Årgang 0

Husker du 'Årgang 0'-pigen Mathilde? Her fortæller hun om sit liv i dag

Mathilde Beuschau er et af de fem 'Årgang 0'-børn, der var med fra tv-seriens start. Hun beretter her, hvad der er sket, siden familien forlod serien.

Lillepigen med de store blå øjne, lyse lokker og charmerende smilehuller.

Sådan vil mange nok huske Mathilde Beuschau, som sammen med sin familie i København medvirkede i de første syv sæsoner af ’Årgang 0’ frem til 2007, hvor familien trak sig ud af serien.

Trods sit yndige ydre blev Mathilde Beuschau også kendt blandt seerne som en meget viljefast pige, der nægtede at spise kylling til risen, insisterede på at have klipklappere på ud i vandet og protesterede højlydt, når hun skulle rydde op efter sig.

- Det er mega sjovt at se, hvor meget temperament jeg havde som lille. Hvor meget jeg flipper ud. Det er sjovt at se, når man er 17, snart 18. Mit temperament er blevet meget bedre nu, siger Mathilde Beuschau til TV 2.

De store blå øjne og smilehullerne er der stadig. Håret er blevet så langt, at hun næsten kan sidde på det.

Men ellers har den populære ’Årgang 0’-pige efterhånden ændret sig så meget i løbet af de seneste 10 år, at det nok er de færreste, der ville kunne genkende hende, hvis de gik forbi hende på gaden. Hun er blevet en voksen og snart myndig kvinde, som er flyttet hjemmefra og passer både uddannelse, fritidsjob og kæreste.

For første gang siden hun forlod tv-serien, står Mathilde Beuschau nu frem i et filmet interview og fortæller, hvordan det går hende i dag.

Se video-interview med Mathilde Beuschau øverst i artiklen.

Kamp om kvadratmeterne

Som den første af de unge fra ’Årgang 0’ er Mathilde Beuschau officielt flyttet hjemmefra og bor sammen med sin kæreste Nick i hans fars hus. Det ligger dog kun få minutters kørsel fra hendes barndomshjem, murermestervillaen i Valby, som familien har boet i siden 2003.

Familien Beuschau - kendt fra 'Årgang 0'

Familien Beuschau medvirkede i ’Årgang 0’ fra 2000-2007.

Sygeplejersken Louise og webdesigneren Martin boede i de første år i en lejlighed på Østerbro, hvor de fik datteren Mathilde i 2000.

Knap to år senere fik Mathilde en lillesøster, Frederikke.

I 2003 flyttede familien til Valby, hvor de købte en murermestervilla med have. Og to år senere, i 2005, kom lillebror Rasmus til verden.

I 2010 blev familien forøget med efternøleren Alberte.

Hun og Nick lægger derfor ofte vejen forbi villaen på Danshøjvej. Typisk bliver det til et par gange om ugen.

- Mathilde ved jo, at der er mad på bordet klokken seks hver aften, siger Mathildes far, Martin Beuschau, med en kærlig stikpille til sin ældste datter.

Siden familiens exit fra tv-serien er der kommet endnu et medlem til Beuschau-familien, lillesøster Alberte.

Derudover har familien anskaffet en hund, en brun labrador retriever, Noah, som kun er et halvt år gammel, men allerede stor.

Det betyder, at der er kamp om kvadratmeterne i huset.

- Der er jo ret mange mennesker, når alle er samlet i huset. Vi er seks mennesker plus en hund. Så det fungerer meget fint for mig ikke at bo herhjemme, lyder det fra 17-årige Mathilde.

Nyder at se de gamle afsnit med familien

Selv om Mathilde Beuschau ikke er en aktiv del af ’Årgang 0’ længere, er hun glad for, at tv-serien giver hende mulighed for at få et tilbageblik på sin opvækst. Og hun nyder at se de gamle afsnit sammen med sine søskende og forældre.

Jeg synes, det er helt vildt fedt at have de optagelser

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

- Jeg synes, det er helt vildt fedt at have de optagelser, for det er mega sjovt at se sig selv som lille, hvordan vores familie var sammen, og hvordan huset så ud førhen. Det er bygget om nu, siger hun.

Mathildes knap to år yngre lillesøster, Frederikke, som hun delte værelse med i ’Årgang 0’, er nu 16 år og går i 1.g. De to søstre er nært knyttet til hinanden og har endda gennem et års tid været kolleger, mens de begge havde fritidsjob hos McDonald's.

- Mig og Frederikke snakker sammen på daglig basis. Mine andre søskende ser jeg, når jeg er herhjemme og spiser aftensmad. Men vi har alle fire et godt forhold og fungerer godt sammen. Vi skændes ikke så meget mere, konstaterer Mathilde Beuschau.

Lillebror Rasmus, som kun var omkring to år, da seerne sidst så ham, er 13 år nu. Han går meget op i fodbold, til stor glæde for far Martin, der endelig har fået en interessefælle i familien.

