Midt i livet mistede Mikkel Beha sin far og blev farfar: - Man må ikke leve sit liv bevidstløst
Mikkel Beha er kaptajnen i familiens nye eventyr. Alderen har lært ham, at det er vigtigt både at drømme, tvivle og finde ro.
Ordene skrev Troels Kløvedal på sin iPad en dag i august 2018.
Mikkel Beha Erichsen havde knoklet i månedsvis i Strandby Havn i Nordjylland for at gøre et gammelt søredningsskib sejlklar. Et skib, der skulle indfri en ny særlig drøm.
Undervejs i arbejdet havde han mailet flere gange med sin far. Det var sådan, de kunne kommunikere, efter at nervesygdommen ALS de senere år langsomt havde lammet den 75-årige kaptajns krop.
Nu stod skibet klar, og trods sygdom havde Troels Kløvedal insisteret på, at hvis der var noget, han skulle nå, så var det at sejle med. Det ønske var nu blevet indfriet. Det skete 50 år, efter at de første gang var sejlet ud sammen - Mikkel som barn, og Troels som far og kaptajn på stålskibet Nordkaperen.
Nu hed skibet Wallenberg, og kaptajnen var Mikkel Beha Erichsen.
April 2019 - otte måneder senere
Ombord på den røde husbåd ligger en række udprintede fotos. Flere af billederne er af Mikkel Beha Erichsen som barn ombord på Nordkaperen ved siden af sin far.
Det er fire måneder siden, at han og resten af familien mistede Troels Kløvedal til sygdom. Billederne viser, at drømme kan blive til virkelighed, men at man skal arbejde hårdt for det, fortæller Mikkel Beha Erichsen.
Inden hans far tog herfra i december 2018, skrev han i en af sine sidste mails:
En af de drømme, der var centrale i Troels Kløvedals liv, var drømmen om at sejle ud. En drøm, der blev formet på et skibsværft i Helsingør i 1960’erne. Siden har Troels Kløvedal efterladt sig et eftermæle som en af de største danske eventyrere.
Mikkel Beha Erichsen har tænkt meget over, hvordan han skulle løfte arven fra sin far.
Med skibet Wallenberg sætter han og hans kone Marian Midé nu kursen mod nord i en ny programserie.
Undervejs får de besøg af deres tre sønner, svigerdøtre, og så er den næste generation i familien med ombord. Nemlig barnebarnet Hugo. Som da Mikkel Beha Erichsen selv blev taget med som barn og lærte at søge eventyret.
**
Når man gør det, er det nemlig ikke nogen tragedie at dø som 75-årig, mente Troels Kløvedal.
Det skulle Mikkel selv lære, da han var blevet voksen.
***
1976: En åbenbaring
Tiårige Mikkel satte sig på bunden af det azurblå hav. Pludselig gled en mørk skygge henover ham. Det var et dyr med et vingefang på fem meter, et enormt gab og et horn i hver side af munden. Efter dyret fulgte en flok på fem af samme slags.
Det var kun få dage siden, at hans far havde lært ham at dykke med luftflaske, og en helt ny verden havde vist sig i Stillehavet. Nu øvede han sig i at fridykke uden flasken.
Mikkel Beha Erichsen iagttog de store dyr, mens han kæmpede for at holde vejret. Det store gab kunne sagtens spise ham, tænkte han. De såkaldte djævlerokker spiste plankton og små krebsdyr kaldet krill - men hvad nu hvis de tog fejl af ham og almindelig føde?
For at få luft var der ingen anden vej end at skyde op gennem flokken. Han satte af på bunden og hev højlydt efter vejret, da han kom op til overfladen. Men straks vendte han hovedet direkte ned i vandet igen. Han måtte se mere.
Mens tiårige Mikkel lå i overfladen, tog han en beslutning: Den verden skulle for evigt være en del af hans liv.
