16x9

Taler danskerne for lidt sammen? 29-årig talte med 100 fremmede på 100 dage

I samarbejde med Santa Maria

Mads Søndergaard Thomsen vil have, at flere taler sammen. Amalie Frøkjær-Rubbås vil helst ikke forstyrres. Nu har de lært noget af hinanden.

Det begyndte i et fitnesscenter.

29-årige Mads Søndergaard Thomsen trænede som så mange gange før, men en dag var der noget, der nagede ham. Mens han talte sine gentagelser, stod han ved siden af en mand og en kvinde, der gjorde det samme. Der stod de tre personer på rad og række og stirrede hinanden ind i øjnene gennem spejlet foran dem. De prustede, stønnede og led sammen, men ingen af dem ville sige noget til hinanden.

Da Mads Søndergaard Thomsen kom hjem til sin kæreste den aften, var han nærmest rasende, fortæller han.

- Hvorfor fanden kan vi ikke anerkende hinandens tilstedeværelse? Hvad er der galt med vores samfund, siden vi kan gå op og ned ad hinanden uden så meget som at sige hej?

Sæt krydderi på hverdagen

Denne artikel er en del af artikelserien ‘Sæt krydderi på hverdagen’, der præsenteres i samarbejde med Santa Maria. I serien sætter vi fokus på, hvad der er godt ved at gøre hverdagstingene på en ny og anderledes måde. Vi kommer omkring vaner, parforhold, arbejdsliv og forholdet til vores medmennesker.

Den slags spørgsmål måtte kæresten ofte lægge øre til, men nu skulle noget ændre sig. Den aften besluttede Mads Søndergaard Thomsen sig nemlig for at tage tyren ved hornene, nu ville han finde ud af, hvordan han selv kunne blive bedre til at tale med fremmede.

Nu gjorde han det til sin mission, at han de næste 100 dage ville tale med 100 fremmede mennesker, én om dagen.

Det blev til Instagram-projektet #sighejtil100, som han blev færdig med i januar 2019.

Afstemning

Han har fået mange afvisninger, men han har også haft mange gode oplevelser. Nu, hvor projektet er overstået, behøver han ikke at tale med en fremmed om dagen længere, men hvis han vil, så er han ikke længere bange for at tage kontakt.

For at belyse projektet og diskutere, om vi burde tale mere sammen i det offentlige rum, så har vi introduceret Mads Søndergaard Thomsen for Amalie Frøkjær-Rubbås.

Nogle af de deltagende i #sighejtil100

Amalie Frøkjær-Rubbås er 29 år, og hun er ikke som Mads Søndergaard Thomsen.

Når hun sidder i et tog eller i en bus, vil hun gerne være alene med sine høretelefoner på og lade som om, hun er med i en musikvideo, fortæller hun.

Hun nyder sin alenetid, og hun behøver sådan set ikke at tale med fremmede, siger hun.

De to har ikke mødt hinanden før, så det er også en chance for at vise, hvad Mads Søndergaard Thomsen har lært af sit projekt, og en mulighed for dem begge - måske - at overtale den anden.

square to 16x9
Toget er et godt sted at møde fremmede, men vær opmærksom på, om den anden hellere vil være i fred Foto: Marengdeluxe

Røveri og billige scoretricks

Det første, Mads Søndergaard Thomsen lærte, var, at han ikke skulle tage det personligt, hvis han blev afvist. Nogle mennesker har ikke lyst til at snakke, og det har han det sådan set også fint med.

Men når han så har været i kontakt med folk, så har der hovedsagligt været to fordomme, han skulle konfronteres med. Mange troede, at han enten ville dem noget ondt, mens andre troede, han var ude på at score dem. Men det var tydeligt lettere for ham at tale med mænd, end det var at tale med kvinder, siger han.

- Haha. Var det, fordi de var bange for, at du ville røve eller score dem?

- Det er klart, at der er nogen, som tror, at jeg igang med et dårligt scoretrick. Men jeg tror, det er, fordi jeg selv er mand. Det var også meget lettere at tale med folk på min egen alder, end nogen der var ældre eller yngre. Tror du ikke også, det ville være sådan for dig?

- Jo, ved du hvad. Jeg tror også, hvis jeg spurgte en mand på min egen alder, om han havde lyst til at tale med mig, så ville han nok også tro, at jeg ville flirte med ham.

Erfaringer fra forskellige lokationer

Supermarkedet

Det er vigtigt at kende sin besøgstid hos fremmede. Det gælder især i supermarkedet. Mads Søndergaard Thomsen vil ikke forstyrre folk, hvis de står med høretelefoner på i køen ved kassen. Hvis man står ved kassen, så vil man typisk gerne ud af butikken og gerne snart. Så er det bedre at indlede en samtale over køledisken eller et andet sted i forretningen.

Caféen

Man skal som udgangspunkt ikke forstyrre på en café, hvis den anden er i gang med at arbejde på sin computer, men når Mads Søndergaard Thomsen selv har arbejdet fra en café, så har han haft god succes med at se, hvornår en anden har bestilt kaffe. Så er der en naturlig åbning til en pause fra e-mails og excel-ark for dem begge to.

