I 25 år har Jakob Urth været familiens kulsorte får – nu vil han skrive historie på Mount Everest
Den danske bjergbestiger Jakob Urth er på vej mod toppen af Mount Everest uden brug af medbragt ilt. Lykkes det, bliver han en del af en snæver elite.
I det sydlige Himalayas klippeklædte Solukhumbu-distrikt vandrer en 41-årig vestjyde med sølvgrå hestehale. Hans mål er at gøre noget, ingen dansker før har gjort.
Med sine 1 meter og 97 centimeter rager han højt over regionens sherpafolk og andre vejfarende på den snørklede sti. Men sammenlignet med det bjergrige sceneri omkring sig er han stadig blot en dværg. Og i forhold til sit bestemmelsessted synes hans tilstedeværelse nærmest ubetydelig – endnu.
Danskeren hedder Jakob Urth. Målet er verdens højeste bjerg, Mount Everest. En kolos på 8848 meter, som Jakob Urth agter at bestige. På egen hånd og uden brug af medbragt ilt.
En tom stol
I mere end 20 år har Jakob Urth utallige gange klatret mod toppen af klodens takkede tinder. Både på egen hånd og i jobbet som rejseguide.
Af egne kræfter har han stået på Gasherbrum 2, Cho Oyu og Shisha Pangma – tre af verdens 14 bjerge på over 8000 meter. På to af toppene var han den første dansker nogensinde.
Mens to årtier er svundet på fjerne bjergsider, har hans stol stået tom til fødselsdage, fester og familiekomsammener.
Vennekredsen er skrumpet ind til en benhård kerne, kærester har løbende fået nok, og nevøerne er vokset op med en onkel under afsides himmelstrøg.
- Skal du ikke snart have et rigtigt job?, har folk mere end én gang spurgt Jakob Urth.
Han oplever, at folk både i og uden for familien har svært ved at forstå, hvorfor han på tredje årti opsøger hårdføre og forblæste bjergegne med iskolde døgn og teltdugen dundrende i ansigtet. Med forfrysninger i tæerne og sporadiske møder med døden.
- Mange vil sige, det er en fuldstændig usikker livsstil. Det er diffust, det er farligt, det er uacceptabelt. Den slags. Jaja, men det er mit liv. Det er mine beslutninger, siger Jakob Urth.
- Jeg er måske det kulsorte får i den her familie.
Fra Struer til Mont Blanc
Allerede på børneværelset i Humlum ved Struer gik Jakob Urth på eventyr. I bøger og magasiner om kapløb mod polerne. Om urfolk i junglerne og opdagelsesrejser mod hvide pletter på verdenskortet.
Spejder- og fisketure blev til vandring og klippeklatring i Norge og Sverige. Og når sneen lagde sig over Vestjylland, kunne man finde den unge Jakob Urth på ski med et bildæk bag sig, som skulle gøre det ud for polarforskernes pulke.
I marts 2018 blev Jakob Urth optaget i Eventyrernes Klub:
Som 17-årig besluttede Jakob Urth sig for med en ven at bestige Mont Blanc, Alpernes højeste bjerg. Først ved ankomsten til den franske skråning dæmrede det for dem, hvad de havde rodet sig ud i.
Snublende mod toppen blev de fanget i en snestorm. Tog sig til takke med det absolut billigste bjergbestigningsgrej af tvivlsom kvalitet og løb tør for proviant.
Jakob Urths kammerat måtte tilmed sys med otte sting, efter at skarpe støvlepigge havde åbnet hans læg i et blødende kødsår.
Men trods den hasarderede debutbestigning, som med Jakob Urths egne ord var ”fuldstændig vanvittig”, nåede de to amatører ”ved rent og skært held” toppen uden at omkomme.
- Det lykkedes. Jeg stod bare på toppen og sagde: ”Wow, det her er det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Mere af det!”. Imens stod min kammerat ved siden af og sagde: ”Aldrig mere!”, fortæller Jakob Urth.
Mellem top og bund
Da Jakob Urth vendte hjem, var det med ny ild i øjnene.
Fra et almindeligt udendørsliv med trekking og klatring havde den unge vestjyde fundet et større eventyr. Fyldt med farer og ukontrollerbare elementer. Hvor selv de bedste planer kan blive skudt til side og tvinge én til at lære undervejs. Fysisk betonet. Ude i naturen. Og gudesmukt.
- Det er en speciel følelse. Eufori. Jeg kan stadig få fugt i øjnene bag solbrillerne, når jeg guider folk rundt på bjergene, siger Jakob Urth og uddyber:
- Når du åbner dit telt en morgen, og du har den vildeste solopgang. Det er vildt. Du mangler ord for at beskrive det.
