Én er nyforelsket, en anden er blevet mor – sådan er det gået kvinderne fra 'Landmand søger kærlighed'
Flere af de tidligere deltagere har nu fundet manden, de vil dele livet med.
- Kender jeg ikke dig fra fjernsynet?
Spørgsmålet møder stadig de kvinder, som gennem årene har kastet sig ud i at finde en landmand at dele livet med.
Men selvom 'Landmand søger kærlighed' ikke gemte på et perfekt match, har kvinderne alligevel fået noget ud af datingprogrammet. Læs her, hvordan det er gået en håndfuld af de tidligere kvindelige deltagere:
Dorte: Mødte manden i sit liv under optagelserne
56-årige Dorte Rasmussen deltog i 2016 i tredje sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Hun fik aldrig følelser for landmanden Jens og bad ham selv om at lade være med at vælge hende til programmets store finale, den romantiske weekend.
I stedet gemte kærligheden sig i netværket hos en af landmandens øvrige bejlere. Under optagelserne introducerede en af de andre kvinder nemlig Dorte for sin ven Birger, og der opstod hurtigt en god kemi mellem de to. Så da optagelserne var overstået, mødtes Dorte og Birger igen og igen. Og igen.
- Den var der bare fra start, siger Dorte.
De sejler, fisker og går på loppemarkeder sammen, og for et år siden rykkede Birger til Lolland. Parret har nu et hus 800 meter fra vandet, men de har planer om, at de snart skal endnu tættere på. De drømmer nemlig om at købe en husbåd og bo i den året rundt.
- Hvis den rigtige båd var der, kunne det godt blive i morgen. Det ville jo fantastisk. Ren terapi, siger Dorte Rasmussen.
Hun har selv to voksne børn og glæder sig over, at der fulgte yderligere to bonusbørn og en flok af syv børnebørn med den mand, hun ønsker at dele resten af sit liv sammen med.
Cecilie-Petrea: Fandt modet til at date
Cecilie-Petrea Neergaard Nielsen deltog i 2016 i tredje sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Her datede hun den sønderjyske landmand Dennis og kom med ham på romantisk weekend i København.
Hun var dengang bare 21 år, boede hjemme hos sine forældre i Hobro og havde altid været alt for genert til overhovedet at udveksle ét ord med en fyr. Faktisk var den første date med landmanden hendes første date nogensinde.
Men det lavede 'Landmand søger kærlighed' om på. Selvom der ikke opstod store, romantiske følelser mellem hende og Dennis, har programmet haft stor betydning for hendes forhold til sig selv og til at date.
- Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv på det punkt. Det gav mig al den selvtillid og det selvværd, jeg aldrig nogensinde har haft, siger Cecilie-Petrea Neergaard Nielsen, der altid har været "den tykke pige" og hende, som synes, det var forfærdeligt, hvis folk prøvede at tage et billede af hende.
Derfor havde hun før 'Landmand søger kærlighed' aldrig haft et profilbillede på sociale medier, men nu skifter hun ofte og har været på en hel del Tinder-dates siden.
- Det har været en kæmpe sejr, siger den nu 23-årige Cecilie-Petrea.
Hendes nye indstilling til sig selv blev kickstartet af den positive opmærksomhed og de mange rosende beskeder, som tikkede ind efter landmandsprogrammet, og så har hun ellers arbejdet med selvværdet siden. Og selvom hun de seneste år også har kæmpet med en depression, er hun langt gladere for, hvor hun står i dag, end før hun medvirkede i programmet.
Nu bor Cecilie-Petrea Neergaard Nielsen i Aalborg sammen med sin lillesøster. Hun har planer om at påbegynde en frisøruddannelse næste år.
Christel: Startede et tv-eventyr
50-årige Christel Øestberg Frost deltog i 2015 i første sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Her charmerede hun sig til en af de to pladser på Finns gård i Brørup.
Hun løb dog ikke med landmanden, men Christel tog en ny interesse med hjem i stedet.
Tre måneder efter sin medvirken, skød hun nemlig gang i sit eget hobbyprojekt, TV Frost. I flere år har hun gennem sin kanal på Youtube dækket kulturbegivenheder i Kalundborg - med Christel foran kameraet og hendes ældste datter bagved.
