16x9

- Da jeg lænede mig tilbage og lagde al min vægt i rebet skete det, der ikke måtte ske

TV 2-vært Morten Spiegelhauer arbejdede i et år på at mestre sin frygt med klippeklatring og meditation. Dette er hans personlige fortælling.

Rebet er bundet ind i to bolte, som i forvejen er boret fast i en klippeblok. Det kan umuligt g√• l√łs, n√•r jeg om lidt skal rapelle 40 meter ned ad den franske klippe.

Men da jeg læner mig tilbage og lægger al min vægt i rebet, sker det, som alle klatrere frygter.

Vil min krop eksplodere i smerte, n√•r jeg rammer jorden? Eller vil jeg bare d√ł ‚Äď uden at f√łle noget?

Morten Spiegelhauer

Rebet mellem mine hænder giver efter. Pludselig bliver det slapt, og jeg falder baglæns ud over klippekanten.

Jeg h√łrer mit eget skrig, mens mine arme i refleks flakser ud efter noget at gribe fat i.

F√łrst tre-fire meter nede ad klippen f√•r jeg fat igen. Rebet er slapt, og jeg kan se, hvordan sm√•stenene forts√¶tter 30 meter ned mod jorden under mig.

Men over mig er jord og st√łrre sten begyndt at skride og kommer rullende ud over kanten. Ned mod mig.

Den f√łrste sten rammer mig direkte p√• klatrehjelmen.

Vil jeg ramme klipperne 30 meter under mig?

Hvem er Morten Spiegelhauer?

Morten Spiegelhauer er egentlig lidt konfliktsky, men har alligevel konfronteret flere hundrede potentielt uforudsigelige situationer. Hver gang har han måttet mobilisere modet.

Siden 2004 har han v√¶ret v√¶rt p√• det unders√łgende dokumentarprogram 'Operation X' p√• TV 2. De seneste udsendelser kan ses p√• TV 2 PLAY.

Morten Spiegelhauer blev uddannet som journalist i 1997.

Jeg har elsket klippeklatring, siden jeg pr√łvede det f√łrste gang for 20 √•r siden. Jeg har haft klatreseler og reb med hver gang, jeg har v√¶ret p√• ferie med familien de sidste mange √•r, og jeg har pr√łvet kr√¶fter med klipperne mange forskellige steder i verden.

Men jeg har altid været forsigtig og aldrig klatret de svære ruter. Jeg har villet være sikker på ikke at falde.

Jeg har ikke kunnet lade v√¶re med at t√¶nke p√•, hvilke tanker der ville n√• at g√• igennem hovedet p√• mig, hvis jeg skulle risikere at falde.

Hvor lang tid vil det tage, f√łr jeg rammer klipperne? Vil jeg kunne n√• at sende en sidste tanke til dem, jeg elsker, eller vil hjernen v√¶re lammet? Stivnet i et sort, skrigende tomrum. Vil min krop eksplodere i smerte, n√•r jeg rammer jorden? Eller vil jeg bare d√ł ‚Äď uden at f√łle noget?

Det er lige pr√¶cis de tanker, der altid har v√¶ret s√•¬†√łdel√¶ggende for mine muligheder for at blive en bedre klatrer. Som hvis en elitel√łber kun fokuserer p√• at snuble og tabe. Det var disse negative tanker, jeg var taget til Sydfrankrig for at l√¶re at slippe.

Jeg har t√¶nkt: S√•dan er vilk√•rene, det er n√łdvendigt at bide t√¶nderne sammen og lade v√¶re med at pive. Jeg har jo selv valgt det!

Morten Spiegelhauer

Men s√• sker dette. Og jeg kan konstatere, at jeg ikke t√¶nker noget som helst, da rebet giver efter. En stor, m√łrk skygge fylder mit hoved.

Samtidig g√•r der ogs√• en skygge for den sydfranske sol, da et klippestykke p√• st√łrrelse med et k√łleskab kommer buldrende ned mod mig.

Et d√łgn tidligere

Dagen f√łr episoden m√łdtes jeg med den franske klatreinstrukt√łr Vincent Vilmer p√• en caf√©¬†i den sydfranske by Cassis. Gensynsgl√¶den var stor.