Barn af Nordkaperen
I syv måneder sejlede han med sin far i Stillehavet. Det eneste, de skulle lave, var at være far og søn. Døgnet rundt. Andre år var der lange perioder, hvor Mikkel slet ikke så sin far, fordi han var væk med Nordkaperen i et halvt til et helt år ad gangen.
Det gjorde ikke noget. For når de var sammen, var de sammen, og når de ikke var, boede han i København med sin mor, stedfar og to mindre søskende. Indimellem var det i kollektiver andre gange i rækkehus.
Både livet i kollektivet og til søs lærte Mikkel Beha Erichsen at være sammen med forskellige mennesker og at være nysgerrig. Alligevel gad han på et tidspunkt ikke sejle mere.
Som 14-årig stod Mikkel af Nordkaperen, mens de sejlede på Kielerkanalen i Tyskland. Hans far fyldte for meget, mente han. Derfra tog han toget hjem til Danmark og stoppede helt med at sejle.
Måske var det Mikkels form for ungdomsoprør.
Derfor havde han næsten helt glemt følelsen af dækket, da han fire år senere igen fik lysten til livet på havet.
Bare det at lade blikket hvile på horisontens lige linje, der skiller himmel og hav, gav Mikkel en form for ro og balance.
To år senere voksede lysten til at sejle yderligere, da han mødte en kvinde at dele drømmen med.
1986: En sejlerfamilie formes
Kvinden hed Marian Midé. Hun var seks et halvt år ældre end ham, også ud af en sejlerfamilie og havde sin egen båd liggende i Christianshavns Kanal.
Helt nyforelskede tog de ud at sejle i fem måneder med Troels Kløvedal under optagelserne til ‘Nordkaperen i Stillehavet’. Mikkel elskede det. I årene efter rejsen havde han dog ikke behov for selv at lave rejseprogrammer.
Der var ingen grund at lave en “billig efterligning” af en dygtig fortæller, tænkte han.
I stedet tog han og Marian Midé ud som skiguider, lejede en toværelses lejlighed på Islands Brygge i København og fik Emil og sidenhen Theis og Alfred. Sideløbende fandt han sin egen vej i tv-branchen - både foran og bagved kameraet i alt fra børneprogrammer til morgentv.
Ved siden af karrieren blev han, Marian og sønnerne ved med at sejle.
Livet på havet udviklede familien. Ombord på skibet lærte de tre sønner at leve tæt sammen og at holde af hinandens forskelligheder.
En værdi, som Mikkel tog med fra sin egen opvækst.
- Man skal være meget forsigtig med at opdrage sine børn. Så skal man i hvert fald finde et andet ord for det. Man skal inspirere sine unger. Børn kigger opad og ser, hvad deres forældre gør, og så kopierer de det. Hvis mor og far tænder to, tre, fire skærme, når de kommer hjem fra arbejde, tænker børnene, at det er normalt, siger Mikkel Beha Erichsen.
Det betyder ikke, at han altid selv har været sikker på sin kurs. På havet eller i livet. Mikkel Beha Erichsen mærker tvivlen som alle andre. Som når skyerne pludselig bliver mørke.
1998: “Det her er for dumt”
Sådan var det, da familien sejlede i det caribiske hav i 1998.
I to døgn stod Mikkel Beha Erichsen ved roret fastgjort til skibet med to livliner, mens Marian og sønnerne lå under dæk. Blæsten var voldsom og bølgerne høje. Mens han stod ved roret, tænkte han: “Det her er for dumt - hvorfor skulle vi det? Er det bare min drøm?”
Da det endelig klarede op, smed de anker. Sammen med sin far tog otteårige Emil sit første dyk på åbent hav på 12 meters dybde ved koraller og farverige fisk. Ned i den verden, Mikkel selv havde indtaget som tiårig.
Uvejret var det hele værd, tænkte Mikkel Beha Erichsen.
Livet på havet har lært ham at holde af besværlighederne. Ofte er det dér, eventyret ligger, er hans erfaring. Når en del af gummibåden går i stykker, skal man ind til land og spørge om hjælp; så ender man måske med at drikke kaffe med en lokal smed, der ikke kan et eneste engelsk ord. En oplevelse, man ellers aldrig ville have fået.
