Rosa Kildahls svar på seernes spørgsmål: - Jeg føler mig jysk

Rosa Kildahl sad klar til at svare på spørgsmål efter sidste del af 'Min grønlandske hemmelighed'. Herunder kan du se, hvad hun svarede.

For få år siden fandt Rosa Kildahl ud af, at den far, hun var vokset op med, ikke var hendes biologiske far.

I stedet havde hendes familie gemt på en hemmelighed i alle årene. Nemlig at hun var resultatet af sin mors affære med en grønlandsk mand tilbage i 1950'erne.

Sammen med sin datter Trine rejste Rosa Kildahl derfor tidligere i år til Grønland for at få hele sandheden. En rejse, der bragte hende tættere på sin biologiske far.

Herunder kan du stille dit spørgsmål til Rosa Kildahl, der sidder klar til at livechatte efter anden del af 'Rosas grønlandske hemmelighed':

Tak for de mange spørgsmål. Jeg kan ikke nå at svare på alle, men jeg vil gerne slutte med en opfordring til andre om at få fakta på bordet, for det tror jeg, alle har det bedst med. Jeg er glad og stolt over at have fået alle brikker på plads omkring mine rødder. 

Godt nytår og endnu en gang tak for alle spørgsmålene og interessen.

Kh Rosa  

Spørgsmål

Joan Rusbjerg:

Hej Rosa. Tak for et varmt, rørende og livsbekræftende program. Sad her og græd om kap med dig :-) Har du talt mere “om det hele” med din mor her efter programmet?

Svar:

Kære Joan

Jeg er sikker på, at min mor synes, at det har været to fine programmer. Det skal nok lige bundfælde sig hos hende. Hun er 87 i dag, og hun tilhøre en generation, der ikke udpensler alting. Jeg har fået alle de svar, jeg søgte, så jeg har ikke behov for i en alder af 60 år og et fantastisk liv at skulle vide mere.

Kh Rosa

Spørgsmål

Casper Friis:

Hej Rosa Er du nogensinde blevet behandlet anderledes end de andre børn pga. Dit grønlandske udseende?

Svar:

Kære Casper

Når man levede på landet på det tidspunkt, som jeg gjorde, var det meget usædvanligt at se folk med en anden hudfarve. Derfor fik jeg ofte spørgsmål om, hvor jeg kom fra. Der ville det have været nemmere at kunne give det rigtig svar, tænker jeg. Men jeg er aldrig blevet behandlet dårligt på grund af mit udseende.

Kh Rosa 

Spørgsmål

Inge Holmegaard:

Gjorde det en forskeld at få af vide at han havde flere børn og så mange ?

Svar:

Kære Inge

Nej, for jeg fik bare vished for det, jeg var kommet for og fik de brikker på plads, som jeg manglede. Når vi ikke har en far, der kan binde os sammen, så er det jo bare ren biologi. Mine søskende er dem, jeg er vokset op med og deler min historie med.

Kh Rosa

Spørgsmål

Eva Hard:

Hej Rosa herligt at følge jeres rejse til Grønland, og godt du skal derop igen. Får du lyst til at lære det grønlandske sprog at kende?

Svar:

Kære Eva

Jeg har absolut intet sprogøre, så den kamp er tabt på forhånd:-).

Kh Rosa

Spørgsmål

Grethe Christensen:

Hej Rosa Det var spændende at følge dig og din datter på turen til Grønland. Jeg håber, det har givet dig fred i sindet, at vide din far var et aktivt og glad menneske, men som dig fyldt med livsglæde og godt humør. Knus fra Grethe

Svar:

Kære Grethe

Jeg har nogle gange undret mig over, hvor jeg har mit udprægede positive sind fra, og evnen til at se løsninger fremfor problemer, Det har jeg formentlig arvet fra ham.

Kh Rosa

Spørgsmål

Anita:

Hej Rosa. Din far - ikke biologiske - fortjener en kærlig tanke. Han har formået at knus elske dig selvom du ikke var hans. Det er en stor mand med et stort hjerte - en rigtig far.

Svar:

Kære Anita

Nu bliver jeg helt rørt. Det er meget rigtig set, han har simpelthen været storsindet og kærlig, selvom han har haft kendskab til mit oprindelig ophav.

Han valgte at få det bedste ud af det, og det har han gjort så godt. Jeg er meget stolt af ham, og hans storsind, og jeg har aldrig tvivlet på hans kærlighed..

Kh Rosa

Spørgsmål

Hanne:

Kære Rosa. Hvordan fik du vished om din biologiske far.

