Skylder du et påskeæg? Her er reglerne

Vintergækken siger ikke kun noget om gækkebrevets historie, men kan også betyde, at man ikke har krav på et påskeæg.

- Gæk, gæk, gæk - mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker.

Sådan lyder det velkendte vers fra den danske påsketradition. Og nu nærmer tiden sig, hvor danskerne kan indkassere eller aflevere et chokoladeæg, hvis man er en af dem, der har sendt eller modtaget et gækkebrev.

Men der er nogle uofficielle regler, der skal være overholdt, før man kan enten modtage eller må give et påskeæg væk. Det fortæller Francis Jordt, der har interesseret sig for gækkebrevenes historie i over 30 år og har en omfangsrig samling af de finurlige klip.

Ifølge ham er der en lille blomst med hvide blade, der spiller en særlig rolle i gækkebrevs-traditionen, og derfor er vigtig at huske. Vintergækken.

Blev til nar

Udover at pynte indeholder navnet på den lille løgplante det, som hele traditionen går ud på - nemlig at drive gæk, som betyder at drille eller narre.

Man stødte for første gang på gækkebrevsfænomentet i slutningen af 1700-tallet. Dengang indeholdt brevet også en vintergæk, men her var man gjort til gæk - til nar - ved blot at modtage brevet.

Det gik heller ikke ud på at gætte afsenderens navn. Udfordringen lå i stedet i for eksempel at løse en gåde eller løsne knuder på et silkebånd, der var med i brevet.

Og ’straffen’ for ikke at kunne løse opgaven var, at man skulle holde et gilde. Måske af samme grund var de gammeldags drillebreve forbeholdt voksne.

Brugt af forelskede unge

Efterhånden udviklede gækkebrevet sig og blev brugt af forelskede unge, der gerne ville have en undskyldning for at gøre romantiske tilnærmelser til deres udkårne.

Først senere blev gækkebrevene populære blandt familiens yngste – det hang i høj grad sammen med, at gækkebrevene blev kædet sammen med slik- og chokoladeæg.

Nedenfor kan du finde fire regler, der skal være opfyldt, før der ifølge Francis Jordt er tale om et gækkebrev, der kan udløse et påskeæg, hvis afsenderen ikke bliver gættet.