Jeg holder meget af Vincent. De seneste syv år har jeg hyret ham som min guide, og gennem klatringen er vi blevet rigtig gode venner.

square to 16x9

Min fysiske fremtoning er et stykke fra Vincents. Han er skarp og kantet, som de klipper han klatrer på.

Vincent Vilmer.
Vincent Vilmer. Foto: Privatfoto

Men det var ikke min fysiske styrke, der var min st√łrste udfordring. Det var det mentale.

Og det var for at tr√¶ne det sidste, at vi m√łdtes den dag.

Vincents gamle bordeaux-r√łde Peugeot Partner holdt parkeret foran cafeen i skyggen fra et gammelt oliventr√¶. Det var et meget klassisk, men ikke s√¶rlig k√łnt syn. Bilen var fyldt med klatreudstyr. Reb, seler, karabiner og ikke mindst den bl√• klatrehjelm, som jeg den f√łlgende eftermiddag ufrivilligt skulle uds√¶tte for en grundig test.

Eksperimentet

square to 16x9
Morten Spiegelhauer Foto: TV 2

Min rejse til Frankrig var en del af et eksperiment. For jeg har besluttet mig for at dedikere et √•r af mit liv¬†til at komme i s√• god fysisk og psykisk form, at jeg kan klatre p√• de klipper, jeg altid har dr√łmt om.

Med teknikker fra elitesportens verden og med hjælp fra en række eksperter, vil jeg skubbe mine grænser for, hvad jeg kan præstere.

Jeg har nemlig et problem med frygt. Specifikt frygten for at falde.

Nogle klatrere er iskolde og kan klatre flere hundrede meter over jorden uden at skænke det en tanke. Og så er der dem, der skal kæmpe med frygten for at falde, hver gang det bliver bare en lille smule udfordrende.

Jeg h√łrer desv√¶rre til den sidste kategori.

Men jeg har sat mig et m√•l: Jeg vil blive s√• god til at kontrollere mine frygtsomme tanker, at jeg t√łr klatre flere hundrede meter op ad klipperne i Yosemite-dalen i USA. Kun sikret med sm√• kiler og friends, som forsigtigt og pr√¶cist skal placeres i klippens spr√¶kker.

square to 16x9

Nervepirrende. For min sikkerhed vil afhænge af, om jeg kan holde hovedet koldt og få placeret kilerne præcist nok. Hvis jeg falder, skal de sidde godt nok til at holde min vægt.

I virkeligheden er der langt mere i mit eksperiment end bare klatring.

Ubehaget og nerverne fulgte mig på jobbet

√Čt¬†sp√łrgsm√•l har jeg f√•et utallige gange¬†gennem de snart 14 √•r, jeg har v√¶ret v√¶rt p√• det unders√łgende dokumentarprogram 'Operation X':

- Hvordan t√łr du?

Og det er et godt sp√łrgsm√•l.

For arbejdet med programmerne har f√łrt til trusler og ubehageligheder. Og de har nok ramt mig h√•rdere, end jeg har haft lyst til at indr√łmme.

square to 16x9

Jeg har t√¶nkt: S√•dan er vilk√•rene, det er n√łdvendigt at bide t√¶nderne sammen og lade v√¶re med at pive. Jeg har jo selv valgt det!

Det pudsige er, at f√łlelsen af nerver og ubehag p√• mit arbejde¬†er pr√¶cis den samme, som n√•r jeg er p√• vej ud og klatre.

Det er de samme klamme håndflader og samme let kvalmende fornemmelse: Den samme frygt for at fejle.

Derfor er det er jo n√¶rliggende at sp√łrge: ‚ÄúHvis jeg slipper frygten for at falde p√• klippen, vil jeg s√• kunne overf√łre det til andre aspekter af mit liv?‚ÄĚ

Kvalmen begynder at komme

square to 16x9

P√• k√łreturen til Verdon-kl√łften blev min nerv√łsitet mere og mere udtalt. Jeg vidste godt, hvad der ventede mig.

For nogle √•r siden lejede jeg en kano, og sammen med mine b√łrn sejlede jeg en lille tur op ad floden i bunden i kl√łften. Herfra kunne vi se op til kanten mange hundrede meter oppe.

Men mens Vincent og jeg¬†k√łrte igennem Provence, kunne jeg m√¶rke, at dr√łmmen om at klatre h√łjt oppe p√• netop disse klipper var ved at blive til virkelighed. Og¬†jeg ville helst v√¶re fri.

