GO'

Hun troede, hun skulle have en fartbøde – fik politieskorte i stedet

Jordemor Jacqueline Vejlstrup var på vej til en fødende kvinde, da hun pludselig blev stoppet af en politibil.

Jacqueline Vejlstrup trykker hårdt på speederen, og pilen i speedometeret sniger sig op over 110, selvom hun kører på en mørk landevej.

Det er bestemt ikke første gang, hun kører for stærkt. Det bevidner en række af fartbøder om.

Jacqueline Vejlstrup er dog ikke bare en fartdjævel, der elsker at køre stærkt. Hun gør det, fordi hun er hjemmefødselsjordemor og derfor ofte har travlt med at komme ud til en fødende kvinde.

Det havde hun også i sidste weekend.

Blå blink i bakspejlet

Jacqueline Vejlstrup blev kaldt ud til en fødsel i Idestrup på Falster, og med en transporttid på tre kvarter havde hun en længere tur foran sig.

Derfor overholdt hun ikke fartbegrænsningerne.

Pludselig kunne hun se blå blink i bakspejlet, og kort efter gennede en politipatrulje hende ind til siden.

- Jeg tænker: "Åh nej", for det er ikke første gang, jeg har kørt lidt for hurtigt, og jeg har haft et lidt anstrengt forhold til færdselspolitiet af samme grund. Jeg kan se i bakspejlet, at det er en ung betjent, og jeg forestiller mig, at det er en ung, nidkær betjent, fortæller Jacqueline Vejlstrup i ’Go’ morgen Danmark’.

Men det var bestemt ikke tilfældet.

Bøde byttet ud med eskorte

Jordemoren erkender med det samme, at hun har kørt for stærkt, og hun spørger, om bøden kan vente, så hun kan komme afsted til en fødsel.

- Jeg havde regnet med, at han ville skrive op og gøre ved, men i stedet sagde han: "Hvad sagde du? Skal du til fødsel? Så har I jo brug for en eskorte", fortæller Jacqueline Vejlstrup.

Og derfra gik resten af turen over Lolland og Falster i fuld fart bag en politibil med udrykning.

Efter et år som jordemoder i Region Sjællands Hjemmefødselsordning, hvor jeg sammen med mine makkere Jordemoder Tina Lysgaard og Gitte Friis dækker områderne Lolland, Falster, Næstved, Vordingborg og Møn, er mit kørekort blevet lidt hakket i kanten. Det er fordi de automatiske fartkontroller, som er særligt populære på de tyndt befærdede strækninger mellem vores familier, ved flere lejligheder har registreret mit køretøj i...rask fart. For blandt vores sydlandske skønheder, som ALLE føder fantastisk flot, findes altså også en hel del, som føder meget hurtigt. Faktisk angiver mange netop dette som en af grundene til, at de planlægger en hjemmefødsel. De vil ikke risikere at føde uden en jordemoder - i bilen eller på en rasteplads undervejs til de store fødeafdelinger, som i de senere år er "centraliseret" længere og længere væk fra de fødende, som skal bruge dem. I min omfattende korrespondence med Sydsjællands og Lolland-Falsters politi indrømmer jeg således gerne, (og ofte) at jovist "var det mig, der var føreren af den hvide Ford Ka, som på xx strækning kørte xx procent over fartgrænsen og derfor (igen) skal betale xx kroner i bøde, alternativt konvertere til xx dage i fængsel." Alt andet end uforbeholden tilståelse ville også bare virke sørgeligt, eftersom vores udvekslinger altid indledes med nogle kedelige automatfotos som på trods af mørket, undereksponeringen, nathåret og det der gale koffeinblik desværre er ret vellignende. Som følge af disse kostbare billeder bliver mit forhold til færdselspolitiet mere og mere anstrengt. ....... lige indtil igår nat, hvor jeg sammen med vores jordemoderstuderende på vej til en af vores hurtigfødere på Falster blev standset lidt uden for Guldborg med 110 i timen. Da jeg hørte sirenen og så de blå blink i bakspejlet, forstod jeg, at det meget vel kunne være nu, jeg måtte sige farvel til det eneste arbejde, jeg kan leve med. For man kan altså ikke være hjemmefødselsjordemoder uden kørekort. Hele min vidunderlige tid i Hjemmefødselsordningen for igennem hovedet på mig, mens jeg i bakspejlet iagttog den unge betjent på vej mod min bil. Inden han kunne nå at bede om mine papirer, sagde jeg, at jeg på forhånd ville tilstå alt, hvis bare vi kunne vende tilbage til det med bøden en anden dag, så jeg kunne nå frem til fødsel på Falster. Ved i, hvad han sagde til det? "Hjemmefødsel? Hvorhenne på Falster?" "I Idestrup!", svarede jeg og for at bevise, jeg ikke bare stak ham en løgn, viste jeg ham min telefon med den fødendes adresse i Googles GPS. Han kiggede kort på adressen og sagde : "Hvis der er en fødsel igang i Idestrup, så har i brug for eskorte" Således eskorteret af politiet nåede vi i fornuftig tid frem til endnu en kærlig og fredfyldt hjemmefødsel. Denne nat af Anja s og Jacob s datter i Idestrup. I sandhed en fælles affære - alle i familien fødte med - de 2 store søskende, Sabina og Simon, familiens to dejlige hunde - ja, selv Sydsjællands og Lolland-Falsters politi havde en finger med i spillet. Eller måske snarere en “fod på pedalen” ... for med politieskorten fra Guldborg kørte vi hurtigere end jeg nogensinde selv ville have gjort gennem hele resten af Lolland, en god bid af Falster og vi passerede endda adskillige røde lys i Nykøbing Falster by, hvilket jeg trods alt ALDRIG har gjort selv. Jeg tænker, at denne nat kan blive et vendepunkt for mig og færdselsetaten i Syd. Når automaterne bliver afløst af rigtige mennesker af kød og blod med varme hjerter og toptunede motorer, når den rigtige helhed træder frem og overskygger summen af korrekte detaljer, blir både vi selv og dem, som vi tjener stærkere af det. For enhver kan jo som denne kløgtige, unge betjent se, at det enten er jordemoderen, der må "steppe up" for at nå frem og gribe børnene - eller også er det jer, de fødende, der må køre for stærkt for at nå frem til de store, fjerne fødeafdelinger. Nu ER frem og tilbage ganske vist lige langt - men eeh....helt ærligt, kan i forestille jer denne tur med brændende veer? #konduite ---------------------------------------------------------------------------------- NB! Hvis i vil slå et slag for hjemmefødsler - ja faktisk for ordentlige fødsler i det hele taget - OG I HELE LANDET - så gå gerne ind på nedenstående TV2 link og giv jeres besyv med om nedlæggelsen af fødeafdelingerne udenfor de største byer. https://www.facebook.com/tv2dklivsstil/posts/10155695862728089?comment_id=10155696272693089¬if_id=1521630263308563¬if_t=feedback_reaction_generic&pnref=story

