GO'

Et indslag på tv fik de høje kvinder til at myldre frem: - Vi vil være stolte af os selv

Fabienne Sørensen har for første gang i sit liv fundet veninder, hun kan se i øjnene.

 187,5 centimeter på flad fod og så en ti centimenter høj hæl oveni. Det måler Gitte Nøhr Alving, og den høje hæl er vigtig. 

- Når vi står på hæle, som vi gør her, så owner vi virkelig vores højde. Så står vi virkelig ved det, siger hun i 'Go' morgen Danmark'

Hun er stifter af facebookgruppen 'Høje kvinder på høj hæl', der på to år har fået tilslutning af 300 kvinder. Og siden hun sammen med to af gruppens andre medlemmer gæstede 'Go' morgen Danmark', er nye medlemmer væltet til.

Bare få timer efter indslaget var løbet over tv-skærmen, var medlemstallet næsten fordoblet. Gruppen har i skrivende stund fået 272 nye medlemmer. 

- Det er eksploderet, og vi fik tårer i øjnene, da vi læste deres beskeder, fordi der var så mange, der skrev: "Gud, jeg troede, jeg var alene". Det er også den følelse, vi har haft, lyder det fra 46-årige Fabienne Sørensen. 

Hvor høje er vi i Danmark?

I 2016 fastslog det hidtil største højdestudie på verdensplan, at gennemsnitshøjden for en dansk mand er 181,4 centimeter, mens en gennemsnitlig dansk kvinde har en højde på 167,2 centimeter. 

Det gør danske mænd til de femtehøjeste i verden, mens danske kvinder er de syvendehøjeste.

Læs mere her

Giver hinanden rygrad

For i 'Høje kvinder på hæl' er alle kvinder over 180 centimeter.

De er vant til at være dem, der skiller sig ud på gaden og bliver mødt af et "Gud, hvor er du høj". De har haft øgenavne, da de var unge, og de har ikke kunnet få det samme ud af en shoppetur med veninderne, fordi der simpelthen ikke var tøj, der passede.

Det giver jo styrke, at man ikke står alene

Fabienne Sørensen, medlem af 'Høje kvinder på høj hæl'

Selv i dag, kan de høje kvinder med egne ord føle sig som "blikfang", når de bevæger sig nedad Strøget på en travl lørdag. 

- Der bliver kigget, og der bliver kommenteret, hver gang du bevæger dig ud af døren. Det er bare sådan, det er, siger 50-årige Gitte Nøhr Alving, der indtil for to år siden aldrig tog højhælede sko på. 

Men en dag i 2016 prøvede hun sin datters høje hæle og bevægede sig ud til sin mand på terrassen. "Hvor er det flot, skat," lød hans respons. Og fra den dag besluttede hun sig for at være stolt af sin højde. Med det fulgte idéen om det sociale netværk for kvinder, der er lige så høje som hende selv.

Her står kvinderne fra 'Høje kvinder på hæl' side om side med 'Go' morgen Danmark'-værterne Ida Wohlert og Morten Ankerdal. Fra venstre er det Kira Leopoldine på 190 cm, Fabienne Sørensen på 190 cm og Gitte Nøhr Alving på 187,5 cm.

- Det handler om, at du bevidst ændrer dit fokus til at se det fra en positiv vinkel, siger Gitte Nøhr Alving og bliver suppleret af Fabienne Sørensen: 

- Vi vil give hinanden den rygrad til at rejse os op, tage vores hæle på og være stolte af os selv. 

Kan se veninderne i øjnene

Både stoltheden og en følelse af at passe ind var klart det, der ramte Fabienne Sørensen, første gang hun mødte "pigerne", som hun kalder gruppens øvrige medlemmer. 

- Det var så fantastisk, fordi man jo ikke er vant til at være i øjenhøjde med andre mennesker. Jeg har aldrig haft nogle veninder, jeg kunne se i øjnene, og jeg fik på en eller anden måde sådan en rus af det, fortæller hun. 

Her ses Gitte Nøhr Alving i begyndelsen af tyverne. Hun står til længst til højre. I midten står hendes storesøster på 164 centimeter.

Kvinderne mødes to gange årligt til træf, og derudover har de også været på tur til London for at shoppe sammen. Men de støtter også hinanden i dagligdagen gennem Facebook. 

- Det giver jo styrke, at man ikke står alene. Hvis man har fået en dum kommentar, går man hjem og skriver til pigerne på siden, og så bakker vi hinanden op, i stedet for at man bliver ked af det, som jeg kan huske, jeg blev, da jeg var ung, siger Fabienne Sørensen. 

'Høje kvinder på høj hæl' har rundet over 500 medlemmer, siden deres medvirken i 'Go' morgen Danmark'. - Vi må virkelig have ramt spot on, siger gruppens stifter Gitte Nøhr Alving. Her er de fotograferet til et møde. Foto: 'Høje kvinder på høj hæl'.  Her ses Gitte Nøhr Alving i begyndelsen af tyverne. Hun står til længst til højre. I midten står hendes storesøster på 164 centimeter.

Føler sig normal

Og spørger man Irene Ostrich, der er psykolog og specialist i kognitiv adfærdsterapi, kan et socialt fællesskab som 'Høje kvinder på hæl' have en stor terapeutisk effekt. 

- Man ændrer måden at tænke om sig selv og sit værd, siger hun til TV 2. 

- Hvis man skiller sig ud på en eller anden måde, kan man komme til at opfatte det som noget dårligt. Men når man går ind i et positivt, givende og konstruktivt fællesskab, som de her kvinder har gjort, ændrer man hele tankesættet fra 'ikke godt' til 'godt' og fra 'ikke noget værd' til 'en hel masse værd'. Og det er terapeutisk, siger hun. 

De høje kvinder med høje hæle håber derfor også, at deres klub kan inspirere andre. 

- Lad os tilsmile mangfoldigheden mellem mennesker, og lad os dyrke det at være anderledes og lave nogle grupper, hvor man kan få det her fællesskab. For det er jo rigtig skønt, når man har det. Vi føler nærmest, der er en normalitet, når vi er sammen, fordi vi er lige høje, siger Gitte Nøhr Alving.

Se hele indslaget med 'Høje kvinder på høj hæl' på TV 2 PLAY