Var det noget med en greenie? Sundhedseksperter gav gode råd til seerne

I TV 2-programmet ’Kan man spise sig rask?’ hjælper læge Pia Norup og ernæringsekspert Umahro Cadogan en række deltagere med forskellige kroniske sygdomme til at spise sig fri for deres symptomer.

Se snigpremieren på fjerde afsnit af ’Kan man spise sig rask?’ på TV 2 Play

Under en livechat på tv2.dk kom turen så til programmets seere, der fik mulighed for at skrive ind med deres undren. Med et fircifret antal spørgsmål var interessen overvældende.

Pia Norup og Umahro Cadogan nåede ikke at besvare dem alle, men nåede dog omkring alt fra juicekure til kosttilskud, samt sygdomme fra epilepsi til sklerose.

Desuden fik en heldig Red Bull-tørstig seer en opskrift på en let løsning til at få flere grøntsager indenbords i en travl hverdag med masser af transport.

Nemlig med såkaldt road food samt en grøntsagssmoothie, eller greenie, som kan blendes om morgenen og tages med på farten:

Road food

  • To håndfulde grønt/frugt og 1 håndfuld protein
  • Eksempelvis en salat med kylling eller lignende
  • Eller nogle gnavegulerødder og 1/3-1/2 dl mandler

God begynder-greenie

Blend følgende (hver morgen eller aften)

  • 3-4 dl frossen broccoli, spinat, ærter eller grønne bønner
  • 1 banan
  • 1/2 dl mandler eller andre nødder
  • 5-6 dl vand
  • Lidt vanilje
  • Evt. skyr eller proteinpulver for at få protein i

Blend det helt fint og cremet – så har du en ’grøn milkshake’.

Få desuden endnu en greenie-opskrift i videoen øverst i artiklen.

Læs flere spørgsmål og svar fra livechatten med Pia Norup og Umahro Cadogan nedenfor:

Spørgsmål

Helle Wiese:

Hej, jeg har siden 1. Januar spist langt mere plantebaseret og juicet 2 måltider om dagen. Vil I anbefale at få grøntsagerne i juice form. Eller er det bedre at spise dem? Mvh. Helle

Svar:

Kære Helle

Tak for godt og relevant spørgsmål. 

Dét at juice sine grøntsager er en god måde for mange at få nogle af sine grøntsager på. Men man får jo ikke fibrene med, så vi anbefaler altid OGSÅ at få dem i "ikke-juicet" form. Altså man må ikke indtage alle sine grøntsager som juice! Men hvis man f.eks. har fordøjelsesvanskeligheder, kan det være nemmere optageligt at juice end at spise rå grøntsager. Her er det dog også en mulighed blot at dampe/koge/bage grøntsagerne lidt, eller lave grøntsagssupper, så det bliver lettere fordøjeligt. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Susanne Hjarbæk:

Jeg er desværre ramt af hjernerystelse i juni 2017. Har døjet med det siden. Har læst at kosten kan have stor betydning. Hvad skal jeg mest fokusere på?

Svar:

Kære Susanne,

Tak for at skrive.

Men øv med senfølger.

Kosten går en markant forskel for nogle.

Fokuser på en kost rig på grøntsager, bær, sunde proteinkilder, omega-3 fedtsyrer, sundt fedt i det hele taget og der ikke giver for store udsving i blodsukkeret.

Nogle mærker at koffein og tilsat sukker påvirker dem kraftigt.

Og i forhold til specifikke næringsstoffer, så tænk magnesium, D-vitamin, omega-3 fedtsyrer, B-vitaminer og kreatin (der normalt bruges i sportsverdenen).

Mærk også efter om det gør en forskel at få spist regelmæssigt.

Og så husk målrettet genoptræning af hjernen, hvor du skal udfordre dig selv lidt, men ikke for meget.

Det er fint med 5-10 minutter med aktiviteter, der føles hårde. Men ikke for meget tid længere end det.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Tina:

Må man spørge om personerne i programmet kun ændrede kost og motion, eller om de også fik kosttilskud?