Posted by Jacqueline Vejlstrup on Sunday, March 11, 2018

Jordemoren har siden episoden delt sin positive oplevelse med politiet på sin Facebook-profil, og her har både jordemor og politi mødt massiv opbakning.

Jacqueline Vejlstrup er overbevist om, at hendes historie har ramt noget i folk.

- Det er en historie, hvor vi alle sammen prøver at gøre, hvad vi kan. Så kan det godt være, at man må slække lidt på dokumentationen og skride lidt uden for grænserne, siger hun.

Afstemning

Synes du, det er i orden, at jordemødre overtræder fartgrænserne, når de skal ud til hjemmefødsler?

Mor og datter er i god behold

Jacqueline Vejlstrup nåede frem til fødslen, der gik, som den skulle, og både mor og den nyfødte datter har det godt.

Hele familien var samlet under fødslen i hjemmet i Idestrup.

I søndagens ’Go’ morgen Danmark’ kom den nybagte mor, Anja Bettina Espensen, med en videohilsen til Jacqueline Vejlstrup.

- Vi er rigtig glade for, at du nåede frem til vores fødsel så hurtigt, som du gjorde, siger Anja Bettina Espensen med nyfødte Celina på armen. 

Hun gør det klart, at hun er glad for, at jordemoren gjorde, hvad hun kunne for at nå frem i tide.

Anja Bettina Espensen og hendes nyfødte datter sender en hilsen til jordemoren, som hastede frem til fødslen. Video: Karen Munk Ebbesen

Jacqueline Vejlstrup selv er sidenhen blevet gjort opmærksom på, at hun i nødstilfælde kan oplyse færdselspolitiet om, at hun har behov for at komme hurtigt af sted. Der er dog stadig ikke nogen særregler for jordemødre.

- Det er jo lige langt frem og tilbage. Enten er det jordemoderen, der stepper op og sætter sig i bilen, ellers er det den fødende eller faren, der sidder med en kvinde med brændende veer ved siden af. Måske bliver kvinden nødt til at føde på en rasteplads. Der er trods alt lidt mere sikkerhed i, at det er jordemoren, der kører ud og griber barnet, end at faren selv skal gribe barnet på en rasteplads, slår Jacqueline Vejlstrup fast.