Sådan er det gået deltagerne i ’Kan man spise sig rask?’
Få eksperternes bedste råd til selv at skabe en sundere livsstil – og holde fast i den – nederst i artiklen.
En pille i munden, gardinerne trukket for og så ellers ligge helt stille, mens smerten sætter ind mellem tindingerne.
Igennem 28 år har Susanne Abildgaard op til 14 gange om måneden levet sin tilværelse fra indersiden af et koldt, mørkt soveværelse.
Hun lider af kronisk migræne, der med hendes egne ord konstant hænger som en trussel over hendes hoved. Eller måske rettere hang.
I dag er gardinerne nemlig trukket fra, og lyset strømmer atter ind i den 47-årige grafikers liv.
Følelsen af kontrol
Igennem 12 uger var Susanne Abildgaard en af deltagerne i TV 2-programmet ’Kan man spise sig rask?’.
Her skulle otte personer med en række kroniske sygdomme forsøge at lindre deres symptomer med en sundere kost og mere bevægelse.
For Susanne Abildgaard lød opskriften på mindre sukker og flere gåture, fisk, frø, kerner og kosttilskud.
Desuden stod menuen på masser af grøntsager, bær og frugt - især de grønne grøntsager med ekstra mange mineraler som kalium og magnesium.
Resultatet blev et fald fra 14 til tre migræneanfald om måneden.
- Før kom anfaldene som et lyn fra en klar himmel. Nu føler jeg, at jeg er i kontrol. Det er blevet min egen beslutning, om jeg vil gøre noget, der kan risikere at give mig migræne, siger Susanne Abildgaard til TV 2.
Hun påpeger, at de resterende migræneanfald formentlig opstår på grund af ting, der ligger uden for kosten. For eksempel travlhed, søvnmangel eller hormonel cyklus.
Ejerskab og identitet
Følelsen af ejerskab er essentiel for at etablere en ny livsstil. Det samme er det at slippe sin identitet som kronisk syg og hjælpeløs.
Sådan lyder det fra læge Pia Norup, som sammen med ernæringsekspert Umahro Cadogan udgør den ene af de to sundhedsspecialister i ’Kan man spise sig rask?’.
- Når folk starter i et forløb, vil de enormt gerne have en plan: ”Bare fortæl mig, hvad jeg skal spise”. Det kunne vi selvfølgelig gøre, men det fratager folk ethvert initiativ, ansvarsfølelse og chance for selv at engagere sig, siger Pia Norup.
I stedet lægger hun og Umahro Cadogan vægt på at give folk en række retningslinjer, som det så bliver op til dem selv at udforske.
At forandre sig indebærer nemlig at lære noget nyt, og det skal deltagerne være klar på. Ægte engagement og interesse er nemlig uvurderlige ingredienser i at opnå succes på den lange bane, mener programmets to eksperter.
Og flere af deltagerne fra 'Kan man spise sig rask?' beretter efterfølgende til TV 2, at netop den tilgang har hjulpet dem til aktivt at tage hånd om deres eget liv.
Socialt heppekor
Samtidig med at give folk ejerskab er det dog vigtigt at tage højde for folks forskellige ressourcer. Og nogle skal holdes mere i hånd end andre, understreger ernæringsekspert Umahro Cadogan:
- Man skal selvfølgelig sætte ambitiøse mål, men ikke uopnåelige. For så oplever man det bare som en fiasko – at kæmpe og kæmpe og knokle og knokle uden at nå det.
Han tilføjer, at særligt deltagernes omgangskreds kan påvirke udfaldet.
- Vores sociale liv er med til at skabe og ændre vores adfærd. Der er stor forskel på, om man har et heppekor, der hjælper en på vej, eller et mareridtskor, der undergraver hele projektet, siger han.
Ligeledes vil det for langt de fleste personer hjælpe at fokusere på det positive frem for negative ved en livsstilsændring, forklarer han. På hvad man opnår, frem for hvad man går glip af.
Tre anfald, to tabletter
I dag, et år efter optagelserne til ’Kan man spise sig rask?’, får Susanne Abildgaard stadig anfald af migræne. Fra tre anfald efter programmets afslutning til nu i gennemsnit fire om måneden.
Selv om tallet er steget en smule, oplever hun at have mere energi, at være mere modstandsdygtig og til tider at kunne slå sine anfald ned blot ved hjælp af to Treo-tabletter.
Susanne Abildsgaard tilskriver selv sin succes til anvisningerne fra programmet, som hun stort set fortsat følger. Særligt fordi, der med hendes egne ord er ”kontant afregning”, når det ind imellem glipper.
Hendes hemmelige våben er dog ikke, at hun altid følger retningslinjerne til punkt og prikke – men derimod, at hun hurtigt genoptager de gode takter, når hun til tider falder i. For eksempel omkring juletid.
- Hvis man gør det længe nok, bliver det også en rutine. Jeg er meget fokuseret på det i dag - og det at jeg kan mærke, hvor meget bedre jeg får det, er en kæmpe hjælp til at holde fast i vanerne, siger Susanne Abildgaard.
Strategi for fejl
Når man vil danne nye vaner, er den tilgang helt essentiel, fortæller professor i folkesundhed Henning Langberg fra Københavns Universitet:
- De fleste har det sådan, at når de efter nogle uger med den ny livsstil falder i, ”så kan det også være lige meget”. Men intet er mere forkert, siger han og tilføjer:
- Udgangspunktet efter tre uger med de nye vaner er jo langt bedre, end da de startede. Så lav i stedet en strategi for, hvad du vil gøre, når du fejler, for det kommer du til.
Ny melodi
Det tager lang tid - rigtig lang tid - at vænne sig til en ny livsstil, understreger professoren.
I nogle studier har man set, at det i gennemsnit tog 66 dage og i andre tilfælde helt op til ni måneder eller længere, før den nye vane var skabt.
Gamle vaner er nemlig som dybe ridser i en slidt vinyl. Furerne vil altid være der, og pladespillerens nål kan let springe tilbage til det gamle spor.
Men jo oftere man spiller sin nye melodi, jo stærkere vil det nye indrids blive over tid.
- Vi er helt sikkert ude over seks måneder, før en ny vane har sat sig fast. For så har man overkommet et sæsonskifte, en juleferie, en sommerferie eller en anden udfordrende situation, hvor man typisk falder tilbage, siger Henning Langberg.