Korpset

Opgav tæt på målstregen i 'Korpset': - Jeg kunne ikke gå normalt i fem uger efter

Inden sin deltagelse havde Rasmus trænet i koldt vand, gået med oppakning og sovet på en feltseng i stuen. Men det var ikke nok til at nå finalen.

Så tæt på og alligevel så langt fra. Strabadserne spidser efterhånden til i tv-programmet 'Korpset - gjort af det rette stof'. Aspiranterne er blevet udsat for timelange marcher, kulde, vovede udspring, nærkamp og meget andet. Det hele er foregået på et minimum af søvn og mad, og deltagernes blikke begynder at blive mere og mere fjerne.

En af dem, der fik nok i afsnit fire efter at have været i gang i fem døgn, var 38-årige Rasmus Nielsen. Efter en løbetur, hvor tempoet blev presset i top, kunne han ikke mere. Smerterne ved den fysiske aktivitet blev for meget.

- På den sidste løbetur, vi er på, får jeg en skade i benet, så jeg har strålesmerter nede i højre ben. Inden jeg valgte at melde fra sad jeg og græd, fordi jeg mentalt slet ikke var klar til, at det skulle slutte, fortæller Rasmus Nielsen, aspirant nummer 10.

Sov på feltseng i stuen

Forud for sin deltagelse havde Rasmus Nielsen ellers trænet i alskens discipliner, som han overhovedet kunne forestille sig, de ville blive udsat for.

Hver anden dag trænede han i koldt vand på Amager Strand, da han fra den første sæson af 'Korpset' havde luret, at der på et tidspunkt ville komme nogle våde timer på programmet. Derudover havde han hver eneste dag marcheret 12 kilometer med en oppakning på 15-20 kilo og øvet discipliner som boksning og andre strabadser, han kunne forestille sig at blive udsat for. 

KORPSET 2

  • Fire tidligere jægersoldater forsøger i programmet 'Korpset' at vise, hvad der skal til for at blive elitesoldat.
  • De har designet et kursusforløb baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 veltrænede danskere skal igennem. 
  • Først, når de har presset sig selv til det yderste, ved deltagerne, om de er gjort af det rette stof.
  • Korpset kan ses på TV 2 onsdag klokken 20 og på TV 2 PLAY.

Det mest komiske, Rasmus Nielsen gjorde, for at forberede sig, var at slå en feltseng op i stuen i familiens parcelhus.

- Jeg sov der i syv dage for at vænne mig til den slags søvn. Min kone grinte virkelig meget af mig, fortæller han.

Det skulle dog vise sig at komme ham til gode. Under optagelserne til 'Korpset' er søvnen nemlig meget sparsom, så når der bliver bevilliget søvn, er det om at udnytte muligheden.

- Jeg faldt hurtigt i søvn, når vi lagde os på feltsengen - modsat mange af de andre, siger Rasmus Nielsen.

Aspiranterne i 'Korpset' måtte forberede sig på lidt af hvert. Video: Helene Jepsen

Men selvom han havde forberedt sig på nærmest alt, så måtte han i afsnit fire aflevere sit nummer og dermed udgå af programmet.

- Jeg fortryder ikke, at jeg trak mig. I fem uger efter kunne jeg ikke gå normalt eller træne. Jeg havde snurren i benet, og min tæer sov, så det var den rette beslutning, fortæller Rasmus Nielsen, der i øjeblikket, hvor han trak sig, også havde smerter i skulder og nakke.

Ikke alle forlader programmet frivilligt

I afsnit fire af 'Korpset' måtte tre andre deltagere også forlade programmet. Aspirant nummer 23, Morten Vile Michaelsen, fik nok under løbeturen, som også gjorde udslaget for Rasmus Nielsen. Morten Vile Michaelsen valgte at aflevere sit nummer på ruten for løbeturen.

Aspriant nummer 1, Mark Linder Pedersen, valgte også selv at aflevere sit nummer, men det var efter, de andre havde peget på ham som den svageste aspirant. I stedet for at kæmpe sig tilbage gav han op.

Den tredje - og sidste - der måtte af med sit nummer, var Per Andersen, aspirant nummer 25. I hans tilfælde var det instruktørerne, der valgte at pille ham ud.

- Jeg føler bare, at jeg stadig har overskud til at fortsætte. Men hvis du giver dig 100 procent, og det ikke er nok, så er det fint. Så kan man kun være tilfreds med sig selv, fortalte Per Andersen lige efter han var røget ud.