Det er også grunden til, at Marian og sønnerne deler drømmen.
Familien forsøger at undgå 'DNH'. Dansk normal hverdag. Når de mærker den, drager de til søs eller gør noget nyt.
Netop det er deres røde husbåd et eksempel på. Da de købte den rustne båd i 2012, skulle den først totalrenoveres. Det samme skulle skibet Havana, som de sejlede jorden rundt med i TV 2-serien ‘Kurs mod fjerne kyster’.
Et skib, der også blev begyndelsen på en ny kurs i familien.
2013: "Kan jeg sejle jorden rundt, far?"
Umiddelbart lignede Havana ikke et skib, der skulle på jordomsejling. Faktisk var det i “miserabel stand”, da de fandt det i Ishøj Havn i vinteren 2006. Men det var til at betale, og Mikkel og Marian kunne se for sig, hvad det kunne blive til.
Skibe skal købes med kærlighed og ikke med hjernen og med tilstandsrapporter, mener Mikkel Beha Erichsen. Holdningen er arvet.
**
Familien havde sejlet med Havana i syv år, da sønnen Emil som 23-årig kom med et spørgsmål:
- Hvad skal jeg kunne, hvis jeg gerne vil sejle Jorden rundt?
***
Mikkel var ikke længe om at svare.
- Det kan du allerede, og det, du ikke kan, det lærer du undervejs - og så skal vi nok hjælpe dig, svarede han.
Emil Midé Erichsen stod ved roret ved siden af sin far, da de sejlede ud i sommeren 2013. De havde aftalt at mødes med Troels Kløvedal på Sejerø i Kattegat.
Han var lige fyldt 70 år og i gang med optagelserne til serien 'Mit Danmark'.
- Så bliver arven givet videre, sagde Emil på vej ud til Sejerø.
- Er det en tung arv?, spurgte hans far, Mikkel.
- Nej, det synes jeg ikke. Jeg skal ikke sejle den samme tur, som han har gjort de sidste 40 år. Jeg skal sejle min egen tur, svarede han.
Da de mødte Troels, havde han en gave til dem. Efter 40 på det gamle stålskib var det på tide, at Nordkaperens dykkerkompressor gik i arv til Havana. Der kunne den gøre mest gavn de næste mange år, mente han.
Samtidig havde den garvede kaptajn også et par ord til sin søn og sine børnebørn.
- Det kan godt være, at I krydser min kølvandsstribe, men I skal huske, at I også trækker jeres egen. I sejler i en anden tid. I ser verden med nye øjne. Det bliver helt jeres egen rejse. Det bliver ikke min rejse, I gentager. Verden kan opleves på 1000 måder. Det kan godt være, at I sejler nogle af de samme steder, men I skaber jeres egne historier.
Da de sejlede ud af havnen, og familiens to skibe gik på hver sin kurs, gik det op for Mikkel Beha Erichsen. Han stod mellem sin far, der var på vej hjem, og sine sønner, der var på vej ud på deres første jordomsejling.
Han kiggede frem og tilbage på dem. Så pressede tårerne sig på.
- Det var der, hvor jeg tænkte: “Jeg står i disse sekunder midt i et generationsskifte. Jeg går fra at være far til at være far for voksne sønner. Fra at være Troels' barn til måske også at være den, der skal tage lidt mere over”, siger Mikkel Beha Erichsen.
Et nyt kapitel i hans eget liv var ved at begynde.
Man kan ikke kopiere andres eventyr
Da Troels Kløvedal kom hjem, havde han stadig ambitioner om at skrive flere bøger og leve mange flere år. Mikkel, Marian og sønnerne ville gerne lave historier om at sejle ud som familie og fortælle om hverdagen ombord.
Tiden var rigtig, og på den måde faldt arven naturligt lige der.
