Rasmus Kragh uden ilt i 'dødszonen' på Everest: - Jeg vidste, at jeg var den sidste på bjerget
Den ultimative drøm har været tæt på at koste bjergbestiger Rasmus Kragh både livet og sit forhold. Alligevel er han atter afsted.
Rasmus Kragh ved, at han traf den helt rigtige beslutning.
Ikke et øjeblik har han fortrudt. Ikke et sekund har han været i tvivl om, at det var det rigtige valg. Alligevel nager bitterheden.
I 2017 var han nødt til at vende om få hundrede højdemeter fra toppen af Mount Everest. Få hundrede højdemeter fra at blive den første dansker på tinden af verdens højeste bjerg uden brug af ilt på flaske.
Flere medier havde tæt fulgt Rasmus Kraghs nedstigning fra bjerget. Efter et emotionelt opkald til kæresten efterfulgt af huller i kommunikationen frygtede man det værste for den dengang 28-årige bjergbestiger.
Nu stod hans to fødder igen sikkert plantet i flade Danmark. Foran den kæreste og familie, der havde været igennem en emotionel rutsjebanetur.
Men en del af Rasmus Kragh var ikke vendt hjem.
- Det var, som om der var en del af mig, der stadig hang deroppe, fortæller han.
- Allerede da jeg vendte om og ikke var kommet ned fra mit topforsøg endnu – der gik jeg og tænkte på, at jeg skulle tilbage igen. Tilbage og få gjort det arbejde færdigt.
Hvordan han skulle fortælle sin kæreste det, vidste han ikke.
Forholdet i fare
Mens hans udkørte og nedbrudte krop fortsat arbejdede på at komme sig, begyndte Rasmus Kragh i kulissen at planlægge sin retur til den tibetanske bjergside.
En plan, der i dag har bragt ham tilbage til Mount Everest, hvor han i skrivende stund akklimatiserer sig i advanced basecamp i cirka 6400 meters højde og med succes har været på afstikkere til godt over 7000 højdemeter.
Alt sammen en del af forberedelserne mod denne gang at nå helt til toppen på 8848 meter.
Rasmus Kragh sender løbende opdateringer fra Mount Everest på blandt andet sin hjemmeside og på Facebook:
Men dengang i 2017 tyngede den dårlige samvittighed stadig. Overfor familien. Overfor kæresten.
Efter Rasmus Kraghs hjemkomst skulle han og kæresten nærme sig hinanden igen. Forsøge igen at forstå hinanden. Ting blev sagt. Firkantet, men ærligt.
Det lå i kortene, at forholdet ville slutte, hvis Rasmus Kragh igen ville drage afsted.
- De fleste andre ville nok sige, at førsteprioriteten er forholdet. Og så må man passe sig ind under det. Men for mig er førsteprioriteten det, jeg laver, siger den i dag 29-årige bjergbestiger.
- Det er den, jeg er. Det skal passes og plejes, og når det så fungerer, og jeg er glad, så kan man se, om vi fungerer sammen. Det samme gælder jo for hende.
For Rasmus Kragh var der ingen tvivl om, at det gav mening at fortsætte i bjergene. At jage de øjeblikke, hvor det hele giver mening: Lidelsen, opofrelsen og alle de ting, man fra planlægning til bestigning giver afkald på for at lykkes.
- Man kommer ud, hvor man kan falde dybt og flyve højt. Hvor man ikke er pakket ind i et vattæppe eller et sikkerhedsnet, siger Rasmus Kragh.
- Jeg tror, det er noget af det, jeg søger. Den her ægthed. Hvor der er en risiko, hvis du sætter foden forkert. Hvor der er en konsekvens, hvis du fejler.
Toppen i sigte
Det var ellers en god dag i Everests ’dødszone’, den dag for et år siden.
Selvom højdemåleren talte mere end 8500 meter, var der helt vindstille ved Mushroom Rock. Solen strålede, og Rasmus Kragh tvang en tår vand ned i sin udmattede krop.
Bag ham lå en opstigning, der ikke var gået helt efter bogen. Langt fra. Foran ham knejsede den 20 meter lodrette klippevæg Second Step.
Men ret forude lå toppen af Mount Everest synlig som en hvid pyramide mod den dybblå himmel.
I det øjeblik – mens Rasmus Kragh med nakken bagover skuede opad – kunne han skimte kulminationen på det bjergbestigningsprojekt, der med raketfart havde bragt ham til tops på to af verdens højeste tinder. Og hvor Everest skulle være kronen på værket.
Så begyndte skyerne at trække sig sammen.
Is og sne hvirvlede rundt længere nede ad bjergryggen. Synet af toppyramiden blev sløret.
Rasmus Kragh fandt sin walkie-talkie frem fra brystlommen.
Et opkald til ekspeditionslederen fortalte ham, at et uvejr var på vej. Tidsvinduet til topforsøg var blevet et døgn kortere, end vejrudsigten først havde forudset. Det skulle gå stærkt med at komme ned.