Svar:

Hej Tina,

Tak for godt spørgsmål. De forskellige deltagere tog forskellige kosttilskud afhængig af deres situation. Udfra deres symptomer og deres blodprøver gav vi alt fra generel multivitamin, D-vitamin, magnesium, fiskeolie, omega 3 tilskud til mælkesyrebakterier, men det var på ingen måde en erstatning for at få det gennem kosten, men et tilskud oveni den sundere kost. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Cecilie Ussing:

Hej Jeg vil rigtig gerne vide om der er nogle bestemte kostråd i forhold til sygdommen sclerose. Jeg vil nemlig rigtig gerne hjælpe min mormor af med de daglige smerter hun døjer med, da hun ikke selv helt tror på at sund kost måske kan helbrede hende. Kh Cecilie

Svar:

Kære Cecilie (og alle jer andre der har spurgt om sclerose),

Der er patienter der oplever, at kosten gør en forskel.

Nogle har glæde af Swank-diæten.

Nogle har glæde af at følge Wahls-diæten.

Scleroseforeningen har selv været åbne om at samle deres medlemmers erfaringer med kosten.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Tom:

Hej, Vores datter har for nylig fået konstateret abscence epilepsi. Er der i den forbindelse nogle madvarer eller andet, som er mere gavnlig i forhold til hendes sygdom? Mvh Tom

Svar:

Kære Tom,

Tak for at skrive.

Nogle har gavn af en ketogen kost ved epilepsi.

D.v.s. en kost næsten uden kulhydrater, med ret meget fedt og en kontrolleret mængde protein.

Så går man i ketose, hvor noget fedt omdannes til ketonstoffer, der ser ud til at have en stabiliserende effekt på hjernefunktionen ved f.eks. epilepsi.

Det er dog en specialistopgave, så der skal I konsultere en diætist e.l. der er uddannet i ketogenkost til børn med epilepsi.

For der skal jo også være dækket ind med næringsstoffer til vækst og udvikling, samtidig med, at der er en masse normale fødevarer, der udelukkes.

Og der findes også beskrevne tilfælde af epilepsi forbundet med udiagnosticeret cøliaki (arvelig betinget glutenoverfølsomhed), så det skal der også tages højde for.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Mette :

Kan man få fedt % ned, ved at holde sig til kalorieunderskud med usundt fedt eller må man kun spise sundt fedt?

Svar:

Hej Mette

Det kan man i princippet godt, altså tabe sig ved at spise kalorieunderskud med usundt fedt. Men det er ikke sundhedsfremmende på nogen måde, nærmere tværtimod. Vores mål er at spise så sund og nærende en kost som muligt, der giver en funktionsdygtig krop, ikke en tynd (usund) krop. Hellere sund og stærk og rask og et højere BMI end et lavt BMI men usund kost, der måske endda giver symptomer og kan mærkes fysisk.

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Pernille Lillgreen Lund:

Hej med jer Har lige set jeres program for anden gang, og det er jo helt fantastisk med de resultater! Jeg har selv haft lavt stofskifte i forbindelse med mine graviditeter, og har næsten lige fundet ud af, at jeg har antistoffer og dermed hashimoto. Jeg har ikke helt forstået det endnu, men er igang med at lære det at kende. Mine værdier er vist fine nok lige nu, men jeg er lidt bekymret for min fremtid, og hvad sygdommen kan gøre på sigt. Jeg har en lidt svært ved at koncentrere mig og huske ting, og jeg skal igang med at læse til lærer, så det er jeg lidt bekymret for, og vil gerne gøre hvad jeg kan. Jeg har ikke taget på, men derimod tabt mig, hvilket jo ikke er det typiske billede af lavt stofskifte. Jeg er lidt i tvivl om, hvilket spørgsmål jeg skal stille for jeg har rigtig mange. Jeg har hørt at kardio og styrketræning især er godt i forhold til stofskifte. Kan I bekræfte dette? Jeg tager pt ikke medicin, men er i tvivl, om jeg burde få et eller andet for at sænke det, at min krop ødelægger min skjoldbruskkirtel. Kan I fortælle mig, om der er noget jeg virkelig bør spise samt hvilke mængder det bør være minimum. Og også hvilke ting jeg bør undgå? Puh ha, det var meget. Håber, at det er til at overskue. Mange hilsner fra Pernille

Svar:

Kære Pernille,

Tak for at skrive.

Nogle oplever at kosten kan hjælpe ved Hashimoto's, men det udelukker ikke evt. behov for stofskiftemedicin.

Sund kost er et godt sted at starte.

