Kræftsyg blev bortadopteret som fireårig – nu vil hun finde sin mor, før det er for sent
Line Young har hele livet drømt om at møde sin biologiske mor fra Korea. Selv om hun har kærlige adoptionsforældre, har hun altid følt sig fremmed.
Bang. Bilens forende kolliderer med Lines cykel, så hun vælter ind over motorhjelmen og ned på vejen. Knæene gør ondt, og det snurrer i hovedet. Føreren af bilen, en ældre mand, åbner fordøren og skriger hen over biltaget: ”Kan du ikke se dig for? Ehh, der er også så mange af din slags!”
Line får stablet sig på benene ved egen hjælp. Heldigvis er der ingen blødende sår eller brækkede knogler. Men indeni smerter det, og det er en smerte, der langt overgår den udvendige, fysiske. Endnu engang har hun fået bekræftet, at hun er uønsket. At hun ikke hører til her.
Hvis bare hun var i Korea sammen med sin mor, ville alt være godt.
Dén tanke har Line Young Peteri haft utallige gange i løbet af sin opvækst. Både før og efter cykel-episoden, som hun blev udsat for som 12-årig.
Nu, hvor hun nærmer sig sin 40 års fødselsdag, vil hun for første gang forsøge at realisere sin store drøm om at finde sin biologiske mor. For det haster. Hun er kræftsyg og ved ikke, hvor længe hun har styrken til at føre planen ud i livet.
En fremmed fugl
Line Young Peteri var endnu ikke fyldt fire år, da hun blev bortadopteret fra et børnehjem i Korea og kom til en familie i Kolding.
Det danske ægtepar havde en søn i forvejen, men ønskede sig brændende en datter. Så da de ikke længere kunne få børn ad naturlig vej, valgte de at adoptere.
I forhold til sine danske forældre og storebror, som var høje og lyse, faldt Line helt ved siden af som lav og mørk. Hun hadede sit udseende. Sine skæve øjne og sin runde næse. Hun tænkte allerede fra en tidlig alder, at når hun engang fik råd til en plastisk operation, ville hun ændre det hele.
Hver gang tingene gik hende imod - hvis hun syntes, at hendes storebror blev favoriseret af forældrene, eller hun fik dårlige karakterer i skolen - drømte hun sig tilbage til Korea og et liv sammen med sin koreanske mor.
– Jeg tænkte altid på min mor. For det meste længtes jeg efter at være sammen med hende, og jeg opfattede Korea som det bedste sted på jorden, fordi jeg ville ligne alle de andre og være accepteret, siger Line Young Peteri og fortsætter.
– Men i perioder var jeg vred og hadede min mor som person. Dét at hun gav mig væk, da jeg var helt lille, har været dybt forankret i mig. Jeg har altid følt mig afvist.
Efterhånden som Line blev ældre, blev følelsen bare forstærket. Hun oplevede at blive råbt efter på gaden - sådan som ham den ældre mand, der kørte over for rødt og gav hende skylden. Fremmede folk kaldte hende "skævøje" og andre nedsættende øgenavne, og det var ikke unormalt, at mænd tiltalte hende som om, hun var prostitueret og spurgte: "Hvad koster det?"
Selv om hendes adoptivforældre gjorde, hvad de kunne, for at hun skulle falde til og føle sig elsket, hjalp det ikke. I teenage-årene blev hun selvskadende og spisevægrende.
På trods af sit store ønske om at blive genforenet med sin koreanske mor, gik hun ikke i gang med aktivt at lede efter hende. Mest af frygt. For tænk, hvis hun var død? Eller hvis hun ikke ønskede kontakt?
Der skulle derfor gå mange år, før Line endelig tog beslutningen om at finde sin mor. I mellemtiden kom der flere ting i vejen.
”Happy cancer”
Som voksen flyttede Line Young Peteri til Malta sammen med sin svenske mand, Jani. Endelig følte hun, at det var hende selv, der tog styringen og bestemte, hvor hun skulle bo. Klimaet var varmt, og folk var imødekommende og tolerante.
Den internationale stemning på den engelsksprogede ø gjorde, at hun følte sig inkluderet i samfundet på en helt anden måde end i Danmark. Hun skabte sig en god platform for sit arbejde med innovative projekter, og forholdet til hendes mand blomstrede. De fik deres første barn, sønnen Lukas.
Halvandet år senere, da Line var højgravid med parrets andet barn, kom de første tegn på, at noget var helt galt med hendes fysiske tilstand.
