Ti syge danskere spiste sig sundere på tv – sådan går det dem i dag

Anden sæson af ’Kan man spise sig rask?’ er forbi. Her kan du læse, hvordan det er gået dette års deltagere, siden optagelserne sluttede.

I fire år var Allan Tegners aftenritual anderledes end de flestes.

Når tænderne var børstet og tøjet taget af, satte han sig på sengekanten og iførte sig en gennemsigtig silikonemaske.

Fra maskens snude var han med en hvid slange koblet sammen med en maskine i vindueskarmen, der skulle hjælpe ham med at trække vejret. Det samme skulle et skud astmamedicin hver morgen og aften.

På grund af sin søvnapnø måtte Allan Tegner tidligere sove med maske og slange for at få nok ilt. Efter at have 'spist sig rask' kunne han i december endelig skille sig af med den igen.
På grund af sin søvnapnø måtte Allan Tegner tidligere sove med maske og slange for at få nok ilt. Efter at have 'spist sig rask' kunne han i december endelig skille sig af med den igen. Foto: Koncern TV / TV 2

Indtil for kort tid siden var den i dag 51-årige Allan Tegner nemlig en af de cirka 45.000 danske mænd, der lider af søvnapnø.

Lidelsen betyder, at svælget i løbet af natten lukker til og stopper vejrtrækningen i op til et minut ad gangen. Det kan ske flere hundrede gange, og for Allan Tegner betød det, at han vågnede 10-12 gange hver eneste nat.

Om morgenen følte han sig derfor træt, smertefuld og mørbanket i både krop og sind. Samtidig var han overvægtig, havde forhøjet kolesterol og retning mod en fremtid med diabetes.

Fra patient til inspirator

I dag, et halvt år efter Allan Tegners deltagelse i TV 2-programmet ’Kan man spise sig rask?’, er billedet et helt andet.

Grundkuren i 'Kan man spise sig rask?'

Grundkuren for alle deltagere i programmet er:

  • 600 gram grøntsager, bær og frugter hver dag
  • Meget fisk og fuldkorn
  • Daglig motion
  • Holde sig fra alkohol og sukker

Derudover eksperimenterer deltagerne individuelt med specifikke madvarer, der kan have en gavnlig effekt på netop dem og deres sygdom.

Det kan både ske ved at tilføje fordelagtige fødevarer og ved at udelukke fødevarer, der forværrer symptomerne.

Under 12 ugers optagelser fik Allan Tegner at vide, at han først og fremmest skulle begynde at tabe sig. Kosten blev omlagt fra massive mængder kød til grøntsager, fisk og fuldkorn. Og så blev der skruet gevaldigt op for motionen. Alt sammen noget, som programmets eksperter samt flere læger og forskere mener også kan forbedre sundheden og forebygge sygdom hos andre.

Man dør ikke af det – tværtimod

Allan Tegner, 51 år

Den formel har Allan Tegner holdt fast i.

Hvor han for under et år siden blev betegnet som lettere fed, har han tabt sig cirka 20 kilo, halveret sin fedtprocent og med egne ord fået omrokeret den resterende del af sin gamle krop fra ”blæver til muskler”.

Han er begyndt i motionscenter, går daglige ture i rask tempo og har senest investeret i en mountainbike ved siden af sin racercykel.

Allan Tegner i begyndelsen og slutningen af optagelserne til 'Kan man spise sig rask?'
Allan Tegner i begyndelsen og slutningen af optagelserne til 'Kan man spise sig rask?' Foto: Koncern TV / TV 2

- Jeg har meget mere overskud. Rigtig meget mere overskud. Det har været det hele værd, siger Allan Tegner til TV 2, mens han er ved at flytte.

Med sin nyfundne energi er han og hustruen nemlig også begyndt at se andre områder af deres liv efter i sømmene. Et af deres ønsker har længe været at flytte tættere på naturen - så nu tager de springet.

- Noget af det bedste er, at det har sat ringe i vandet. Både hos min familie og det team af kollegaer, jeg er i. Det var ikke farligt at ændre livsstil, kunne de godt se. Man dør ikke af det – tværtimod.

Et helt almindeligt menneske

Selvom Allan Tegner som forhenværende slagter tidligere svor til kød i kosten, har det været overraskende nemt at udskifte med grøntsager, fortæller han.

- Jeg savner overhovedet ikke kød. Og den der søde trang er også forsvundet. Det gør det også lidt nemmere.

Modsat under optagelserne drikker Allan Tegner dog nu en gang imellem en øl eller et glas vin. Præcis hvor vægten ligger, bekymrer ham heller ikke, så længe han føler sig godt tilpas. Og motionen kan da også af og til glippe på meget travle arbejdsdage, eller når tiden løber med at sætte det nye hjem i stand.

- Men jeg higer stadig efter at komme ud at træne. For jeg sover langt bedre om natten, når jeg har presset lungerne. Når jeg vågner om morgenen, er jeg så endnu mere frisk, siger Allan Tegner.

Allan Tegner har med sin nye livsstil fået langt mere energi og overskud. Det har fået ham til også at gå andre dele af sit liv efter i sømmene, og han er derfor nu flyttet nærmere naturen, på en gård han har istandsat sammen med sin familie.
Allan Tegner har med sin nye livsstil fået langt mere energi og overskud. Det har fået ham til også at gå andre dele af sit liv efter i sømmene, og han er derfor nu flyttet nærmere naturen, på en gård han har istandsat sammen med sin familie. Foto: Privatfoto

Det går endda så godt med søvnen, at den gamle iltmaske ikke længere er at finde ved Allan Tegners sengekant. I stedet er maskinen leveret tilbage til søvnklinikken i Svendborg.

Heller ikke astmamedicinen er der brug for længere. For i dag lever Allan Tegner uden apnøer.

- Jeg kom af med alt i december, og det har været fantastisk. Af med medicinen og af med maskinen. Nu sover jeg som et helt almindeligt menneske om natten, siger han.

Herunder kan du læse, hvordan det er gået de øvrige deltagere fra anden sæson af ’Kan man spise sig rask?’

Du kan også se eller gense deltagernes kamp på TV 2 PLAY.

Maria smed medicinen for tidligt

Lene slap af med 27 års smertefuld kløe

Line glæder sig til at løbe igen

Martin er gået fra ti til to toiletbesøg

Laura har fået et ti kilo lettere sind

Rasmus er kommet ned i gear

Lone er gået fem skridt frem og et tilbage

Jørgen ville gerne være startet tidligere

Sisse kæmper for sin drøm