Lastbilen tog hendes ben - nu har hun løbet et halvmaraton og har sat sig et nyt, vildt mål

Få sekunder kan ændre livet for alle. Dette er Almaz’ historie.

Den lille pige lå med et slukket blik i hospitalssengen. For bare få dage siden havde hun spurtet rundt på vejene i landsbyen, men nu kunne hun ikke andet end at ligge der helt alene. Uden ben.

Pludselig trådte to høje mænd ind på stuen - den ene med et stort, gråt skæg, som man ikke så ret tit i det område. Frygten spredte sig i hende.

Hun slog hurtigt blikket ned og glemte nærmest at trække vejret, da de fjernede tæppet, der dækkede hendes spinkle krop.

- Nu gør de mig ondt. Nu voldtager de mig, tænkte hun.

Mændene talte et sprog, som hun ikke forstod, og forlod efter kort tid stuen igen. Hun forsikrede sig selv om, at de nok aldrig ville komme igen. Men det gjorde de.

De hurtige ben

Den lille piges navn er Almaz Mengesha. Hun var otte år på det tidspunkt og vidste ikke, at den ene af de to mænd - en dansker - ville blive et af de mest betydningsfulde mennesker i hendes liv.

Hendes små, hurtige ben havde indtil da været afgørende for at overleve i et brutalt samfund. Men nu vidste hun ikke længere, hvilken skæbne der ventede hende med et liv uden ben i et af verdens fattigste lande.

Et land, hvor handicappede blev udstødt og gemt væk.

8-årige Almaz i landsbyen Metu i Etiopien.
8-årige Almaz i landsbyen Metu i Etiopien. Foto: Privatfoto

Løb for livet

Almaz Mengesha voksede op i det sydvestlige Etiopien. Området var ikke rigt eller veludviklet, men Metu var en større by uden den helt ekstreme fattigdom, der ellers prægede landet.

Efter etiopiske forhold voksede Almaz op i et velstående hjem, hvor der som regel var mad på bordet to gange om dagen.

Hun var 1 ud af 10 gadebørn, som landsbyens stærke kvinde, hotelejeren Felekech, havde taget til sig. Ansvar og værdighed var nøgleord i hendes opdragelse, ligesom kristendom og overtro gennemsyrede hjemmet og samfundet generelt.

Når børnene fejlede i deres daglige pligter, fik de klø. Ikke fordi kvinden, som de kaldte mor, var ondsindet - tværtimod - men fordi hendes opgave var at overleve. Tid og penge måtte ikke spildes.

Lille Almaz (forrest, nummer to fra venstre) sammen med de andre gadebørn på hotellet.
Lille Almaz (forrest, nummer to fra venstre) sammen med de andre gadebørn på hotellet. Foto: Privatfoto

Lille Almaz var hurtig på benene, og derfor blev hendes opgave at løbe ærinder i byen. Når Almaz løb, vidste de lokale drenge, at hun havde penge på lommen. Derfor handlede det om at løbe stærkt, så hun ikke ville blive straffet derhjemme.

Men en dag kom den lille pige slet ikke hjem.

Ulykken

8-årige Almaz var sendt i byen af sin storesøster for at købe sæbe. Normalt tog hun skovvejen hjem, som moren fra hotellet formanede, men denne dag valgte hun at gå langs den store landevej.

Ved vejkanten kunne hun se en lastbil komme til syne på bakketoppen. Hun vurderede, at hun godt kunne nå over på den anden side, men da hun igen drejede hovedet til venstre, var den lige ved hendes ansigt.

Det næste øjeblik lå hun fastklemt under det tunge køretøj.

Svagt kunne hun høre lyden af lokale stimle sammen. De fik den lille pige fri og løftede hende op på lastbilens lad for at haste mod byens hospital. Almaz forsøgte at trække sine ben til sig, men synet, der mødte hende, fik panikken og smerten til at brede sig.

Lastbilen, som 8-årige Almaz løb ud foran og blev kørt over af.
Lastbilen, som 8-årige Almaz løb ud foran og blev kørt over af. Foto: Privatfoto

Begge hendes ben var blevet knust under lastbilen. Blod og benstumper var blandet med det grus, som lastbilen havde fragtet, og sandkornene gnavede en dyb og uudholdelig smerte.

