Mor og datter har 100 ting de skal nå inden uhelbredelig sygdom skiller dem
Listens 100 punkter har givet både mor og datter nyt mod på livet. Se dem alle nederst i artiklen.
Sov under åben himmel. Svøm med delfiner. Dans i regnvejr.
26-årige Malene Andrup har lavet en liste over 100 oplevelser, hun skal nå at dele med sin mor, før hun mister hende – hvilket hun gør, hvis kræftprognosen holder.
Malene Andrup begyndte at notere tingene ned få dage efter, at hun og hendes familie fik beskeden.
Lægerne har – for tredje gang – opdaget sjældne og aggressive kræftknuder, som betyder, at hendes mor, Annette Andrup, ikke ved, om hun har 20 år eller blot et halvt tilbage at leve i.
Måske kan kræften holdes nede med kemo. Måske ikke.
Små og store drømme
Beskeden ramte som et chok, men da Malene Andrup havde grædt i tre dage, gik hun i gang med listen.
Se et vandfald. Spis vafler på Give-egnens museum. Stå på toppen af Rundetårn. Brug en weekend sammen uden mobil og internet.
Hun ville vende magtesløsheden til noget konkret og livsbekræftende.
- Min mor er et ekstremt positivt menneske, som bare nægter at give op i alt, hvad hun gør. Hvis ikke kræften har tænkt sig at sætte nogle begrænsninger, så vil vi heller ikke, siger hun i ’Go’ weekend Danmark’.
Derfor rummer listen en blanding af små oplevelser, der er forholdsvist nemme at indfri, og de større af slagsen.
Se nordlys. Hjælp hinanden med at planlægge og afholde Malenes bryllup. Besøg Meteora-klostre i Grækenland. Sørg for, at mor bliver mormor til mine børn.
Nægter at give op
Da 62-årige Annette Andrup fik at vide, at kræften kommer til at koste hende livet på et tidspunkt, var hendes klare holdning: ”Jeg gider ikke dø af det her lort”.
Hun mærker lige nu ikke noget til sygdommen, da hun endnu ikke er begyndt i kemoterapi, og hun tror på, at hun kan blive rask - for det bliver hun nødt til.
- Hvis man bare sætter sig hen i hjørnet og siger: "Nu dør jeg", så gør man nok også det. Men hvis man beslutter sig for, at det gider man altså ikke, så kan man bedre kæmpe imod.
- Jeg har simpelthen så meget at leve for, siger hun.
Skriv en bog sammen. Fang en fisk. Se vores hund få hvalpe. Spis macarons. Tag på tur i en autocamper.
- Hvorfor skulle jeg ikke kunne?
Derfor kalder hun sin datters liste en enorm opbakning, da den viser den ”indre overlevelsesgejst”, som Annette Andrup også selv har.
- Det giver mig mentalt overskud til at sige, "hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre alle de her ting?", siger hun og tilføjer, at det måske slet ikke er så elendig en prognose, som det ser ud til:
- Det betyder jo også, at kræften giver os nogle oplevelser sammen, som vi måske ellers ikke ville få, siger hun.
De har tilføjet mange af punkterne på listen i fællesskab, men Malene Andrup har fundet på de fleste med udgangspunkt i, hvad der ville give både hende og hendes mor mod på livet. Og hun har ramt plet mange gange, forklarer Annette Andrup.
Besøg en indianerstamme. Sæt nyudklækkede skildpaddeunger ud i havet. Hav en hyggeaften foran vores egen brændeovn.
- Jeg har altid snakket om, at jeg gerne ville have en brændeovn, men vi har slet ikke nogen, så der har hun lyttet godt efter. Det er selvfølgelig virkelig en kærlighedserklæring at læse sådan noget.
Håber at inspirere
Mor og datter er allerede i gang med at føre oplevelserne ud i livet. De skal snart på bridgewalk over Lillebæltsbroen og til håndlæsning.
Og lørdag i ’Go’ weekend Danmark’ kunne hun hakke endnu en ting af fra listen. Her blev det afsløret, at mor og datter skulle på limousinetur - punkt 50 på listen.
Og når Annette Andrup bliver spurgt, om de når igennem alle 100, svarer hun ”ja” uden at tøve. Også selvom lægerne modsiger punkt nummer 100.
