Hunden afhjælper årelangt mareridt: - Mine børn siger, de har fået en gladere mor

Flere gange om dagen genoplever Kiki Andersen den situation, der nær kostede hende livet.

Lyden af en ambulance er noget af det, der trigger 29-årige Kiki Andersen allermest.

Det sender hende tilbage til den dag for syv år siden, hvor hun lå i en ambulance med fuld udrykning og kæmpede for sit liv.  

Hun skulle have fjernet sin galdeblære, men et snit i en pulsåre resulterede i, at der pludselig pumpede blod ud i hendes bughule. Hendes krop gik i krise.

- Jeg havde følelsen af, at min krop var ved at dø og tænkte, lige om lidt, kan jeg ikke mere, fortæller hun.

Men hun kunne ikke sige noget, se noget eller høre andet end sine egne tanker og ambulancens sirene.

Den oplevelse gør, at hun i dag lever med posttraumatisk stress syndrom – også kendt som PTSD. Hun genoplever de tanker og følelser, hun havde, mange gange om dagen. Og derfor kan lyden fra en ambulance knække hende.

Hvad er PTSD?

PTSD er en stressreaktion, som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Lidelsen har ramt lidt over to procent af den europæiske befolkning. 

Personen med PTSD genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne som drømme eller mareridt.

Han eller hun føler oftest et stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed.

Kilde: Psykiatrifonden

- Førhen kunne jeg nærmest lægge mig ned i fosterstilling og græde. Og der er bare rigtig mange udrykninger, så det var rigtig tit, at jeg havde det så skidt, siger hun i 'Go’ morgen Danmark'.  

- Hun har givet mig lyst til at kæmpe

Men sådan er det ikke længere. Kiki har nemlig fået en psykiatrisk servicehund, der er trænet til at være hendes mentale støtte gennem hverdagen.

Den form for servicehund bruges også til at hjælpe krigsveteraner eller andre med en psykisk diagnose. Og Kiki Andersen havde hørt om disse hunde, men var skeptisk.

- Jeg tænkte, at det ikke kunne hjælpe mig, fordi jeg følte, jeg var så langt nede.

Men siden Kiki Andersen fik Kia for fire måneder siden, har hun fået et nyt liv.     

Folk siger til mig, at jeg har fået mit glimt tilbage i øjnene

Kiki Andersen, sygemeldt

Før sov hun, fra hun afleverede sine tvillingedøtre i skolen, til de skulle hentes igen. Hun havde ikke overskud til at handle ind, gøre rent eller være ude blandt andre mennesker.

Men alt det har ændret sig.

- Jeg kan gå længere ture, jeg kan gøre rent derhjemme, og folk siger til mig, at jeg har fået mit glimt tilbage i øjnene. Jeg smiler og griner, siger Kiki Andersen.

- Så hun har gjort rigtig meget, og givet mig lyst til at kæmpe videre, fortsætter hun.   

Også Kiki Andersens 7-årige døtre mærker en stor forandring allerede.

- De siger, at de har fået en meget gladere mor.

En beroligende pote

Kia har tidligere været støttehund for børn med angst og er derfor opflasket med symptomerne på psykisk lidelse tæt inde på livet.

Hunden har derfor også helt naturligt fra begyndelsen været opmærksom på sin ejer og haft evnen til at berolige hende, hver gang en ambulance er i nærheden. Det skete også i 'Go' morgen Danmark'-studiet, da en ambulance kørte forbi i nærheden. 

- Jeg reagerer stadigvæk, og det er det, hun kan mærke, siger Kiki Andersen. 

Se, hvordan Kia reagerede på ambulancelyden i videoen herunder: 

Hunden Kia har givet 29-årige Kiki Andersen, der lider af PTSD, meget mere overskud i hverdagen. Video: Nanna Jakobsgaard Nielsen & Frederik Svaneborg

Og faktisk havde hun og Kia bare kendt hinanden i få minutter, før det skete første gang. På vej hjem fra kennelen, hvor Kiki hentede hende, mødte de lyden af en ambulance, og Kia fløj op fra sædet, lagde en pote på Kiki og begyndte at lave lyde for at signalere, at alt var okay.

- Det, synes jeg, var vildt. Hun vidste slet ikke noget om mig, og så reagerede hun på den største trigger, jeg har, siger Kiki.

Servicehunde kan mærke, hvornår deres ejer får brug for støtte, og når der er styr på situationen igen, trækker de sig automatisk tilbage.

- Det er et flydende samarbejde mellem hund og ejer, forklarer Vibeke Reese, der er adfærdsbehandler og certificeret international specialtræner.  

Kia har tidligere været støttehund for børn med angst.
Kia har tidligere været støttehund for børn med angst. Foto: TV 2

Vil hjælpe andre

Derudover bliver psykiatriske servicehunde trænet specifikt til ejerens behov. Hos Vibeke sker det gennem et to-årigt uddannelsesprogram. Hunde af Kias race, en staffordshire bullterrier, har ekstra stort potentiale til at blive en god servicehund, siger træneren.

- De har så stor en empati og indlevelse i mennesker, at der ikke er ret mange racer, der kan matche dem.

Derfor har Kiki Andersen også besluttet, at Kia skal have hvalpe, og at en af dem skal trænes op til at være psykiatrisk servicehund for en anden, der har brug for hjælp.

- Det er en fantastisk oplevelse for mig at få mit gamle liv igen, selvom jeg aldrig bliver rask. Jeg kæmper stadig lige så meget, men der er bare kommet meget mere overskud og meget mere luft til at være mig selv, siger hun og fortsætter:

- Det vil jeg gerne give videre.

Hør hele Kikis historie på TV 2 PLAY