– Da jeg var på hospitalet til en graviditetsundersøgelse, bemærkede en sygeplejerske, at min hals var hævet. Hun mente, at jeg havde struma (en forstørret skjoldbruskkirtel, red.). Men da jeg ikke mærkede noget til det, gjorde jeg ikke noget ved det i det næste halve år, fortæller hun.
Efter fødslen af en sund og velskabt datter i efteråret 2013 besluttede Line sig for at tabe nogle af de overflødige kilo, der havde sat sig på hendes krop, så hun begyndte på et intensivt trænings- og løbeprogram.
Men efter nogle måneders motion, hvor hun løb og trænede fire-fem gange om ugen, havde hun ikke tabt sig det mindste, og det undrede hende. Hun drøftede det med en veninde, som nævnte, at det kunne skyldes et problem med hendes stofskifte, og at skjoldbruskkirtlen måske ikke fungerede optimalt.
Det fik Line til at kontakte sin læge, som straks opdagede, at der var en bule på hendes hals. Efterfølgende scanninger viste, at der var tre tumorer, hvoraf den største var fem centimeter i diameter. Line havde kræft i skjoldbruskkirtlen.
– Umiddelbart blev jeg selvfølgelig chokeret. Men da lægerne forsikrede mig om, at det var en ”happy cancer”, altså en kræfttype, der var forholdsvis nem at kurere med den rette behandling, blev jeg mere rolig.
I første omgang fik Line bortopereret de tre kræftknuder, og så skulle hun behandles med radioaktivt jod, som var en meget effektiv behandling mod den kræftform.
Det skulle dog vise sig at gå anderledes end forventet.
Isoleret fra børnene
I den følgende tid gennemgik Line et behandlingsforløb på fire uger, hvor hun fik radioaktivt jod og ikke måtte se sine børn på grund af den skadelige stråling.
Selvom der ikke var nogen smerter forbundet med behandlingen, var det meget hårdt for Line at skulle undvære sine børn, der på det tidspunkt var henholdsvis otte måneder og to år gamle. Hun måtte dog gerne se sin mand en time om dagen.
Da behandlingen var overstået, kunne lægerne konstatere, at den ingen virkning havde haft på Line. Og hun blev derfor indkaldt til endnu et behandlingsforløb. Denne gang i seks uger.
– Det var frygteligt at være isoleret og skulle undvære børnene så længe. Vi måtte også opgive at tale sammen over Skype, da min søn ikke kunne forstå, hvorfor han ikke måtte være sammen med mig, fortæller hun.
Men det værste var, at den anden omgang af jodbehandlingen heller ikke havde haft nogen effekt. Line var immun over for den type behandling.
Dét betød, at hun i virkeligheden led af en meget sjælden kræfttype, medullær thyriodecancer, også kaldet ikke-jodoptagende kræft i skjoldbruskkirtlen. En diagnose, som kun 10-12 rammes af om året.
Hun måtte acceptere, at hun aldrig ville slippe helt af med sin kræftsygdom, men at lægerne forhåbentlig var i stand til at holde den nede i mange år endnu ved hjælp af strålebehandlinger og operationer.
Egne børn forstærkede ønsket
Nu, hvor Line Young Peteri havde kræftsygdommen siddende som en tikkende bombe i kroppen, var hun klar over, at hun måtte i gang hurtigst muligt, hvis hun ville realisere drømmen om at finde sin biologiske mor.
Samtidig havde hendes egne børn gjort hende mere bevidst om, hvad det betød at have et ophav og nogle solide rødder.
– Dét at jeg selv var blevet mor, gjorde, at det næsten var umuligt for mig at forstå, hvordan man kunne skille sig af med et af sine børn. Jeg tænkte, at der måtte have været en alvorlig grund til, at min mor havde valgt den løsning.
Da Lime i foråret 2016 så, at man søgte deltagere til TV 2-programmet ’Samme tid næste år’, som gik ud på at deltagerne skulle gennemføre en personlig målsætning på et år, var det derfor en kærkommen lejlighed til endelig at virkeliggøre drømmen, før sygdommen blev forværret.
Ved mødet med vært Cecilie Frøkjær og publikum i studiet, juni 2016, havde Line netop gennemgået en række strålebehandlinger på halsen, og det var gået så hårdt ud over hendes stemme, at hun kun kunne hviske.
– Jeg vil finde min biologiske mor, før det er for sent, fik hun med besvær fremhvæset.