Overvind kræften.
Uanset hvordan tiden udvikler sig, er håbet dog noget, der gør det nemmere for dem at tackle sygdommen.
- Selv hvis vi ikke når alt på listen, får vi stadig en masse gode oplevelser sammen ud af det. Det handler ikke kun om at overleve, men også om at leve, siger Malene Andrup.
Både hun og hendes mor håber, at deres liste kan inspirere andre i samme situation.
- Til at få det bedste ud af det, siger Annette Andrup.
Her er Malenes fulde liste over det, hun skal nå at opleve sammen med sin mor:
- At min mor bliver mormor til mine børn
- Kanotur på Gudenåen
- At hjælpes med at planlægge og afholde mit bryllup
- Fange en fisk
- Gennemføre et halvmaraton
- Nå vores ønskevægt
- Rejse til Maldiverne
- Flyve på 1. klasse
- Vinterbade
- Bo på en jernalderlejr
- Rejse tilbage til Israel
- Bruge en weekend sammen uden mobil og internet
- Sove under åben himmel
- Tage på skiferie
- Tage til sandskulpturfestival
- Få behandling hos en kinesiolog (test af helbredet, red.)
- Ride på hest på en strand i solnedgang
- Tage på krydstogt
- Bruge en weekend i et luksussommerhus
- Lave glaskunst sammen
- Svømme med delfiner
- Tage på picnic
- Male et billede
- Prøve “afdøde kontakt”
- Tage på spaophold
- Spise en gourmetmiddag
- Opleve Bornholm
- Tage på all inclusive charterrejse
- Tage på hyttetur
- Besøge Harry Potter-museum i London
- Gå med bare tæer på en bounty-strand
- Spise vafler på Give-egnens Museum
- Tage i Tivoli i København
- Tage på “Trommerejse” med vejledning fra en shaman
- Tage i Disneyland
- Smage østers
- Smage ægte kaviar
- Tage på madlavningskursus
- Få mig til at stoppe med at ryge
- Spise en is på den spanske trappe i Rom
- Akupunktur
- Besøge Meteora-klostre i Grækenland
- Tage på tur med Oslofærgen
- Se et vandfald
- Stå på toppen af Rundetårn
- Bade i varme kilder i Island
- Drikke en øl på en pub i London
- Besøge Grønland
- Holde traditionel Thanksgiving
- Køre i limousine
- Få en skønhedsbehandling
- Danse i regnvejr
- Tage på en familieferie sammen
- Få taget mor-datter billeder sammen
- Bo i et lille blåt og hvidt hus på Santorini
- Lave mad over bål
- Få håndlæsning
- Tage til en numerolog
- Få en make-over
- Få en massage
- Købe en paryk (hvis det bliver nødvendigt)
- Prøve at bo på et slot
- Tage på kurbad i udlandet
- Tage på flødebollekursus
- Bodyflight i vindtunnel
- Flyve i luftballon
- Besøge Aros
- Tage på bondegårdstur
- Få mor-datter-smykker
- Se nordlys
- Bo på d´Angleterre
- Tage på julemarked
- Finde alternative kræftbehandlinger
- Overnatning på et badehotel ved stranden
- Besøge Indien og få ayurveda-behandling (helbredende behandling, red.).
- Se en musical
- Spise macarons (småkage, red.) i Paris
- Skrive en bog sammen
- Tage på shoppetur i Magasin
- Spise kage på La Glace
- Tage på vandretur
- Dyrke økologiske grønsager i eget drivhus
- Spise frokost på restaurant Price
- Få hvalpe på vores hund
- Tage på tur i en luksusautocamper
- Have en hyggeaften foran vores egen brændeovn
- Sætte nyudklækkede skildpadde unger ud i havet
- Besøge den gamle by i Århus
- Besøge en indianerstamme
- Tage på tur med et sejlskib
- Spise frokost på stranden
- Bridgewalking (at gå oven på en bro, red.)
- Få dykkercertifikat
- Spise middag på en kro
- Prøve virtual reality
- Tage til filmpremiere
- Tage i zoologisk have
- Lære at dyrke yoga
- Tage på kunstmuseum
- OVERVINDE KRÆFTEN