Svar:

Kære Hanne

Jeg nåede at spørge min far og mor, mens de begge to stadig var her, og det eneste jeg fik at vide var, at jeg havde en grønlandsk far, som min mor havde fået et liiidt for tæt forhold til under et behandlingsforløb på Skørping Lungesanatorie.

Kh Rosa

Spørgsmål

Lone :

Vil du holde kontakten med den søster og kusine du har fundet ? Kh. Lone

Svar:

Kære Lone

Vi holder kontakten på Facebook og for nu og indtil videre, bliver det ved det, da det er uoverskueligt at tage så stor en familie ind.

Kh Rosa

Spørgsmål

Jeanette:

Kære Rosa Hvor hyggeligt og spændende at se om din tur og finden tilbage til dine rødder. Hvor er I dejlige både dig og din datter. Vidste din mor godt, at din far var død ? Vidste din mor godt, at din far havde flere børn ?

Svar:

Kære Jeanette

Tak. Og nej det vidste hun ikke, da hun ikke har haft nogen kontakt med ham efter deres ophold på sanatoriet.

Kh Rosa

Spørgsmål

Kristine:

Hej Rosa. Først, tak for at vi måtte følge med på din rejse. Sikke en skøn, dejlig og varm datter du har - I virker til at have et skønt forhold til hinanden. Jeg kan forstå at det har givet dig noget ro, at vide hvor dine rødder stammer fra. Har det også givet din datter noget ro at få hørt om din (jeres) historie, eller satte hun blot processen i gang for din skyld?

Svar:

Kære Kristine

Vi har begge to fået nogle brikker på plads, som var mere vigtige for os, end vi havde forventet. Det har givet os noget ro.

Og ja, det er en dejlig datter jeg har og hun var en stor støtte på rejsen.

Kh Rosa

Spørgsmål

Lene Dahl:

Hej Rosa Jeg både grinte og græd sammen med dig, du er simpelthen for skøn. Nu står Grønland på min liste over snarlige rejsemål..

Svar:

Kære Lene

Det er jeg glad for at høre, og jeg håber, at du får fantastisk rejse til Grønland. Det er en helt særlig rejse til et helt anderledes og meget storslået land.

Kh Rosa

Spørgsmål

Irene viggo:

Hej Rosa. Har du fået kontakt til flere af dine søskende. Hilsen Filuca og Irene

Svar:

Kære Filuca og Irene

Jeg har fået kendskab til nogle flere relationer, men jeg har valgt at lade det hele bundfælde sig, indtil videre. Jeg har også fået en masse henvendelser fra folk, der kendte min biologiske far, så små historier der fortæller mig lidt om, hvem han var som person.

Kh Rosa

Spørgsmål

Karen:

Hej Rosa. Hvad var den største oplevelse på Grønland for dig?

Svar:

Kære Karen

Det var endelig at få vished og få fakta på plads og se det storslåede land, som min biologiske far var en del af.

Kh Rosa

Spørgsmål

Lasse:

Hvad synes du om, at der er mange som tvivler på rigsfællesskabet ift. dine grønlandske rødder?

Svar:

Kære Lasse

Det aner jeg ganske enkelt ikke, hvad jeg skal svare på.

Kh Rosa

Spørgsmål

Gitte:

Hej Rosa. Dejligt at se at du fandt dine rødder. Fortryder du i dag, at du ikke fik det “på plads” noget før? Kh. Gitte

Svar:

Kære Gitte

Ja, det kan jeg godt fortryde, men jeg tror faktisk ikke, at tiden var moden før nu. Jeg ville gerne have kendt sandheden før, men det var vanskeligt for mine forældre.

Kh Rosa

Spørgsmål

Malene:

Hej Rosa. Har du planer om at tage til Grønland igen? Hilsen Malene

Svar:

Kære Malene

Ja, det skal jeg allerede til januar fra den 15. til den 21., hvor jeg skal holde foredrag i Nuuk om mit liv, og jeg ser meget frem til gensynet med Grønland, og denne gang tager jeg min mand med, og jeg glæder mig til at vise ham Grønland.

Kh Rosa

Spørgsmål

Linea:

Hej Rosa. Føler du dig grønlandsk i dag? Kh. Linea

Svar:

Kære Linea

Nej, det gør jeg ikke. Det er sket så sent i mit liv, at jeg ikke bare sådan kan omstille mig.

Jeg har fået fået en dansk opvækst, og jeg føler mig jysk.

Kh Rosa

Godaften og velkommen til livevchatten. Rosa Kildahl sidder klar til at besvare jeres spørgsmål.