Jeg fik et chok

square to 16x9
Morten på vej hen mod udkigspost ved Verdon. Foto: TV 2

S√•dan har det v√¶ret hver gang. F√łrst har jeg brugt en masse energi p√• at arrangere en klatretur, finde plads i kalenderen, ordne udstyr og s√łrge for transport, mad og overnatning, og derefter har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at slippe ud af det igen.

Jeg kunne få det fysisk dårligt, flere dage inden turen startede. Og det pudsige er, at jeg har kendt den fornemmelse alt for godt fra mit arbejde. Nerverne og den lette kvalme.

Hvor ville det v√¶re sk√łnt, hvis jeg kunne slippe for det.

Hvis du kender Verdon, er det ok, men n√•r det er f√łrste gang, man er her, s√• kan frygten blokere

Vincent Vilmer, klatreinstrukt√łr

Vi parkerede Peugeoten kun 10 meter fra kl√łften¬†og gik op til kanten for at tage et hurtigt kig.

Jeg fik et chok.

Udsigten fra klippen i Verdon er smuk, men også angstfremkaldende.
Udsigten fra klippen i Verdon er smuk, men også angstfremkaldende. Foto: TV 2

Ved at miste kontrollen

- Hvis du kender Verdon, er det ok, men n√•r det er f√łrste gang, man er her, s√• kan frygten blokere, sagde Vincent til mig.

- Men du skal nok klare den. Du er st√¶rk, tilf√łjede han med et grin.

Jeg syntes ikke, det var sjovt. I det √łjeblik jeg kiggede ned, m√•tte jeg erkende, at det, der for nogle √•r siden begyndte som en dr√łm, snarere var et mareridt.

Opgaven foran mig var direkte angstprovokerende.

Men Vincent var fast besluttet p√•, at vi skulle klatre en rute, der begyndte cirka 40 meter under os. Det bet√łd, at vi skulle rapelle ud over kanten, sikre os selv midt p√• den lodrette klippeside og tr√¶kke rebet ned til os for derefter at klatre op igen.

Vi gik tilbage til bilen og hentede alt udstyret. Vi tog klatreseler og hjelme på med det samme.

Ingen vej tilbage

Mine ben sitrede, da jeg lænede mig tilbage og lagde vægten i rebet.

Mange hundrede meter nede kunne jeg se floden med det turkisbl√• vand, der skar sig igennem kl√łften.

Dernede hvor ungerne og jeg sejlede i kano for nogle år siden. Det var ikke det rigtige tidspunkt at tænke på familien, kunne jeg mærke. Jeg lod mig langsomt fire ud over kanten og ned mod Vincent.

Han hang alene, midt på klippen 40 meter længere nede. Da jeg nåede ned til ham, trak vi rebet ned til os. Nu skulle jeg klatre tilbage til toppen.

Men jeg kunne ikke.

Jeg hang 300 meter over bunden af kl√łften her. Kort efter gik det galt.

Mine ben rystede, og mine tanker blev ved med at vende tilbage til, hvad der ville ske, hvis jeg faldt.

Vincent kunne se, at jeg var ved at miste den smule selvkontrol, jeg havde tilbage.

- Hold fokus p√• klippen foran dig, kommanderede han og tilf√łjede:

- Slap af. Vi er sammen, og vi ved, hvad vi g√łr. Jeg vil have, at du koncentrerer dig om klatringen.

Rent teknisk var ruten inden for det, jeg burde kunne klatre. Og min træning havde givet mig rigeligt med styrke.

Jeg havde svært ved at holde hovedet koldt og styre mine tanker. Jeg var måske forberedt fysisk, men mentalt var jeg overhovedet ikke klar

Morten Spiegelhauer

Jeg havde brugt timevis p√• den indend√łrs klatrev√¶g derhjemme, og jeg havde taget tusindvis af armh√¶vninger. 13.783 pull ups for at v√¶re helt pr√¶cis. Det kan jeg se p√• den app p√• min telefon, som jeg bruger, hver gang jeg tr√¶ner mine fingre og underarme.

De tusindvis af armh√¶vninger var en del af et tr√¶ningsprogram, jeg havde f√•et af den amerikanske klatre-coach Eric H√∂rst. Han er en af verdens f√łrende eksperter, n√•r det kommer til fysisk og mental klatretr√¶ning.