- Nogle ting kan man ikke forcere eller gøre hurtigt. Man er nødt til at vente på, at tiden arbejder med en. Nu var det rigtigt - og det syntes min far også, siger Mikkel Beha Erichsen.
Det mærkede han blandt andet, når han undervejs på rejsen var hjemme i Danmark, og Troels Kløvedal til familiefesterne sagde: “Mikkel, du holder lige velkomsttalen”.
- Jeg kunne mærke, at han havde lyst til, at jeg skulle tage over. Han havde været kaptajn i mange år. Nu gad han godt sætte sig i skyggen og se mig overtage noget af den rolle, siger Mikkel Beha Erichsen.
Det faldt ham ikke svært. Ligesom sin far nyder Mikkel Beha Erichsen også at tale og fortælle, men lige der krævede det også stor ydmyghed.
Når Troels holdt velkomsttale, citerede han den gamle, græske helt Odysseus, filosoffen Sokrates og alle de store forfattere gennem tiden, som han havde læst, siden han var 17 år gammel. Dem kunne Mikkel Beha Erichsen ikke.
Da han var 17 år, “stod han på Café Krasnapolsky i Indre København og påstod, at han var 18 år og derfor godt måtte købe øl”. I stedet kunne han citere komikere som Anders Matthesen.
- Jeg fandt ro i, at sådan er jeg. Jeg kunne godt lære ti citater, men hvis det ikke kommer fra hjertet, og jeg hellere vil citere en sjov vits fra Rune Klan, så er den lige så god. Vi er forskellige, og det handler om at gøre sig umage, siger Mikkel Beha Erichsen.
**
Af samme grund er han ikke længere bange for at blive “en billig efterligning af sin far”.
***
For som Troels Kløvedal forudså, fortalte de historierne på deres egen måde.
- Man kan ikke kopiere andres eventyr. Eventyr er i sagens natur uforudsigelige, så det er noget, man skal give plads til. Man kan gå det i møde ved at rejse langsomt, åbne øjnene og folde ørene ud, siger han.
Netop det var afsættet, da de købte skibet Wallenberg - “et virkelig dårligt køb”, som Mikkel Beha Erichsen formulerer det.
Ligesom med Havana krævede søredningsskibet fra 1951 syv måneders intensivt arbejde for at blive sejlklar.
Undervejs i arbejdet mailede Mikkel med sin far.
Mikkel fortalte om alt det, der skete med skibet.
Det fornuftige valg havde nok været at købe et nyere skib. Men Wallenberg var smuk.
7. august 2018 stod skibet klar. På næsten samme tid blev Mikkel Beha Erichsen farfar, da hans ældste søn Emil og kæresten fik en lille dreng med navnet Hugo.
Da Mikkel og Marian sejlede fra Strandby, drejede de forbi Troels Kløvedal i Djursland og tog den nu 75-årige kaptajn med til søs. På den tur, han havde insisteret på at nå. Få år tidligere var det blevet offentligt kendt, at Troels Kløvedal led af den dødelige nervesygdom ALS, der langsomt lammer kroppen.
Få uger efter var et nyt familiemedlem med ombord - nemlig barnebarnet Hugo.
**
I Øresund rundede de Helsingør med “Kronborg om bagbord”.
***
Et udtryk brugt af sømænd gennem årtier, som betyder, at man er på vej ud i den store verden. Tæt ved Kronborg lå det skibsværft, hvor Troels Kløvedal i sin tid stod i lære som ung.
Det var her, han kiggede ud på havet og drømte om at komme ud at sejle med alle de skibe, de byggede.
- Kronborg er for mig den port, som min far - måske ikke slog op på vid gab, for så nemt var det ikke - men satte på klem, så vi kunne kigge ud. Og så skulle vi selv åbne den helt og sørge for at komme derud, siger Mikkel Beha Erichsen.
Mens de sejlede nordpå med Wallenberg, sendte han hver aften en mail med billeder og tekst til sin far. Hver gang kom der svar.
**
Som da han sendte historien hjem om, at Emil havde lært sin kæreste Louise at dykke i de nye tørdragter.
