Fra livstruende sygdom til verdens bedste: Niklas Landins nedsatte hørelse har skærpet de andre sanser

I samarbejde med Louis Nielsen

Niklas Landin er døv på det ene øre. Det har skærpet hans andre sanser – især synet – som har været afgørende i kampen om at blive verdens bedste.

Niklas Landin trippede faretruende foran målet med hænderne højt oppe over hovedet. Der stod 32-32 i kampen mod Makedonien ved mellemrunden i EM 2012. Danmark skulle have en sejr for at gøre sig forhåbninger om avancement.

Se klart

Denne artikel er en del af serien ’Se Klart’, der præsenteres i samarbejde med Louis Nielsen.

I serien stiller vi skarpt på, hvad synet betyder for vores liv og hverdag. Undervejs taler vi både med privatpersoner, professionelle og eksperter.

Med 10 sekunder tilbage på uret og Makedonien i boldbesiddelse, så det sort ud for danskerne, da den makedonske stjernespiller Kiril Lazarov steg til vejrs og hamrede et skud mod det danske mål.

Niklas Landin reagerede lynhurtigt. Han smed sin venstre fod helt ud til målrammens nederste venstre hjørne og parrerede bolden. Seks sekunder tilbage på uret.

Omringet af modspillere greb Rene Toft Hansen reposten og fik vippet bolden ud til Mikkel Hansen, der sendte en lang aflevering afsted mod Hans Lindberg, der med to sekunder tilbage af kampen sendte bolden i netmaskerne. Danmark vandt kampen 33-32 og endte med at vinde hele turneringen.

Det er momenter som disse, der kendetegner Niklas Landin. Fuldt fokuseret, knivskarp og med nærmest umenneskeligt hurtige reaktionsevner. Lige siden han fik sit internationale gennembrud ved VM i Sverige i 2011, har han været Danmarks forudseende mirakelmand i målet og er i dag anset som en af verdens bedste målmænd.

Niklas Landin har været kampafgørende under flere slutrunder.
Niklas Landin har været kampafgørende under flere slutrunder. Foto: Ritzau Scanpix

Det stod ellers ikke skrevet i kortene, da Niklas Landin som baby blev ramt af den livstruende sygdom meningitis.

Han overlevede, men sygdommen kostede ham hørelsen på venstre øre og dermed en lang række sociale og sportslige udfordringer. Han er blandt andet blevet kaldt krukket og arrogant og har flere gange haft hele trænerbænken til at stå og klappe og råbe ad ham for at få kontakt, fordi han simpelthen ikke har kunnet høre dem.

Men der skal mere end et lille handicap til at slå én ud, når man gerne vil være den bedste.

– Jeg har aldrig prøvet andet end at være halvdøv, så jeg har lært at leve med det. Det har styrket mine andre sanser, og jeg bruger i stedet mit syn ekstra meget, forklarer Niklas Landin.

Håndboldbarn

square to 16x9
Niklas Landin spiller til dagligt i THW Kiel i Bundesligaen. Foto: Dziurek / Shutterstock / Dziurek

Niklas Landin er opvokset i Søborg nord for København og tilbragte som lille det meste af sin tid i en håndboldhal. Både hans far og mor var meget engageret i KFUM København, og som treårig begyndte han selv at træne med på et hold for de alleryngste – han var jo i hallen alligevel.

Som skoledreng røg han ind i buret og fandt sig med det samme godt til rette. Han var nemlig ikke bange for bolden og havde allerede dengang en forunderlig evne til at blokere modstandernes skud. Det gik dog først op for ham, at det faktisk var noget, han var rigtig, rigtig god til, langt senere.

– Som barn spillede jeg håndbold, fordi jeg syntes, det var sjovt. Det var her, alle mine venner var, og jeg følte mig bare godt tilpas i en håndboldhal, fortæller Niklas Landin.

Efter 9. klasse startede han på håndboldlinjen på Oure Idrætsskole sammen med en masse andre unge fra hele landet. På det tidspunkt havde han levet hele sit liv i København og kendte ikke til andre håndboldspillere uden for Københavns grænser. Derfor blev han overrasket, da det gik op for ham, at de andre kendte ham.

Historien om den unge københavnske målmand, der gjorde det exceptionelt godt, var nemlig kommet ham i forkøbet. Da han kort tid efter blev tilbudt en kontrakt i den sydfynske klub GOG, begyndte brikkerne at falde på plads for den unge håndboldspiller.

– Det gik pludselig op for mig, at dét, jeg bare havde rendt rundt og lavet for sjov, faktisk var noget, der kunne føre til noget, og det var helt vildt fedt, fortæller Niklas Landin.