I takt med de mange års erfaring er det ikke kun tinden, der trækker. Faktisk husker Jakob Urth sjældent toppene på grund af den tynde luft og er nødt at tage billeder for at beskytte minderne.
Omvendt har det fået større betydning at hjælpe andre til tops og at dele sin passion. At planlægge, forberede og gennemføre ekspeditioner. At bevæge sig imellem top og bund. Fysisk såvel som mentalt.
- Det er der, der er action. Det er der, der er bevægelse og tanker og følelser i gang. Der, hvor du er glad og i super form. Der, hvor du er ved at dø af udmattelse og kaster op. Det er der, du får oplevelserne med hjem.
Karma på hjemmebanen
Mere end 30 gange har Jakob Urth betrådt den østnepalesiske grussti, som fører til foden af Mount Everest, og som atter knaser under hans støvler.
Han er på hjemmebane - og denne gang vil han helt til tops.
På vejen bliver han genkendt i klostre og tehuse. Udveksler røverhistorier med de lokale, hvis børn han har set vokse op og blive sendt i skole i hovedstaden Kathmandu.
Han bydes indenfor på en frisk kop citronte. Får et lidt bedre måltid end andre besøgende. Et lidt bedre værelse med en lidt tykkere madras
Fra sherpaerne modtager han lykkeamuletter og bedeflag, som giver god karma, når de medbringes til toppen. Sidste gang hjalp han også ejerne af et tehus med at fragte varer som ris og tørmælk op ad bjerget.
- Det kostede mig ikke mere end to-tre-fem hundrede kroner, men for dem har det en værdi, der er ubeskrivelig. Det er megafantastisk at kunne give, siger Jakob Urth.
- Den kærlighed, jeg får, når jeg er der. Det er jo det, der tæller.
De indre billeder
Oplevelserne fra bjergene og vejen dertil deler Jakob Urth i sine foredrag. Men sjældent i privaten. Han har efter egne ord ikke behov for at fortælle "stolpe op og stolpe ned” om sine ekspeditioner.
Han ønsker hverken at belemre kæreste, familie eller venner med de hundredvis af billeder, han stadig kan fremkalde på nethinden. Om det så er af en stjerneklar aften ved lejrbålet eller af en blodig og forslået koreaner, som efter en faldulykke ånder ud i de iskolde højder.
I stedet fortæller han oftest bare sin mor, at det var ”en fin tur”.
Også kæresten og nære venner skal som oftest spørge ind til turene for at få detaljerne med. Til gengæld føler Jakob Urth, at den hårde kerne, der er tilbage, forstår ham. Forstår hans lidenskab, og hvad det er for minder, han bærer rundt på.
I hovedet har han en bog med hårde og uhyggelige oplevelser, fortæller han. Fylder de mørke sider en dag for meget til, at han ikke længere kan sove om natten, stopper han. Men der er han langt fra endnu.
- Det er stadig kun måske to procent af alle de ture, jeg har været ude på. Af alle de oplevelser, jeg har. Resten er jo helt fantastiske, smukke, storslåede og intense øjeblikke, som bare sidder i min krop og sjæl for evigt, siger Jakob Urth.
Det samme forventer han at få med fra Mount Everest. Som ene klatrer tynger det til tider ikke at kunne dele glæder og bekymringer med en anden undervejs. Men ensomheden skræmmer ham ikke. For Jakob Urth er den en del af processen.
- Der er noget personligt i det. Jeg kan godt lide mit eget selskab. Jeg er ikke bange for mig selv. Jeg er ikke bange for stilhed omkring mig, siger han.
Everest i sigte
To gange tidligere er Jakob Urth blevet tilbudt at bestige Mount Everest som en del af en større ekspedition. Begge gange har han takket nej. Han var endnu ikke klar. Økonomisk. Tidsmæssigt. Men først og fremmest var trangen endnu ikke stor nok.
Og mangler viljen, får man ”lidt for hurtigt tudefjæs”, som Jakob Urth beskriver den følelse af afmagt, der kan opstå i højderne.
Som når man bruger timer på at udgrave et plateau til et telt, blot for at det senere blæser bort. Eller når man i 30 minusgrader ligger i læ, smelter sne og tæller timer eller endog dage til, at vejret tillader et topforsøg. At 'komme i audiens', som bjergklatrerne siger.
Mens maratonløbere og jernmænd kan se frem til velfortjent hvile efter en til tre håndfulde timer, kan der for bjergbestigere i den iltfattige ’dødszone’ over 8000 meters højde snildt gå mere end et døgn med at sætte det ene ben foran det andet i et tilsyneladende uendeligt tunnelsyn.
