Det bugner med steg og and, men ikke alle spiser kød - sådan undgår du konflikt
Får du besøg af en ikke-kødspiser til jul? Her er gode råd til at sikre julefreden for både værten og gæsterne.
Juleaften er spækket med traditioner, og flæskestegen, anden, gåsen eller medisterpølsen, der er indsmurt i en fed, brun sovs, er ofte en del af dem.
Men ikke alle er med på den spise. Ifølge Dansk Vegetarisk Forening, der har sammenholdt flere undersøgelser, lever cirka 100.000 danskere vegetarisk eller vegansk.
Derudover er der en del, som er flexitarer og derfor ofte spiser vegetarmad, eller pescetarer, der spiser fisk, men ikke kød.
Valget af livsførelse kan særligt under denne højtid føre til sammenstød i familier.
- Julen er en af de tider på året, hvor det bliver rigtig følsomt for mange. At fællesskabet omhandler maden kan være rigtig hårdt. Dem, der spiser kød, spiser det i ganske betragtelige mængder, så det handler om at finde en balance, hvor man som vegetar føler, man får noget at spise, og at det er rart at være sammen, siger generalsekretær ved Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl.
Han opfordrer derfor til, at man anerkender hinanden og udviser et gensidigt hensyn.
Gem diskussionen til en anden dag
De fleste familier vælger et kompromis, hvor dem, der ikke spiser kød, enten selv medbringer eksempelvis en nøddepostej eller 'mockduck', der er et kødalternativ, som består af hvedeprotein. Eller også serverer værten noget ekstra grønt under hovedretten.
Rune-Christoffer Dragsdahl fra Dansk Vegetarisk Forening mener, det er positivt, at vi generelt blander os i, hvad hinanden spiser, men lige netop juleaften bør der være fokus på den gode stemning.
- Når vi sidder sammen om julebordet, er det ikke det rigtige tidspunkt. Man kan tage debatten på andre dage, men folk har ikke nogen udvej ved bordet, siger han.
Efterspørgsel på veganske varer
Foreningen har i år udarbejdet en guide til at sikre julestemningen samt opskrifter på eksempelvis paté og risalamande. Næste år vil de trykke en pjece med rådene.
- Det skal være alles fest, uanset om man får gæster eller selv er vegetar. Flere og flere lever vegetarisk, og derfor vil der være flere familier, hvor der sidder et medlem, der lever sådan, siger han.
Udsagnet bakkes op af en støt stigende interesse for vegetariske produkter i detailhandlen.
- Hvor vi for omkring 10 år siden havde 20 produkter, har vi nu over 200, og det er særligt gået stærkt inden for de seneste tre år. Der kommer årligt nye alternativer for vegetarer og veganere, og jeg er ikke i tvivl om, at de vegetabilske proteiner er en del af fremtidens køkken, har Coops analysechef Lars Aarup sagt til Kristeligt Dagblad tidligere på året.
Dansk Supermarked har desuden meldt ud, at de fra den 2. januar begynder at sælge en vegansk plantefars i samtlige 600 butikker.
Her ses Dansk Vegetarisk Forenings tips i en redigeret udgave - nederst i artiklen er et eksempel på en hel vegansk julemiddag.
Hvis det skal være helt vegansk - opskrift på et julemåltid
Thomas Eriksen, der også går under navnet Thomas Erex, står bag kogebogen 'Veganske Livretter'. Han kommer her med sit bud på julemad til veganeren.
Opskriften på mock duck og brunede kartofler kan laves i én pande på under en time. Det passer til to-fire personer alt efter mængden af tilbehør.
Ingredienser til brunede kartofler
1 kg kogte kartofler, pillede (evt. fra glas)
1 dl rørsukker
2 spsk. vand
30 g Naturli’ Smørbar
Ingredienser til mock duck med æble-/sveskekompot
(sukkerlage til overs fra de brunede kartofler)
2 dåser mock duck
2 små løg
3 æbler
150 g svesker uden sten
2 spsk. ahornsirup
3 rosmarin-kviste
2 kanelstænger
Saft af en halv citron
En god klat Smørbar
2 tsk sydesalt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Kog kartoflerne - og ikke for meget - hvis du ikke bruger kartofler fra glas. Pil dem, når de er kogt.
Start med at varme sukkeret og vandet langsomt på en non-stickpande. Varmen skal være over middel. Vent med at røre i det, til sukkeret er smeltet. Når det syder og bobler lidt, tilføjer du Smørbar. Lad det bruse af i den varme sukkermasse, og kom så kartoflerne i. Skru ned for varmen (under middel) og lad de små basser hygge sig i karamelbadet, mens det bobler let. Vent nogle minutter, før du vender kartoflerne og lader dem drukne fuldstændigt i massen. Når de er fedtet godt ind i karamel, tager du dem op i en ovnfast skål og holder dem lune i ovnen. Lad den overskydende karamel blive i panden (som stadig er på lav varme).
Åbn dåserne med mock duck og hæld lagen ud. Vi skal kun bruge hvedekødet.
Pil løgene og skær dem i halve ringe. Fjern kernehusene fra æblerne, og skær dem i tern på cirka 1 cm. Hak sveskerne groft. Tilføj mock duck, løg, æbletern, svesker, ahornsirup, rosmarinkviste, kanelstænger og citronsaft til karamelmassen. Bland det godt.
Skru op for varmen, og vent til det bobler og syder igen. Skru så ned på middel og dæk panden til med et låg eller en stor tallerken. Det skal småboble under låget.
Lad det stå med låg i 10-15 minutter, og rør rundt et par gange undervejs. Fjern så låget, tilsæt en god klat smørbar og lad retten småboble 5-10 minutter mere.
Drys med rigeligt salt og peber imens og smag til.
Server med traditionelt tilbehør som rødkål, kartofler, sovs, chips og kålsalat.