Hund giver tryghed om natten og hjælper, når strømperne skal af
Servicehunden er en stor hjælp i hverdagen for Lærke Uller Sieg, der har en spastisk lammelse.
- Apport!
Nella har øjnene låst fast på læbepomaden, mens den falder mod gulvet.
Den sorte labrador samler hurtigt den tabte genstand op og giver den tilbage til ejermanden Lærke Uller Sieg.
- Dygtig, udbryder den 10-årige pige og rækker ned i sin bæltetaske for at finde en godbid frem.
Det er ikke det eneste, hunden kan. Lærke Uller Sieg har en spastisk lammelse, og Nella hjælper hende med en række ting i hverdagen.
- Lærke har kun en hånd, hun kan bruge, så det er ofte, hun taber ting, og Nella er der bare. Selvom Nella ligger og sover, hører hun, at der bliver tabt noget og så kommer hun og henter det, siger hendes mor, Anette Sieg, i 'Go' morgen Danmark'.
Giver mere tryghed
Familien har haft hunden i et år, og det er en såkaldt socialhund med servicehundefærdigheder.
Udover at samle ting op, kan den også hjælpe Lærke med at tage sko, strømper og jakke af.
Men også det sociale og følelsesmæssige aspekt er en vigtig del af beslutningen om at få den specialtrænede hund.
- Det er en stor glæde i Lærkes liv og i mit. Hun gør, at Lærke er tryg og eksempelvis kan sove i sin egen seng, for Nella ligger lige ved siden af, siger Anette Sieg.
Familien ønskede sig en hund, og Anette Siegs læge anbefalede hende at kontakte foreningen Servicehunde til Handicappede, STH.
Det var igennem foreningen, at de fik Nella, og derefter begyndte den fælles træning.
Servicehunde til Handicappede er en privat, non-profit forening, der har børn og voksne med bevægelseshandicap som målgruppe. Foreningen har 60 hunde placeret hos personer med fysiske handicaps og træner fem til ti nye hunde om året.
De hjælper eksempelvis personer med sklerose, cerebral parese, rygmarvsskade, amputationer, muskelsvind, skader efter blodpropper og gigtsygdomme, men også andre handicaps og sygdomme.
- I Lærkes tilfælde var der mulighed for, at hun faktisk kunne blive mere selvhjulpen og få mod på at kunne mere selv via en hund. Det er i sig selv en kæmpe gevinst, siger servicehundeinstruktør Lise Lotte Christensen, der har hjulpet Lærke med hundetræningen.
Fungerer som en social isbryder
Folk kommenterer ofte positivt eller klapper hunden, når de ser Lærke komme forbi.
- Nella fungerer som en form for social isbryder. Opmærksomheden er rettet på noget, man kan og har, i stedet for noget, man ikke kan og ikke har. Jeg tror slet ikke, man kan sætte sig ind i, hvor meget det betyder. At man er kendt som pigen med den cool servicehund gør en stor identitetsforskel, siger Lise Lotte Christensen.
Servicehundeinstruktøren kan også se en forskel på det år, der er gået.
- Da jeg mødte Lærke for lidt over et år siden var hun så genert, at hun ikke rigtig ville sige sit eget navn. I arbejdet med Nella skal hun tale højt og tydeligt og virke selvsikker. Her får hun feedback med det samme, og kan se, at det virker at være tydelig i kropssproget og tale energisk, for så vil Nella rigtig gerne lave alle mulige ting for hende.
- Det har givet hende mod på mere. Hendes tale er blevet højere og tydeligere, hun bevæger sig mere selvsikkert og er blevet mere robust, siger Lise Lotte Christensen.
Servicehunde til Handicappede står bag en liste med ting, man skal overveje, hvis man gerne vil have en social- eller servicehund.