Familiens yngste medlem, Alberte, er nu syv år gammel og har dermed samme alder, som Mathilde havde i den sidste sæson, hun medvirkede i. De to ligner også hinanden meget.

Alberte har nu overtaget sine storesøstres værelse på villaens førstesal, mens Rasmus har fået sit eget domæne i en nybygget etage ovenover.

Har teenageliv ligesom de andre unge fra ’Årgang 0’

Mathilde Beuschau følger ikke fast med i ’Årgang 0’, men ser indimellem et afsnit på TV 2 Play.

Hun er Facebook-venner med de andre piger, som har været med fra seriens start, Rachel, Stephanie og Emma, og har derfor lidt føling med, hvad de oplever.

Mathilde kan da også genkende en del af deres liv fra sig selv.

- Det er rent teenageliv med fester og farver. Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem spejler mig i det. For det er selvfølgelig lidt noget andet, når man bor inde i byen, i forhold til når man mere bor på landet, siger hun.

Der er sket mange ting, som jeg ikke har haft lyst til skulle vises på tv

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

Personligt har Mathilde det godt med, at hun har kunnet holde sine ungdomsår for sig selv og udenom kameraernes fokus.

- Jeg havde ikke lyst til, at mit teenageliv skulle filmes på den måde. Der er sket mange ting, som jeg ikke har haft lyst til skulle vises på tv. Så jeg er faktisk rigtig glad for, at mine forældre meldte mig ud af det i en så ung alder, siger den tidligere 'Årgang 0'-stjerne ærligt.

- Nu kan jeg selv styre, hvor meget jeg har lyst til at være med. Jeg kan selv sige stop, konstaterer hun med hentydning til mediernes årligt tilbagevendende forespørgsler om interview.

Bliver sjældent genkendt i dag

Netop fordi Mathilde Beuschau har holdt sig væk fra offentlighedens opmærksomhed gennem de fleste af sine teenageår, er der sjældent nogen, der genkender hende som ’Årgang 0’-Mathilde i dag.

Fakta om 'Årgang 0'

Produktionsselskabet Easy Film fik over 300 henvendelser, da man i 1999 søgte efter ”gravide” familier, som ville have deres liv skildret på tv i de næste 18 år.

Fem familier blev udvalgt og havde kun dét til fælles, at de fik et barn i begyndelsen af år 2000.

’Årgang 0’ følger børnene til de bliver voksne, og er samtidig en fortælling om det danske samfund, mens det udvikler sig i begyndelsen af det 21. århundrede.

Christian i Aarhus kom først med i tv-serien i 2008 som erstatning for en af de oprindelige deltagere, Mathilde fra Østerbro. I 2016 trak Emma fra Tarm sig fra serien.

- Det er mange år siden, at jeg er blevet genkendt ude på gaden. Så har det været sammen med min mor, hvor folk har sagt: "Ah, det er dig, Louise fra ’Årgang 0’", og hvor jeg så har stået ved siden af. Men det er mange år siden, det er sket, lyder det.

Til gengæld er der mange fans af tv-serien, der har fundet frem til Mathilde Beuschaus Instagram-profil ved at google hendes navn på nettet.

- Det er ret tit, at folk kommenterer på mine billeder og for eksempel skriver: ”Vi kan godt huske dig fra ’Årgang 0’, I var sådan en sød familie”, eller, ”det var ærgerligt, at du forlod serien. Vi savner dig”. Men det er bare meget hyggeligt, synes jeg.

Udfordringer i skolen

I dag husker snart 18-årige Mathilde ikke meget fra tiden, hvor hun var med i tv-serien. Hun gik kun i 1. klasse, da hendes forældre tog beslutningen om at trække sig ud af dokumentarprojektet. Men hun erindrer dog effekten af at have haft et kamerahold efter sig, når hun var på skolen.

Det var ikke venner-venner. Mange af dem forsvandt, når kameraholdet ikke var der

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

- Der var et tidspunkt, hvor de skulle filme oppe på min gamle skole. Den skole, som jeg gik på frem til 8. klasse. Og jeg kan bare huske, at jeg fik tonsvis af venner. Men det var ikke venner-venner. Mange af dem forsvandt, når kameraholdet ikke var der. Så på det tidspunkt havde jeg svært ved at skelne, om de gerne ville snakke med mig, eller om de var der, fordi der var kameraer lige bag mig.

Efter at tv-kameraerne var forsvundet, blev hendes forhold til skolekammeraterne mere naturligt igen, og det var en lettelse for hende at vide, at de andre nu var sammen med hende for hendes egen skyld.

Alligevel røg hun ud i andre udfordringer i forhold til skolen, da hun nåede op i 8. klasse, hvor hun blev ramt af skoletræthed i udpræget grad.