De søgte og fik også adgang til store shows som 'X Factor', og interviewede deltagere og dommere ved fredagenes liveshows.
- Vi havde faste pladser, og vi sad lige mellem Se og Hør og Ekstra Bladet. Det er jeg lidt stolt af, griner hun.
Christel medvirkede efter 'Landmand søger kærlighed' også i flere tv-programmer, blandt andet 'Min første date' på TV 2. Det førte ikke til en kæreste, men de forskellige former for dating har gjort hende klogere på, hvad hun søger i en partner.
- Jeg vil gerne have en, der kan og har lyst til at sætte ord på sine følelser. Og så må det gerne være en, der kan acceptere – eller ligefrem er vild med – at jeg er så ærlig og upoleret, som jeg er, siger hun.
Det er blevet til cirka én date om året, siden Christel Øestberg Frost var med i 'Landmand søger kærlighed'. Dukker den rigtige op, er hun ikke i tvivl om, at hun har plads til kærligheden i sit liv.
Lærke: Nyforelsket i ny landmand
23-årige Lærke Danslev deltog sidste år i fjerde sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Her blev hun med tårer i øjnene valgt fra til fordel for Nadia, da landmanden Steffen skulle beslutte, hvem han ville have med på romantisk weekend.
Nu er tårerne dog vendt til sommerfugle i maven. For fem måneder siden gik hun nemlig en tur ved stranden med Thomas, som i dag er hendes kæreste. De blev smedet sammen af en af Lærkes veninder, som mente, at de ville være et godt match. Og Lærke, der er mor til en datter på seks, faldt hurtigt for sin nye kærlighed.
- Jeg kunne bare mærke, at han var helt fantastisk, så jeg er jo helt vildt glad. Det er stadig en helt ny forelskelse, siger hun og afslører, at kæresten næsten kan kaldes en landmand, selvom han til daglig er jord- og betonarbejder.
Han købte nemlig sin egen gård uden for Skælskør for tre-fire år siden, som han nu har renoveret. Her bor han sammen med sine to børn fra tidligere forhold, og derfor bliver der hygget om og leget med alle tre unger, når parret er sammen. Den familietid betyder meget for Lærke.
Under optagelserne af 'Landmand søger kærlighed' blev hun klar over, at hun ikke ville trives med en landmand, der arbejdede fra tidlig morgen til sen aften hver dag. Og nu har hun i stedet fundet en, som er lige så stort et familiemenneske, som hun selv er.
Hun bliver stadig genkendt på gaden efter at have medvirket i programmet. Lige efter skete det så ofte, at hun nærmest ikke følte, hun kunne gå nogle steder uden at blive stoppet.
- Det kunne godt være lidt trættende engang i mellem, men nu har jeg det faktisk fint nok med det. Nu smiler jeg bare og siger: "Ja, det er mig".
Louise: Har fået sin guldklump
De to bedste veninder Louise Hansen og Pernille Nielsen var begge med i fjerde sæson af 'Landmand søger kærlighed', hvor de datede den samme landmand, Danni.
Pernille endte med at trække sig, så Louise kunne komme på romantisk weekend med ham.
Det blev dog aldrig til mere end et venskab mellem Louise og Danni. Til gengæld er der kommet en ny lille mand ind i Louise Hansens liv.
1. juli blev hun mor til sønnen Oliver, fortæller hun i 'Landmand søger kærlighed - ekstra'. Og faktisk havde hun veninden Pernille med til fødslen.
- Du var mega sej, lyder det fra veninden til den nybagte mor, som beskriver det som "helt fantastisk" at få sin lille søn i armene.
Nu nyder Louise Hansen sin barsel, mens Pernille Nielsen er begyndt at studere. Pernille har tilmed fundet en kæreste, som hun er flyttet sammen med i Horsens.
- Vi har været sammen i nogle måneder, og så kunne vi bare ikke undvære hinanden mere, siger hun i ekstra-programmet og tilføjer:
- Det er en, jeg vil dele livet med.
Se 'Landmand søger kærlighed' hver tirsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.