Landmand søger kærlighed

Tv-landmand har boet i Portugal hele sit liv: Derfor søger jeg en dansk kæreste

Morten Larsen er 29 år og skal sammen med sin søster arve gården i Portugal efter sine forældre. Han er født i Kalundborg, men har boet hele sit liv på farmen i Portugal, med undtagelse af syv år, hvor han studerede i Danmark.

​29-årige Morten Larsen bor i Portugal, men søger en dansk kæreste, også selvom hans eget møde med danskerne har været barskt.

Når Morten Larsen åbner sin hoveddør klokken 7.50 om morgenen, er han allerede på arbejde.

Foran ham ligger 550 hektar jord med olivenplantage, der bruges til produktion af olivenolie. Bag ham ligger det hvidkalkede hus med blåmalede vinduer, der afslører, at vi befinder os et sted i Sydeuropa - nærmere bestemt byen Beja i det sydlige Portugal.

Her har 29-årige Morten Larsen boet, siden han var lille, med sine danske forældre og sin søster.

Morten Larsen er født i Kalundborg, men har boet hele sit liv på gården i Salvada i Beja i Portugal med sine forældre og sin søster.

Selvom landstedet oser af sydlandsk charme, og Morten Larsen har boet her hele livet, føler han sig meget dansk. Han taler dansk med sin familie. Danser om juletræet juleaften. Og så holder han meget af rugbrød, lakridser, pålægschokolade og god dansk øl.

Danske kvinder dater anderledes

Derfor søger den 29-årige landmand en dansk kæreste i TV 2-programmet ’Landmand søger kærlighed – jorden rundt’. Og det skal være en kvinde, der har lyst til at flytte ned til ham og olivenlundene.

Han har aldrig haft en dansk kæreste før. Men han kan godt lide den måde, man er kærester på i Danmark, sammenlignet med Portugal.

- I Danmark får man lov til at komme hjem og hilse på forældrene, når man er kærester. Hernede er alting skjult, hvis du 'kun' er kærester, siger han.

I Portugal bliver man ikke introduceret for familien, før parforholdet er meget seriøst, og man måske er forlovet, forklarer han.

Morten Larsen har kvinderne (fra venstre) Ida, Carina og Sissel med på gruppedate på sin gård i Portugal. Her får pigerne blandt andet lov til at sidde med på ladet i bilen. Efter gruppedaten valgte Morten at sige farvel til Ida.

En anden vigtig grund til, at Morten Larsen drømmer om at finde en dansk pige, er sproget. For hjemme i huset foregår de fleste samtaler i familien på dansk.

Det var egentlig ret hårdt. Jeg lignende en dansker, men fordi jeg boede i udlandet, blev jeg mobbet

Morten Larsen, landmand

Og så er der traditionerne. Salmesang og juletræsdans er ikke altid helt let at forstå for udefrakommende.

- Nogle af mine kærester har taget det som en sjov ting, at vi danser om juletræet og synger. Andre syntes, det var for mærkeligt, siger han.

Fakta om 'Landmand søger kærlighed - jorden rundt'

  • I programmet 'Landmand søger kærlighed - jorden rundt' er de tre danske landmænd Christian Trojel, Knud Nielsen og Morten Larsen på udkig efter en dansk kæreste, de kan dele landmandslivet med. 
  • De tre landmænd er: 
  • 29-årige Christian Trojel, der bor i Australien.
  • 62-årige Knud Nielsen, der bor i Uganda.
  • 29-årige Morten Larsen, der bor i Portugal.
  • De tre landmænd modtager breve fra en række danske kvinder og udvælger fire, de skal på speeddate med. Herfra koges feltet langsomt ned til en kvinde, som kommer på romantisk weekend med sin landmand. 

Blev mobbet i Danmark

Morten Larsen er tredje generation på farmen i Portugal, som hans morfar købte i 1970’erne. Morten har aldrig været i tvivl om, hvorvidt han skulle være landmand.

- Jeg har siddet med min far på en traktor, allerede inden jeg kunne sige mit første ord, siger han.

Men hvis han skulle være landmand, skulle uddannelsen tages i Danmark. De danske landbrugsuddannelser har nemlig ikke ligeså meget fokus på teori som i Portugal. Her er der, ifølge Morten Larsen, en nogenlunde lige fordeling mellem teori og praksis, og det kunne han godt lide.

Derfor tog han til Danmark og kom på efterskole i 10. klasse på en naturfaglig linje. Men hans møde med danskerne gik slet ikke, som han havde håbet.

Familien Larsen producerer olivenolie, der sælges i danske supermarkeder på deres 550 hektarer store grund, svarende til 770 fodboldbaner.

Morten Larsen blev mobbet.

- Det var egentlig ret hårdt. Jeg lignede en dansker, men fordi jeg boede i udlandet, blev jeg mobbet. Blandt andet fordi jeg talte dansk med accent. Men det er vel sådan noget, der følger med? siger han.

Da han kom til Danmark, kunne han hverken læse eller skrive dansk, men på et år lærte han det nogenlunde.

Respekten kom med jagttegnet

Morten Larsen er glad for at gå på jagt og elsker det aktive liv i naturen. Han står blandt andet på vandski, løber og kører på motorcykel.

Efter en hård periode med mobning høstede han langt om længe respekt. Det skete, da han sammen med cirka halvdelen af skolens elever skulle tage jagttegn. Morten Larsen strøg lige igennem og bestod uden fejl, sammen med blot fem andre elever.

- Så kunne de lige pludselig godt tage hatten af for mig og snakke pænt til mig, siger han.

Morten Larsen boede cirka syv år i Danmark, mens han tog sin landbrugsuddannelse. Men målet var hele tiden klart. Han skulle tilbage på familiegården i Portugal og arbejde.

Det har han gjort de seneste år. Nu håber han, at en pige vil dele landmandstilværelsen med ham.

Du kan se 'Landmand søger kærlighed - jorden rundt' på TV 2 hver tirsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.