed - og et sted, hvor man kommer hinanden ved.
- Lokalmiljøet betyder, at man engagerer sig og hjælper hinanden. Vi har fået venner i alle aldre, og det er fedt, siger Pernille Rønn Bolding.
Det betyder dog også, at det ikke længere kun tager fem minutter at handle, når man skal forbi den lokale brugs.
- Man skal lige sætte tid af til at snakke, når man skal ned og hente mælk. Så hvis man har en dårlig dag, kan man godt savne anonymiteten fra storbyen. Men de fleste dage er det rigtig fedt, siger Pernille Rønn Bolding.
Har købt hus
I dag - et år efter de rykkede fra storbyen - er deres plan stadig at blive på øen. Derfor har de nu købt et af de kalkede bindingsværkshuse i byen.
- Vi er kommet tættere sammen, fordi vi begge er så glade for øen. Vi føler, at vi har taget det helt rigtige valg og vil gerne starte en familie her på et tidspunkt, siger Pernille Rønn Bolding.
Hun har ét godt råd til andre, der går med samme drøm:
- Tag springet og tænk ikke for meget over det. Folk er sindssygt søde og hjælpsomme her - og så er husene jo billigere end i storbyen, siger Pernille Rønn Bolding.
Mød Pernille og Hans Peter og en række andre danskere, der vil gennemgå en stor forandring på ét år, i 'Samme tid næste år' mandag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.