Livsstil

I aften går det løs: Sådan skal du se Super Bowl 'American style'

Super Bowl-kampen 2017 var mellem Atlanta Falcons og New England Patriots (vinder). I år spiller New England Patriots mod Philadelphia Eagles.  USA Today Sports / Ritzau Scanpix

Amerikanerne har gjort sportsbegivenheden Super Bowl til en national festdag.

Natten til mandag vil millioner af amerikanere samles foran tv-skærmene for at se Super Bowl - finalen i den nationale liga i amerikansk fodbold, NFL. 

Og det samme gør mange danskere, men hvordan fejres Super Bowl Sunday på ægte amerikansk manér?

Det handler altid om kvantitet, så der skal være meget af det hele

Jesper Elming, NFL-ekspert

Først og fremmest er Super Bowl og dagen op til meget mere end et sportsligt opgør mellem to fodboldhold, understreger Jesper Elming, der er journalist og har beskæftiget sig med NFL-ligaen i mere end 20 år. 

Amerikanerne gør nemlig en stor dyd ud af at markere begivenheden som en national festdag og et socialt samlingspunkt.

- Det er et meget socialt event, og både dem, der interesserer sig for football og dem, der ikke gør, fester med, så der bliver inviteret i stor stil i de private hjem. Typisk mødes man mange mennesker - både venner og familie - omkring kampen, fortæller han til TV 2.

Han oplever desuden, at danskerne - ud over at interessere sig for NFL - i højere og højere grad tager tendensen til sig og fejrer Super Bowl the American way

Mad i store mængder

Jesper Elming boede selv i USA i starten af halvfemserne. Allerede dengang var han interesseret i amerikansk fodbold, men opholdet gav ham også et unikt indblik i amerikanernes traditioner på selve kampdagen.

Og hvad er det så, de gør?

Rammerne er egentlig helt simple: De private fester foran tv'et begynder oftest timer før selve kampen på Super Bowl Sunday, som dagen meget passende er blevet døbt.

Hver gæst tager så en ret med til den store Super Bowl-buffet: 

- Det handler altid om kvantitet, så der skal være meget af det hele. Masser af mad, burger, wings (kyllingevinger red.), sodavand, øl og chips og guacamole, siger Jesper Elming.

Det gør sådan en entusiast som mig glad, når jeg ser folk, der er helt smadrede om mandagen, fordi de har siddet oppe hele natten for at se Super Bowl

Jesper Elming, NFL-ekspert

Alt fastfood, der emmer af Amerika, er velkommen på buffeten - og det kan ses på forbruget: Op til Super Bowl bliver solgt to milliarder kyllingevinger, 13.000 ton chips og omtrent én miliiard liter øl i USA, viser tal fra mediet Wallethub.  

Men maden er langt fra alt, der hører med til en Super Bowl-fest. Læs endnu flere af traditionerne i listen herunder:

Sådan ser du Super Bowl som en amerikaner

  1. Inviter dine venner...

    Jo flere, jo bedre.

    Kun få amerikanere kan komme på stadion og se football-kampen (som i øvrigt har en billetpris på omkring 35.000 kroner), så festerne foregår i høj grad ude i de amerikanske hjem. 

    - En statistik viser, at der i gennemsnit er 17 personer til en Super Bowl fest - det er jo rimelig imponerende, siger Jesper Elming. 

    Nogle samles også på sportsbarer og -pubs. Kernen er, at man er mange sammen omkring begivenheden. 

  2. ...men kun, hvis du har den største tv-skærm

    Hvis du ikke har en passende skærm, så er det afsted og købe en. Arkiv.

    Kampen skal med garanti ses på en ordentlig skærm, forklarer Jesper Elming. 

    - Det duer ikke, at man har en 32 tommer skærm. Typisk er det den i vennegruppen eller familien, der har den største skærm og største sofa, der er vært til Super Bowl-festerne.

  3. Kvantitet er kodeordet

    Fedt, kulhydrat, salt, sukker og alkohol i rigelige mængder er hovedingredienserne til en amerikansk Super Bowl-fest.

