GO'

Populær kur er fis i en hornlygte, mener ekspert

Detox-kure hjælper hverken på vægttab eller udrensning, selvom mange tror det.

De er populære blandt danskere, der vil smide et par hurtige kilo eller føler, at kroppen trænger til at blive renset ud.

Men der er ingen videnskabelige beviser for, at de såkaldte detox-kure virker, forklarer underviser i klinisk og forebyggende ernæring Lars Klingenberg.

- Fra min synsvinkel er det fis i en hornlygte. Man behøver ikke drikke en masse te eller juice, hvis man har levet usundt i en uge, siger han i Go’ morgen Danmark.

Har ikke gang på jord

For det forholder sig nemlig ikke sådan, at der ophober sig en masse giftstoffer i kroppen, der er behov for at skylle eller rense ud, som kurens engelske navn antyder. Derfor er juicekuren "en trend, der taler ind i folks frygt, men som ikke har gang på jord", mener ernæringseksperten.

Det er stort set ikke andet end sukker

Lars Klingenberg

De ting, kroppen ikke kan bruge, tager blandt andet leveren sig af løbende, og så bliver det udskilt gennem for eksempel urinen - også selvom vi spiser en burger eller andet mad, der traditionelt regnes som usundt.

- Den mad, vi køber, er noget af det, der er mest gennemreguleret og gennemtestet, så selvfølgelig er der ikke en masse giftstoffer i vores mad. Så ville det jo ikke kunne sælges, siger Lars Klingenberg.

Sukkerkur

Ifølge eksperten så kan mange juicekure i stedet betegnes som sukkerkure – især hvis det er frugtjuice.

- Det er stort set ikke andet end sukker, men mange tænker: ”Her får jeg et ordentligt vitamintilskud, det må da være sundt”. Og der er også en række vitaminer i. Kroppen er bare indrettet, så den kun tager det, den har brug for, og resten tisser vi alligevel ud, siger han.

Kuren egner sig heller ikke til et varigt vægttab, da man kan komme til at erstatte en kost rig på gode næringsstoffer med en ensidig kost.

- Men man kan godt smide to til fire kilogram i løbet af kort tid på sådan en kur og tro, at det virker supergodt. Men det er altså ikke fedtvævet, der forsvinder på den korte bane, men derimod blandt andet væske, siger han og fortsætter:

- Så man kan godt tabe sig på kort sigt, men det kommer for det meste igen, når man vender tilbage til sine normale spisevaner.

En positiv effekt

Lars Klingenberg anerkender også, at der er tilbagemeldinger fra folk, der har haft en positiv oplevelse med en detox-kur.

- De har en opfattelse af, at de gør noget godt for sig selv, og det kan give en følelse af velvære og kontrol. Dét får os til at tro, at det virker, siger han.

Han understreger samtidig, at det heller ikke er decideret usundt, hvis man ikke gør det over en længere periode. For ét af de seks stykker frugt og grønt, man skal have om dagen, kan godt erstattes af et glas juice.

Så man kan sagtens kaste sig ud i det, men det skal ifølge Lars Klingenberg ikke være for at detoxe eller tabe sig.