- Så begyndte jeg at snakke med mig selv. For jeg havde jo lyst til at fortsætte. Jeg følte mig faktisk i stand til det. Og rimelig godt kørende. Men jeg vidste også godt, at jeg var den sidste på bjerget, fortæller Rasmus Kragh.
En rationel stemme meldte sig i hans ellers omtågede baghoved.
Om de stivfrosne lig, han havde mødt på vejen op. Om de ubevægelige, farverige dundragter, der med jævne mellemrum beklædte det ufremkommelige terræn. Om den omkomne australier, hvis stive støvler han selv forgæves havde rusket i kort før forrige lejr.
Rasmus Kragh havde aldrig tidligere vendt om på et bjerg. Nu tog han beslutningen. Vendte 180 grader og begyndte at klatre ned.
En gangbar løsning
I de iltfattige højder på over 8000 meter arbejder hjernen, ligesom resten af kroppen, umådeligt langsomt.
Iltniveauer på Mount Everest i forhold til havets overflade. Ved havoverfladen udgør ilt cirka 21 procent af den samlede atmosfære:
Derfor har bjergbestigere ofte huller i hukommelsen, særligt på de helt høje tinder. Men for den i dag 29-årige Rasmus Kragh står mindet nær toppen af Mount Everest alligevel stærkere end normalt.
Det samme gør turen ned, hvor han så sit telt rutsje ud over en afgrund og forsvinde i dybet – kort efter at han selv var blevet slynget rundt i det og havde kæmpet sig ud. En episode, han efterfølgende har behandlet hos en psykolog – ligesom han har gjort med forholdet til sine nærmeste.
På grund af sin dårlige samvittighed meldte han ikke noget ud, før han var stensikker på, at det var noget, han ville gøre igen. Og på at den rationelle stemme var tilbage i baghovedet.
Nogle måneder efter sin hjemkomst brød han tavsheden.
Ved hjælp af filmoptagelser fra bjerget og lange, ærlige samtaler med sin kæreste om de oplevelser og følelser, de begge havde gennemgået, lykkedes det de to at finde forståelse for hinanden igen. At vende negativitet til opbakning og forståelse. Og at finde en gangbar løsning for dem begge.
- Jeg tror, det hjalp, at det her ikke bare var mig, der lige skulle ud og realisere mig selv. Det er en del af min identitet, det her med bjergene. Det er noget, jeg bliver nødt til at gøre, siger Rasmus Kragh.
- Men jeg tror også, jeg har indset, at man er nødt til at have en base. At have noget derhjemme, som fungerer. For at trække i en anden retning. For at det hele ikke flyver højt og kun handler om bjerge. Man er nødt til at komme ned på jorden en gang imellem.
Fra DM til OL
Han indrømmer, at hans projekt er egoistisk. At det er noget, han gør for sig selv.
Men med ærligheden er det også nemmere for ham at forsvare og fortælle, hvorfor han igen skulle afsted. At give et svar til de personer, han følelsesmæssigt havde revet med sig gennem uvejret.
- Jeg gav et løfte til mig selv og til dem. Det skulle være anderledes. Der var nogle ting, der skulle opgraderes, før jeg ville gøre det igen. Det skulle simpelthen være mere bæredygtigt i længden, siger han.
Hvor Rasmus Kragh før stod for alt fra sponsorer og finansiering til træning og mediedækning, har han denne gang et helt team omkring sig. Til at assistere og give ro i maven med alt andet end selve bestigningen.
- Hvis jeg forberedte mig til et danmarksmesterskab sidste år, så forbereder jeg mig til et OL nu, siger han.
- Det er ikke et spørgsmål, om jeg skal gøre det eller ej. Jeg skal gøre det. Og så er det bare et spørgsmål om, hvordan jeg griber opgaven an. Og den skal være grebet rigtigt an. Det er det, jeg kan gøre for dem omkring mig.
Mere menneske
Med arrangementet omkring sig og erfaringen fra sidste år har Rasmus Kragh ligeledes lagt en ny strategi for at klatre til tops.
I stedet for det klassiske lange, seje træk med akklimatisering i mange stop op og ned ad bjerget vil han give bjergbestigningen det, han selv kalder et ”twist”. Hvor han i en slags sprint med lettere oppakning på ryggen vil forsøge sig med hurtigere, men længere ryk op og ned ad bjerget.
Rasmus Kragh prøver denne gang at trække mere på sine styrker fra ekstremsport og eliteløb. Han har tidligere blandt andet løbet 160 kilometer på under et døgn.
På den måde er planen at minimere den tid, hvor kroppen belastes og nedbrydes i den tynde bjergluft, så han i mange år fremover kan gøre bjerge og eventyr til sin levevej. Og så han kan være mere til stede overfor sin kæreste og familie her og nu.
- Måske være lidt mere menneske i den her proces, mens det kører på, siger han.
OPDATERING den 22. maj 2018: Rasmus Kragh måtte igen vende om på grund af et uvejr - nøjagtig samme sted, som han måtte gøre det i 2017. Om han forsøger en tredje gang, er endnu uvist.