Transport

Ligesom i supermarkedet skal man kende sin besøgstid. Man kan godt sætte sig ved en fremmed og starte en samtale, selvom der er ledige sæder andre steder, men man skal ikke lægge op til, at man vil tale med sin medpassager i timevis. Hvis personen har en bog med eller sidder med sin telefon, så kan det være, at personen faktisk vil læse eller lytte til noget. Hvis nattelyset er tændt i flyvemaskinen, så er det også tit bedst at sove fremfor at tale med hinanden.

Havnen

Mads Søndergaard Thomsen bor i Aalborg, og da der for nyligt var en delfin forbi i havnen, så var der i forvejen en masse mennesker for at se den. Samtidigt var de også åbne for at tale om den. Den slags aktuelle begivenheder er altid gode at snakke om, fortæller han.
square to 16x9
Tal ikke med folk i køen til kassen i supermarkedet. Her vil folk oftest helst ud af butikken Foto: Marengdeluxe

Er det egentlig Mads Søndergaard Thomsen, der er forkert på den?

For Amalie Frøkjær-Rubbås handler det ikke om, at hun er kold eller automatisk afvisende overfor fremmede. Hun ser frem til en lang gåtur med musik i ørerne, og hun får energi, når hun kan være alene med sine tanker.

- Hvad synes du om mit projekt med at sige hej til 100 mennesker på 100 dage?

- Jeg synes egentlig, at det er en god tanke og en god intention at prøve at omvende ”de kolde danskere”. Men jeg synes også, det er lidt … irriterende. Når folk siger noget i retning af, at man aldrig kan komme i kontakt med nogen, fordi de sidder med deres høretelefoner på... Ja, så har jeg det mere på den måde, at jeg faktisk bruger mine høretelefoner, og jeg vil ikke snakke med dig.

Amalie Frøkjær-Rubbås har haft flere akavede møder, hvor en sikkert velmenende person har villet i kontakt med hende, men hun var egentlig mere i humør til at være alene, fortæller hun.

Hun havde taget en bog med på en flyrejse engang. Men fordi hun kom til at sidde ved siden af en snakkesalig medpassager, fik hun ikke læst i den. Hun følte sig i stedet for nødsaget til at lade som om, hun sov det meste af turen.

Afstemning

Det skyldes, at hendes problem nok begynder med small talk, fortæller hun.

Hun synes nemlig ikke kun, at small talk er kedeligt, men værre endnu, så synes hun også, at det er akavet. Og fordi hun vil føle sig akavet, hvis hun gentagende gange skal afvise sin sidemand i flyveren, så er det bedre at lade som om, man sover.

Hvis hun sætter det på spidsen, så er de bedste møder, hun har haft med fremmede mennesker, dem, hvor hun kan gå derfra med et smil på læben, godt underholdt, men nærmest ikke ane noget om personens alder, profession eller historie. Ingen small talk eller trivia-spørgsmål.

square to 16x9
Hvis der er en delfin i havnen, som der for eksempel var i Aalborg, så er den en glimrende samtalestarter Foto: Marengdeluxe

Burde man så være mere som Mads Søndergaard Thomsen?

Det spørgsmål er nok summen af kardemommen for Mads Søndergaard Thomsen.

Han begyndte sit projekt, fordi han ville øve sig i at blive bedre til at møde fremmede, og fordi det nagede ham, at folk ikke talte sammen.

Så fandt han ud af, at han også kunne bruge sin kampagne til at inspirere andre. Han fik et hav af kommentarer på sociale medier og kunne nu se, at hans projekt kunne noget mere end bare at få ham til at tale med flere.

Han ville gerne åbne folks øjne for, at vores samfund kunne være anderledes.

- Hvad så hvis man for eksempel står ved busstoppestedet, det er tidlig morgen, man er træt, og det regner. Skal man så tale med en eller anden tilfældig fyr?

- Nej, man behøver ikke at tale i fem minutter ved busstoppestedet, som jeg har gjort, men man kan godt smile og sige hej, synes jeg. Bare det, at man lige anerkender, at den anden person er der. Det er dét, det handler om for mig.

Sådan bliver du bedre til at tale med fremmede i hverdagen

Trivielle spørgsmål er tit kedelige. Spørg i stedet til noget aktuelt. Henover julen fik Mads Søndergaard Thomsen for eksempel god respons ud af at spørge folk, hvilke gode juleminder de havde.

Respektér hvis folk ikke vil tale med dig. Det er ikke alle, der har lyst til at blive forstyrret, og det er helt i orden. I begyndelsen kunne Mads Søndergaard Thomsen godt tage det personligt, hvis han blev afvist, men han lærte hurtigt, at det ikke handlede om ham.

De fleste folk har en spændende historie at fortælle. Selvom Mads Søndergaard Thomsen satte lidt over en time af til projektet om dagen, så kunne han godt opleve, at det var ham, der blev nødt til at lukke en samtale ned, fordi han skulle nå noget andet. Han kan stadig møde folk fra sit projekt på gaden. Så hilser de og sludrer måske lidt, forklarer han.

Gør det ikke for svært. Mads Søndergaard Thomsens indgangsreplik til samtaler var mest noget i retning af: ”Hej, jeg hedder Mads, kunne du tænke dig at tale med mig?”. Hvis folk var skeptiske, så fortalte han dem om sit projekt, men hvis folk selv kunne snakke frit, så introducerede han først sit projekt senere i samtalen.