Og navnet 'dødszonen' er ikke for sjov. Foruden lavinefare, pludselige vejrskift og fare for forfrysninger i de ned til 40 minusgrader er der vedvarende risiko for blodpropper, hjerneskader og lungeødem.
Ingen mennesker kan overleve mere end få døgn i det kvælende tynde luftlag.
Iltniveauer på Mount Everest i forhold til havets overflade. Ved havoverfladen udgør ilt cirka 21 procent af den samlede atmosfære:
Alligevel er Jakob Urths stålgrå blik sat mod verdens 14 tinder over ’dødszonen’. Først og fremmest Mount Everest. Mod fodsporene fra de forgængere, hvis bøger fortsat fylder fem hyldemeter af hjemmet i Norge.
Med sin mangeårige erfaring ved han, hvad der venter.
Han har tidligere stået 150 meter fra toppen af nabobjerget Lhotse, verdens fjerdehøjeste, og kunnet spejde til klodens højeste punkt. Undervejs besøgte han Everests fjerde lejr – sidste stop før tinden.
- Det er et superflot bjerg, et supersmukt bjerg, men det er virkelig også stort. Så for mig har det været sådan, at når alt spiller – først der, skal jeg prøve at lave mit forsøg, siger Jakob Urth.
- Og jeg tænker, det er nu. Nu har jeg følelsen af, at det er rigtigt. Nu ligger det i kortene. Nu er det min tur.
Et rent papir
For at forberede sig flyttede Jakob Urth for et års tid siden til Stavanger i Norge. Her har han løbet utallige kilometer i det bakkede terræn. Klatret på fjelde og opsøgt is og sne en kort kørsel fra hjemmet.
Træning og kost har fyldt meget. De stærke relationer har han dyrket. De ting, der ikke fungerer, har han presset i baggrunden. Folk, der ikke vil ham det godt, har han presset væk. På bjerget er der ikke plads til overflødig oppakning.
- Mental forberedelse er en stor del af sådan en Everest-ekspedition. Du er nødt til at have klare linjer, et rent papir, når du tager afsted. Det nytter ikke, at du har issues med kæresten eller postyr i optakten. For det æder dig op, siger Jakob Urth.
Undervejs i sit topforsøg på Mount Everest vil Jakob Urth blive fulgt af et filmhold fra TV 2, der dokumenterer bedriften. Når filmholdet når til bjergets anden lejr i 6400 meters højde, overtager en lokal sherpa kameraføringen.
Jakob Urth vælger at se mediebevågenheden som en ekstra livline. Det samme gør han med sit gode forhold til de lokale sherpafamilier.
- Hvis der er nogle, der kan redde en, så er det en sherpa. Det er ikke alle mulige store, stærke europæere. De kan ikke en skid. Jeg kan ikke en skid i forhold til, hvad sherpaerne kan. Det er dem, man skal stole på. Det er dem, der skal hjælpe en, hvis det brænder på. Det er også dem, man skal hjælpe, hvis man kan, siger Jakob Urth.
Eventyrets kald
Trods tv-holdets tilstedeværelse vil Jakob Urth stadig skulle klare sig selv. Og i bjergenes ensomhed finder han ofte sine nære frem.
- Det er ikke sådan, at jeg glemmer dem. Jeg glemmer bestemt ikke forholdet til mine brødre og til familien. Jeg tager det med og kan tage det frem, siger Jakob Urth.
- Det er en af de ting, jeg arbejder med mentalt. At tage gode ting frem, når jeg har behov for det. Og tage de lidt sværere ting frem, når jeg i mit twistede sind har behov for at få noget modspil. Eller for at arbejde hen mod noget løsning.
At hans lidenskab har en pris, troede Jakob Urth ikke, da han var 25-30 år. Men det har den, fortæller han i dag.
Han er klar over, at han ikke har tilbragt al den tid, han kunne med sin familie og venner. At han i manges øjne har valgt dem fra til fordel for bjergene.
Alligevel fortsætter Jakob Urth mod verdens tag. Den mentale bog står stadig i plus. Trods afsavn, farer og forhindringer trækker højderne fortsat i ham. Eventyret trumfer alt.
- Den natur, den kultur og de mennesker, man møder. Og så bare at have de der kæmpestore bjerge, mand. Det er derfor, jeg er bjergbestiger.
Gå selv på opdagelse på Mount Everests sydlige (og nordlige) rute i grafikken her.
OPDATERING den 22. maj 2018: Jakob Urth nåede som den 18. dansker toppen af Mount Everest lørdag den 19. maj klokken 8.32 lokal tid.
Ved cirka 8650 meter over havets overflade måtte han dog modtage ilt fra flaske, inden han endelig nåede toppen:
Følg bestigningen i levende billeder fra bjerget, når TV 2 til næste år bringer en dokumentar om Jakob Urths bedrift.