Her kan du vinde et hus til 2,6 millioner

Næste sæson af 'Nybyggerne' rykker til det østjyske.

Det kræver både krøllede idéer og benhårdt arbejde. 

Fire forskellige par bruger i tv-programmet 'Nybyggerne' cirka ni uger på at omdanne en helt rå bolig til deres ideelle hjem. Nu afslører programmets redaktør, hvor deltagerne i næste sæson skal dyste om at vinde et hus til et millionbeløb.

Denne gang foregår det i Østjylland.

Gør-det-selv-konkurrencen rykker nemlig til Randers-området, der også er kendt som ’Kronjylland’. 

- De sidste fem år har de kreative par kunnet sætte deres nybyggeraftryk i henholdsvis Kolding, Farum, Aalborg og Hedehusene. Og til den palet kan vi nu tilføje skræddersyede huse i Kronjylland, og det glæder vi os ekstremt meget til, siger 'Nybyggerne'-redaktør Stine Lundbak Ravn. 

Randers og Kronjylland

Udtrykket 'Kronjylland' refererer til området omkring Randers.

Randers Kommune har et indbyggertal på over 98.000 og et areal på 748 kvadratkilometer, og dermed er kommunen blandt landets største.

Næste sæson af 'Nybyggerne' foregår nær den østjyske by, og du kan søge om at være med lige her: https://www.shortaudition.com/Nybyggerne-2018

Fra lejligheder til huse

I den seneste sæson, som Fredrik Holm Koch og Charlotte Jakobsen vandt, var det lejligheder i Hedehusene ved Roskilde, der skulle omdannes. 

Denne gang bliver det huse til en salgspris på 2,6 millioner kroner, som deltagerne kommer til at gøre i stand nær Randers. 

Når de fire huse står færdige, er det tv-seerne, der bestemmer, hvilket par der vinder deres egen unikke bolig.

- For nogle er drømmen at bo i lejlighed, for andre i hus. For nogle findes det gode liv på landet, for andre er det i byen. Præferencerne er dejligt mange og vidt forskellige, og det forsøger vi i 'Nybyggerne' at imødekomme ved netop at afveksle mellem boligformer og landsdele, fortæller programmets redaktør.

TV 2 og Metronome Productions søger par og familier fra alle egne af landet, der vil være med i den næste omgang af 'Nybyggerne' og dermed få chancen for at vinde et nyt hjem i Østjylland.  

Læs mere om, hvordan du tilmelder dig næste sæson af 'Nybyggerne' lige her.