Veninde lavede byttehandel og fik landmand til at søge kærligheden på tv
Landmanden Anders Vanggård har ikke fortrudt, at han blev tilmeldt 'Landmand søger kærlighed'.
Startskuddet har lydt, og jagten på kærligheden for landmænd, der savner en kvinde at dele livet på landet med, er atter i gang.
En af dem, der i sæsonens første afsnit kaster sig ud i mødet med fem fremmede kvinder, er 43-årige Anders Vanggård fra den lille stationsby Høng i Vestsjælland.
Det var dog ikke hans egen idé at prøve lykken i programmet, men i stedet resultatet af en god gammeldags byttehandel, afslørede han tirsdag i 'Go' aften Danmark'.
En snu veninde
Anders Vanggård bor i sit gamle barndomshjem, et lille nedlagt landbrug, og arbejder til daglig som markmand på Kruusesminde Gods nær Korsør.
Han havde efterhånden været single i fire år, og nu skulle der ske noget, mente landmandens veninde. Så da Anders Vanggård forsøgte at hverve hende til den frivillige bestyrelse, hvor han selv er formand, var hun klar med et godt tilbud, fortæller landmanden.
- Jeg tænkte, at hun godt kunne komme med der, men det gjorde hun kun på én betingelse: Jeg skulle melde mig til 'Landmand søger kærlighed', siger han.
Anders Vanggård havde dog ikke forestillet sig, at han ville blive udvalgt og indvilligede derfor. Og sådan gik det altså til, at han endte på tv som en kærlighedsøgende landmand.
- Det kom lidt bag på mig
Selvom det kun er tiden, der vil vise, om landmanden finder sin bondekone i sidste ende, er der i hvert fald garanti for at møde det modsatte køn.
Noget som Anders Vanggård synes er lidt svært, der hvor han kommer fra.
- Ude på Vestsjælland, hvor jeg er, synes jeg ikke, de har stået i kø, siger han.
Men alligevel modtog Anders Vanggård breve fra 18 kvinder, der alle var friske på en date med den i dag 43-årige landmand.
- Det kom sådan set lidt bag på mig, at der er så mange, der er er interesseret i mig. Det hjalp da lidt på selvtilliden, siger han.
Se Anders Vanggårds præsentationsvideo til 'Landmand søger kærlighed' nedenfor.
Ud af sin komfortzone
Anders Vanggård er en aktiv mand, men ifølge ham selv knap så god til at komme ud af sin komfortzone for at møde en at dele tilværelsen med. Det har resulteret i, at han arbejder en masse for at undgå at sidde alene hjemme.
Landmanden drømmer om at møde en pige, der har humor, men som ellers er hans modsætning: Én som kan få ham med ud og prøve nye ting.
Derfor er det også dejligt at få opmærksomhed fra kvinderne i programmet, fortæller Anders Vanggård, der dog også kan afsløre, at han kommer på dybt vand.
- Alt det der følelsessnak er en stor udfordring for mig. Lene (værten i programmet, red.) kaldte mig en træmand - en, der holder paraderne lidt oppe og synes, det er nemmere med en kæk bemærkning, siger han.
- Jeg er blevet bedre
Deltagelsen i programmet var ikke just planlagt fra landmandens side, men ikke desto mindre har Anders Vanggård ”på ingen måde har fortrudt".
- Nogen stor charlatan bliver jeg nok ikke, men jeg synes, at jeg er blevet bedre. Jeg har fået mere selvværd.