GO'

Emma Gad får frisk pust – se listen med god skik anno 2018

Lad være med glemme at svare på dine eks-stedbørns sms’er, lyder et af de nye råd om god opførsel. Se flere nederst i artiklen.

- Lad Dem ikke beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig samtale.

Det er 100 år siden, Emma Gad gav danskerne en kærlig lektion i gode manerer, og hvor dele af den ikoniske etikettebog er uopslidelige, er der også råd, der godt kan bruge en opdatering anno 2018.  

Hvem var Emma Gad?

Københavnsk forfatter og dramatiker, der levede fra 1852 til 1921 og var gift med kontreadmiral Nicholaus Urban Gad.

Debuterede med skuespillet 'Et Aftenbesøg' på Det Kongelige Teater i 1886. 

Var med til at stifte den første faglige organisering af kvinder på kontor i 1898. 

Blev ansat som redaktør på Politikens sektion Dametidende i 1915. 

Udgav 'Takt og Tone - hvordan vi omgaas' i 1918. Siden er den udkommet i adskillige udgaver og oplag. 

Kilde: Den Store Danske

Det mener den tidligere kulturminister Jytte Hilden, der, sammen med historiker Pia Fris Laneth, har bedt 13 danskere om at komme med deres moderne bud på, hvordan vi bør omgås - med udgangspunkt i Emma Gads anvisninger.  

- Det er jo en anden tid end for 100 år siden, hvor Emma Gad, der var gift med en admiral, skrev om sine regler i sit samfund, forklarer hun i Go’ morgen Danmark.

Hvor Emma Gad for eksempel skrev om stedmødre med stedbørn, har Danmark i dag fået delebørn og sammenbragte familier, som hun ikke har udtænkt, hvordan man skal gebærde sig i.

Og selvom hun forudså, at det kunne blive nødvendigt at ”sætte Telefonen ud af Virksomhed”, kunne de færreste regne ud, hvordan internettet ville ændre vores måde at kommunikere på.   

Opgaven for en Stedmoder maa da være den aldrig at lade Stedbørnene mærke, at hendes egne Børn staar hendes Hjerte nærmest

Emma Gad, 'Takt og Tone - hvordan vi omgaas' udgivet i 1918

Fortæl, hvordan vi plejer at gøre

En af bidragyderne til den nye bog, der udkommer på forlaget Frydendal med navnet 'Takt og Tone til Tiden', er dansk-pakistanske Rushy Rashid Højbjerg, der er journalist på Radio24Syv.

Hun har skrevet om mødet mellem forskellige kulturer, som er blevet en langt større del af danskernes hverdag siden Gads rettesnor fra 1918.

For i 2018 kan man ikke være sikker på, at de andre forældre i den lokale fodboldforening har lige så danske rødder som en selv. Og hvad gør man så, hvis de ikke tager deres tørn med kørsel til kampe og vask af fodboldtrøjer?

- Fortæl om det vi plejer at gøre, lyder rådet fra Rushy Rashid Højbjerg.

- Den person, der kommer med en anden baggrund, har måske ikke haft en særlig måde at opføre sig på omkring en fodboldklub. Det er noget, man skal lære, tilføjer hun.

Se et udpluk af 13 danskeres råd i listen nedenfor:

God skik i 2018 - udpluk fra 'Takt og Tone til Tiden'

  1. Om sammenbragte familier

    Undgå:

    - at gennemtvinge egne regler og normer. Vælg dine kampe med omhu.

    - at forlange, at din partners barn skal elske dig lige så højt som sine egne forældre.

    - at glemme at svare på dine eks-stedbørns sms’er. Vis dem, at kærlighed rækker ud over de voksnes brud.

    Husk:

    - at den sammenbragte familie er de voksnes, ikke børnenes, projekt.

    - at din partners ideer om opdragelse er udtryk for lige så stor kærlighed til afkommet som dine egne.

    - at holde ferier og fridage sammen med dine egne børn - også selv om de ikke beder om det.

    Rådene er skrevet af Anne Sophia Hermansen, debat- og kulturredaktør på Berlingske.

  2. Om sociale medier

    Undgå:

    - at skrive noget om andre, der ikke er sandt - eller som kun er en del af sandheden.

    - at dele billeder og tekster, som du ikke er helt sikker på, at den anden ønsker delt.

    - at like og dele andres ondskabsfuldheder.

    Husk:

    - at skrive om væsentlige ting på de sociale medier.

    - at hjælpe dine venner med at opføre sig ordentligt.
     

    Rådene er skrevet af Jeppe Bundsgaard, der er professor i fagdidaktik og it ved DPU under Aarhus Universitet. Han er også forfatter til bogen 'Digital Dannelse'.

  3. Om arbejdspladsen

    Undgå:

    - at tale om personer, der ikke er i rummet, medmindre du skamroser dem.

    - at kigge på din telefon, mens din kollega taler til dig.

    - at bede modtageren kvittere for, at de har læst din mail.

    Husk: 

    - at rette blikket mod dig selv, hvis der er problemer med takt og tone på dit arbejde.

    - at spørge afsenderen af en strategi om eksempler, for eksempel på respektløs kommunikation.

    - at fortælle folk, hvis de har madrester siddende mellem tænderne.
     

    Rådene gives af Morten Münster, der rådgiver organisationer om, hvordan de kan implementere adfærdsdesign.

  4. Om unge

    Undgå:

    - at fortælle, hvad unge skal og bør. Fejltagelser er en del af modningen.

    - at stemme på politikere, der graver generationskløfter og for eksempel støtter klimaskadelige tiltag.

    - at kalde den danske ungdom for de unge. Det er distancerende. 

    Husk:

    - at tale med unge om samfundsspørgsmål. Hør deres mening om kongehuset, legalisering af hash eller ligestilling.

    - at tale med unge om kunst. Giv et gavekort til et museumsbesøg - sammen med dig.

    - at tale med unge om tid og eksistens. Spørg unge, hvad de tænker, for eksempel om døden.
     

    Rådene er skrevet af Olav Hesseldahl, medstifter af Ungdomsbureauet og Ungdommens Folkemøde. 

  5. Om sex og intimitet

    Undgå:

    - at have sex med en, der er fuld eller skæv. De sender uklare signaler og kan ikke mærke deres egne grænser.

    - at tage for givet, at du på forhånd kender din sexpartners grænser.

    Husk:

    - at spørge den, du er sammen med, hvis du er det mindste i tvivl: ”Er du okay?”

    - at mærke dine egne grænser og sige fra, når du ikke kan lide, hvad der foregår.

    - at hjælpe dine kammerater. Hvis de er for uterlige, så stop dem.
     

    Rådene gives af Anna von Sperling, der er journalist ved Information. 

Kilde: 'Takt og Tone til Tiden', udgives af Frydendal.