Se videoklip fra 'Samme tid næste år' øverst i artiklen.
Jagten gik i gang
Et par måneder efter de første tv-optagelser indledte Line jagten på sin koreanske mor, i august 2016.
Hun begyndte med at kontakte en særlig enhed hos det koreanske politi, der havde specialiseret sig i at hjælpe adoptivbørn og deres forældre. Men de kunne ikke finde noget.
Herefter forsøgte hun at finde frem til det børnehjem, hun havde boet på, før hun blev bortadopteret. Men det fandtes ikke længere. Det var blevet revet ned et par år tidligere.
Til gengæld var der et centralt kontor, der administrerede en lang række børnehjem i Korea, og ud fra de gamle papirer kunne de konstatere, at Lines biologiske mor, Hak Myoung, var flyttet fra Korea til USA i 1987. Et år, hvor over 46.000 koreanere valgte at emigrere til USA.
Kontoret kunne ikke hjælpe yderligere. Så Line tog kontakt til et par aviser i Seoul og overtalte dem til at skrive en artikel om, at hun ledte efter sin mor. I artiklerne blev hun nævnt ved sit oprindelige, koreanske navn, og der var billeder af, hvordan hun så ud som fireårig.
Tre måneder senere var der endnu ikke sket noget i sagen. Line følte, at hun var gået i stå, og at hun havde brug for slappe af. Hun tog derfor sin mand og sine børn med en tur til Danmark for at besøge adoptivfamilien.
Det skulle dog ikke vare længe, før hun fik en uventet opringning.
Bryllupsdag med overraskelse
Efter at have tilbragt nogle dage sammen med adoptivforældrene i Kolding, tog Line og Jani videre til København for at holde en par-weekend uden børn.
– Vi havde bryllupsdag om fredagen, hvor vi tog ind på gourmetrestauranten Era Ora for at fejre det. Mens vi var derinde, begyndte min telefon at ringe, og jeg kunne se, at det var journalisten fra en af de koreanske aviser. Jeg blev lidt irriteret, fordi klokken var 21.30, så jeg ignorerede først opringningen, husker Line Young Peteri og tilføjer.
- Men senere så jeg, at journalisten havde skrevet en besked, hvor der stod: "Ring til mig! Jeg tror, jeg har fundet din mor og søster".
På det tidspunkt, hvor sms’en tikkede ind, var Line temmelig beruset efter at have deltaget i en vinsmagning på restauranten. Humøret var højt, og det steg nogle ekstra grader ved udsigten til, at hun måske snart skulle hilse på sin mor, og tilmed en søster, hun ikke anede, at hun havde. Og hun sang højt i Uber-vognen på vej hjem til hotellet.
- Mens vi kørte, fik jeg en masse beskeder fra journalisten, blandt andet med nogle billeder af en sort pige sammen med en koreansk dame. Jeg tænkte, at det måtte være en fejl, fordi det i hvert fald ikke var mig på billederne, og journalisten skrev bare: "Nej, det er din søster, Hana!".
Da Line var tilbage på hotellet, ringede hun straks den koreanske journalist op: "Hvad sker der? Hvad sker der?", spurgte hun febrilsk, og journalisten svarede, at hun var blevet kontaktet af den her koreanske pige, der mente, at hun var Lines søster, og at de havde en fælles mor.
Journalisten foreslog, at Line skulle vente til næste dag med at kontakte de to kvinder. Men det var Line ikke med på: "Nej, du skal bare præsentere mig med det samme", forlangte hun.
– Jeg kunne ikke vente. Så selv om jeg havde drukket syv glas vin, og klokken var blevet 23.00, aftalte jeg med dem, at vi skulle tale sammen over Facebook Messenger med det samme, lyder det fra Line.
Hun satte sig ved computeren og ringede søsteren Hana op. Hun boede i Baltimore og havde netop i denne weekend besøg af moren fra Chicago.
Så snart de to kvinder tonede frem på skærmen, blev det hele meget følelsesladet. Lines biologiske mor, som var en spinkel kvinde med en glat pagefrisure, græd voldsomt og nærmest skreg: ”Tilgiv mig, tilgiv mig”. Lines søster var en smuk, mulat kvinde med store, udtryksfulde øjne.
De to kvinder skiftedes til at være forrest i billedet, så Line bedre kunne se dem, og i næsten to timer udvekslede de livshistorier. Det viste sig blandt andet, at Line også havde en 23-årig bror, Glenn, i USA.
