Her er 10 gode råd til en bæredygtig jul

16x9
Juletræ Foto: Pixabay

I samarbejde med ALDI

Flæskesteg, juletræer og gaver kan være hårde ved miljøet. Heldigvis kan man godt opretholde traditionerne bæredygtigt.

Juleglansen stråler fra træets grønne top, men CO2-udledningen stråler endnu højere i december. Transport til familiebesøg, tung julemad, stemningsskabende lysdioder og nåletræer er alle medvirkende til at øge mængden af kuldioxid i atmosfæren.

Derudover tillægges belastningen fra julegaverne, der ifølge den grønne tænketank Concito gennemsnitligt udleder 133 kilo CO2 per dansker. Men julen behøver ikke nødvendigvis at være så miljøtung, som traditionerne umiddelbart skulle foranledige.

Jul på budget

I en artikelserie sætter tv2.dk og Aldi sammen fokus på ‘Jul på budget’. Alt sammen uden at gå på kompromis med hyggen og de gode traditioner.

Vi skal ind på livet på nogle af dem, som er gode til at fejre jul uden at bruge en formue.  Samtidig giver vi gode tips og tricks til, hvordan man selv kan holde jul på budget.

Hvis man vil holde en klimavenlig jul, så handler det ganske enkelt om at forbruge mindre eller smartere.

- I Danmark bruger hver indbygger tre gange så mange resurser, som kloden egentlig kan holde til, og i juledagene stiger vores forbrug yderligere, så hvis man vil holde en grøn jul, må man skære ned, forklarer Sine Beuse Fauerby, der er miljøpolitisk serniorrådgiver for Danmarks Naturfredningsforening.

Med en gennemsnitlig årlig udledning på 17 ton CO2 per dansker hører vi til i toppen af listen over CO2-syndere i verden. Omtrent en sjettedel af den samlede udledning kommer fra vores forbrug af mad, mens gruppen “ting og sager” dækker over en fjerdedel af forbruget.

Der kan altså være en hel del af hente ved at tænke mere klimavenligt i juletiden.

Afstemning

Skær ned på nisselege og pakkespil

Men hvordan balancerer man ambitionen om bæredygtighed med behovet for at bevare julens klassiske traditioner?

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der er fortalere for, at vi afskaffer julen. Men man kan sagtens holde en jul, hvor man køber mindre og bedre, siger Sine Beuse Fauerby.

Der er mange steder at tænke bæredygtigt, når det kommer til julen. Generelt gælder det om at holde de nødvendige indkøb til det klimavenlige alternativ. Hvis man eksempelvis gerne vil have julelys i indkørslen, så kan man med fordel skaffe sig en LED-lyskæde, der bruger markant mindre energi på at lyse op.

LED-lyskæder er markant mere energieffektive og sparer masser af strøm i julemåneden.
LED-lyskæder er markant mere energieffektive og sparer masser af strøm i julemåneden. Foto: Pixabay

Det handler grundlæggende om at overveje, hvad der er nødvendigt for ens egen idé om den gode jul, og hvordan man eksempelvis kan tænke i indkøbsløsninger, der har en grønnere profil.

- En lille kinesisk produceret snemand, der kan stå og blinke, kan sagtens koste et helt kilo affald at producere. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan man ikke finde bæredygtige versioner af småt og billigt elektronik, siger Sine Beuse Fauerby.

Men der findes masser af alternativer.

Sine Beuse Fauerby peger på nisselegene og pakkespil som potentielle områder, hvor man sagtens kan tænke i mere bæredygtige baner, når man er på indkøb.

- Det er i den kontekst, man ofte køber de der små gaver, mange smider væk bagefter. Gaverne bør derfor være noget alle kan bruge, og noget spiseligt er jo oplagt, siger hun.

Hvad der er sundt er bæredygtigt

Hun fremhæver maden, som et godt sted at skifte spor mod en mere bæredygtig retning.

- Når man ved, at kødindtaget er skadeligt for klimaet, så kan man jo starte med at skære ned der, siger Sine Buse Fauerby.

square to 16x9

Ifølge undersøgelsen fra Concito går der 34 kilo CO2 på en flæskesteg. Det svarer til mere end 250 km bilkørsel og mere end 100 timers strømforbrug. Er man til gås, lyder CO2-regningen på 24 kilo. Går man med et ønske om en grønnere jul, så kan der altså være meget at hente ved at lave om på de klassiske juleretter.

Det sunde er også det grønne

Grøn julemad er også højt på menuen hos kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

- Når det kommer til at vælge en bæredygtig julemenu, så skal man oftest bare tænke på, at hvad der er sundt, det er også grønt, så hvis man værner om sin egen sundhed, når man køber ind til julefrokosten, så skåner man oftest også klimaet, siger hun.

Generelt kan det være et forfriskende alternativ at tænke mere i grønne retter i juletiden, fortæller Louisa Lorang:

- Det kan være så enkelt som at smørstege spidskål og toppe det med brunet smør og ristede hasselnødder. Det kan være en tiltrængt afveksling på et frokostbord bestående af frikadeller og brun sovs.

