Livsstil

Undgå at blive til grin på de sociale medier - her er de uskrevne regler

Du kan hurtigt træde folk over tæerne eller blive til grin på Facebook, Snapchat, Twitter eller Instagram.

Vi stiller os bagerst i køen i supermarkedet, gør plads til folk, der skal ud af toget, og dukker ikke op før tid, når vi er inviteret til middag.

Vores hverdag er præget af uskrevne regler, som vi følger blindt uden at tænke over det.

Etiketten findes i den grad også på de sociale medier, men etiketten på nettet er mere omskiftelig og kan derfor være svær at finde rundt i. Og så er den ikke mindst vidt forskellig fra platform til platform.

Normen ændrer sig løbende

Forleden kunne TV 2 fortælle, hvordan man kan virke sur, hvis man bruger almindelig tegnsætning i en sms- eller Messenger-besked, men hver af de sociale platforme rummer faldgruber, hvor man kan komme galt afsted.

Derfor har vi nederst i artiklen samlet en guide om etiketten på de forskellige sociale medier.

Men inden vi når så langt, har vi spurgt Nathalie Larsen, der er sociale medie-strateg og digital chef hos Lead Agency, hvordan de uudtalte kutymer egentlig bliver til.

- I begyndelsen er der som regel nogle first movers, der definerer, hvordan vi bruger den nye teknologi, men det er svært at sige, hvad der starter det, siger hun.

I dag er det atypisk at skrive på nogens væg, og derfor er det blevet kikset

Nathalie Larsen, sociale medier-strateg og digital chef hos Lead Agency

Samtidig gør hun det klart, at de sociale medier er under løbende udvikling, og at der både kommer nye funktioner og kutymer til.

- I begyndelsen skrev vi på hinandens vægge på Facebook. Dengang kunne man hverken tagge eller skrive privat til hinanden, men da Facebook tilføjede de funktioner, flyttede aktiviteten sig. I dag er det atypisk at skrive på nogens væg, og derfor er det blevet kikset – med mindre de har fødselsdag, siger Nathalie Larsen, der dog understreger, at hver generation har forskellige kodekser.

Kodekser kan begrænse

Ifølge Nathalie Larsen risikerer man sjældent mere, end at andre trækker på smilebåndet, hvis man overtræder nogle af de uskrevne regler, men det kan også føre til, at venner og bekendte stopper med at følge dig.

Frygten for de sociale kodekser i sig selv kan dog også være ekskluderende, fortæller hun.

- På den danske brugerbase på Twitter er der nærmest et Twitter-politi, der retter dig, hvis du gør noget forkert. Det kan gøre det enormt grænseoverskridende at forsøge sig på dette medie, men det kan samtidig give noget kvalitet, at det kræver noget ekstra at være med.

Den oplevelse har 28-årige Betina Spurr Bechmann Nielsen følt på egen krop. Hun har været en af first moverne på en række sociale medier og har blandt andet stået for Cults Snapchat-konto.

Da hun for fem år siden begyndte at bruge Twitter, oplevede hun lige netop den begrænsning, Nathalie Larsen fortæller om.

- I starten lurepassede jeg lidt og holdt øje med, hvordan folk gjorde. Jeg skrev ikke så meget selv og kommenterede mest andres opslag, fortæller Betina Spurr Bechmann Nielsen, der i dag har skrevet næsten 11.000 tweets.

Har du lyst til at komme i gang med et nyt medie, eller vil du sikre dig, at du ikke gør dig selv til grin på de sociale medier, så læs med herunder, hvor TV 2 i samarbejde med Nathalie Larsen og Betina Spurr Bechmann Nielsen har lavet en oversigt over nogle af de uofficielle dos og don’ts, der findes på de sociale medier.

Uskrevne regler på sociale medier

  1. Facebook

    Facebook er et af de steder, hvor alderen har størst betydning for de sociale kodekser. Alligevel er der nogle regler, der er bredt funderede.

    Venner:
    På Facebook er det normen, at man kender dem, man er venner med. Send derfor kun venneanmodninger til folk, du kender.

    Det er i orden at slette venner, du ikke længere har kontakt med. Du behøver ikke at lave et opslag om, at du nu rydder op – så gør du en unødigt stor sag ud af det.

    Hvis du skriver til folk, så skriv direkte til dem på Messenger. Kun på fødselsdage eller ved andre store begivenheder er der kutyme for at skrive offentligt på væggen. 

    Billeder:
    Spørg om lov, før du tagger venner og bekendte på billeder.

    Læg gerne feriebilleder op, men udvælg de bedste. Der er ikke mange, der er interesserede i at se samtlige billeder fra dit feriealbum.

