16x9

Guide: Sådan brygger du enkelt og billigt din egen øl hjemme i køkkenet

I samarbejde med Carlsberg

Det er overraskende simpelt at komme i gang med at brygge øl. Se bare her.

- Jeg tror ikke på dem, der siger, de ikke kan lide øl. Man kan brygge en øl til alles smag.

Påstanden brager ud mellem skægget på Zoran Gojkovic. Han er Director of Research i Carlsberg Laboratorierne og arbejder til dagligt med at brygge og eksperimentere med nye øl-smage.

Tiden, hvor en øl var en øl, er forbi. I dag findes der øl i alle mulige afskygninger og smagsvarianter.

I 2017 voksede andelen af specialøl på det danske marked sig større end nogensinde, da den udgjorde lige over ni procent af det samlede ølsalg. Det viser tal fra Bryggeriforeningen.

Rekordmange bryggerier

Den udvikling går hånd i hånd med antallet af nye danske mikrobryggerier. I 2017 åbnede ikke færre end 30 nye, mindre bryghuse, og dermed overgik man det hidtidige rekordår fra 2013.

Ved forårets seneste opgørelse nåede man op på hele 197 bryggerier i Danmark, skriver ølsitet beerticker.dk.

Sammen Om Hele Humlen

Denne artikel er en del af artikelserien ’Sammen Om Hele Humlen’, der præsenteres i samarbejde med Carlsberg. I serien inviterer vi danskerne indenfor i en verden af øl, stemninger, historie og fællesskab.

Vi går tæt på ølbrygningens kunst, de nye tendenser i vaner og forbrug, og vi undersøger, hvordan vi bruger øllen i samværet med hinanden.

Den udvikling har også betydet nye smage på markedet.

2017 blev nemlig også et rekordår, hvad angår antallet af nye øl, der blev tappet og solgt på markedet.

1622 varianter af de gyldne dråber nåede man op på, viser den optælling, som beerticker.dk lavede i forbindelse med opgørelsen af nye, danske bryggerier.

Og måske skal en af forklaringerne findes i det faktum, at det faktisk er forbavsende enkelt at fremstille øl.

I virkeligheden kræver det ikke andet end en gryde, vand, malt, humle og gær. Derfor kunne selv oldtidens egyptere og vikingerne brygge deres eget øl.

Den store udfordring ligger i at håndtere de kemiske processer og dermed få øllet til at smage godt, inden det tappes på flaske eller fustage.

Smagen afhænger blandt meget andet af malttype, gærtype og evnen til at kontrollere temperaturer og gæring under hele processen.

Udstyr og ingredienser til at brygge ca. 10 liter øl

Afhængig af gærtype kan følgende bruges til at lave ale eller mørk pilsner.

Råvarer

  • 2 kg groft formalet malt (f. eks. 80 % pilsner, 15 % muncher og 5 % karamelmalt)
  • 8 liter vand fra hanen
  • 10g + 10g humle pellets (ca. 10 % alpha)
  • Ølgær

Udstyr:

  • 10 liters gryde (eller større)
  • Spand til fødevarer
  • Stor ske
  • Termometer
  • Køkkensi (si af net)
  • 1m silikone slange
  • Tappehane

Men hvad kræver det at eksperimentere med sit eget hjemmebryg? Hvordan kommer man i gang med at være sin egen brygmester?

Det undersøgte vi ved at alliere os med Carlsbergs brygmester Zoran Gojkovic.

Og konklusionen var overraskende: For simple midler - man kan købe ølbrygningskit til begyndere for helt ned til cirka 500 kroner - kan du kaste dig ud i ølbrygningens kunstart hjemme i dit eget køkken.

Med avanceret udstyr, der kan registrere og kontrollere processerne, er chancen for at producere kvalitet langt større, men det er ikke afgørende for at skabe en væske, du kan kalde din egen øl. Velsmagende eller ej.

Herunder guider Zoran Gojkovic dig igennem ølbrygningens fire hovedfaser fra mæskning til tapning.

Det er således eksklusiv efterkarboneringen af det tappede øl, hvor der tilsættes sukker for at danne ekstra kulsyre. Også det har betydning for smagen.

Det er ingen facitliste, og der er tale om et lynkursus, som giver en indføring i brygmesterens håndværk. En guide til at komme i gang med at udvikle sin helt egen signaturøl.

Og brygmesterens opfordring er ikke til at tage fejl af. Der er ikke nogen undskyldning for ikke at komme i gang med at eksperimentere hjemme i køkkenet.

Som Zoran Gojkovic siger, mens han stikker fingrende i den tørrede malt:

- Do this at home!

Sådan brygger du din egen øl

Malten klargøres

I den første fase af processen gælder det om at klargøre malten til kogningen af din urt. Urten er betegnelsen for den væske, der i sidste ende skal blive til din øl.
Processen kaldes mæskning og skal omdanne maltens stivelse til maltsukker. Maltsukkeret er nemlig fuldstændig afgørende for den gæring, der senere skal finde sted. Under gæringen omsættes maltsukkeret til alkohol.
Først skal du anskaffe noget malt og knuse det groft. Det kan du gøre med et simpelt køkkenredskab, eller du kan vælge at købe det knust.   

Urten filtreres

Efter mæskningen skal urten filtreres. Det kan gøres ved hjælp af en simpel hjemmelavet filtreringskonstruktion. Her adskilles den faste del (mask) fra den flydende del (urt).
Processen skal gentages nogle gange, så det kræver tålmodighed. Det er vigtigt at få en ren og klar urt. Den overskydende mask, der indeholder proteiner og fibre, er god og nærende dyrefoder - særligt til kvæg.  

Urten koges op

Nu skal urten koges op. Det gør blandt andet, at urten steriliseres, ligesom det afkoger eventuelle flygtige smagsstoffer.
Det er vigtigt at have styr på temperaturerne i denne fase, så følg dit termometer nøje. Det er også i denne fase, du tilsætter humlen og dermed giver urten dens karakteristiske ølsmag. 

Urten gæres og bliver til øl

Nu hældes urten over i en steril gæringsspand, hvor gæringsprocessen sættes i gang. Urten køles ned, hvorefter gæren tilføjes. Bemærk, at der skal bruges særligt ølgær og altså ikke bagegær. Der monteres en gærlås på spanden, som gradvist lukker den overskydende CO2 ud, mens den samtidig holder luftens bakterier væk fra øllet. 
Herefter skal du bare vente en uges tid, og - voila - så kan du tappe og smage din egen øl.
Det kræver blot en tappehane, der monteres på gærspanden. For at få den bedste øl bør man dog efterkarbonere øllet ved at tilsætte sukker, når man tapper på flaske. Det genererer over tid mere kulsyre, så øllen ikke bliver doven.
Skål!