Havfruer på dybt vand

Kvinde har ikke haft vand i ansigtet i 44 år: Det er ulækkert og modbydeligt

Rikke Skifter Karlsen er så bange for vand, at hun kun kan rengøre sit ansigt med vådservietter. Vandfobien har fulgt hende hele livet.

Nogle afskyr edderkopper, andre får en kvælende fornemmelse i indelukkede rum, mens andre igen er bange for højder eller tandlæger.

Det er ikke usædvanligt at have en irrationel frygt for noget, men 44-årige Rikke Skifter Karlsen har hele livet levet med en fobi, der ikke er så almindelig.

Hun har altid været bange for vand. Ikke kun, når det er dybt og mørkt på stranden. Men vand i det hele taget. Og hun er især bange for at få det i ansigtet.

- Jeg synes simpelthen, at det er decideret ulækkert og modbydeligt at få vand i ansigtet, fortæller Rikke Skifter Karlsen.

Derfor har hun ikke fået vand i ansigtet eller stået under bruseren i mere end fire årtier.

Rikke Skifter Karlsen arbejder til dagligt som social- og sundhedshjælper. Hun mener, at hendes vandskræk er en fordel, når hun skal vaske de ældre. Den gør hende nemlig mere opmærksom på, hvordan de har det med at få vand i ansigtet.

Måtte holdes fast

Rikke Skifter Karlsen, der bor i Spentrup ved Randers, er med i tv-programmet ’Havfruer på dybt vand’ for at overkomme sin vandfobi.

Sammen med fire andre kvinder skal hun på ti uger lære at svømme 200 meter, og mens det for de andre især er det dybe vand, der er skræmmende, begynder udfordringen for Rikke allerede i omklædningsrummet.

For hun bryder sig ikke om at gå i bad under andet end håndholdte brusere. 

Hun har erindringer fra den helt tidlige barndom, hvor det allerede var et problem, når hun skulle have vasket hår. 

- Jeg kan huske, at jeg ligger på køkkenbordet med hovedet ud over vasken. Mens min mor vasker mit hår, bliver min far nødt til at holde mig, fortæller Rikke Skifter Karlsen, som aldrig har stået under en bruser, der hænger fast i væggen over hovedet på hende.

Jeg føler ikke, at jeg kan trække vejret, selvom jeg egentlig godt ved, at jeg bare kan flytte hovedet

Rikke Skifter Karlsen

I stedet har hun udviklet en teknik, hvor hun i brusekabinen læner sig bagover og bruger en håndbruser, når der skal vaskes hår.

På den måde kan hun undgå, at vandet rammer øjne, næse og mund.

Vådservietter i kassevis

Det er især vand i øjnene, Rikke Skifter Karlsen ikke bryder sig om. 

- Det der med, at man åbner øjnene, og der så hænger dråber i øjenvipperne. Jeg kan simpelthen bare ikke have det, siger hun med tydelig væmmelse i stemmen.

Bare tanken om at skulle have vand i nærheden af øjnene giver hende opkastfornemmelser, og derfor har Rikke Skifter Karlsen også altid været påpasselig med at være ude i regnvejr.

Men selvom hun har holdt sig langt væk fra vand, der vælter ned fra oven, er det ikke ensbetydende med, at hun ikke renser sit ansigt.

Det bliver bare gjort med vådservietter.

Både morgen og aften renser Rikke Skifter Karlsen sit ansigt med vådservietter.

Da hun var barn, brugte Rikke en vaskeklud, når ansigtet skulle vaskes, men da der begyndte at komme vådservietter på markedet, blev det noget nemmere for hende at undgå vandet.

I den lokale brugs køber hun dem i kasser med 12 pakker ad gangen. Det er den eneste måde, hendes ansigt bliver renset. Helt uden vand.

Skreg og skreg og skreg

På trods af sin voldsomme fobi har Rikke Skifter Karlsen flere gange i løbet af sin barndom og ungdom forsøgt at blive venner med vandet. Men hver gang er det gået galt.

Da hun voksede op ved Mariager Fjord, var det vigtigt for hendes forældre, at hun lærte at svømme. Hun begyndte derfor til svømning sammen med sin bror. Han elskede vand og syntes, det var fedt at komme i svømmehallen, men for Rikke blev det et kort besøg.

- Jeg stod bare i det ene hjørne og skreg. Jeg skreg, og jeg skreg, og jeg skreg, indtil mine forældre blev bedt om at holde mig væk, fordi jeg skræmte de andre børn, fortæller hun.

Undervejs i 'Havfruer på dybt vand' bliver Rikke Skifter Karlsen (i midten) så tryg ved vandet, at hun godt kan slappe af og smile, selvom der bliver sprøjtet omkring hende.

Hun forsøgte igen at lære at svømme under en familieferie til Costa del Sol, da hun var blevet lidt ældre, men det endte kun med at hælde mere vand på møllen.

Det var en ældre pige, der hjalp Rikke med at flyde på maven. Det gik egentlig fint, indtil et par kåde teenagedrenge hev den ældre pige i hestehalen og trak hende ud på det dybe – med Rikke i favnen. I forvirringen kom hun til at give slip på Rikke, som måtte reddes op.