- Jeg skal væk. Jeg får så mange tæv, hvis min mor finder ud af det her, tænkte hun og forsøgte at komme op at sidde, men to personer holdt hende fast.

- Det var ikke mig, råbte hun i et håb om at overbevise dem om sin uskyld.

På hospitalet mistede hun bevidstheden af den store mængde bedøvelse. Og da hun vågnede igen, sad hendes mor fra hotellet ved sengekanten klædt helt i sort - et tegn på sorg.

- Er jeg død?, spurgte Almaz.

- Nej, du er ikke død. De har taget dine ben, men Gud skal nok give dig nogle nye, svarede moren roligt. Hun troede på skæbnen og betalte den dyre behandling til sin lille pige.

På hospitalet gik det dog langsomt op for Almaz, at hendes position på hotellet i Metu var tabt for altid. Hun var blevet værdiløs og nu kun til besvær.

8-årige Almaz med moren fra hotellet (tv) og en nabokvinde fra byen (th).
8-årige Almaz med moren fra hotellet (tv) og en nabokvinde fra byen (th). Foto: Privatfoto

Efter et år på hospitalet begyndte hendes mor fra hotellet at kigge efter et børnehjem, der skulle danne rammen for Almaz’ nye fremtid. Men skæbnen ville det anderledes.

Det hele ændrede sig den dag, hvor de to hvide mænd kom ind på hospitalsstuen.

Den hvide mand

Først undersøgte mændene hendes benstumper. Almaz' blik var hele tiden rettet væk, for som sort og indfødt i Etiopien kiggede man ikke hvide mennesker direkte i øjnene. Det var respektløst.

Den ene hvide mand var Ketill Næsborg-Andersen fra Danmark. Han var udstationeret som bandagist for Røde Kors i Etiopien og havde ad omveje hørt om den lille pige uden ben. Under sit første besøg på hospitalet havde han besluttet sig for at hjælpe hende.

Danskeren tog derfor Almaz med til en lejr for handicappede, hvor han først lavede et træben til hende. Senere fik hun rigtige proteser og et par gule gummisko, og siddende på hug signalerede han med fagter, at hun skulle gå imod ham.

- Han er vanvittig, tænkte Almaz, men hun turde ikke modsætte sig, selvom hun for længst havde mistet troen på sig selv.

De små skridt blev med tiden mere stabile, og på et tidspunkt blev hun inviteret på weekend hos den danske bandagist og hans familie. Det blev begyndelsen på et helt nyt liv for den 10-årige pige.

10-årige Almaz hos den danske familie i Etiopien.
10-årige Almaz hos den danske familie i Etiopien. Foto: Privatfoto

Guds vilje

Moren fra hotellet havde ved sit sidste besøg på hospitalet mødtes med danskeren for at udfylde nogle papirer. Adoptionsprocessen var i gang, og igen modsatte Almaz sig ikke, selvom hun gerne ville hjem til Metu.

Det er Guds vilje, og det må jeg acceptere og møde med værdighed, ligesom min mor har lært mig, blev hendes konklusion.

Almaz flyttede derfor ind hos familien i embedsboligen i den etiopiske by Addis Ababa. Her var der legetøj, mad, tjenestefolk og muligheder, som kun var de hvide forundt.

Tre år efter ulykken rejste Almaz i 1985 med familien til Danmark. Til en anderledes verden, hvor hun for alvor skulle begynde forfra. Både i forhold til at forstå den vestlige kultur. Men også i forhold til at skulle tackle sit handicap i en lille dansk by, hvor hun ikke lignede alle de andre.

11-årige Almaz kort før hun flyttede til Danmark med sin adoptivfamilie.
11-årige Almaz kort før hun flyttede til Danmark med sin adoptivfamilie. Foto: Privatfoto

Ville være Rikke

12-årige Almaz gjorde alt for at tilpasse sig i Haderslev. Hun glattede sit hår og ville bare gerne være lige så almindelig som Rikke J. og Rikke P. i folkeskolen og være med på lige fod med alle andre.

Hun havde fået gode benproteser. Derfor løb hun på skøjter og meldte sig til et 10-kilometers motionsløb, selvom hendes nye far sagde, at det var en dårlig idé. Han fik ret. Flere uger efter løbet havde hun svært ved at gå.

