Årgang 0

Sådan holder 'Årgang 0'-pigerne jul i år

Rachel og Stephanie fra 'Årgang 0' får begge en lidt anderledes jul i år. Det afslørede de, da de ankom til 'De største øjeblikke' i Operaen.

Sidste år måtte Rachel tilbringe julen hos sin værtsfamilie i Argentina, mens Stephanie for første gang i mange år oplevede at fejre jul med begge sine forældre og alle sine fem søskende.

I år bliver julen dog noget anderledes for 'Årgang 0'-pigerne. Det afslørede de onsdag ved TV 2-showet 'De største øjeblikke' i Operaen i København.

- I år er mig og Isabella hos vores far juleaften, og næste år holder vi jul hos mor. Det er sådan på skift hvert år, sagde 17-årige Stephanie Van der Watt, da hun poserede i en sort pailletkjole på den røde løber i selskab med sin mor Christina og lillesøster Isabella.

Noget helt nyt for Stephanie i år er også, at hun skal fejre julen i nye omgivelser, da hendes far Christian og kæresten Ditte er flyttet i et hus, der ligger i Dianalund lidt uden for Slagelse. 

Her har Stephanie i øvrigt fået sin egen lille, separate ungdomsbolig, som hun og hendes far har bygget i haven.

Stephanie Van der Watt ankom sammen med mor Christina og lillesøster Isabella til 'De største øjeblikke'. Julen 2017 fejrer de to søstre sammen med deres far, mens Christina for første gang holder jul med sin kæreste gennem to år og hans familie.

Travl jul i Aabenraa

Rachel kom hjem fra Argentina for fem måneder siden. og efter at have været hjemme i Aabenraa i tre uger flyttede hun til Birkerød kostgymnasium, hvor også hendes bror, David, går.

Hun er nu hjemme på juleferie i Aabenraa, hvor hun dog ikke får lov til at ligge på den lade side:

- Jeg skal lave julemaden i år, afslører Rachel Ellebye, da hun ankommer på den røde løber sammen med sin bror og sine forældre. 

- Ja, for vi skal arbejde i julen. Jeg er jo præst, så jeg skal have gudstjenester hver dag, og Lars har vagt på apoteket juleaften og skal spille orgel i kirken dagen efter, fortæller Rachels mor, Theresia Treschow-Kühl.

For familien i Aabenraa bliver julen 2017 ekstra travl, da mor Theresia skal passe sine gudstjenester i Tarp Kirke i Sydslesvig, far Lars har vagt på apoteket, og storebror David skal lave lektier. Så Rachel må stå for at tilberede julemaden.

Det er dog ikke kun forældrene, som har travlt i juleferien, også storebror David får nok at se til.

- Jeg har fire opgaver for her i ferien, og de kommer til at tælle for 25 procent af mine karakterer, så der skal laves lektier. Jeg håber dog, at jeg får bare lidt tid til at holde jul sammen med resten af familien, lyder det fra David Ellebye.

GALLERI: Se alle de kendte ankomme på den røde løber til 'De største øjeblikke' 2017

Den tredje hovedperson i 'Årgang 0', Christian Elhauge, var ikke med til 'De største øjeblikke', men seerne kan glæde sig til et gensyn med den unge Aarhus-charmør  2. januar på TV 2.

I video-traileren øverst kan du få et smugkig på den nye 'Årgang 0'-sæson.

Sæson 18 af 'Årgang 0' har premiere tirsdag den 2. januar kl. 20.00 på TV 2 - og snigpremieren vises dagen før, mandag den 1. januar på TV 2 Play