I 2009 blev han i en alder af 21 år udtaget til det danske landshold til VM i Kroatien, som blev starten på en stor landsholdskarriere.

Niklas Landin har nedsat hørelse, og må fokusere mere på sine andre sanser som synet.
Niklas Landin har nedsat hørelse, og må fokusere mere på sine andre sanser som synet. Foto: Louis Nielsen

Krukket og arrogant

En larmende håndboldhal og en halvdøv håndboldspiller er dog ikke den bedste kombination, og det har betydet, at Niklas Landin har måttet fokusere mere på sine andre sanser som synet.

– Jeg bruger for eksempel mere tid på at mundaflæse. Hvis der er meget baggrundsstøj, kan jeg slet ikke se folk i øjnene, fordi jeg er nødt til at kigge direkte på munden for at få det hele med, forklarer Niklas Landin.

Andre gange hører han simpelthen ikke, hvad folk siger til ham, og det har haft nogle uheldige konsekvenser. Den ellers glade og imødekommende målmand har ofte oplevet, at folk har fået et forkert og negativt indtryk af ham, fordi han ikke har reageret på noget, de har sagt til ham.

Det hader han, for sådan vil han for alt i verden ikke opfattes. Han kan tværtimod ligge søvnløs en hel nat, hvis han har sagt noget, som kan have stødt eller såret andre.

Afstemning

Derfor begynder han altid med at sige, at han er døv på det ene øre, når han for eksempel er startet i en ny klub eller møder nye mennesker for første gang.

– Det er vigtigt for mig, at folk ved det: ’Jeg hører ikke alt, hvad du siger, men det er altså ikke fordi, jeg ikke vil høre’, forklarer Niklas Landin.

Alt i alt er han dog taknemmelig for, at han er sluppet forholdsvis billigt fra sygdommen som spæd. Når det nu skulle være, vil han hellere være halvdøv end at have mistet sin stemme eller sit syn.

Den mindste bevægelse kan afsløre placeringen

I dag spiller Niklas Landin i den tyske Bundesliga for THW Kiel, hvor han også bor sammen med sin kone Liv og parrets to børn, Pelle på fire år og Silje på et.

Jeg nyder at være sammen med min familie og lege med mine børn. Det er befriende at lave noget helt andet end at spille håndbold

Niklas Landin

Uanset om det er en kamp i den tyske liga eller en landskamp lyser koncentrationen ud af øjnene på den to meter høje målmand, lige så snart han stiller sig ind mellem stængerne. Han har dog ikke kun øjnene på bolden. Han er også dybt optaget af, hvordan skytterne på modstanderholdet bevæger sig.

– Når en spiller gør en bestemt bevægelse, kan jeg ofte forudse, hvor han vil skyde, og det gør det nemmere for mig at stå det rigtige sted, forklarer Niklas Landin.

Under VM-slutrunden i januar i år præsterede han efter de indledende kampe en redningsprocent på 51, hvilket på det tidspunkt gjorde ham til den skarpeste målmand til VM.

Fuldt fokuseret Landin

square to 16x9
Niklas Landin Foto: Louis Nielsen

Hans mange store redninger skyldes ofte, at han har læst godt på lektien. Han bruger nemlig timevis på at sidde og nærstudere videooptagelser af sine modstandere for at lære deres bevægelsesmønstre at kende til mindste detalje. Han kigger på, hvordan de bevæger sig, hvordan de skyder, og hvad der er deres favoritskud.

Han tegner endda sine egne diagrammer over deres skudmønstre for bedre at kunne huske dem, og når han går på banen, kører han det hele igennem i hovedet én sidste gang.

– Det kan godt være lidt kedeligt at sidde og nærstudere videoer, men det er supervigtigt. Når en skytte begynder at blive træt, vender de typisk tilbage til deres favoritskud, og det er dét, jeg prøver at indstudere, forklarer han.

Jeg tror først, du vil vide, hvor meget synet egentlig betyder, hvis du mister det. Tænk, hvis jeg ikke kunne se mine børn vokse op

Niklas Landin

Men professionelle håndboldspillere er stadig kun mennesker, og der skal også være plads til overraskelser. Derfor er der en hårfin balance i Niklas hoved mellem hvad han har lært fra videoerne, og hvad han ser i selve kampen, når han står på banen med skytten lige foran sig. Her kan bolden blive sendt af sted med over 100 km/t fra ganske få meters afstand.

Og i som dem, Landin laver, tæller hvert eneste sekund.

Det er heller ikke helt ufarligt at stille sig i vejen, når en professionel håndboldspiller slynger en bold mod målet.