Mentaltr√¶ningen er if√łlge ham mindst lige s√• vigtigt som at tr√¶ne musklerne. Og han havde lovet mig, at den rent fysisk ville √¶ndre min hjerne.

Og det ville jeg have brug for, hvis jeg skulle stoppe de endel√łse bekymringer, om hvad der ville ske hvis jeg faldt ned.

Men jeg havde sprunget mentaltr√¶ningen over, og det kunne jeg m√¶rke, mens jeg hang p√• den lodrette, franske klippeside flere hundrede meter over bunden af kl√łften.

Jeg havde svært ved at holde hovedet koldt og styre mine tanker. Jeg var måske forberedt fysisk, men mentalt var jeg overhovedet ikke klar.

Klemte for hårdt

Mine bevægelser blev stive og uhensigtsmæssige.

Jeg klemte alt for hårdt om de greb, jeg kunne få fat i, så kræfterne forsvandt for hurtigt.

Det er naturligt at bruge for mange kr√¶fter p√• grebene, hvis man er nerv√łs.
Det er naturligt at bruge for mange kr√¶fter p√• grebene, hvis man er nerv√łs. Foto: TV 2

Over-gripping hedder det. Holder man for godt fast og klemmer for hårdt, bruger man for mange kræfter og mister grebet for hurtigt. Man skal kun lige akkurat holde så fast, at fingrene ikke glider.

Jeg er sikker på, at den regel gælder for alle livets forhold.

Da jeg alligevel kom op til kanten af klippen, var jeg skuffet over min egen præstation.

- Jeg har brug for en krammer, sagde jeg.

- F√łrste gang i Verdon, svarede Vincent og fors√łgte at tr√łste mig lidt:

- Du gjorde et godt fors√łg, men du har brug for at blive st√¶rkere mentalt.

***

Enhver fars værste mareridt

Jeg ser min s√łn p√• tre st√• p√• kanten af klippen i sine bl√• shorts og den gr√łnne t-shirt. Solen¬†str√•ler i hans kridhvide h√•r.

Han taber sin plastic-figur og bukker sig ned. Men hans sm√• f√łdder mister fodf√¶stet. Hans hvide l√łbesko¬†med sm√• dyr i forskellige farver¬†skrider i sm√•stenene.

Som i slowmotion ser jeg hans arme i et s√¶t s√łge ud til siderne, mens han forsvinder ud over kanten.

Nu ligger han 20 meter nede. Ubevægelig. På siden.

Jeg f√•r en kuldegysning og m√¶rker d√łden, der med sin stille flimren ser mig an.

Foto: TV 2

Det var der, jeg v√•gnede med en fornemmelse af at blive kvalt. Jeg havde dr√łmt. Min hvide bomuldsundertr√łje var v√•d af sved.

Jeg tog en dyb indånding og rystede mareridtet af mig.

Det var ikke f√łrste gang, jeg dr√łmte om at falde. Det var sket flere gange, men det var f√łrste gang, min s√łn var med i dr√łmmen.

Jeg t√¶ndte lyset p√• mit sydfranske hotelv√¶relse og kunne konstatere, at den gule p√¶re ikke gjorde noget godt for farven p√• v√¶ggen. Det var ellers ganske charmerende i dagslys. Nu var klokken fem om morgenen, og m√łrket udenfor var t√¶t og tungt.

Skyggerne k√¶mpede med en enlig gadelygte p√• byens lille torv. Og jeg f√łlte ogs√• skyggerne inde p√• hotelv√¶relset. Jeg gik ud p√• badev√¶relset og drak af hanen. Det smagte lidt af klor.

Jeg vidste, at jeg m√•tte stoppe de tanker, der f√łrer til den slags dr√łmme. For jeg var klar over, hvad de gjorde ved mig. Jeg forbandede mig selv¬†for, at jeg endnu ikke var startet p√• mentaltr√¶ningen. Hvorfor var det s√• sv√¶rt at skabe forandring?

Dagen efter var mareridtet om at falde tæt på at blive virkelighed.

***

 

square to 16x9

Dagen efter kvaser bjergbuskadsets t√łrre kviste, da vi tr√¶der p√• dem. De kradser mine ben og efterlader r√łde m√¶rker og en duft af timian og rosmarin.

