Seebach rørt til tårer på direkte tv: - Vi spillede din sang til vores datters begravelse

Rasmus Seebach fik både gåsehud og tårer i øjnene, da han fredag mødte en helt særlig familie.

Familien havde nemlig en rørende historie at fortælle - en historie, hvor stjernens sang 'Nangijala' spillede en central rolle.

- Vores mellemste datter Sofie på ni år, vidste vi godt, at vi havde på lånt tid. Hun var meget syg, forklarer Sofies mor Marlene Sievers i 'Go' aften Danmark'.

- Da hun døde sidste år, var sangen 'Nangijala' et naturligt valg ved hendes begravelse. Sangen er så smuk, og den giver os håb om, at vi kommer til at ses igen, siger fortsætter Marlene Sievers.

Da Sofie sagde farvel

Sofie Sievers har aldrig fået en diagnose, men hun har fra fødslen lidt af voldsom epilepsi, der har sat sine spor på pigens krop. Lægerne sagde, at hun havde 50 procent chance for at overleve til toårsalderen, men ni år efter var Sofie stadig i live - hendes tid var dog ved at rinde ud.

Marlene Sievers husker tydeligt den aften, hvor de havde taget Sofie med hjem fra hospitalet, for at hun kunne dø i trygge omgivelser.

Sofie fik to voldsomme epilepsianfald, og under det andet anfald stoppede hendes hjerte.

- Sofies storebror Christian var vågnet af tumulten og var også kommet derned, og han så det hele. Han så sin far synke fuldstændig knust sammen, og jeg fortalte ham, at hun var død, fortæller Marlene Sievers.

Efter flere minutter uden hjertelyd begyndte Sofie dog at trække vejret igen, og nu vidste familien, at hendes sidste minutter var kommet. Marlene læste Brødrene Løvehjerte for sin datter, mens hun og Sofies far sagde farvel.

- Klokken 22.57 onsdag den 3. februar 2016 sagde vores fine smukke pige farvel til livet. Hun døde i sin egen seng, mellem hendes mor og far – og uden smerter og uden frygt, fortæller Marlene Sievers.

Dagen efter fortalte Marlene Sofies lillesøster Sarah Frederikke, at hendes søster var død om natten. Sammen gik Marlene og Sarah Frederikke ind på værelset, hvor Sofie lå.

- Sarah Frederikke stod lidt og kiggede på hende, og så spurgte hun, om hun måtte få alle Sofies bamser. Det måtte hun selvfølgelig godt - det var vi helt sikre på, at Sofie ville synes var det helt rigtige. Hun tog et par stykker, gik ned på sit værelse, men kom tilbage næsten med det samme, og så græd hun. Hun græd og græd og græd og spurgte, hvornår Sofie blev levende igen. Hun sagde, hun havde ondt i sit hjerte og at hun savnede hende så meget, fortæller Marlene Sievers.

Til begravelsen var det oplagt for den lille familie, at Brødrene Løvehjerte og Rasmus Seebachs sang skulle være et centralt element. For Marlene var Sofies sjæl draget afsted på dejlige eventyr i Nangijala.

- I Nangijala føles flere år jo kun som minutter, så hun ville slet ikke nå at savne os, siger Marlene Sievers og fortsætter:

- Da Rasmus Seebach kom frem med sangen for flere år siden, vidste jeg bare, at den skulle vi høre, når Sofie ikke var hos os mere. Jeg har spillet og sunget den rigtig meget for Sofie, og teksten passer bare så utrolig godt til hende, siger Marlene Sievers afsluttende.

Rørt Seebach

Den fortælling ramte Rasmus Seebach i hjertet.

- Wow, jeg er lige lidt ude af den. Jeg får gåsehud, siger sangeren skælvende og med våde øjne.

Og faktisk er børns sygdom langt fra nyt for Rasmus Seebach. 'Nangijala' er nemlig inspireret af Rasmus Seebachs oplevelser med de to kræftramte piger Fillippa og Cecilie.

Titlen på sangen kommer fra eventyret om Brødrene Løvehjerte, som Sofies mor også fortæller, at de plejede at læse højt for Sofie.

I eventyret er drengen Tvebak meget syg og bange for at dø, men hans bror Jonathan fortæller om efterlivet i Nangijala, hvor det stadig er lejrbålenes og historiefortællernes tid, og hvor man bliver stærk og kan være med i eventyr fra morgen til aften.

Rasmus Seebachs 'Nangijala' slutter med følgende tekst:

Jeg ved, at der er et sted over skyer,

hvor titusinde børn og sjove dyr

og sommernætter fulde af eventyr

venter på dig, venter på dig.

Du når slet ikke at savne mig,

for alt bliver leg.

Og en dag, når du hører, det banker,

så står jeg i døren, og så kan du tage mig med ud at se Nangijala.