    Det er god stil at like venners billeder, men kun de nyeste. Liker du et billede, der er flere år gammelt, virker du som en stalker.

    Private oplysninger:
    Efterhånden er det blevet umoderne at være en oversharer, der deler for meget af sit privatliv. Overvej derfor, om du vil dele din civilstatus, og lad være med at lave clickbait-agtige opslag a la: ”Det er da utroligt, at man ikke kan stole på folk...”

    Begivenheder:
    Det virker måske ikke så bindende at trykke ’Deltager’, når din veninde inviterer dig til fødselsdag på Facebook, men en tilmelding på Facebook er lige så bindende som enhver anden aftale.

  2. Instagram

    Følgere:
    På Instagram er man ikke ’venner’ med folk, men man ’følger’ dem. Du kan altså godt følge en, der ikke følger dig, og du kan ikke altid forvente at få et follow tilbage.

    Det er god stil at følge dine venner, men det er også i orden at unfollowe igen, hvis de lægger uinteressante ting op. Som regel skal der dog en del til, da nogle kan blive fornærmede.

    Indhold:
    Med mindre du er blogger, så drop Instagram-klichéerne med mad og fødder. Tænk på, at dine billeder skal give andre noget.

    Likes:
    Likes sidder løsere på Instagram, end de gør på Facebook. Vær derfor ikke nærig med dine likes.

    Hashtags:
    Dine billeder bør følges af omkring en håndfuld hashtags. Overdriv dog ikke brugen, og lad være med at bruge hastags som #like4like og #danishgirl, der tydeligvis kun er til for at give flere likes. 

    Emojis: 
    Husk på, at dit opslag ikke bliver mere sjovt, alene fordi du bruger emojis - og slet ikke fordi du bruger mange ens af dem efter hinanden. Brug i stedet dine emojis med omtanke. 

  3. Messenger

    Svartid:
    På Messenger er det muligt for afsenderen at se, hvornår modtageren har læst beskeden. Derfor er det kutyme at lade være med at åbne en besked, til man har tænkt sig at svare på den.

    Emojis:
    Hvis man bruger normal tegnsætning i beskeder på Messenger, kan man nemt opfattes som sur. På Messenger bruger man mere løs tegnsætning og langt flere emojis end ellers.

    Pas dog på med, hvilke emojis du bruger. Hvis du skriver med folk, du ikke har et nært forhold til, bør du holde igen med hjerter, kyssesmileys og blinkesmileys. Disse indikerer kærlighed og flirt, og du risikerer ellers at overskride folks intimsfære. Det svarer lidt til kram i den virkelige verden – nogle er til det, andre er ikke. 

  4. Twitter

    Følgere:
    Twitter er styret af fælles interesser. Derfor forventes det ikke, at du følger dine venner, og at de følger dig. Følg derimod nogen, der tweeter om de ting, du interesserer dig for – så får du den bedste oplevelse.

    Indhold:
    Twitter er til samfundsrelevante og sjove opslag. Her bliver du nemt til grin, hvis du deler et billede af aftensmaden eller en privat historie – det er bare ikke den rigtige platform at gøre det på.

    På Twitter er der strenge koder for, hvad man gør, og hvad man ikke gør, og folk er hurtige til at pointere det, hvis man gør noget, der er atypisk. Et råd er derfor at se Twitter lidt an, inden man selv begynder at tweete.

    Når du først har lavet et tweet, forventer folk desuden, at du svarer, hvis de kommenterer på det.

    Hashtags:
    På Twitter er hashtags altafgørende, da dit tweet ellers ofte bare vil blive opfattet som larm i mængden af opslag. Sørg derfor for at tilføje et kvalificeret hashtag til dit tweet – allerhøjest to. Undersøg på forhånd, hvilke hashtags der bruges om emnet.

    Når du tweeter om nogen, der også er på Twitter, er det dårlig stil ikke at tagge dem. Det svarer lidt til, at du offentligt bagtaler dem. 

  5. Snapchat

    Det er meget forskelligt, hvordan Snapchat bruges fra gruppe til gruppe, men der er et par regler, der synes at være gældende for alle.

    Indhold:
    Ligesom på Instagram bør man ikke spilde folks tid. Send noget, der giver folk et eller andet – for eksempel et grin.

    Snapchat er ikke så poleret som Instagram, så lad være med at sende selfies konstant. Der må gerne være lidt mere kant og uperfekthed.

    Stories:
    Når du laver en story, har alle dine venner adgang til den i 24 timer. Derfor bør du ikke også sende den til folk – det virker for anmasende. 

Kilder: sociale medie-strateg Nathalie Larsen og Betina Spurr Bechmann Nielsen