Jeg kan skimte det blå Middelhav mellem de kridhvide klipper. Vincent og jeg har en halv times gang fra parkeringspladsen ved vandet i nationalparken Les Calanques.

- Vær forsigtig, siger Vincent.

Det har regnet. S√• risikoen¬†for, at sten og klippestykker g√•r l√łs og falder ned, er vokset.

Vincent plejer at skulle stoppe og vente p√• mig, n√•r vi hvert √•r vandrer afsted fra bilen til klipperne. Men i √•r har jeg ikke sv√¶rt ved at f√łlge med.

Er du ok, er du kommet til skade?

Vincent Vilmer, klatreinstrukt√łr

Ud over klatretr√¶ningen, som har styrket mine fingre og arme, har jeg gennem de seneste mange m√•neder l√łbetr√¶net. Det betyder, at jeg har skullet finde plads til ikke mindre end ni tr√¶ningspas om ugen. Noget af en udfordring, n√•r man som jeg er familiefar og skal passe sit arbejde.

Men selvom det er ulideligt at skulle st√• op en time, f√łr jeg plejer, for at l√łbetr√¶ne i m√łrket, i regnvejr, s√• kan jeg m√¶rke, hvordan min krop har taget imod tr√¶ningen med kysh√•nd.

Jeg er blevet hurtigere, stærkere og lettere.

Ni træningspas om ugen i sne, slud og regn.
Ni træningspas om ugen i sne, slud og regn. Foto: TV 2

For at spare tid¬†tr√¶ner jeg efter 10-20-30-metoden. Verdens bedste og nemmeste l√łbetr√¶ning, som idr√¶tsprofessor Jens Bangsbo kalder den. Og han har bel√¶g for sine ord.

Med intervaltr√¶ningen har hans fors√łgspersoner opn√•et bedre resultater med kun halvt s√• meget tr√¶ning som normalt.

Hvad er 10-20-30-træning?

Tr√¶ningen er gavnlig for alle, fra begyndere til supermotionister. 10-20-30-tr√¶ning er en tr√¶ningsform, hvor der ofte skiftes l√łbehastighed:

  • 30 sekunders l√łb ved lav hastighed.
  • 20 sekunders l√łb ved moderat hastighed.
  • 10 sekunders sprint/hurtig l√łb.
  • Ovenst√•ende tager et minut og gentages fem gange.
  • Derefter to minutters pause.
  • Gentag op til fire gange per session.

Metoden er udviklet af professor Jens Bangsbo¬†og Thomas P. Gunnarsson¬†p√• Institut for Idr√¶t og Ern√¶ring p√•¬†K√łbenhavns Universitet. Deres metode er testet p√• flere¬†end 100¬†personer.

Jeg kan tydeligt mærke træningens positive effekt, mens vi går op mod klipperne, som vi skal klatre på i dag.

Vincent binder rebet fast i to bolte af st√•l, som i forvejen er boret ind i en stor klippeblok. Derefter fastg√łr han sin rebbremse og begynder langsomt at bev√¶ge sig bagl√¶ns ned ad rebet, ned til kanten og videre ud af mit synsfelt.

Planen er, at vi skal klatre en forholdsvis sv√¶r rute, og ligesom dagen f√łr i Verdon¬†skal vi rapelle ned, f√łr vi kan komme i gang.

Kort efter at Vincent er bakket ud over kanten, er det min tur. Jeg f√łlger bagl√¶ns efter Vincent ned til kanten, men s√• g√•r det galt.

Rebet giver pludselig efter, og jeg falder ud over klippekanten.

Jeg h√łrer mit eget skrig, mens jeg instinktivt slipper rebet med begge h√¶nder. I en refleks r√¶kker mine arme ud efter noget at gribe fat i.

Efter tre-fire meter f√•r jeg igen fodf√¶ste, men rebet f√łles slapt over mig. Og s√• begynder stenene af komme ned mod mig.

Jeg bliver f√łrst ramt af en sten p√• hjelmen. Derefter p√• skulderen. Jeg f√•r sm√•sten og jord i hovedet. En endnu st√łrre sten h√¶nger i luften over mig.

Og s√• v√¶lter et helt klippestykke ud over kanten og ned mod mig. Det er lige s√• stort som et k√łleskab.

