Årgang 0

'Årgang 0'-Stephanie fylder 18: Holder stor fest med far i baren

Stephanie Siguenza van der Watt fylder i dag 18 år - og på lørdag markerer hun dagen med en stor fest.

Som den første af de unge fra 'Årgang 0' runder Stephanie Siguenza van der Watt i dag, torsdag den 25. januar 2018, 18 år.

Festen venter hun dog med at holde til på lørdag, men her er der til gengæld også festivitas for alle pengene.

- Vi har lejet et lokale i Slagelse, hvor vi om formiddagen holder noget brunch for familie og venner, og så hen ad aftenen har jeg inviteret rigtig mange af mine venner til en kæmpefest, vi bliver nok omkring 45 i alt, siger Stephanie Siguenza van der Watt til TV 2.

Hun afslører desuden, at der er Hawaii-tema til festen, og at gæsterne derfor forventes at ankomme i farvestrålende gevandter.

- Vi er jo lidt skøre i vores familie, som hun siger.

I videoklippet øverst kan du se Stephanies udviking fra barn til ung.

Far bag baren

Som altid når Stephanie holder fest, er hendes far, Christian van der Watt, involveret i planlægningen.

- Min far har arrangeret, at der kommer én og spiller musik. Og så laver vi en bar, som min far står for, fortæller Slagelse-pigen videre om far Christian, der også tidligere har shaket drinks, når hun har holdt fødselsdag. Blandt andet ved hendes 16-årsfest, som blev holdt i kælderen i familiens forrige hus.

Hvordan Stephanie bliver fejret på selve fødselsdagen, har hun endnu ikke lagt planer for.

Men mon ikke hun er blevet vækket på sengen af sin far, hans kæreste, Ditte, lillesøster Isabella og lillebror Tristan med sang og flag, som hun blev det ved sin 17-årsfødselsdag? Senere på dagen vil det så være mor Christina og Stephanies øvrige tre lillebrødres tur til at fejre hende.

Stephanie er nu "flyttet hjemmefra" og bor i et selvbygget anneks i haven ved familiens nye hus i Dianalund lidt uden for Slagelse. Her har hun og Isabella fået hver sin lille lejlighed med egen indgang.

Stephanie (t.v.) er den første af trekløveret fra 'Årgang 0', der kan fejre sin 18-års-fødselsdag. Hun ses her sammen med Christian og Rachel.

Snart slut med 'Årgang 0'

18-årsfødselsdagen markerer samtidig, at det snart er ved at være slut med dokumentarserien 'Årgang 0', som har fulgt blandt andre Stephanie helt fra fødslen i år 2000.

I år laves de sidste optagelser til serien, og det betyder, at den allersidste sæson af serien vises til januar næste år.

- Det er selvfølgelig lidt vemodigt, at man ligesom skal sige farvel til det. Men samtidig er det også lidt en lettelse, at det er ovre, så man kan være sig selv og ikke længere skal spekulere på, hvornår de kommer og filmer igen. Så det er sådan med lidt blandede følelser.

Sådan sagde Stephanie, da hun blev interviewet på løberen ved TV 2-showet 'De største øjeblikke' i december sidste år.

Her fortalte hun også, at hun efter sin HF - om halvandet år - overvejer at læse til folkeskolelærer eller et andet fag, hvor hun kan have med børn at gøre. Måske vil hun prøve at arbejde som vikar først. Derimod har hun skrinlagt sin drøm om at blive journalist.

Fjerde og sidste afsnit af den næstsidste 'Årgang 0'-sæson vises tirsdag den 30. januar klokken 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.