Økobilen 'Dynamo' skal sikre danske studerende guld ved verdensmesterskab

I samarbejde med KIA

Igen i år stiller DTU Roadrunners op i det årlige Shell Eco Marathon, hvor studerende fra hele verden dyster i brændstoføkonomi og energieffektivitet.

I 2018 var det 14. gang, DTU Roadrunners deltog i Shell Eco Marathon med deres økobil 'Dynamo' – og det er lykkedes dem at vinde 11 af gangene. De stiller op i klassen Urban Concept for små bybiler med forbrændingsmotorer, der skal ligne almindelige biler mest muligt.

Til konkurrencen har hver bil tre forsøg til at opnå det bedste resultat, og de bliver sendt afsted på banen én ad gangen. Hver bil har en kvart liter brændstof, og så gælder det om at køre et bestemt antal omgange på banen på så lidt brændstof som muligt.

I 2018 lykkedes det holdet at køre distancen på så lidt brændstof, at det svarede til at køre hele 374 km på literen. Det er 17 gange så langt, som en ny bil i gennemsnit kørte på literen i 2018 ifølge Danmarks Statistik.

24-årige Alexander Meyhoff Crone læser Konstruktion og Mekanik på DTU. Han fungerer som vejleder på DTU Roadrunners og har været med til at sikre det danske hold guld flere gange.

– Jeg synes, det er enormt spændende at være med til at designe og videreudvikle økobilen. Jeg bruger min viden som ingeniør og føler samtidig, at jeg er med til at gøre noget godt for miljøet, fortæller 24-årige Alexander Meyhoff Crone.

Holdet arbejder i øjeblikket på højtryk for at blive klar til årets event, der løber af stablen 2. juli, og her er målet endnu en gang at slutte på toppen.

- 'Dynamo' kommer til at køre endnu længere i år. Vi går efter at få den op over 400 kilometer, siger Alexander Meyhoff Crone.