I skudlinjen

I de seneste år har vi set flere alvorlige hovedskader hos danske målvogtere, og det har fået flere til at stoppe karrieren. Både Ribe-Esbjerg-keeperen Jonas Hansen og den tidligere danske landsholdsmålvogter hos kvinderne, Søs Søby, har lagt håndbolden på hylden som følge af en eller flere hjernerystelser.

Niklas Landin har ikke selv fået en hjernerystelse, men han er blevet ramt i hovedet - mange gange. Den værste gang var, da han lige var kommet på landsholdet i 2009 og blev ramt lige i ansigtet af franske Luc Abalo. Der var han helt væk i nogle sekunder.

Selvom han ved, der er en risiko for at blive ramt i hovedet, når han går på banen, er det ikke noget, han tænker over undervejs i en kamp. Uden for banen er det en anden sag.

Stor redning til VM '19 i kampen mod Norge.
Stor redning til VM '19 i kampen mod Norge. Foto: Ritzau Scanpix

– Når jeg hører om andre målmænd, der er blevet ramt og har fået en hjernerystelse eller synsskade, tænker jeg selvfølgelig, at det også kan ske for mig. Og er det så virkelig det værd?, spørger han og tænker lidt.

Det er svært for ham at sætte sig ind i, hvad det vil betyde, hvis han skulle få en synsskade. Han ville uden tvivl være færdig som professionel håndboldspiller, men hvad med resten af hans liv?

– Jeg tror først, du vil vide, hvor meget synet egentlig betyder, hvis du mister det, men tænk, hvis jeg for eksempel ikke kunne se mine børn vokse op. Det ville være forfærdeligt, fortæller Niklas Landin.

Sammen med konen Liv, betyder Niklas Landins to børn alt. Især når det handler om at få tankerne væk og lave noget andet, så hele hans liv ikke bare er håndbold.

Niklas Landin har to børn med sin kone Liv.
Niklas Landin har to børn med sin kone Liv. Foto: Privatfotos

Når han kommer hjem efter en træning eller en kamp, elsker han at smide sig på gulvet, lege med ungerne og bare være i nuet lige der.

– Jeg nyder at være sammen med min familie og lege med mine børn. De går op i nogle andre ting, og det er befriende at lave noget helt andet end at spille håndbold, forklarer Niklas Landin.

Han indrømmer dog, at Pelle allerede er blevet ret glad for at kaste og gribe en håndbold, så måske begynder han også at spille inden så længe – og så kan han måske nå lige så mange kampe i landsholdstrøjen som sin far.

Da landsholdet i april spillede EM-kvalifikation mod Montenegro var det Niklas Landins landskamp nummer 200.

– Det er jeg ret stolt over faktisk. Der er ikke så mange, der har nået den milepæl, fortæller han lidt forlegen.

Sådan gør Landin sig klar til kamp

Følger samme mønster

Når den danske superkeeper forbereder sig til kamp, betyder det meget, at mønstret er det samme, uanset hvilken landskamp, der er tale om.
 
– Det er en mental proces, der er vigtig for mig. Jeg får en dejlig ro, når jeg ved, at jeg har forberedt mig godt, fortæller han.

Lægger plan for kampen

Først gennemser han en række kampe med den aktuelle modstander, hvor han fokuserer på de forskellige skytter og tegner deres skuddiagrammer.
 
Topskytternes skuddiagrammer er ofte de samme som sidst, men det får ikke Landin til at slække på forberedelsen.
 
– Det er noget, jeg skal huske, når jeg er allermest presset, så det er kun godt at gentage, forklarer han.

Til stede i nuet

Når han går på banen løber han alle informationer igennem hovedet igen og forsøger derefter at give slip og være til stede i nuet.
 
– Kunsten er ikke at tage det hele med sig, men lade kampens forløb spille ind, og det er en hårfin balance, forklarer han.
 

For faktisk er Niklas Landin blot spiller nummer 14, der runder 200 kampe. Med 581 registrerede landsholdsspillere må det siges at være en ret sjælden milepæl.

Han er flere gange blevet kaldt en af verdens bedste, og medierne er ikke nærige med superlativerne. Han er blevet kaldt alt lige fra Mister 100 procent til den levende mur i buret og sensationel. Men den rutinerede keeper lader sig ikke blive alt for selvtilfreds af ros.

– Det er dejligt at få den anerkendelse fra andre, men jeg har også lært, at det går utrolig stærkt i toppen af håndbold. Det er den næste kamp, der tæller, og jeg skal hele tiden levere mit bedste, forklarer han.

Niklas Landin har trods sin status som verdensklasse aldrig vundet det tyske mesterskab.

– Jeg drømmer stadig om at vinde Bundesligaen. Det er mit næste mål, fortæller han begejstret.