En grøn og billig julemenu

Hun har til lejligheden sammensat et eksempel på en grøn julemenu på et budget, hvor de fleste kan være med. Her er hovedattraktionen en såkaldt “mock duck”. Det er en klassiker, når det kommer til vegansk julemad og langt billigere end eksempelvis andesteg.

Mock duck er et billigt og velsmagende vegansk alternativ til juleand.
Mock duck er et billigt og velsmagende vegansk alternativ til juleand. Foto: Maria Warnke Nørregaard

Mock ducken findes på dåse og er kød lavet af hvedeprotein med en tekstur, der minder om andekød. Hertil kunne eksempelvis serveres sauce og små, bagte æbler. Læs videre for at finde opskriften.

Alternative gaver under træet

Når julemaden er konsumeret og træet er cirkuleret, kan man toppe den grønne julestund af med alternative gaver. Sine Buse Fauerby anbefaler, at man her tænker i genbrug og oplevelser:

- Hvis man køber noget fra en genbrugsbutik, har man allerede mindsket sit CO2-aftryk betydeligt. Derudover kan man også give gaver til velgørende organisationer eller give hinanden oplevelser.

En god grøn gave er nemlig den slags pakker, som ikke indeholder noget materielt.

- Jeg har for eksempel en kollega, som ønsker sig rengøringshjælp og vinduespudsning, siger hun. 

 

MOCK DUCK MED VEGESAUCE - til 4 personer

Kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang fra Lorang&Co giver her sit bud på en grøn julemenu, der er nem og billig at lave.

Mock duck kan købes i forskellige supermarkeder og fås typisk fra 20 kr. og opefter.
Mock duck kan købes i forskellige supermarkeder og fås typisk fra 20 kr. og opefter. Foto: Maria Warnke Nørregaard

DU SKAL BRUGE:

  • 1-2 dåser mock duck

Sauce:

  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • 2 stilke bladselleri
  • 25 g tørrede, udblødte svampe
  • olivenolie
  • 2 laurbærblade
  • 2-4 stilke timian
  • ½ dl rødvin
  • 2 spsk. ribsgele
  • Tip: Geleringsmidlet ’E440’ er vegansk og naturligt fremstillet, oftest af appelsin- og citronskaller.
  • 2 spsk. mel
  • 2. spsk. tomatpuré
  • 8 dl grøntsagsbouillon

Desuden:

  • Små æbler

SÅDAN GØR DU

Sauce: Hak løg, hvidløg, gulerødder, bladselleri og svampe groft. Sautér det hele i olivenolie i en dyb pande. Det må gerne tage farve, men ikke for hurtigt, lad det stege ved middelvarme i 10-15 minutter. Kom laurbærblade, timian, rødvin og ribsgele på og lade væden koge væk. Drys grøntsagerne med mel og steg kort sammen med tomatpuré. Hæld bouillon på og lad saucen boble i 4-5 minutter. Sigt over i en ren gryde og lad saucen simre i 20 minutter, eller til den er tyk og lækker. Smag til med salt og peber.

Mock duck: Halvér æblerne og skær kernehuset ud med en lille kniv. Bag dem i 3-4 minutter ved 200 grader. Steg din mock duck i lidt olie på en stor, varm pande. Steg den til den er varm. Krydr med salt. Kom gerne lidt af saucen på panden og lad den varme med mock duck. Skær mock duck i skiver.

Servering: Servér mock duck med sauce og bagte små æbler

10 veje til en grønnere jul

Maden

Spis mere økologisk og mindre kød. Tommelfingerreglen er, at det, der er sundt, er også grønt.

Gaverne

Køb gaver i genbrugsbutikker. Eller giv oplevelser eller serviceydelser som eksempelvis et gavekort til vinduespudsning.

Gavepapir

Gem gavepapiret fra tidligere år og genbrug det. Eller brug papir fra gamle aviser.

Julepynt

Genbrug julepynten fra tidligere år. Eller pynt med ting, der er fundet i naturen.

Strømmen

Gå efter julebelysning med LED-teknologi. En LED-pære bruger op til en tiendedel mindre strøm end en glødepære.

Juletræet

Det kan indkøbes økologisk - men vær opmærksom på, at det holder i kortere tid og taber nålene tidligere.

Pakkekalender

I stedet for en billigt produceret dims, som ofte hurtigt går i glemmebogen, så overvej om du kan give mad eller måske virtuelle gaver som eksempelvis virtuelle penge til børnenes computerspil.

Transport i julen

30 procent af den samlede CO2-udledning kommer fra transport. Kollektiv transport som bus og tog er mere klimavenligt end benzin- og dieselbiler. Tager man alligevel bilen, så fyld den op.

Genbrug poserne

December er en heftig handelsmåned, og plastikposerne hober sig op. Når du tager på julehandel, så medbring en genbrugspose eller en stofpose.

Sortér affaldet fra julen

Er man ikke omfattet af en sorteringsordning i kommunen, så kan man gøre lidt ekstra ud af affaldssorteringen i julen. Hold glas, metal, plastik, pap, papir og pant adskilt i forskellige sække og aflevér på genbrugspladserne.