Det var mentaliteten fra Etiopien, der forfulgte hende. Hun var vokset op med altid at skulle kæmpe sig frem og løbe stærkt for at overleve, men en dag trak hendes klasselærer hende til side.

- Almaz, lille skat. Du er i Danmark nu. Du skal ikke overleve hver dag. Du kan godt slappe af nu, sagde hun.

Den biologiske mor

Årene efter gik med at falde til i folkeskolen, på efterskolen, og efter tre år i gymnasiet var hun som de fleste danske unge. Hun festede, fik kærester, og som 19-årig mødte hun den helt store kærlighed. Derfra gik det stærkt.

Samme år som de blev kærester, blev Almaz gravid, og året efter fik de deres første barn. Imens begyndte en tanke at rumstere og vokse sig større og større:

Hvad kommer vi egentlig af? Hvem er min biologiske mor?

For første gang - siden hun sagde farvel til Etiopien i 1985 - vendte hun i 1995 tilbage.

600 kilometer inde i landet fandt hun med hjælp fra en detektiv sin biologiske mor, som dengang havde forladt hende hos hotelejeren i Metu.

Kvinden, hun mødte, var fattig og sidst i 50’erne. Hun boede langt ude i junglen i en lerhytte og havde udover Almaz fået 10 børn med flere forskellige mænd.

Hendes ryg var rank, bemærkede Almaz. Hun bar sin fattigdom med værdighed, mens hun fortalte historien om, hvorfor hun af nød havde efterladt den lille pige hos den stærke kvinde på hotellet.

Almaz med sin biologiske mor (øverst i midten) og resten af sin biologiske familie.
Almaz med sin biologiske mor (øverst i midten) og resten af sin biologiske familie. Foto: Privatfoto

Mødet med moren skulle vise sig at blive en vigtig brik i at skabe en hel identitetsfortælling for Almaz Mengesha. Nu så hun, hvordan hendes skæbne kunne have set ud i Etiopien. Men hun opdagede også, hvor dansk hun var blevet med årene - at hun nærmest var blevet til den danske Rikke, hun drømte om.

Hun gav moren penge til at købe et murstenshus og hyre arbejdere til sin lille kaffeplantage, så der kunne blive råd til at sende de mange børn i skole. Efter fem dage tog Almaz tilbage til Danmark igen.

I årene derefter levede hun et helt almindeligt dansk liv med børn, parcelhus og kontorjob. Lige indtil hun en dag i 2012 så noget, hun ikke kunne glemme igen.

De udstødte børn

I fjernsynet tonede en historie frem om fænomenet “heksebørn’’. Uskyldige børn fra Nigeria, der var blevet udpeget af familie eller falske præster til at være skyld i ulykkeligheder.

Historien plantede sig dybt i 38-årige Almaz. Børnenes skæbne kunne lige så godt have været hendes egen, fordi hun som handicappet barn sandsynligvis ville være blevet udstødt i Etiopien.

Hun følte en trang til at hjælpe, men som handicappet ville hun være et svagt led i Nigeria. Alternativet blev derfor at gøre noget spektakulært for at samle penge ind til nødhjælp.

Almaz Mengesha skulle træne op til at svømme 750 meter, cykle 20 kilometer og løbe 5 kilometer.
Almaz Mengesha skulle træne op til at svømme 750 meter, cykle 20 kilometer og løbe 5 kilometer. Foto: Privatfoto

- Hvad er ikke set før? Man har set mennesker uden ben svømme og løbe. Men triatlon - har man nogensinde set det? Ikke i Danmark. Det er fandme det, jeg skal, sagde hun til sin familie.

Hvad, hun ikke vidste, var, at den beslutning krævede, at hun måtte lægge det perfekte billede af danske Rikke på hylden.

Halvmåneformede løbeben

Almaz Mengesha havde ikke løbet, siden hun var barn. Hun røg på det tidspunkt omkring 20 cigaretter om dagen og ejede kun helt almindelige benproteser.

Skulle hun løbe igen, krævede det to specielle halvmåneformede løbeproteser lavet af kulfiber - de såkaldte ‘blades’.