Nogle oplever også at det at udelukke gluten gør en forskel. Også selvom de ikke har cøliaki.

Men det er ikke alle.

Nogle af de næringsstoffer, der er vigtige for skjoldbruskkirtlen og der måske kan påvirke Hashimoto.

  • Selen
  • Jern
  • Zink
  • A-vitamin
  • D-vitamin
  • Omega-3 fedtsyrer.

I forhold til træning, så er træning godt for forbrændingen.

Men træning kan ikke direkte påvirke stofskifte (udover svær overtræning, der kan give midlertidigt nedsat stofskifte).

Men husk at evnen til at restituere kan være lavere ved lavt stofskifte, så man ikke altid kan tåle samme træningsmængde som tidligere.

Så hellere gå lidt konservativt til værks og mærke efter, at der ikke bliver overtrænet.

Så kan man altid øge træningsmængden og -volumen med tiden.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Lotte:

Hej Pia og Umahro. Hvilken kost er vigtig, hvis man har for højt blodtryk og er der kost der kan påvirke stofskifte. Mvh. Lotte

Svar:

Kære Lotte

Nitrat holdige grøntsager som rødbeder og blegselleri er rigtig gode til at sænke blodtrykket, da nitrat omdannes til nitrit og herefter kvælstofoxid, som afslapper karrene. Der er lavet en del studier på rødbede og det ser ud til at have en påviselig effekt på blodtrykket at drikke f.eks. 1 glas rødbedejuice dagligt. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Helle Kristoffersen:

Hej Har lige en enkelt og spørgsmål til. Hvorfor anbefaler i ikke økologisk mad til deltagerne?. Mvh Helle

Svar:

Hej Helle

Vi har jo generelt den holdning, at økologiske madvarer er anbefalelsesværdige. Men i dette program var der nogle helbredsmæssige udfordringer, som vi først tog os af, f.eks. at få flere grøntsager på tallerknen,og så kom det længere inde i processen at justere grøntsager og andre madvarer til økologiske. For dem, der var klar til det, og havde muligheden for det, var det bestemt godt at gøre.

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Maria:

Jeg har haft nældefeber i 3 år og får antihistamin hver dag. Jeg har prøvet at undvære det, men det går ikke for i løbet af et par dage bryder nældefeberen ud og jeg får voldsomme udbrud og hæver op, også i munden. Hvad kan jeg gøre selv? Jeg har ikke rigtig en fornemmelse af om der er noget der gør det værre eller bedre. Jeg prøvede en gang en juicekur i 30 dage og der kunne jeg nøjes med en halv antihistamin hver anden dag. Men sådan kan man jo ikke leve altid

Svar:

Kære Maria,

Hvis en juicekur gjorde en forskel, så er der to ting, der kan have været på spil:

1. Du reagerer på noget du spiser (måske ikke en ting, men flere ting)

2. Du spiste jo sundere i den forstand, at du fik masser af grøntsager, holdt energiindtaget normalt og undgik en del usunde ting.

Et sted at starte, er at skrue virkelig op for indtaget af grønt + bær + frugter. Det vil også ofte resultere i, at du automatisk spiser mindre usundt, men hvor fokus er på det sunde og gode, fremfor det "forbudte".

Meget tyder på at tarmfloraen spiller en rolle.

Der vil en kost rig på planter og fibre være godt.

Fermenterede fødevarer er også en god ide.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Kasper Rasmussen:

Hej Pia og Umahro. Jeg kan godt indtage op mod 1 L Cola i løbet af en aften med computerspil. Hvor hurtigt sker ændringer i blodsukkeret ved indtagelse af fx. læskedrikke og hvor længe vil blodsukkeret være påvirket efter indtagelse af meget sukkerholdige madvarer? Er det nok bare at undgå de sukkerholdige ting eller er det nødvendigt aktivt at opsøge madvarer som sænker blodsukkeret?

Svar:

Kære Kasper,

Tak for at skrive.

Blodsukkeret vil nok blive påvirket ret hurtigt efter 1 L cola (med mindre du træner mange timer hver dag).

Hvor lang tid bagefter, det kommer an på hvad du ellers har spist, hvor fysisk aktiv du er og hvor god form du er i.

Men regn med, at der er påvirkning i i alt fald nogle timer.

Som et eksempel, så har jeg været med til at "teste" Thomas Rode, hvor han gik med til at spise et helt franskbrød med smør, honning og Nutella én masse.