Jeg trykker mig instinktivt ind mod klippen. I en tiendedel af et sekund bliver det m√łrkt omkring mig, da klippestykket passerer bag mig og skygger for solen.

Ubevidst analyserer jeg hurtigt situationen. Jeg er ikke blevet ramt alvorligt af stenene. Men rebet over mig er p√• en eller anden m√•de l√łsnet, og jeg st√•r cirka 30 meter over jorden.

- I skal komme op og sikre mig!, råber jeg.

- Er du ok, er du kommet til skade? råber Vincent under mig.

- Jeg tror det ikke, men jeg er ikke sikret!

Klippeskred i Calanques. Video: Lasse Kalhauge

Jeg registrerer, at jeg nok vil kunne st√• en halv time p√• denne m√•de, f√łr jeg falder ned.

Imens arbejder Vincent sig langsomt op til mig. Han tjekker som det f√łrste rebet. Det er stadig fastgjort i de to st√•lbolte p√• toppen.

Det m√•¬†have ligget rundt om klippeblokken, som er g√•et l√łs og er faldet ned forbi os.

På den måde har jeg kunnet falde de omkring tre meter ned. Men der har på intet tidspunkt været risiko for, at jeg ville falde hele vejen ned og ramme jorden.

Vincent og jeg kigger p√• hinanden. Ingen af os har tidligere v√¶ret s√• t√¶t p√• en klatreulykke. Vi beh√łver ikke at s√¶tte ord p√•, hvad der ville v√¶re sket, hvis klippeblokken havde ramt en af os.

- Jeg tror, det bliver et vendepunkt for mig, siger jeg til ham på vej tilbage til bilen.

Hjerneforskeren

square to 16x9
Meditation bliver en vigtig del af min træning. Foto: TV 2

Da jeg kommer hjem, fort√¶ller jeg ikke noget til nogen. Denne artikel, som du l√¶ser lige nu, er faktisk f√łrste gang, at jeg offentligt fort√¶ller om ulykken, der, hvis vi havde v√¶ret lidt mindre heldige, kunne have kostet mig eller Vincent livet.

Af en eller anden grund holder jeg det hemmeligt.

N√•r jeg t√¶nker p√• det, bliver jeg s√łrgmodig, og det skygger for gl√¶den ved at klatre.

Men i det mindste er jeg nu fast besluttet på at komme i gang med mentaltræningen.

S√• jeg m√łdes med hjerneforsker Ulrich Kirk fra Syddansk Universitet. Han har l√¶nge forsket i den konkrete og m√•lbare effekt af mentaltr√¶ning og meditation.

En r√¶kke tests vil give et pr√¶cist billede af min arbejdshukommelse og min koncentrationsevne. Begge dele vil jeg p√• seks uger fors√łge at forbedre ved hj√¶lp af Ulrich Kirks medicin. Dosis er to gange 10 minutters meditation om dagen.

Jeg har holdt de ubehagelige oplevelser fra Frankrig for mig selv, fordi jeg har været bange for, at folk skal synes, at jeg er en idiot

Morten Spiegelhauer

Ulrich Kirk har for nyligt gennemf√łrt et st√łrre fors√łg med U18-drengelandsholdet i h√•ndbold. De tr√¶nede efter samme program som mig. Men dem, der kombinerede den fysiske tr√¶ning med meditation, endte med at klare sig bedre end de andre i b√•de konditions- og¬†reaktionstesten.

Det vil sige, at de rent faktisk forbedrede deres fysiske formåen ved at sidde hjemme i sofaen og meditere.

Der sker ogs√• noget med mig, allerede f√łrste gang¬†jeg tager h√łretelefonerne p√• og starter app‚Äôen Headspace p√• min telefon.

Jeg bliver fascineret af den ro og ubekymrethed, meditationen giver mig.

√ėvelserne styrker fokus og motivation og handler langt hen ad vejen om at finde tilstedev√¶relse i det, man foretager sig.

Test din arbejdshukommelse

Herunder er en forsimplet udgave af den test, som Morten blev udsat for.

Efter hvert regnestykke f√•r du et bogstav. For at vinde skal du huske s√• mange bogstaver som muligt i den rigtige r√¶kkef√łlge.

Indtast bogstaverne i den r√¶kkef√łlge, de blev vist i:
Svar

Som ugerne g√•r, kan jeg m√¶rke, at √łvelserne g√łr mig nysgerrig, afslappet og glad.