Almaz i løb med sine
Almaz i løb med sine "blades" til triatlonstævne. Foto: Privatfoto

Proteserne gnavede i de skæve benstumper. Under løbeturene rev de huden op, så når hun tog dem af, var der fyldt med blod i de to metalproteser. Alligevel overvejede hun ikke på noget tidspunkt at give op.

Smerten tjente et formål - at skaffe opmærksomhed og penge til heksebørnene i Nigeria - og efterhånden, som de to ben blev tilpasset, og konditionen forbedrede sig, blev løbeturene også mindre pinefulde.

- Gad vide, hvad der sker, hvis jeg bevæger mig over fem kilometer. Kan jeg løbe 10 kilometer? Og måske endda løbe halvmaraton?, tænkte hun.

Sidstnævnte satte Almaz Mengesha som mål i foråret 2016 i TV 2-programmet ‘Samme tid næste år’.

- Jeg vil være den første dobbelt benamputerede kvinde i Europa, der gennemfører et halvmaraton, erklærede hun.

43-årige Almaz Mengesha med de benproteser, som hun bruger til hverdag, når hun ikke løber.
43-årige Almaz Mengesha med de benproteser, som hun bruger til hverdag, når hun ikke løber. Foto: Privatfoto

Sved og skarpe metalben

Egentlig brød hun sig slet ikke om at løbe eller ved tanken om, at andre ved højlys dag skulle se, at hun så anderledes ud. Derfor løbetrænede hun altid om aftenen.

Men den 2. oktober 2016 trådte hun frem som Almaz Mengesha med metalben, der larmede, når hun gik. Danske Rikke var lagt på hylden, og hun stod nu klar i startfeltet ved H.C. Andersen halvmaraton i Odense.

Almaz Mengesha

Født i 1973 i Etiopien.

Blev som 12-årig adopteret af en dansk familie og bor nu i Egå.

Arbejder i dag som socialrådgiver og er lokalpolitiker i Aarhus

Har tre børn med sin tidligere mand.

Almaz vidste, hvordan kroppen reagerede på at løbe 15 kilometer. Men hun havde ikke tidligere løbet længere. Ved hver femte kilometer måtte hun stoppe op for at tørre sved af benstumperne, for ellers ville de glide ned og slide mod de skarpe metalben.

Efter 21,5 kilometer kunne hun på tiden 2:56 løbe de sidste meter over målstregen med sine tre børn ved sin side. En bedrift, hun i dag er stolt af.

- Det var så smukt at løbe med dem. Det betyder meget for mig at være en rollemodel og at kunne vise dem, at selvom mor kom til at løbe ud foran en lastbil, så er der ikke så meget ynk, siger Almaz Mengesha.

Almaz Mengesha på vej i mål med sine tre børn ved H.C. Andersen halvmaraton.
Almaz Mengesha på vej i mål med sine tre børn ved H.C. Andersen halvmaraton. Foto: Privatfoto

Derfor stopper hendes mål heller ikke her.

Nu vil hun være den første benamputerede kvinde, der gennemfører en ironman.

Om det kan lykkes, ved hun ikke. Men på spørgsmålet, om hun stadig løber for livet, er hun ikke i tvivl om svaret.

- Jeg er svært tilfreds med livet, og nu handler det mere om at udnytte det potentiale, jeg har, siger Almaz Mengesha.

Den lille pige i hospitalssengen

Når hun i dag ser tilbage på billedet af den lille pige i hospitalssengen i Etiopien, har hun svært ved at finde ord.

Billedet af 8-årige Almaz få dage efter ulykken i Etiopien.
Billedet af 8-årige Almaz få dage efter ulykken i Etiopien. Foto: Privatfoto

Hun kunne være endt som udstødt barn i et af verdens fattigste lande, men skæbnen ville hende det anderledes.

Derfor bliver hun stadig rørt, når hun ser på 8-årige Almaz:

- Jeg kan bare se håbløsheden i hendes øjne, og jeg har lyst til at kravle ind i billedet og sige til hende: “Det kommer alt sammen til at gå godt, lille skat. Få liv i de øjne igen”.

Mød Almaz og en række andre danskere, der vil gennemgå en stor forandring på ét år, i 'Samme tid næste år' mandag klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.