Normalt har han etvirkeligt stabilt blodsukker.

Der gik ikke lang tid, før hans blodsukker var over 10 og vi blev nød til at have ham i bevægelse (træning og gå) i omkring 5 timer, før hans blodsukker faldt og forblev normalt bagefter.

Og han er i virkelig god form i forvejen.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Dorthe Morratz:

Hvilke opskrifter spiste Ernst efter?

Svar:

Kære Dorthe

Ernst spiste faktisk ikke efter nogen opskrifter. Det var der ingen af deltagerne der gjorde. Og det er en hjørnesten i vores tilgang, at man selv tager ansvar for at finde ud af hvordan man skal ændre sin kost og selv finder frem til hvad man kan lide udfra de målsætninger vi har givet rent næringsmæssigt. 

Så Ernst fik at vide, hvor mange kostfibre han skulle have, hvor lidt sukker, hvor meget mættet/umættet fedt osv. og så tastede han sin mad ind i et kostregistreringsprogram, og så havde vi sammen en proces, hvor vi løbende justerede i hans kost, så han kunne nå de mål, vi satte for ham. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Jan Ejlertsen:

Har et fysisk arbejde men tyer meget til red Bull og købe mad til at få sukkeret til at give boostet. Mangler seriøst nogle idéer til sund mad da jeg samtidig kører meget i bil. Der må være noget ud over broccoli og blomkål i denne verden der kan få en grønsags-begynder som jeg ville kunne få ned. Håber I kan hjælpe

Svar:

Kære Jan,

Et godt sted at starte, er at få grøntsager i en nem version.

En greenie (grøntsagssmoothie) vil være et godt startsted.

Blend følgende (hver morgen eller aften)

  • 3-4 dl frossen broccoli, spinat, ærter eller grønne bønner
  • 1 banan
  • 1/2 dl mandler eller andre nødder
  • 5-6 dl vand
  • lidt vanilje
  • evt. skyr eller proteinpulver for at få protein i

Blend det helt fint og cremet.

Så har du en "grøn milkshake".

Hvis du er meget i bil, så gå efter "road food", der er 2 håndfulde grønt/frugt og 1 håndfuld protein, f.eks. en salat med kylling e.l. eller nogle gnavegulerødder og 1/3-1/2 dl mandler.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Amalie Gjørret:

Hej, Jeg så jeres program i sidste uge, og har selv fået konstateret PCO og blev faktisk lidt skuffet da man aldrig fandt ud af hvad hun skulle spise for at hjælpe imod sygdommen, så måske jeg kunne få et fif eller to?:-) Mvh Amalie

Svar:

Kære Amalie,

Tak for godt spørgsmål om PCOS. Da der kan være insulinresistens i varierende grad involveret i PCOS, er det først og fremmest vigtigt, at du reducerer indtagelse af sukker og får dit langtidsblodsukker ned. Jill skulle primært arbejde med at øge sin generelle sundhed, da hun spiste mange sukkerholdige madvarer. Og som altid skal man øge mængden af grøntsager i alle former og bevæge sig dagligt, som det bedste grundlæggende sundhedsråd. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Pernille:

Anti inflammatorisk kost hvad kunne det fx være? Tak for super program Mvh Pernille

Svar:

Kære Pernille,

Tak for godt spørgsmål. 

Anti-inflammatorisk kost er en bred og farverig blanding af grøntsager, bær og frugter samt sunde fedtstofkilder såsom avocado, fisk og nødder, mandler, frø og kerner. Også gode olier som hørfrøolie f.eks. Det er også vigtigt at leve anti-inflammatorisk, dvs. for eksempel at bevæge sig dagligt og have god og tilstrækkelig søvn. Og det man skal spare på er sukker, usundt fedt og alt det processerede mad, der i overflod ikke gavner anti-inflammatorisk proces.

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Birthina christensen:

Hej med jer i to søde! Jeg er undervægtig, (54år, 45,9 kg, 160 høj). Jeg har en svær lungesygdom med meget lav lungekapacitet og forhøjet blodtryk. Er der noget jeg kan spise, som kan hjælpe og afhjælpe min krop. Vil rigtig gerne tage på . Jeg lever sundt. Kærligst Tina

Svar:

Kære Tina,

Du skal have godt med protein i forhold til muskelmassen.