- Jeg fik det bare sådan: "Det her, det gider jeg ikke. Jeg gider ikke gå i skole. Jeg synes ikke, det er sjovt. Det er meget sjovere at ligge derhjemme og spise pasta og se Netflix". For det kunne jeg jo godt finde ud af. Der skulle jeg ikke bruge hjernen. Så jeg valgte bare at blive hjemme, indrømmer Mathilde Beuschau og fortsætter:

Det gik op i hat og briller. For lærerne blev ved med at skrive, hvor jeg blev af

Mathilde Beuschau, tidligere 'Årgang 0'-barn

- Men det gik op i hat og briller. For lærerne blev ved med at skrive, hvor jeg blev af. Og mine forældre fandt selvfølgelig ud af det og sagde, at det gik ikke. Så det endte med, at jeg skiftede skole og kom over i Johannesskolen på Frederiksberg, hvor jeg startede i 9. klasse. Det er den bedste beslutning, mine forældre har taget for mig. Det var helt fantastisk at starte der, og lige pludselig ville jeg mega gerne gå i skole.

Glad for travlhed på McDonald's

Ligesom da hun var lille, har Mathilde Beuschau stadig svært ved at sidde stille ret længe ad gangen. Så hun har brug for at lave noget praktisk ved siden af skolearbejdet.

Siden marts 2016 har hun haft fritidsjob på McDonald's, og det har, udover at give ”gode penge", tilfredsstillet hendes trang til, at der skal være "gang i den”.

- Jeg kan virkelig godt lide, at der er travlt hele tiden. En vagt på otte timer føles som to timer, fordi der sker så meget. Jeg har både været i køkkenet, udleveret mad og stået ved kassen. Så der sker noget nyt, hver gang man er på vagt. Og jeg har fået nogle gode venskaber, fortæller Mathilde.

Da hun gik i 10. klasse, eskalerede arbejdsmængden dog så meget, at der ikke var meget tid til lektierne.

- Jeg arbejdede fire-fem gange om ugen efter skoletid og hver weekend. Det var bare sjovere at arbejde end at gå i skole, syntes jeg. Jeg har også arbejdet fuld tid de sidste to somre. Så det har fyldt rigtig meget. Men nu har jeg sagt op og har sidste vagt den 4. februar, konstaterer Mathilde, som nu i stedet er begyndt at træne noget mere fitness i fritiden.

Er begyndt på erhvervsuddannelse

I dag har Mathilde Beuschau slet ingen problemer med skoletræthed. I sommeren 2017 begyndte hun på EUX-linjen på Niels Brock i København. Det er en erhvervsuddannelse, der tager to år, hvorefter man kan vælge at læse videre eller komme i elevplads.

Undervisningsformen på skolen giver masser af frihed, og det passer hende rigtig godt.

- Der er meget frie tøjler på skolen. Hvis vi for eksempel bliver stillet en opgave om morgenen, må vi sætte os på en café eller et andet sted og lave den, bare vi afleverer den tre timer senere, eller hvornår der nu er deadline. Det er en rigtig god uddannelse for mig, fordi jeg så kan bevæge mig lidt mere. Jeg er ikke så god til at sidde stille, erkender Mathilde Beuschau.

Selv om fagene økonomi, organisation og matematik foregår på et lidt højere niveau end på en almindelig STX (alment gymnasium, red.), skræmmer det hende ikke. Tværtimod går det over al forventning.

- Vi har netop afsluttet eksamen, og jeg har fået okay karakterer. Det er nogle gode klassekammerater, jeg har, og en god skole. Så jeg er rigtig glad for at gå der, fastslår hun.

Drømmer om at blive politimand

Når Mathilde har valgt en erhvervsrettet uddannelse, hænger det til dels sammen med, at hun længe har haft en særlig drøm:

- Jeg vil gerne være politimand. Uddannelsen fanger mig bare meget, fordi det er et job, hvor man skal op og bevæge sig hele tiden. Jeg ved godt, at der også er meget kontorarbejde bag selve politiuddannelsen. Men det dér med at skulle ud og køre i bil og lave forskellige ting, det kan jeg godt lide, fortæller hun.

Af samme grund har hun også planer om at komme i elevplads, når de første to skoleår på Niels Brock er overstået.

- Jeg håber på at få en elevplads i Forsvaret. Sådan en kontor- og administrationselevplads, hvor man hjælper med at koordinere flyene og sådan noget. Det synes jeg lyder rigtig spændende, også fordi det lægger godt op til politiuddannelsen at have haft en elevplads i Forsvaret, slutter hun.

(Mathildes mor, Louise, medvirker ikke i video eller artikel, da hun havde vagt som anæstesisygeplejerske).

På grund af EM-håndbold vises sæsonens fjerde og sidste afsnit af 'Årgang 0' først tirsdag den 30. januar - men du kan se snigpremieren allerede nu på TV 2 Play.