– Det var meget surrealistisk, at jeg nu pludselig var i dialog med min biologiske familie. Jeg blev helt høj af det og kunne ikke sove resten af natten, husker Line.
Et utroligt skæbnetræf
Ifølge Line Young Peteri var det et helt utroligt skæbnetræf, der var årsagen til, at hun fik kontakt til sin koreanske familie.
– Det mest fantastiske var, at lige netop i dén uge, hvor jeg var gået i gang med at søge efter min mor, havde min mor samtidig valgt at fortælle min søster om min eksistens. Under en frokost hjemme hos min søster havde min mor sagt: ”Du ved godt, at jeg tidligere har joket med, at du har en 10 år ældre søster, ikk’? Det er rigtig nok!”, gengiver Line og fortsætter.
– Så selvom min mor og jeg ikke havde haft nogen som helst kontakt i 36 år, valgte hun at fortælle om mig præcis på samme tidspunkt, som jeg ledte efter hende. Min søster var så gået online og havde fundet frem til artiklen i den koreanske avis, hvor jeg var omtalt med mit fødenavn. Godt nok er jeg ikke overtroisk, men det her var næsten for utroligt til at være sandt.
Netop fordi det hele gik så hurtigt og nemt, blev Line da også noget mistroisk, så snart alkoholtågerne fra det første Messenger-møde var fordampet.
Hun besluttede at afkræve sin påståede mor og søster en dna-test for at sikre, at der ikke var svindel indblandet. Hun tænkte nemlig, at hendes sygdom kunne få nogen til – af ren medlidenhed – at foregive at være hendes biologiske familie.
Men før Line nåede at foreslå dna-testen for de to kvinder i USA, fortalte hendes nyerhvervede søster hende, at moren ville sende nogle billeder, som hun havde liggende i Chicago, af Line som barn.
– Da jeg fik de billeder, var der ingen tvivl. Der var blandt andet nogle, jeg aldrig havde set før, af mig og min danske bror. Det var gamle papir-fotos, som var blevet sendt med posten, for det var jo den eneste mulighed dengang, fortæller Line.
Det viste sig, at Lines danske adoptivforældre i løbet af det første halve år, hun var i Danmark, havde sendt billeder til børnehjemmet i Korea for at dokumentere, at hun havde det godt. De billeder var så blevet sendt videre til hendes koreanske mor.
Biologisk far var voldelig
Et af de vigtigste spørgsmål, som Line havde brug for at få besvaret af sin mor, var, hvorfor hun havde valgt at give hende væk, da hun var tre et halvt år gammel.
Ifølge moren skyldtes det, at Lines biologiske far angiveligt havde drukket og været meget voldelig. Indimellem havde han slået moren, mens Line så det. Så der var ikke forsvarligt, at hun beholdt hende i hjemmet.
Line fandt samtidig ud af, at den koreanske kvinde, hun svagt erindrede som sin mor, i virkeligheden var hendes mormor. Når der var ballade derhjemme, boede hun nemlig i lange perioder hos sin mormor. Det var også i mormorens hus, at Lines mor – efter mormorens død for et par år siden – fandt billederne af den fireårige Line.
– Min mor havde smidt sine egne billeder af mig ud, og jeg tolker det sådan, at hun var nødt til at gøre det, fordi det var for smerteligt for hende at gemme dem. Jeg tænker også, at der var en grund til, at hun gav sin næste datter navnet Hana, som betyder ”den første” eller ”nummer et”. Nemlig, at hun ville glemme alt om min eksistens. Men det er selvfølgelig bare min udlægning.
Lines eget koreanske navn betyder ”lille tiger”, og normalt er det kun drenge, der får det navn. Men Line tænker, at hendes mor har ønsket, at hun skulle være stærk, og derfor har kaldt hende det.
Det viste sig, at Lines mor – efter at hun var flygtet fra Lines voldelige far – havde forelsket sig i en sort, amerikansk soldat, der var udstationeret i Korea. Sammen var de rejst til USA i 1987.
Her havde moren født datteren Hana, som er 10 år yngre end Line, og siden sønnen Glenn, der er 26 år i dag.
Men det mest overraskende ved hele historien er, at Lines mor også gav sine to andre børn fra sig. De kom nemlig til at bo på fuld tid hos deres far, som moren blev skilt fra. Først Glenn, så Hana.
