GO'

22-årig skar i sig selv – nu får hun hjælp til at dække arrene

Tatovør Kinga Ewelina tilbyder tidligere selvskadere at få dækket deres ar – helt uden omkostninger.

Nanna Hvitfeld Leys tilværelse ændrede sig drastisk, da hun var ung teenager. Hendes forældre blev skilt, hendes familie flyttede fra hinanden, og hun selv måtte starte på en ny skole.

- Jeg havde en slem depression, og jeg har også angst og borderline. Det hele ramlede, fra jeg var 14 år, til jeg var 17. På trods af at jeg havde en kærlig og støttende familie, var jeg fanget i et tomrum og havde en smerte, som jeg ikke kunne få ud. Ved at skære i mig selv kunne jeg overdøve den smerte, fortæller Nanna Hvitfeld Ley i ’Go’ morgen Danmark’.

I dag er hun 22 år og har ikke skåret i sig selv i fem år, men alligevel bliver hun mindet om den dystre periode af sit liv hver eneste dag.

For en række ar på rad og række lyser op på hendes venstre underarm.

Næsten ti procent

Nanna Hvitfeld Ley er langt fra den eneste, der har ar efter cutting eller andre former for selvskade.

I en stor undersøgelse, som Center for Ungdomsforskning stod bag i 2010, fortalte 8,9 procent af de unge mellem 15 og 24 år, at de mindst en gang havde gjort skade på sig selv.

I en del år skjulte Nanna Hvitfeld Ley sine ar under lange ærmer, men de sidste par år har hun ladet dem få mere luft.

Alligevel var der noget, der fangede hende, da hun forleden så et opslag på Facebook.

400 ubesvarede beskeder

- Har du gjort skade på dig selv i form af cutting og vil gerne ha’ det dækket?

Sådan starter Kinga Ewelina opslaget på sin Facebook-side. Hun har gennem de sidste år set en hel del selvskade-ar i sit job som tatovør, og det har givet hende en idé.

Hun vil hjælpe tidligere selvskadere med at dække deres ar med en tatovering – kvit og frit.  

Derfor skrev hun et opslag, hvor hun fortalte om sit projekt, som hun kalder Battle Scars, og det fik folk til tasterne.

- Lige nu har jeg 400 ubesvarede beskeder i min indbakke, fortæller Kinga Ewelina, der har sat tid af til at lave en tatovering om ugen efter arbejdstid.

- Jeg gør det jo gratis i min fritid, så jeg kan desværre ikke nå at tatovere alle, selv om det er nederen at skulle sortere nogle fra, siger hun.

Skal stadig kunne ses

Nanna Hvitfeld Ley er en af dem, der har fået plads i Kinga Ewelinas travle kalender, og de to mødtes lørdag i ’Go’ morgen Danmark’.

Her blev Nanna Hvitfeld Ley tatoveret live i studiet, og selv om hun koncentrerede sig om at udholde smerten fra tatoveringsnålen, der langsomt skitserede en rose, havde hun også overskud til at svare på spørgsmål fra værterne.

Hun fortalte blandt andet, at tatoveringen ikke skulle skjule arrene fuldstændigt.

- Jeg vil bruge tatoveringen til at sætte et punktum i min historie. Den skal signalere, at jeg er kommet videre, men jeg skal stadig acceptere, at jeg har været der, hvor jeg var, og derfor skal arrene stadig være der en lille smule, siger Nanna Hvitfeld Ley.

Herunder kan du se, hvordan Nanna Hvitfeld Leys arm ser ud med og uden tatovering.

Sådan så Nanna Hvitfeld Leys arm ud, inden hun blev tatoveret.
Og sådan kom den til at se ud.