D.v.s. mindst 1,25 gr pr kg kropsvægt.

Kreatin, der normalt bruges til "sports-bøffer" kunne også være en ide. Tag 3-5 gr dagligt.

Et tilskud af fiskeolie oplever nogle, kan lindre ved forskellige lungesygdomme.

Og få en overordnet sund kost med masser af grøntsager + bær + frugter og sundt fedt.

I forhold til blodtrykket, kan du afprøve at spise rødbeder og drikke rødbedejuice hver dag. Og andre grøntsager med en del naturligt nitrat, såsom spinat, persille og alle de grønne blade og kåltyper.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Helle Kristoffersen:

Jeg fangede ikke lige den der med diabetes. Der var noget med sukkerarter i maden?. Betyder det at man med diabetes, også skal passe på med sukkerarter i grøntsager?. Tak for et godt program. Mvh Helle

Svar:

Kære Helle

Tak for godt spørgsmål. 

Ja, sukkerarter som Ernst blev guidet efter, er alle sukkerarter i al hans mad, også de sukkerarter der er i grøntsager og frugt og bær. Dem må man selvfølgelig godt få, men når man har sukkersyge er det dog vigtigt at det samlede sukkerindtag holdes nede, selvom det er fra de sunde kilder. 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Amino Sayid Ahmed:

Hej Umaroh Min søn har diabetes type I. Han har insulin pumpe og har ikke går sport spiller Computer spil . Jeg lever mad men ikke som jeg set dokumenter. Han er 18år og konstaterer Diabetes da han var 10år. Hvilket kost han vil spise. Mvh Amino Ahmed

Svar:

Kære Amino,

Det vil være godt for din søn at komme i gang med at bevæge sig.

Alle afarter af motion og træning og bevægelse vil være godt.

Og en generelt sund kost.

Den T-tallerken alle deltagerne i programmet startede med (50% grøntsager + bær + frugter, 25% sundt protein og fedt, 25% stivelsesholdige fødevarer i form af bælgfrugter, kartofler, fuldkorn o.s.v.).

Så 2 håndfulde grønt + bær + frugter, 1 håndfuld magert protein + lidt sundt fedt og 1/2-1 håndflade stivelsesholdige fødevarer til hvert hovedmåltid.

Og skær ned på eller farvel til slik, sodavand o.s.v.

Sørg for at være dækket ind med D-vitamin, omega-3 fedtsyrer, magnesium og krom, da de er vigtige for blodsukkerreguleringen.

KH,

Umahro

Spørgsmål

Emma:

Hej. Jeg har et spørgsmål til jer. Min vægt er som den skal være, i forhold til min alder og min højde. Min fedtprocent er dog for høj. Har i nogle gode tips til at få den reduceret?

Svar:

Hej Emma

Tak for godt spørgsmål. Det er jo vigtigt for ens helbred og sundhed og trivsel, at fedtprocenten ikke er for høj. Hvis man gerne vil nedbringe sin fedtprocent (uanset om den forhøjet mens man er slank eller overvægtig), handler det om at spise sundt,- dvs. masser af grøntsager, mindre sukker især tilsat sukker, mindre hurtig mad og bedre måltider, masser af kostfibre og sunde proteiner og fedtstoffer. Men det handler OGSÅ rigtig meget om at bevæge sig. Bevæg dig hver dag, og min. 3 gange om ugen intensiv træning. 

God fornøjelse, 

Mange hilsner

Pia

Spørgsmål

Frøken L:

Hvilke fødevarer er gode at indtage i forhold til at opnå graviditet, hvis man er normalvægtig, dyrker regelmæssig sport og følger sundhedsstyrelsens anbefalinger før graviditet?

Svar:

Du er allerede godt kørende, hvis du motionerer, er normalvægtig og er overordnet sund.

Sørg for at få kost der minder om T-tallerkenen, vi har fortalt om (50% grøntsager + bær + frugter, 25% protein samt sundt fedt, 25% stivelsesholdigefødevarer, såsom kartofler og fuldkorn).

Noget antyder, at en kost og livsstil med færre miljøgifte, måske kan være gavnligt for fertiliteten.

Sørg for at være dækket ind med D-vitamin, omega-3 fedtsyrer, magnesium og B-vitaminer.

KH,

Umahro