Og for hver gang¬†jeg putter h√łretelefonerne i √łrerne, bliver det klarere¬†for mig, at jeg er n√łdt til at tage et lille, men ubehageligt skridt.

Andres mening begynder at betyde mindre

Jeg har holdt de ubehagelige oplevelser fra Frankrig for mig selv, fordi jeg har været bange for, at folk skal synes, at jeg er en idiot. At jeg er uansvarlig. At jeg skal stoppe med at klatre. Men det betyder pludselig ikke længere så meget for mig, hvad andre synes.

Eventyret i klatringen har så stor værdi for mig, at jeg er klar til at acceptere risikoen. Det giver pludselig mening for mig, at jeg aldrig ville kunne kontrollere min irrationelle frygt, hvis jeg ikke samtidig er klar til at acceptere risikoen for, at der pludselig kan ske en ulykke.

Der er en vis m√¶ngde bekymring, der er konstruktiv. Og s√• er der alle de nyttel√łse grublerier, der bare g√łr os ulykkelige

Morten Spiegelhauer

Så jeg fortæller min familie og mine venner om klippeblokken i Sydfrankrig. Det er en lettelse at få talt om. Nu kan jeg se, at det var helt idiotisk at holde det hemmeligt.

De seneste uger har jeg lagt mærke til, at træningen har gjort mig bedre til at kontrollere mine tanker og mine nerver. Både på klipperne og på arbejdet. Da jeg efter seks ugers meditation igen bliver testet af Ulrich Kirk, bekræfter hans tal min oplevelse.

Jeg har forbedret min arbejdshukommelse med ikke mindre end 50 procent. Men endnu vigtigere er min koncentrationsevne også forbedret med 50 procent.

Det, som Ulrich Kirk har m√•lt, er min mind-wandering. √ėjeblikket, n√•r koncentrationen forsvinder, og tankerne selv overtager styringen. Det er her, at alle bekymringerne dukker op. Det er her, frygten befinder sig.

Frygten for at falde og for at falde igennem.

square to 16x9

Samtidig viser de fysiske tests, at min fedtprocent er faldet fra 19,1 til 12,9 procent. Jeg er gået fra 74 kilo til 66,5.

Jeg er klar til afslutningen på min et år lange mission.

Konfrontationen med flere hundrede meter lodret granit.

Kaptajnen i USA

square to 16x9
Yosemite National Park Foto: TV 2

F√• uger senere sidder jeg med f√łdderne dinglende ud over kanten p√• en portaledge, 350 meter over jorden, en tredjedel oppe ad El Capitan, Yosemite-dalen i USA's lodrette vartegn.

Tidligere ville h√łjden have taget pippet fra mig. Men nu sidder jeg, helt afslappet, og spiser kold nuddelsuppe direkte fra d√•sen. Og det smager fantastisk.

Jeg har ikke spekuleret et sekund p√•, om jeg skulle falde. Jeg nyder √łjeblikket¬†og t√¶nker tilbage p√• det forl√łb, der har varet et √•r, og som slutter her. Et forl√łb, der har √¶ndret den m√•de, jeg t√¶nker p√•.

Det er ikke fordi, jeg nu er 100 procent bevidst hele tiden. Jeg g√łr stadig utrolig mange dumme ting. Og jeg bekymrer mig stadig en del. Men ofte¬†er jeg mere bet√¶nksom, fokuseret og lykkeligere, end jeg var f√łr.

Og selv om jeg har nye store projekter foran mig, der godt kan virke skr√¶mmende, s√• er det ikke noget, der g√łr mig bange.

Om jeg er blevet en bedre tv-v√¶rt, kollega og familiefar, m√• andre svare p√•, men jeg har i hvert fald l√¶rt √©n ting: Der er en vis m√¶ngde bekymring, der er konstruktiv. Og s√• er der alle de nyttel√łse grublerier, der bare g√łr os ulykkelige.

Dem kan vi lige så godt slippe.

Få hele historien i serien 'Spiegelhauers kamp mod frygten'. Andet afsnit sendes onsdag aften kl. 21.20 på TV 2, men kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.

Grafik, opsætning og redigering: Said Nuh, Lasse Kalhauge, Anders Bergmann og Magnus Bjerg