– Min søster kom til at bo hos sin far, fra hun var 12 år, og hun har fortalt, at hun i mange år ikke ville se vores mor, efter at hun var blevet voksen. Hendes opvækst i Chicago havde ikke været særlig god, siger Line og fortsætter.
– Jeg har endnu ikke fået forklaringen på, hvorfor min mor også gav mine to halvsøskende fra sig. Men jeg kan forestille mig, at når man først en gang har givet et barn fra sig, er der noget i én, der er gået i stykker for altid. Jeg kan genkende nogle af min mors reaktionsmønstre fra mig selv. Hun føler sig nemt afvist, og så går hun i baglås og reagerer med at blive jaloux.
Det første møde og 40-års fødselsdagen
Første gang, Line mødte sin mor og søster fysisk, var, da hun inviterede dem til Malta for, at de skulle være med til at fejre hendes 40 års fødselsdag i marts 2017.
Det allerførste kram, hun og moren gav hinanden, blev dog forstyrret af, at der var en kameramand til stede for at filme til ’Samme tid næste år’.
– Min mor havde ikke forstået, at vores møde ville blive filmet, så det gjorde hende reserveret og tilbageholdende. Faktisk var hun i starten så sur over kameraet, at hun lavede en dramatisk scene, som dog ikke bliver vist i programmet, fortæller hun.
Line selv havde også svært ved at være til stede i øjeblikket, fordi hun var mere optaget af sin mors og kameramandens velbefindende.
Det gik dog snart op for hende, at moren virkede til at være mere knust over bortadoptionen, end Line selv var.
– Hun græd indimellem meget højlydt, sådan som koreanere ofte gør, hvor de nærmest ”skrigegræder”. Så det var indimellem ret voldsomt, og jeg måtte flere gange berolige børnene, fordi de blev bange.
Ifølge Line var der flere følelsesladede momenter et par dage senere, da Lines to familier mødte hinanden for første gang til fødselsdagsreceptionen.
– Jeg kunne mærke, at min koreanske mor var nærmest skamfuld over for mine danske adoptivforældre. Hun var helt mundlam og turde næsten ikke se på dem. Men der var min adoptivfar helt fantastisk. Han havde lavet en fotobog til hende med billeder fra hele min opvækst og frem til nu. Han smilede varmt til hende, og så blødte hun endelig op, fortæller Line.
Ud på aftenen viste Lines koreanske mor sig at være lidt af en festabe. Hun var mere aktiv på dansegulvet end begge sine døtre tilsammen, og hun tog godt for sig af whiskyen.
Skønt at have fået en søster
Siden det første møde med moren og søsteren har Line været et par gange i USA, primært for at være sammen med sin søster, Hana.
– Det er skønt at have fået en søster. Jeg har jo altid kun haft brødre (ud over adoptivforældrenes biologiske søn adopterede de også en dreng efter Line, red.). Hana og jeg har de samme værdier, og så har vi ens tøjstil. Så vi nyder at tage ud og shoppe sammen. Vores børn har også stor glæde af hinanden, fortæller hun.
De to søstre taler ofte sammen på messenger, og de er begyndt på et fælles bogprojekt – foreløbig til deres egen interne brug – hvor de hver for sig løbende fortæller deres historie til den anden i brevform. Om det nogensinde bliver udgivet, ved de endnu ikke. Men nu fungerer det som en slags terapi for dem.
- Min søster synes, at jeg skal føle mig heldig, fordi det var hende, der kom til at hænge på vores mor. Så følelserne er lidt blandede hos os begge. Jeg har fået en helt anden form for ro med hensyn til selve adoptionen, men jeg har stadig en masse vrede i mig efter 36 års frustrationer, og den er uforløst, fordi min mor virker så stakkels, at jeg ikke kan være vred på hende.
Lines lillebror, Glenn, har hun kun mødt to timer i Baltimore og derefter skypet med en enkelt gang. Hun vurderer, at de befinder sig alt for forskellige steder i livet lige nu til, at de kan have glæde af samvær. Han har endnu ingen børn, men lever som polygamist med to koner.
Hvad angår Lines kræftsygdom, så har de seneste undersøgelser vist en gradvis bedring. Det tyder på, at de strålebehandlinger, hun fik foretaget for et års tid siden, fortsat virker aktivt.
Så hun kan formentlig se frem til en længere periode, hvor hun slipper for yderligere operationer.
Mød Line Young Peteri og en række andre danskere, der vil gennemføre en personlig målsætning på ét år, i 'Samme tid næste år' mandag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.