8,3 milliarder kroner går op i røg næste år – hvor meget mister du?
Annoncørbetalt indhold: Du løber konstant om kap med inflationen, når du sparer op på en helt normal opsparingskonto i banken. Men det er der råd for.
- Jeg har brug for 125.000 kroner, og lige nu har jeg 20.000 kroner.
Sådan siger den 24-årige skuespillerinde Clara Lykke Louw, der er tidligere balletpige på Det Kongelige Teater og som har boet en årrække i Sverige. Nu er hun i Danmark igen, men det er kun på lånt tid, for hun drømmer om at få et gennembrud på de bonede gulve i USA.
Så hvordan skaffer Clara Lykke Louw yderligere 105.000 kroner til at indfri sin drøm, når hun ovenikøbet skal gøre det på kun 18 måneder?
Hun kan satse hele dynen på kasino. Her er chancen lidt under fifty-fifty for at vinde. Hun kan også gå den kedelige vej og lægge til side på en opsparingskonto.
Imellem en snurrende roulette og en helt normal opsparingskonto ligger en masse muligheder for at få et positivt afkast, der alle er forbundet med at løbe en risiko.
Det kan eksempelvis være aktier, obligationer eller investeringsforeninger. Vi vender tilbage til, hvad der er den rigtige løsning for den unge skuespillerinde.
I mellemtiden vil Mybanker-direktør Morten Westergaard gennemgå nogle af de mest nærliggende muligheder:
Den normale opsparing
Hvis renten på Clara Lykke Louws opsparing er 0,7 procent, som Morten Westergaard fastslår, er den højeste lige nu, og der ikke tilføres flere penge, så vil hendes 20.000 kroner om 18 måneder være vokset til 20.210 kroner.
Hvis inflationen er på 1,4 procent, ligesom den var i oktober, så er den 0,7 procentpoint højere end renten på opsparingskontoen, og derfor mister opsparingen værdi.
Det gør, at hendes 20.210 kroner om 18 måneder falder til 19.792 kroner.
Clara Lykke Louw er altså potentielt 418 kroner fattigere, hvis hun blot lader kontoen stå, som den er nu.
Men det gør hun ikke. For hun skal jo spare op.
Skuespillerinden skal lægge 5833 kroner til side hver måned, hvis der skal ligge 105.000 kroner klar om 18 måneder til indfrielsen af USA-eventyret. Men inflationens evige sult æder konstant af hendes opsparing.
Derfor skal hun faktisk lægge 5865 kroner til side - altså 32 kroner mere om måneden - før målet er nået om halvandet år.
Clara Lykke Louw er ikke den eneste bankkunde, der hver dag mister penge til inflationen. Danskerne sparer op som aldrig før, viser en måling fra Danmarks Nationalbank, der går tilbage til 2003.
Et hav af danske opsparede kroner går op i røg, fordi de står på helt normale opsparingskonti med lav eller ingen rente overhovedet.
Infla-hvad-for-noget?
Måske tænker du ikke over, hvordan inflationen i Danmark uundgåeligt har indflydelse på de penge, du har stående i banken. Men det er der god grund til at tænke over.
Danskerne har samlet set 591 milliarder kroner stående i bankerne uden binding. Det er altså penge, der kan hæves, når folk føler for det.
Den gennemsnitlige årlige indlånsrente på tværs af landets banker var i oktober 0,09 procent, oplyser Danmarks Nationalbank, mens inflationen i samme måned som før nævnt var 1,4 procent.
Det kan lyde som knastørt regnearksrytteri. Men det er alt andet end dét. For beløbet er enormt.
Står renten og inflationen uændret fra nu af og ét år frem, så vil danskerne samlet set miste 8,3 milliarder fra deres opsparinger.
Det er astronomiske tal - som vi for simplificeringens skyld hiver ned fra højderne. Helt ned til jorden. Helt ned i indkøbskurven.
Morten Westergaard forklarer her, hvad inflation er:
Muligheder for at investere
Du tænker måske: "Hvordan undgår jeg, at mine penge går til inflation?"
I flere banker kan du binde dine penge i en periode - typisk på mere end fem år - der gør, at du får en højere rente, fordi du ikke kan hæve dem, når du ønsker.
Det skal dog understreges, at den rente, du får ved at binde pengene, som oftest også er lavere end inflationen. Og derfor kan det være ét fedt.
Alternativt kan køb og salg af aktier og obligationer være vejen frem.
- Det danske C20-indeks har det sidste års tid givet et afkast på 15 procent. Det er ikke ensbetydende med, at det gør det næste år. Der er meget stor variation i en aktiekurs. Hvis du har masser af tid, så er aktier en god investering, for de stiger typisk mere end inflationen, siger Morten Westergaard.
På længere sigt kan aktier være smarte. På kort sigt kan de være en dårlig forrentning. Dertil kommer al den tid, du skal bruge på at sætte dig ind i aktiemarkedet.
Når du derimod investerer i aktier og obligationer gennem investeringsforeninger, så ordner foreningen køb og salg for dig. De sørger for, at du får en bred spredning af dine aktier, der øger muligheden for et positivt udbytte.
Tilbage til USA-drømmen
Så hvordan får Clara Lykke Louw smartest stuvet 105.000 kroner sammen på 18 måneder?
Til det spørgsmål svarer Mybanker-direktøren den USA-drømmende skuespillerinde:
- Da du skal bruge en større sum penge om kort tid, så vil jeg anbefale dig en helt trist opsparingskonto.
Den helt normale opsparingskonto med faste overførsler er ifølge Morten Westergaard den smarteste at anvende, hvis du hurtigt og sikkert skal spare penge op - også selvom inflationen raser på kontoen.