Hånd i hånd.
Nøjagtig som Troels havde lært ham at dykke, da han var lille.
***
Den lighed bemærkede hans far også i mailudvekslingerne undervejs.
Hjemme på gården i Djursland fandt han et par gamle rejseminder frem fra arkivet og svarede fra sin iPad.
Ordene gjorde indtryk på Mikkel.
2019: Drømmen om frihed
Lillejuleaften 2018 sov Troels Kløvedal ind. Han døde om formiddagen hjemme på sin gård i Gravlev på Djursland omgivet af familien.
Ombord på den røde husbåd kigger Mikkel Beha Erichsen på de udprintede billeder fra en barndom på Nordkaperen.
- Han skrev de sidste beskeder, mens han sad bundet til en respirator, der trak vejret for ham, og fingre, der stort set ikke kunne skrive, 24 timers pleje og et liv, der var ved at rinde ud mellem fingrene på ham. Alligevel skrev han, at det ikke var nogen tragedie, siger Mikkel Beha Erichsen.
Når Troels Kløvedal ikke mente, det var en tragedie, var det, fordi hans liv var blevet, lige som han havde drømt om. Han havde sejlet med Nordkaperen i 50 år, boet 30 år på den gård, han drømte om, fået så mange børn, som han drømte om, med alle de kvinder, han drømte om. Sådan formulerede han det selv på sin iPad.
- Man er nødt til indimellem at stoppe op og sige: "Lever jeg det liv, jeg drømmer om? Eller hvad var det, mine drømme var?", siger Mikkel Beha Erichsen.
- Det skulle jo gerne være sådan, at når man på et tidspunkt her i livet begynder at kigge ned i tilværelsens kølvandsstribe, så skulle den gerne ligne det, man drømte om. Man må ikke leve sit liv bevidstløs. Så mister man klageretten, når man kigger tilbage til sidst.
Det vigtigste, han tager med fra sin far, er begejstring og vedholdenhed. Begejstring for livet og vedholdenhed til at stå op hver morgen og sige: “Jeg har min frihed”.
**
For hans far betød det “at bruge livet til alt det, man drømmer om“.
Det gør det også for Mikkel Beha Erichsen. Han mærker sin frihed, når han om morgenen kan stå op og sige: "Nå, hvad skal vi lave i dag?"
***
Frihed og fritid ikke er det samme, understreger han. Frihed er en tilstand - at eje sin egen tilværelse. Ligesom eventyr kan man ikke bestille frihed i et katalog. Det er noget, man arbejder sig til.
Det er derfor, Mikkel Beha Erichsen næsten uafbrudt i syv måneder har boet i Strandby Havn - for at gøre den nye drøm Wallenberg sejlklar.
Nu er det ham, der er kaptajnen. Og når man er det, har man ansvaret for resten af besætningen.
- Når man tør tage lederskab eller tør tage rollen som kaptajn eller som høvding sammen med Marian i familien, så placerer man sig samtidig i orkanens øje. For det er besværligt at sidde i kaptajnstolen og tage alle beslutningerne, men man får også en masse foræret, hvis man gør sig umage som kaptajn, chef eller far, siger han.
Alderen og erfaringen gør, at han går mere roligt, måske endda mere “fornøjeligt”, til det hele i dag. Tvivlen har han også lært at leve med. Den holder ham skarp, så han altid lige dobbelttjekker kursen en ekstra gang eller hiver sejlet ned en halv time før blæsevejr.
Når Mikkel Beha Erichsen indimellem mærker uro i sit liv, tager han som regel sin lille jolle i havnen, sejler ud i Øresund og slukker motoren.
Så skal han bare lige se lidt på horisonten.
Så falder der ro på igen.
Se første afsnit af 'Kurs mod nord' allerede nu på TV 2 PLAY og mandag klokken 20.00 på TV 2.
Vi tester i øjeblikket et nyt format, og din mening er vigtig. Tryk og svar på tre spørgsmål om det, du lige har læst.