    En buffet med alle former for fastfood er næsten obligatorisk til Super Bowl. 

    Oftest vil det være et sammenskudsgilde, hvor hver gæst har et ansvar for en ret til festen, fortæller Jesper Elming.

    Spareribs, burger, hotdogs, stegt kylling, forskellige dips og meget andet kan få plads på bordet. Få inspration til maden her.

  4. Væddemål hjemme ved sofabordet

    Det er ikke atypisk, at der er noget på spil hjemme i stuerne, når kampen går i gang. Der bliver spillet på, hvem der vinder, eller hvad resultatet bliver. 

    - Der er selvfølgelig officielle udbydere af bets, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det også sker privat til festerne, siger Jesper Elming. 

  5. Reklamerne er en del af showet

    En del af Super Bowl er de tv-reklamer, som sendes i kampens pauser. Store varemærker udnytter, at så mange amerikanere sidder klinet til skærmen netop denne dag. Det betyder, at der er smidt både penge og idékraft efter reklamerne. 

    - Der er skabt en masse hype (opmærksomhed red.) omkring reklamerne. Nogle af de store firmaer sender teasere ud op til Super Bowl, så spændingen udløses i løbet af kampen, siger Jesper Elming.  

    - Mange glæder sig: Hvad har ølmærket Budweiser nu fundet på? Hvordan er Coca Colas reklame i år?

  6. Fald ikke i søvn

    Det kan være en god idé at have et par energidrikke på køl inden aftenen.

    Det kan godt blive sent før kampen er slut. Især i Danmark, hvor kampen er tilgængelig mellem klokken 00.30 og 04.00 om natten, men det er ikke tilladt at falde i søvn.

    - Hvis en i selskabet falder i søvn, så henter man en energidrik og hælder det på dem med tragt, griner Jesper Elming.

Kilde: Jesper Elming, NFL-ekspert

Traditionerne vinder frem

Meget tyder på, at nogle af de amerikanske traditioner allerede har gjort sit indtog i Danmark.

I Føtex tæller de ned med tilbud på amerikanske snacks, den landsdækkende burgerkæde Grillen præsenterer en særlig Super Bowl-burger, og flere steder i landet afholdes der store festarrangementer for at se opgøret mellem Philadelphia Eagles og New England Patriots – blandt andet Skandinaviens største i Cirkusbygningen i København.

- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om, at det skulle blive så stort i Danmark, siger Jesper Elming. 

- Det gør sådan en entusiast som mig glad, når jeg ser folk, der er helt smadrede om mandagen, fordi de har siddet oppe hele natten for at se Super Bowl. 

Startede i 90'erne

Danskernes hang til den amerikanske sport har udviklet sig op igennem 00’erne. Sandsynligvis takket være den danske NFL-kicker Morten Andersen, som havde spillet i den amerikanske football-liga siden 1982, og i 1999 sparkede han sit hold Atlanta Falcons til Super Bowl.

Det fik Jimmy Bøjgaard til at kontakte Claus Elming, der begge senere skulle blive kendte tv-værter. Sammen fløj de to til Miami for at kommentere deres første Super Bowl nogensinde.

Året efter fik de eget NFL-program på TV 2 ZULU, hvor de begyndte at vise amerikansk fodbold ugentligt. Programmet gik fra at have 5000 seere i starten til omkring 80.000 seere, der så med på kampdagene.

- Det var et gennembrud for sporten. Der var nogle, der skulle tro på det, forklarer Jimmy Bøjgaard i ’Go’ weekend Danmark’.

- Og så var Morten altså en faktor. Han leverede, og vi kunne bruge det som døråbner til at få sporten ud til danskerne. Det var ikke blevet det samme, hvis ikke Morten havde spillet.

Sådan ser du Super Bowl i Danmark: Super Bowl streames for 80 kroner på NFL's egen streamingtjeneste GamePass, men sendes også på TV 3 Plus eller ViaPlay.