Rikke kastede vand op. Hun havde været tæt på at drukne. Derefter ville hun ikke i vandet igen.

Hvis jeg snublede, ville jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at rejse mig igen

Rikke Skifter Karlsen

Hendes far havde dog en anden overbevisning. Med idéen om, at man skal op på hesten igen, købte han et par dage senere et sæt badevinger til sin datter.

- Så tog han mig faktisk bare i hoved og røv og kylede mig ud i den dybe ende, fortæller Rikke, som gled ud af badevingerne og for anden gang på en uge måtte samles op fra bunden.

Vandet klemmer

Siden dengang har Rikke Skifter Karlsen forsøgt at holde sig på land, men alligevel har hun haft endnu to nærved-drukneoplevelser.

Efter turen til Costa del Sol gik der en del år, før hun gik i vandet igen, men da hun var stor teenager, blev hun lidt mere modig.

Hun var ved Vesterhavet med sine forældre og gik langs strandkanten. Vandet nåede hende til midt på låret, men Rikke kunne godt holde det ud. Lige indtil sandet pludselig forsvandt under hende.

Hun var røget i et hul og stod fra det ene øjeblik til det andet i vand til halsen.

Vandet klemte sig om hende, så hun ikke kunne få luft. Sådan har hun altid følt det, når hun er i vand. Det er klaustrofobisk.

- Det ser så nemt ud for andre. Som om vand kan bære. Det kan bare ikke bære mig, siger hun.

Rikke panikker, når hun og de andre havfruer skal ud på dybt vand.

Efter den oplevelse blev Rikke på land, når hun og veninderne var på stranden. Når de andre gik i vandet, sagde hun, at hun hellere ville læse en bog og passe på håndklæderne. Men i virkeligheden drømte hun om at kunne komme med i vandet.

- Nej, hvor var jeg misundelig. Det så så sjovt ud, når de stod på hænder og lavede krumspring. Imens kunne jeg sidde inde på land og røvkede mig den ene time efter den anden, husker Rikke Skifter Karlsen.

Kan ikke trække vejret

Misundelsen sidder stadig i hende i dag, når hun ser nogen, som bare springer i vandet i svømmehallen.

Hun kan godt se, at det ser nemt ud for dem. Det er det bare ikke for hende.

Det samme har hun tænkt, når hun står derhjemme i brusekabinen. At det ser nemt ud at sprøjte vand i ansigtet. Derfor har hun flere gange forsøgt at udfordre sig selv.

Langsomt har hun ført håndbruseren op foran ansigtet og ladet vandet sprøjte hende på hagen. Så munden.

- Men når den kommer op under næsen, er det rigeligt. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at tage den op over næsen. Og slet ikke op til øjnene.  

Rikke holdt sig i begyndelsen til sin skumpølse, når hun var i svømmehallen med de andre havfruer. Hun svømmede så mange baner med den, at hun fik gnavesår i armhulerne og blev nødt til at svømme med t-shirt på.

Rikke Skifter Karlsen har også forsøgt at fylde håndvasken med vand og tage en håndfuld vand op i ansigtet, som de gør i reklamer. Men når hun først stod med vandet i hænderne, kunne hun ikke få sig selv til at dyppe hovedet ned i det.

- Jeg føler ikke, at jeg kan trække vejret, selvom jeg egentlig godt ved, at jeg bare kan flytte hovedet, fortæller hun.

Kunne drukne i børnebassin

Det er ikke kun i badeværelset, vandfobien har haft konsekvenser for Rikke. 

Hun er helt vildt bange for at sejle – uanset om det er i en lille jolle eller på en stor færge. For hvis der skulle ske noget, ved hun, at hun ikke kan komme op igen.

Og når hun er i brusebad med sine børn, gør hun noget, hun bestemt ikke er stolt af.

- Jeg kan tage mig selv i at stå med ryggen til to små børn, fordi jeg er bange for, at de sprøjter på mig.

Rikke med hendes to børn, treårige Mads-Emil og Mikkeline på 4 år.

For at børnene ikke skal arve hendes vandskræk, har hun og hendes eksmand sørget for jævnligt at tage dem med i svømmehallen.

Så længe de har holdt sig til børnebassinet, er det gået okay. Her er vandet så lavt, at det ikke klemmer, synes Rikke.

- Men hvis jeg snublede, ville jeg simpelthen ikke kunne finde ud af at rejse mig igen. Så meget ville jeg panikke.

Derfor har Rikke Skifter Karlsen været anspændt, hver gang hun har været i svømmehallen med børnene. Hun sidder som på nåle og er hele tiden bange for, at de skal komme galt afsted.

Siden børnene var spæde, har Rikke været med dem i svømmehallen. Hun har dog ikke kunnet få sig selv til at dyppe dem ned under vandet - den opgave har hendes eksmand taget på sig.

Det var med det i baghovedet, at hun sidste forår meldte sig til tv-programmet ’Havfruer på dybt vand'.

- Jeg var så bange for at komme til at give min altoverskyggende angst for vand videre til børnene, siger hun.

Se, hvordan det går, når Rikke Skifter Karlsen og de fire andre havfruer skal overkomme deres vandskræk i 'Havfruer på dybt vand' på TV 2 PLAY.