Tv-vært sætter uheldige landmænd på plads: - Sådan kan du ikke tale
Lene Beier taler om følelser med landmænd, der ellers aldrig taler om følelser. Og hun giver dem klar besked, når de går over stregen.
- Det kan man jo godt forstå, hun blev ked af.
Tv-værten Lene Beier lægger ingen fingre imellem. Hun taler om den pige, den 28-årige landmand Thomas Bertram valgte fra i 'Landmand søger kærlighed'.
Valget begrundede han blandt andet med, at hun var "for blød at holde om".
Og sådan noget siger man jo ikke, vil tv-værten have landmanden til at indse.
- Vi piger kan godt være lidt følsomme. Hvis jeg spørger min mand, om jeg har en stor røv i de her bukser, siger han nej. Og det gør han bare, fordi han er sød, forklarer hun.
Og det sker med et underliggende budskab om, at landmanden måske kunne lære lidt af det.
En anden side af sagen
For det er det, Lene Beier gør. For femte gang i træk har hun rejst Danmark rundt med missionen om at hjælpe seks landmænd til at finde kærligheden.
Hun har gjort det til sin ting at tale om følelser med mænd, som ikke er vant til at åbne op. Give dem råd og kærlige skub, når de ikke selv kan se, at pigerne faktisk godt kan lide dem. Og så lærer hun både landmændene og resten af danskerne en ting eller to om det modsatte køn, og hvordan vi faktisk kan gøre hinanden lykkelige, hvis bare vi forstår hinanden.
Det betyder også, at hun af og til må tage en alvorssnak med en landmand, når ordene kommer forkert ud.
- Nogle gange er jeg nødt til at tage den skrappe skolelærerstemme på og sige: "Sådan dér kan du ikke tale. Hvis du siger sådan, bliver det opfattet helt forkert". Det er ikke, fordi jeg skælder ud eller vil få dem til at skamme sig, men jeg kan godt sige noget, der kan få folk til at se sig selv udefra. Se tingene fra en lidt anden vinkel, siger hun.
Det gjorde hun for eksempel også over for landmanden Martin Iversen, der skabte heftig debat tidligere på sæsonen.
Den 31-årige sønderjyde lagde ikke skjul på, at han var skuffet og frustreret over de piger, han mødte på sin speeddate. I hans øjne havde de pyntet for meget på virkeligheden og vedlagt billeder til deres breve, som ikke lignede dem længere.
Han sagde blandt andet, at han "ikke havde fået den vare, han havde bestilt".
- Den holdning har han jo ret til at have. Han skal bare sige det på en anden måde end det, han får sagt, lyder det fra værten.
Hotdog og håndbajer
Men hvordan konfronterer man et andet menneske med det, uden at personen misforstår? Og hvordan kommer Lene Beier overhovedet ind på livet af de landmænd, som er af så få ord, at det bliver svært for dem at holde en samtale i gang?
Fra den anden side af skærmen virker det, som om det hele begynder, når Lene Beier vader ind i landmændenes stuer i strømpefødder, knapper en håndbajer op og skåler med. For eksempel når der skal læses breve fra pigerne, og øllen er nødvendig for at tage de værste nerver.
Og det er ikke helt forkert. Men det er ikke noget, hun gør, fordi hun skal. Hun gør det, fordi det falder hende naturligt.
- Jeg prøver bare at være 100 procent mig selv, og jeg er jo en 'hotdog og en håndbajer'-tøs. Jeg er mere til gummistøvler end stiletter, og jeg er mere til en 'høker' end til et glas champagne. Det er sådan, jeg er vokset op, siger hun og tilføjer:
- Det at kunne tale med folk er i virkeligheden ikke noget, jeg har lært mig selv. Det er noget, alle de mennesker, jeg har mødt i mit liv, har lært mig.
Familiens snakkehoved
Lene Beier kommer nemlig fra et hjem, der gik under navnet 'Hovedbanegården i Skive'. Altid kom folk forbi: Forældrenes sejlervenner, kollegaer eller bekendte fra motorcykelklubben.
Og 'Støjsender 1', som Lene Beier blev kaldt dengang, var altid klar til at snakke med gæsterne. Var der ingen, interviewede hun sine familiemedlemmer.
Dertil kommer, at hun har arbejdet i en bowlinghal i seks år og herefter på pubben Pub Annexet midt i Skive.
Her elskede hun at have vagten fra klokken 17 til 22 helt alene, så hun kunne tale med gæsterne: Venner, der kom til fyraftensøl. Soldater fra kasernen, som savnede deres nærmeste. Eller dem, som for en stund flygtede hjemmefra, fordi tingene var svære.
- Det var mega hyggeligt. Det ligger bare til mig, at man lytter på, hvad folk har at sige, og prøver at hjælpe, så godt man kan, siger hun og fortsætter:
- Min mor er ekstremt snakkesalig, og min far er til gengæld en mand af få ord, medmindre han taler om noget, der interesserer ham – så kan han snakke i timevis. Jeg har fået lidt af begge verdener: Snakkegenet fra min mor og eftertænksomheden og evnen til at lytte fra min far.
Vil ikke udstille
Faktisk minder mange af landmændene Lene Beier om hendes far. De bryder sig heller ikke om small talk. Men taler man med dem om noget, de ved noget om, er det anderledes.
- Så er de i virkeligheden ikke så lukkede, som man lige først skulle tro, siger Lene Beier.
Og her er det bare heldigt, at hun selv har masser af familie på landet og derfor kan snakke med om høsten og fodermajsen, og at hun heller ikke er bange for at hoppe ind i folden og klappe en hest. Men når hun derefter skal stille de dybere spørgsmål om ensomhed eller forelskelse, passer hun altid mere på.
