Deltagere fra ’Landmand søger kærlighed’ skal have barn
Der kommer småfolk på gården på Langeland.
De forelskede sig hovedkulds i hinanden i tredje sæson af ’Landmand søger kærlighed’, og hurtigt flyttede Vibeke ’Vibse’ Dysted ind på Michael Hansens gård på Langeland.
Og nu melder den lille familie om lykkelige omstændigheder. Vibeke Dysted er nemlig gravid og skal føde til august.
- Vi er glade, og Michael er glad. Nu skal han jo prøve at være far, siger hun til TV 2.
Stor kærlighed
Allerede for et år siden kunne Michael Hansen afsløre, at han og Vibeke Dysted "arbejdede på at få et barn". Det skete til Reality Awards i februar 2017, hvor Michael og Vibse vandt prisen som 'Årets par'.
Parret var de eneste, der fandt sammen i tredje sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Og kærligheden var større, end den generte landmand nogensinde havde oplevet.
- Jeg troede, jeg havde prøvet at være forelsket før, men jeg har aldrig følt noget sammenlignet med, hvad jeg føler for Vibse. Det er næsten skræmmende, sagde Michael Hansen dengang.
Skal vænne sig til bleskift
I programmet lagde han på intet tidspunkt skjul på, at han rigtig gerne ville stifte familie, og Michael Hansen har også siden kaldt det at blive far for sit største ønske.
Men hvordan landmanden vil klare de bleskift, der følger med, er Vibeke Dysted ganske skeptisk omkring.
- Ja, det bliver så en udfordring. Han er ikke så meget til sådan noget lort, griner hun, mens hun dog slår fast, at der ikke er nogen vej udenom:
- Det bliver ligeligt fordelt. Sådan er det bare.
Håber på en lillesøster
Vibeke Dysted har i forvejen tre børn, to teenagepiger på 14 og 18 år og Simon på fem, og alle børn glæder sig også til, at der kommer en lille ny i familien.
Parret kender endnu ikke barnets køn, og de ved heller ikke, om de vil kende det på forhånd. Vibeke Dysteds børn er dog ikke i tvivl: De håber på en lillesøster.
- Simon vil gerne have en lillesøster. Det har han sagt først. Og pigerne håber også på, at det bliver en lillesøster. Jeg tror, de synes, Simon har været lidt besværlig, lyder det med et grin fra den kommende mor til fire.
Lige nu er Vibeke Dysted sygemeldt fra sit arbejde som fodterapeut på Langeland på grund af graviditeten, der indtil videre har givet meget kvalme og opkast.
- Under min anden graviditet var jeg sygemeldt hele tiden, for der kastede jeg op samtlige ni måneder. Så sådan er det, siger Vibeke Dysted, der dog er i bedring.