Fem steder lever folk længere og bedre end alle andre – her er deres hemmeligheder
I nogle områder når folk 100 års-alderen langt oftere end normalt. Også i Danmark findes der lokalt lignende steder.
En italiener og en belgier var kommet på sporet af noget mærkværdigt.
Som henholdsvis aldersforsker og demograf var de ikke uvante med at møde personer med mere end 100 leveår bag sig. Men på den italienske ø Sardinien var de blevet budt på mere end bare hverdagskost.
På et landkort tegnede de to forskere blå cirkler om de landsbyer på øen, hvor der var et unormalt højt antal hundredårige. Og de fik travlt med at tegne.
Blå zoner
I mindst fem områder af verden lever befolkningen markant længere og bedre end andre steder.
Områderne bliver kaldt blue zones, eller ’blå zoner’, efter italienske Gianni Pes og belgiske Michel Poulains optegnelser på det sardinske landkort i første halvdel af 00’erne.
Dengang indkredsede de bjergområdet Barbagia på Sardinien som den første blue zone.
Siden er fire andre zoner kommet til på tværs af kontinenterne: De japanske Okinawa-øer, den californiske landsby Loma Linda, halvøen Nicoya i Costa Rica og den græske ø Ikaria.
Her fylder indbyggerne oftere 100 år og er som hovedregel rørige langt ind i deres alderdom.
Samtidig kan de prale af en høj livsglæde og en lav forekomst af livsstilssygdomme – modsat Danmark, hvor en tredjedel slås med en eller flere kroniske lidelser. Det ses blandt andet hos deltagerne i TV 2-programmet 'Kan man spise sig rask?'.
Lange liv på Langeland
Til trods for en generelt relativt beskeden levetid herhjemme findes der også små lokale blue zones i Danmark: På Langeland, i landområder på Fyn og Lolland samt i dele af Midtjylland og rige byer i Nordsjælland.
Ganske vist er tallene for de danske blue zones lavere end de mere verdenskendte af slagsen, men de viser, at fænomenet ikke er enestående og kan komme og gå forskellige steder.
Det fortæller professor Rudi Westendorp, som er vicedirektør for Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet og medforfatter til det danske studie, som udkom sidste år.
- Blue zones findes. Men selvom der lige nu er flere hundredårige på Langeland eller Sardinien, betyder det ikke, at man selv kan forvente at blive det, hvis man er født samme sted 20 år senere, siger han.
I stedet påpeger professoren, at de blå zoner sandsynligvis skyldes et sammenfald af en række gode omstændigheder på det helt rigtige tidspunkt og sted. For eksempel at et områdes miljø og kultur for en stund passer perfekt sammen med befolkningens genetik.
Samtidig handler det også om fraværet af skadelige faktorer, som hurtigt kan vende det generelle helbred den modsatte vej. Det har man blandt andet set på Hawaii, hvor der i dag er langt flere overvægtige øboere end før indtoget af fastfood fra det amerikanske fastland.
På grund af de blå zoners foranderlighed anbefaler Rudi Westendorp, at man tager de enkelte områders 'opskrift' på et langt liv med et gran salt.
- Det er teoretisk muligt at finde nogle fælles faktorer, men det er også et meget komplekst fænomen, siger han.
Familie, bevægelse og plantemad
Formaningen til trods har både forskere og journalister – blandt andet fra tidsskriftet National Geographic – igennem årene forsøgt at indkredse kendetegn for de fem mest berømte blue zones.
Selvom de har fundet mange forskelle, peger de også på en række fælles udspring for ungdommens kilde, som siden er forsøgt afprøvet i andre lokalsamfund. Blandt andet i den texanske by Fort Worth.
Antallet af hundredårige tager i sagens natur lang tid helt at efterprøve. Men på tværs af de fem undersøgte blue zones bevæger indbyggerne sig meget, ryger sjældent og drikker med måde – gerne i selskab med venner og familie.
Det sociale liv spiller nemlig en stor rolle i de fem famøse områder. Familie og fællesskab går forud for alt andet, og alle har en vigtig rolle for gruppen.
Ro, pauser og afslapning er ligeledes en naturlig del af livet i de sejlivede zoner. Det samme er en stort set vegetarisk kost, gerne i små portioner.
Sådan spiser du som i de fem ’blue zones’
Plantemad
Fælles for de fem verdenskendte blue zones er især en plantebaseret kost.
Her er der fokus på fødevarer som grøntsager, frugter, bær, nødder, frø, tang, urter, bønner, fuldkorn og krydderier.
Variationen af forskellige planter i kosten er stor og skifter oftest efter sæson. Overskydende mad bliver som regel syltet eller tørret til senere brug.
Også fedtstoffer er oftere plantebaserede – for eksempel i form af olivenolie fremfor smør.
Mindre kød
Selvom kosten i de blå zoner er stort set kødfri, er animalsk protein som kød, æg og mælkeprodukter kun sjældent decideret bandlyst.
Som tommelfingerregel indgår det dog kun i kosten ved særlige anledninger, som tilbehør eller som smagsgiver, fremfor som noget centralt i måltidet.
Samtidig spiser de sejlivede indbyggere kun meget lidt kød af gangen. Og sjældent mere end to gange om ugen.
Fisk – særligt af den vildtlevende slags – kan dog indgå dagligt.
Småt med sukker
De hundredårige i de blå zoner spiser typisk kun søde sager ved særlige begivenheder. Og normalt løber tilsat sukker allerhøjest op i syv teskefulde om dagen.
Det betyder dog ikke, at indbyggerne ikke har en sød tand. I stedet for sukker bruger de ofte honning som sødemiddel – eller får behovet dækket med frisk eller tørret frugt.
En anden normal snack er nødder og frø, der i stedet indeholder mange sunde fedtstoffer, vitaminer og mineraler.
Rigtige råvarer
Et springende punkt er manglen på forarbejdede fødevarer. I stedet består maden ofte af friske og genkendelige råvarer, som er tilberedt fra bunden.
Samtidig bruger indbyggerne i de blå zoner ofte alle dele af råvaren. For eksempel både saft, skræl og frugtkød fra frugter eller hele fuldkorn til brød.
Skyl ordentligt ned
Når maden er tilberedt, skylles den i de blå zoner oftest ned med vand.
Adventisterne i Loma Linda anbefaler endda eksplicit syv glas om dagen. På den måde undgår de også at slukke tørsten i sodavand, juice eller andre sukkerrige drikkevarer.
I de øvrige zoner er man dog langt fra kun på vandvognen. I Okinawa indtager indbyggerne store mængder grøn te, mens man på Ikaria gerne sipper urtete af vilde planter.
Kaffe er ligeledes et fast indslag på den græske ø samt på Sardinien og Nicoya i Costa Rica – dog uden mælk og sødet med honning frem for sukker.
Udover adventisterne i Loma Linda er de sejlivede ældre sjældent bange for et glas vin til maden – helst i afslappet og social omgang med andre.