- Jeg vil jo gerne vide, hvorfor de ikke har fundet kærligheden, men jeg vil ikke have, at de skal blive flove over det eller føle, de ikke er gode nok, siger hun.
- Jeg vil bare gerne kunne forstå dem, og jeg gør rigtig meget ud af, at de forstår, at jeg ikke spørger, fordi jeg vil udstille dem, men fordi jeg gerne vil hjælpe dem. Det er jo en hårfin balance.
Fra 'Hovedbanegården i Skive' er hun nemlig opflasket med, at man skal hjælpe, hvor man kan.
- Hvis man forstår problemet, kan man formentlig hjælpe. Man kan i hvert fald prøve, siger hun.
Med hjerte for de usikre
Om det sker med en til tider skrap skolelærerstemme eller ej, ligger rollen hende ikke fjernt.
Selvom hun er blevet en af danskernes yndlinge på skærmen, er Lene Beier egentlig skolelærer. Frem til 2011 underviste hun de ældste folkeskoleelever, som ofte kæmpede med en usikkerhed omkring, hvilket ben de skulle stå på, og hvordan de var den bedste udgave af sig selv.
Hun elskede arbejdet med unge mennesker og deres problemer. Og hun havde altid en forkærlighed for dem, der ikke helt passede ind.
- Det er jo ikke, fordi landmændene ikke passer ind. De har måske bare passet sig selv for meget. De er simpelthen så låst og fanget i deres arbejde, at det er svært for dem at komme ud at møde nogen. Og så bliver man jo rusten i det på et eller andet tidspunkt, og til sidst bliver man også bange, siger hun.
Men det er slet ikke så håbløst at åbne op for en 'træmand', som det måske ser ud. For det er bare en mand, der ikke er blevet talt med længe.
- Jeg prøver at finde ud af, hvad det i virkeligheden er, han siger, han gerne vil. Også mellem linjerne. Rigtig mange af landmændene ved jo godt, hvad de savner. Men de har måske bare ikke talt om det i lang tid, fordi det ikke er sådan noget, man går og taler om. At man er ensom, at man savner en kæreste eller synes, at det er ensomt at bo alene i et stort hus, siger hun.
Gør man noget, sker der noget
Men netop derfor synes Lene Beier, det er fedt, at landmændene, som melder sig til programmet, tør satse på at finde kærligheden. Det får hende til at tænke på et råd, hendes lillesøster altid bruger:
- Gør man noget, sker der noget, lyder det.
- Det er noget, jeg selv prøver at leve efter i mit liv. Jeg tror, det er noget af det vigtigste, man skal huske sig selv på. Hvis der er noget, man er ked af eller godt kunne tænke sig var anderledes, så skal man gøre noget. For hvis man gør noget, så sker der noget, siger Lene Beier.
Og selvom hun og holdet bag 'Landmand søger kærlighed' ikke kan garantere landmændene, at der venter en kæreste for enden af tv-optagelserne, så kan de love dem, at der i hvert fald sker et eller andet.
- Noget af det bedste er jo, at uanset om de finder kærligheden eller ej, så har de fået noget med. Alle landmændene har fået mere selvtillid og ser på sig selv med mere positive briller. Det er i virkeligheden den største gevinst, og at være med til at give det giver også mig en helt masse, siger Lene Beier.
Helt uden sin skrappe skolelærerstemme.
Se 'Landmand søger kærlighed' hver tirsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY, når det passer dig.
Det siger landmændene om Lene Beier
"Hun er god til at komme med indspark"
- Jeg oplever Lene som en, der er god til at komme med nogle indspark. Hun har en anden tilgang til tingene og kommer med sine pointer, og det er fint for en jyde som mig. Det kan for eksempel være i forhold til, hvordan man håndterer situationer og følelser. Her er jeg mere direkte, og der er hun bedre til de bløde sider. Og så supplerer hun lidt med det, fortæller Thomas Bertram.
"Hun føler sig hjemme mange steder"
- Jeg husker første gang, hun kom her på gården, og vi skulle filme. Hun går ud af bilen, vader lige ind i stuen, og jeg tænkte: ”Hold da op”. Men sådan er Lene. Hun føler sig hjemme mange steder, tror jeg. Og hun er selvfølgelig velkommen. Det er meget morsomt, lyder det fra landmanden Niels Kjær Sørensen.
"Jeg var bange for, hun gik i flæsket på mig"
- Jeg var lidt ræd for, at hun gik lige i flæsket på mig (efter skuffelsen over pigernes udseende, red.). Men jeg synes, hun er en god vært, som ikke angriber, men også kommer med sin side af sagen. Hun er en kvinde, og jeg er en mand. Vi ser på en situation fra vidt forskellige vinkler, og en snak med Lene hjalp mig til at se noget fra en anden side, lyder det fra Martin Iversen.
"Lene har empati"
- Lene har empati. Det er også det, der gør, at hun kan lave det her. Hun er god til at få os til at slappe af og glemme kameraet, siger landmanden Anders Vanggård.
"Hun er nem at få krammere af"
- Lene er sådan en, der går i folk med træsko på. Hun er nem at snakke med og nem at få krammere af. Man kan selvfølgelig godt mærke, hvis der er en masse ting, hun skal nå, hvor hun skal koncentrere sig. Men hun kan begge dele, både pjatte og være fokuseret, lyder det fra landmanden Jørgen Pahus.
"Hun er en skidefin person"
- Hun er en skidefin person, meget nede på jorden. Jeg havde kun set hende på fjernsyn før, og det kunne jo godt være, at hun var en lidt snobbet københavnertype. Da hun kom herud første gang, tænkte jeg også, at nu skulle hun ikke lige komme og tro, hun var konge. Men hun var sgu meget cool. Vi snakkede bare sammen som normale mennesker, siger Troels Brink Hymøller.
